Efter århundreder under mongolsk styre smed Ivan, storfyrste af Moskva, krigerne fra øst på porten i 1480 og udråbte sig selv til hersker. Med den pompøse titel “Storfyrste over alle russere” samlede Ivan et Rusland med politisk og åndelig hovedstad i Moskva.
Ivans barnebarn, Ivan den Grusomme, gav i 1547 sig selv den russiske kejsertitel zar, efter det romerske ord for kejser – cæsar. Under hans styre ekspanderede landet med omkring 35.000 km2 om året. Snart blev Rusland verdens største stat, hvor gudsfrygt styrede alt, og zarens ord var lov.
I de næste 350 år blev Rusland endnu større igennem utallige krige med landets mange naboer, og zarerne stod som nogle af Europas mægtigste herskere. I sidste ende var det kun russerne selv, som kunne gøre en ende på zarvældet.
1. Ivan den Grusomme (1547-1584)
Ivan den Grusomme lavede en liste over alle de mennesker han havde fået henrettet. Den var på mere end 3.300 navne.
Massemorder så fjender allevegne
Storfyrsten Ivan 4. tog som den første russiske hersker kejsertitlen zar og tog sig hidtil uset magt. Ivrig brug af drab og tortur gav dog Ivan tilnavnet “den Grusomme”, og hans hemmelige politi var frygtet af alle.
Ivan var fremsynet og åbnede for udenrigshandlen, fx af russisk pelsværk til England, og hans erobringer mod øst gjorde Rusland til verdens største rige.
Zaren havde altid været lettere paranoid, men hans mentale tilstand forværredes kraftigt efter hustruen Anastasias død i 1560. Han mistænkte adelen for at have forgivet hende og så fjender allevegne, bl.a. i Novgorod, hvor eliten i 1570 blev tortureret og dræbt og byen brændt af. Senere fik Ivan sin rigskansler parteret, og under et skænderi dræbte han sin egen søn.
I sit voksende vanvid indgik Ivan ægteskaber på stribe og svinede alle til i sine breve; fx blev Englands Elizabeth 1. kaldt “gammeljomfru”. Efter 37 år på tronen døde Ivan i 1584 af et slagtilfælde undet et spil skak.
2. Peter den Store (1682-1725)
Med en højde på 2,03 meter var Peter den Stores tilnavn usædvanlig rammende.
Stormagt blev skabt af krige og reformer
I 1698 vendte zar Peter 1. efter en europatur hjem med hovedet fuld af idéer. Rusland skulle ind i den moderne verden og bl.a. have sin første flåde og et verdsligt skolesystem. Præster og adel skulle barbere deres gammeldags skæg af, ellers vankede der en skægskat på op til 100 rubler.
Reformivrig tilkaldte Peter eksperter fra Vesten til at udvikle maskiner til bl.a. minedriften. Zaren opbyggede også en hær efter vestligt mønster, fx fik fodfolket geværer, og knuste i Store Nordiske Krig (1700-1721) Sveriges imperiedrømme.
Ved at fordrive svenskerne fra bl.a. Baltikum blev Rusland den nye stormagt i Østersøen. For at vise sin status anlagde zaren en ny, fremsynet by, Sankt Petersborg, som “et vindue mod Vesten”. Byggeriet kostede op mod 100.000 tvangsarbejdere livet og blev i smug kaldt “Byen bygget på knogler”.
Efter et liv med heftig druk døde Peter i 1725. Inden da havde han givet sig selv tilnavnet “den Store”.
3. Elisabeth af Rusland (1741-1762)
Elisabeth henrettede ikke en eneste igennem hele sin regeringstid.
Zarina elskede kjoler
Peter den Stores datter tog i 1741 magten ved at afsætte sin et-årige fætter, zar Ivan 6. Som zarina Elisabeth blandede hun sig i flere krige og ydmygede bl.a. Preussen i Syvårskrigen (1756-1763), da russiske styrker besatte Berlin. Stormagten Rusland var nu både frygtet og anerkendt i Europa.
Mindre krigerisk var Elisabeth på hjemmefronten. Zarinaen hadede papirarbejde, men lyttede gerne til reformvenlige rådgivere. På deres forslag sløjfede hun dødsstraffen og rigets indre toldgrænser. Hun byggede også bl.a. Vinterpaladset og Kunstakademiet i Sankt Petersborg.
Personligt var Elisabeth noget af en pyntedukke. Ingen kjole blev brugt to gange, og loven forbød andre at bære samme frisure, kjole eller smykker som hende.
Juleaften 1661 fik Elisabeth et slagtilfælde og døde. Hun efterlod 15.000 kjoler i sine klædeskabe. Inden da havde den barnløse zarina adopteret nevøen Peter som sin efterfølger.
4. Katarina den Store (1762-1796)
Katarina så sig selv som oplyst, men nægtede at hjælpe landets undertrykte bønder.
Tysk adelsfrøken dominerede Europa
Få ved det russiske hof regnede 15-årige Sophie for noget, men den tyske fyrstedatter tog fusen på adelen. Hustruen til den kommende zar Peter 3. lærte sig russisk, konverterede til den ortodokse tro og tog det russisk navn Katarina. I 1762, seks måneder efter Peters kroning til zar, burede Katarina ham inde og lod sig krone som zarina Katarina 2.
Katarina var inspireret af oplysningstiden og oprettede bl.a. gratis skoler og et folketing.
Også storpolitisk nåede Rusland nye højder under Katarina, hvor bl.a. Kurland og Hviderusland blev erobret. I 1783 smed hun osmannerne ud af Krim, og Rusland fik nu havne ved Sortehavet.
Op til sin død i 1796 blev Katarina chokeret over følgerne af den franske revolution i 1789. Frygten for et lignende kaos i Rusland fik hendes efterfølgere til at afvise al snak om reformer.
5. Nikolaj 2. (1894-1917)
Nikolaj 2. var dybt religiøs og mente, at Gud havde tildelt ham positionen som Ruslands zar.
Verdensfjern zar kørte riget i afgrunden
At slække grebet om magten medførte kun anarki, vidste zar Nikolaj 2. Hans bedstefar Alexander 2. havde afskaffet livegenskabet og censuren – og var blevet myrdet af anarkister.
“Jeg vil til gavn for hele nationen bruge al min styrke til at opretholde det absolutte enevælde”, lød zarens afvisning af reformer til sine rådgivere.
Mens tusinder af russere døde af sult, levede zarfamilien i overflod. I 1905 mødte 150.000 indbyggere op foran paladset for at tigge Nikolaj om bedre levevilkår. Zarens vagter affyrede en regn af kugler, og over 100 ubevæbnede demonstranter blev dræbt.
Kejserens popularitet blev kun mindre, efter at mystikeren Rasputin fik indflydelse ved hoffet. Ruslands indtræden i 1. verdenskrig blev også katastrofal, og i 1917, da landets økonomi var på randen af kollaps, brød revolutionen ud. Zar Nikolaj var tvunget til at abdicere, og året efter blev han med sin hustru og deres fem børn dræbt af bolsjevikkerne. Siden har den russiske kejsertrone stået tom.