I 1762 besteg den 33-årige Katarina Ruslands trone. Europæerne betragtede dengang landet som svagt og tilbagestående, men det agtede kejserinden at lave om på.
Katarina indførte straks en række reformer. Fx afskaffede hun tortur og indførte gratis skolegang for både piger og drenge. Herefter kom turen til udenrigspolitikken.
Nu skulle Rusland indtage sin retmæssige stilling som europæisk stormagt. At nå målet krævede imidlertid, at Katarina anskaffede sig et strategisk gode, som Rusland manglede – en isfri og centralt placeret flådehavn.
Valget faldt på Krimhalvøens sydspids. Herfra kunne Ruslands flåde ikke alene kontrollere Sortehavet; skibene havde også adgang til Middelhavet gennem Bosporusstrædet.
Høje klipper et stykke inde i landskabet gjorde stedet nærmest uindtageligt fra landsiden. Et mildt klima garanterede tilmed, at vandet forblev isfrit vinteren igennem.
Krim var dengang et khanat under osmannisk overherredømme. Ejerskabet generede ikke Katarina, der i 1783 erobrede øen. Kejserinden beordrede dernæst sin general – og elsker – Grigorij Potjomkin til at opføre et fort på øen.