Belvedere
Moses

Var Moses en historisk person?

Ifølge Bibelen førte Moses jøderne ud af trældom og modtog de 10 bud fra Gud. Men historikerne og arkæologerne har svært ved at bakke op om den historie.

Moses er en af de vigtigste profeter i kristendommen, jødedommen og islam, men forskerne har ingen beviser på, at han har eksisteret. Moses optræder ikke i nogen troværdige skriftkilder fra oldtiden, og arkæologerne har ikke gjort fund, som bekræfter Det Gamle Testamentes fortælling om Moses.

Eksempelvis er de omfattende egyptiske kilder generelt set stille om profeten, selvom de vigtigste begivenheder i den bibelske fortælling foregår i Egypten og ville have haft enorm betydning for faraonernes land. Det gælder bl.a. de 10 plager og udvandringen af millioner af jødiske slaver.

Den egyptiske historiker Manethon omtaler ganske vist en præst, som gik imod faraoen, afviste Egyptens guder og kaldte sig Moses. Manethons beretning er dog først skrevet omkring år 300 f.Kr. – altså ca. 1.000 år efter, at den bibelske Moses angiveligt skulle have levet – og dens indhold er omdiskuteret.

Moses

Moses er en af de vigtigste skikkelser i Det Gamle Testamente, hvor han bl.a. udfrier jøderne fra deres trældom i Egypten.

© Belvedere

En gråzone mellem myte og historie

Ifølge amerikanske William G. Dever, arkæolog og ekspert i oldtidens Mellemøsten, befinder den bibelske Moses sig i gråzonen mellem myte og historie. Det betyder, at Moses formentlig ikke har eksisteret, som han er portrætteret i Biblen, men at “en Moses-lignende figur kan have eksisteret” i Mellemøsten i årene omkring 1300 f.Kr.

Tyske Martin Noth, ekspert i jødernes tidlige historie, mener, at Moses var en fiktiv figur. Ifølge Noth blev Moses-figuren brugt til at binde flere historiske begivenheder sammen for på den måde at formidle forskellige jødiske gruppers erfaringer.

Andre eksperter peger på, at den bibelske Moses blot bygger videre på en lang tradition for mundtlige overleveringer, som allerede eksisterede i Mellemøsten. Fortællingen om den nyfødte Moses, som bliver lagt i en kurv og efterladt i en flod, er fx næsten identisk med historien om den sumeriske konge Sargon, der levede ca. 1000 år før Moses.