Sneen ligger som en tyk dyne i Sankt Petersborgs gader, da zar Alexander 2. tidligt om aftenen den 13. marts 1881 forlader Vinterpaladset i sin karet.
Den tunge, skudsikre vogn er en betænksom gave fra den franske kejser Napoleon 3., som kender alt til Alexanders problemer med oprørske undersåtter. Hele fem gange tidligere har Ruslands 62-årige enevældige hersker været udsat for attentatforsøg.
Denne overskyede og råkolde dag føler zaren imidlertid mildere vinde blæse. To timer forinden har han – efter lang tids tøven – underskrevet et dokument, der vil reformere det politiske system i Rusland og give folket langt mere magt.
Forhåbentligt vil reformerne mildne de indtil videre uforsonlige revolutionære grupper og varsle en ny tid med fred og stabilitet i det store rige.
Hvad Alexander på denne lovende vinterdag ikke kan vide, er, at hans Rusland om kort tid vil blive kastet ud i et blodigt orgie af selvtægt, plyndringer og vold.
Og at hans egen død vil indlede de dramatiske hændelser, som vil kulminere med grundlæggelsen af den første jødiske stat: Israel.
En lang række reformer skulle gøre Rusland til en økonomisk stormagt igen, men endte med at koste zar Alexander 2. livet. Alexander 2. gjorde bønderne frie, men i praksis var de lige så fattige som før.
Terrorister dræber zaren
Fuldstændig uvidende om reformplanerne skutter Nikolaj Rysakov sig i kulden, mens han venter langs zarens rute.
Den 20-årige mand er medlem af den socialistiske terrorgruppe Folkets Vilje og en indædt modstander af regimet. Som sine kammerater har han erklæret “krig til sidste blodsdråbe” mod den “hykleriske” og “korrupte” zar, og nu skal “tyrannen” mærke folkets vrede.
Rysakov betænker sig derfor ikke, da han endelig ser Alexanders karet nærme sig. Vognen er omgivet af zarens mest loyale soldater – de beredne kosakker – men Rysakov springer alligevel ud foran kortegen og kaster en bombe mod kareten.
Bomben er pakket ind i et hvidt stykke klæde, og for kosakkerne ligner den til forveksling en ufarlig snebold. Kort efter – da den eksploderer under kareten – bliver de bragt ud af deres vildfarelse.
Hestene stejler og vrinsker panisk, et par kosakker falder såret til jorden, mens en tilfældigt forbipasserende dreng bliver ramt af fragmenter fra bomben. Hjerteskærende skriger den lille, uheldige dreng af smerte.
De uskadte kosakker reagerer imidlertid lynsnart og overmander straks attentatmanden. Faren er tilsyneladende ovre.
Zaren har kun fået overfladiske skrammer, og han sender sandsynligvis en taknemmelig tanke til Napoleon 3., da han kort efter stiger ud af sin skudsikre karet for at se til de sårede. Men pludselig stormer en ny attentatmand frem og kaster endnu en bombe.
Både zaren og gerningsmanden falder øjeblikkeligt om – dødeligt sårede – da den eksploderer midt imellem de to.
Under en time senere dør zaren. Hans banemand holder ud indtil sen aften – så udånder også han. Ikke en eneste af sine kammerater angiver den døende mand – end ikke sit eget navn – men det offer viser sig hurtigt at være forgæves.
For den første bombemand – Nikolaj Rysakov – kan ikke stå imod under politiforhøret. Han angiver alle sine kammerater i Folkets Vilje.
Blandt de angivne er Gesia Gelfman. Hendes rolle i attentatet begrænser sig til at sørge for et sikkert mødested. Men hun er også jøde.
Og i et samfund som det russiske, der på dette tidspunkt er gennemsyret af fordomme mod jøder, giver Gelfmans baggrund straks anledning til konspirationsteorier.
Hurtigt begynder rygterne om et jødisk komplot blandt befolkningen, og aviserne fører i flere tilfælde an – på trods af, at Gesia Gelfman er den eneste jøde blandt de seks anholdte.
Avisen Novoje Vremja fortæller eksempelvis sine læsere i Sankt Petersborg, at den ene af attentatmændene har en “østerlandsk attitude og en krum næse”, mens avisen Vilenskij Vestnik direkte skriver, at “zarens død er jødernes skyld”.
Snart rapporterer aviserne også om planer blandt befolkningen om at angribe jøderne for at hævne zarens pludselige død.
Landsbytosse antænder hadet
I Jelisavetgrad i det nuværende Ukraine – en by med 45.000 indbyggere, hvoraf en tredjedel er jøder – tager myndighederne rygterne særdeles alvorligt.
Den 10. april 1881 indkalder byens politimester forstærkninger fra hæren, aflyser festlighederne i forbindelse med påsken og beordrer alle butikker, værtshuse samt kroer lukket i helligdagene.
Samtidig understreger han over for byens indbyggere, at undtagelsestilstanden ikke skyldes jødisk bestikkelse – som rygterne ellers vil vide – men respekt for den afdøde zars minde.
Til politimesterens store glæde virker tiltagene, og de tre første påskedage forløber uden væsentlige problemer. Den 15. april lader han derfor forstærkningerne fra hæren vende hjem og byens beværtninger genåbne.
Beslutningen skal imidlertid vise sig at være fatal. For samme eftermiddag bryder et slagsmål ud mellem en jødisk værtshusejer og Jelitsavetgrads særling.
Ifølge et vidne giver værtshusejeren den lettere retarderede gæst et lag tæsk, fordi han har ødelagt et værdifuldt glas. Ifølge en anden beretning har gæsten i sin fuldskab generet værten ved at synge en påskesalme højt og falsk.
Under alle omstændigheder tiltrækker landsbytossens høje råb hurtigt en stor menneskeflok, hvis voldsomme vrede selv ikke politiet kan dæmpe.
“Jøderne angriber vort folk”, råber én, og snart genlyder slagordet i Jelitsavetgrads gader, idet pøbelen som i en rus går amok og angriber byens jøder. Nu skal zarens død hævnes!
Bevæbnet med bl.a. koben og økser forsøger de jødiske forretningsindehavere efter bedste evne at forsvare sig, men forgæves. Deres butikker plyndres og smadres én efter én.
Efter et stykke tid ankommer flere politifolk, og 20 af de mest fordrukne og voldelige uromagere får håndjern på. Samtidig tilbagekalder politimesteren de soldater, som han ellers havde sendt hjem.
Men optøjerne stopper dog ikke af den grund, for uromagerne trækker i stedet ud i sidegaderne, hvor de i ly af mørket kan angribe og stikke uset af.
Politiet lader forbryderne gå
Næste dag slutter også bønderne i de omkringliggende landsbyer sig til pøbelen. De nyankomne fylder deres kærrer med stjålet jødisk gods og spadserer i flere tilfælde uantastet forbi politi og soldater.
I løbet af natten har hæren modtaget en ordre fra provinsens guvernør om at gribe ind, men ordren er så uklar, at mange officerer ikke ved, hvad deres ansvar præcist er. Samtidig er hærens ankomst for politifolkene et signal om, at de kan begynde at slappe af.
Resultatet bliver, at ingen myndighed gør noget – hvilket får uromagerne til at tro, de har styrets velsignelse til at angribe jøderne.
Øjenvidner kan fx fortælle om en flok soldater, der nægter at arrestere to mænd, der afslappet går gennem gaden og baldrer butiksruder, fordi det ifølge soldaterne er politiets ansvar.
Også det udbredte jødehad blandt mange soldater og politifolk spiller en rolle. I enkelte tilfælde under den såkaldte Jelisavetgrad-pogrom skåler soldaterne fx med uromagerne i plyndrede jødiske værtshuse eller tager imod gaver stjålet fra jøders hjem.
Først om aftenen den 16. april stilner urolighederne af, da silende regn og isnende vind får størstedelen af uromagerne til at vende hjem. Dagen efter sætter politiet og hæren endelig en fuldkommen stopper for optøjerne.
På det tidspunkt er omkring 600 mennesker blevet arresteret. Det russiske imperiums jøder kan imidlertid ikke ånde lettet op af den grund.
For i de følgende dage spreder de spontane forfølgelser af jøder sig til over 30 byer og landbyer nær Jelisavetgrad.
De russiske jøder blev under pogromen i 1881-82 chokerede over det indædte had til dem. Selv folk, som tidligere havde talt for, at deres trosfæller skulle assimilere sig i samfundet, begyndte at drømme om deres egen stat. I bogen “Der Judenstaat” fra 1896 argumenterer journalisten Theodor Herzl for etableringen af en jødisk stat i Palæstina.
Guvernøren “belønner” uromagere
De nye optøjer hjælpes godt på vej af myndighedernes tvetydige signaler. Efter Jelisavetgrad-pogromen beslutter provinsens guvernør nemlig på den ene side at tildele lidt over 160.000 rubler til indkøb af mad til de hårdest ramte jøder.
Men samtidig nedsætter han en komité, som skal hjælpe familierne til de fattigste uromagere, der nu sidder fængslet.
Og da langt størstedelen af de 600 anholdte kort efter går fri, opstår det for jøderne så uheldige rygte, at et angreb på dem ikke bare vil forblive ustraffet, men også belønnet med gaver til uromagernes familier.
Den 26. april 1881 når optøjerne til storbyen Kijev. På dette tidspunkt syder de mest fantasifulde rygter blandt russerne – for de flestes vedkommende analfabeter.
En fantasifuld historie lyder, at den nye zar, Alexander 3., beordrede en kippa – en traditionel jødisk hovedbeklædning – sømmet fast til en jødes hovedbund, efter denne havde forsømt at lette på hatten som hilsen.
Et andet falsk rygte fortæller, at zaren har udstedt et direktiv, hvor han giver den russiske befolkning tre dage til at hævne sin højt elskede fars død.
I Kijev bruger vrede russere da også præcis tre dage til at angribe og forfølge byens jødiske mindretal.
En journalist fra den jødiske avis Rassvet er til stede den første dag, da en enorm menneskemængde bestående af alt fra små drenge til håndværkere og fattige russere ved middagstid begynder at marchere råbende gennem byens gader.
“Ruder og døre fløj rundt i luften, og kort efter, da pøbelen havde tiltvunget sig adgang til huse og forretninger, begyndte de at smide absolut alt, hvad de lagde deres hånd på, ud i gaderne”, skriver reporteren i artiklen.
Kort efter angriber menneskemængden den jødiske synagoge, og trods tremmer, skodder og tunge låse tiltvinger den sig adgang på et øjeblik.
“I skulle have set, med hvilken vrede pøbelen overfaldt de hellige Torah-ruller. Rullerne blev sønderrevet, trampet i jorden og ødelagt med en ufattelig lidenskab”, skrev Rassvet-journalisten.
Hvad reporteren imidlertid udelader i sin reportage fra Kijev, er de tilfældige voldtægter af jødiske kvinder og piger, hvoraf nogle er helt ned til 10 år gamle.
Og drabene på børn og spædbørn, der bliver kylet ud af vinduerne og knust mod den hårde jord.
Regeringen er i vildrede
I Sankt Petersborg følger zaren målløst med i den brand, der hurtigt spreder sig rundt til alle byer og landsbyer med et jødisk mindretal.
Han er ganske vist ikke specielt glad for sine knap fire millioner jødiske undersåtter, men disse planløse optøjer destabiliserer hele hans rige og kan potentielt blive en trussel mod hans eget styre.
På dette tidspunkt er Alexander og regeringen overbevist om, at oprørske, revolutionære grupper står bag urolighederne.
Analysen i landets øverste cirkler lyder, at de revolutionære bruger den brede befolknings bitre had til jøderne som et middel til senere at vække den til kamp mod zarstyret.
“Dette er anarkisternes værk”, siger Alexander til en bekymret jødisk delegation, som besøger ham i maj 1881.
Alligevel formår regeringen ikke at sætte en stopper for optøjerne. Den russiske hær er simpelthen for ineffektiv, og politifolkene for få.
Samtidig gennemsyrer jødehadet alle i administrationen – fra politimanden på gaden til guvernøren i provinskontoret. I bedste fald griber de derfor kun halvhjertet ind trods zarens strenge instrukser.
Da guvernør Aleksandr Drenteln i Kijev får ordre af en regeringsrepræsentant til at sætte ind mod uromagerne, udtaler han fx, at “det bedste ville være at knuse jøderne eftertrykkeligt og stoppe deres tørst efter profit”.
Først da Drenteln uforvarende bliver fanget i en vred menneskemængde og angrebet, bliver han så opbragt, at han får hæren til at slå opstanden ned.
Lovforslag: Deportér jøderne
Tilbage i Sankt Petersborg indser zaren langt om længe, at revolutionære kræfter ikke står bag jødeforfølgelserne.
Det er jødernes egen skyld, lyder mantraet nu. Holdningsændringen kommer, efter zarens udsending – den stærkt antisemitiske grev P.I. Kutajsov – i juli samme år begynder at efterforske årsagen til de mange pludselige opstande.
Kutajsov forhører hundredvis af almindelige russere og kommer snart efter hjem til Sankt Petersborg med adskillige historier om “jødiske forbrydelser”. I Kutajsovs flere hundrede sider lange rapport kan zaren bl.a. læse, at jøderne er hestetyve, nasser på deres kristne medborgere og tvinger unge, dydige russiske piger til prostitution.
Straks efter Kutajsovs ankomst til Sankt Petersborg går indenrigsministeren – den ligeledes antisemitiske Nikolaj Ignatjev – derfor i gang med at forberede nye strammere love, som skal imødekomme befolkningens ønsker om et hårdt indgreb mod jøderne.
Ignatjev foreslår bl.a., at alle jøder i landområderne skal fordrives og samles i ghettoer i byerne. Flere hundredtusinde jøder vil blive tvunget fra hus og hjem, hvis planerne føres ud i livet.
Jøderne har det ellers svært nok i forvejen. Hver eneste uge rapporterer den jødiske presse nu om overfald, voldtægter og brutale mord.
Til en begravelse i Kovno i det nuværende Litauen udtrykker rabbineren Yitschak Elhanan Spektor i sin mindetale sågar sorg over, at han ikke selv skal i jorden.
“For en jøde er døden at foretrække frem for livet i disse tider”, siger han.
Rabbinerens trængsler skal dog snart få ende. For i marts 1882 træder uromagerne i byen Balta omsider så langt over stregen, at zaren ikke længere kan sidde overhørig, at jøderne bliver massakreret.
Når jernbanearbejderne ankom til en ny by, gik de ofte til angreb på byens jøder.
Bønder vil have vodka og blod
Balta har ca. 20.000 indbyggere, hvoraf halvdelen er jøder. I dagene op til den 29. marts er forholdet mellem jøderne og de kristne spændt til bristepunktet, og en jødisk lærer samler derfor et hold stærke mænd til en selvforsvarsgruppe.
Da de første kampe bryder ud foran byens vigtigste kirke, slår lærerens kampgruppe da også så hårdt igen, at de kristne angribere må søge ly i byens brandstation.
Kort efter ankommer politi og soldater til stedet, og ifølge én kilde løber uromagerne netop i det øjeblik ud fra deres skjulested og går sammen med politi og soldater til angreb.
Med geværkolber og sværd jager politi, hær og pøbelen i forening jøderne væk og begynder så at hærge i byen. Andre kilder mener, at myndighederne anholder både jøder og kristne ved deres ankomst.
Ingen er dog i tvivl om, at byens politimester næste dag forværrer situationen, da han indkalder omkring 500 bønder – alle bevæbnet med køller – til at hjælpe med at bevare roen.
For bøndernes ordrer er så vage, at de i stedet for at anholde uromagerne angriber jøderne under kampråbet “vodka og blod”. Selv ikke i rene jødiske kvarterer kan indbyggerne nu føle sig sikre. En mor og hendes datter bliver eksempelvis voldtaget af en fuld politimand.
Om aftenen den 30. marts stopper optøjerne i Balta lige så pludseligt, som de begyndte.
På det tidspunkt er over 1.200 jødiske huse og forretninger blevet plyndret, og 40 jøder dræbt eller kommet svært til skade. Dertil kommer adskillige voldtægter.
Balta-optøjer forarger russerne
For zaren og det meste af regeringen bliver de voldelige hændelser i Balta den øjenåbner, der omsider får dem til at gribe effektivt ind. Især det faktum, at politi og hær tilsyneladende deltog i jødeforfølgelserne, piner dem.
Også den hidtil så jødefjendtlige presse må rystet indse, at den gik for langt i de hadefulde antisemitiske artikler. “Alt blegner ved siden af Balta”, skriver Ruslands største avis, Golos.
Alexander vælger da også kort efter at gøre indenrigsminister Ignatjevs anti-jødiske lovforslag mere lempeligt. I stedet for tvangsforflyttelser af hundredtusindvis af jøder fra landet til byerne lader de såkaldte “maj-love” fra 1882 jøderne blive boede i landområderne – nye jøder må dog ikke flytte dertil.
Zaren er i det hele taget dybt utilfreds med indenrigsministerens håndtering af de voldsomme jødeforfølgelser. Så den 30. maj tvinger han Ignatjev til at træde tilbage.
I stedet overtager grev Dmitrij Tolstoj hans post. Tolstoj regner ganske vist ikke sig selv som jødernes beskytter, men han hader alt, der lugter af folkelige protester mod zaren.
Straks efter indsættelsen sender han derfor en utvetydig trussel til samtlige uroplagede provinser: Hvis ikke de lokale myndigheder straks slår hårdt ned på alle tegn på optøjer, vil han personligt sørge for, at de ansvarlige aldrig kommer til at bestride en betydningsfuld post igen.
Samtidig lader han domstolene forstå, at de strengeste straffe skal tages i brug over for uromagerne.
Tolstojs hårde linje virker. I de næste måneder stilner bølgen af opstande langsomt af for til sidst at dø helt ud.
En anden bølge, der imidlertid ikke kan stoppes, er flygtningestrømmen. Jøder i tusindvis – og siden millioner – strømmer mod mere venligstemte egne.
Mellem 1881 og 1914 emigrerer næsten to millioner jøder til Vesteuropa og især USA, mens nogle få bosætter sig i Palæstina. Netop disse flygtninge er med til at støbe byggestenene til et nyt jødisk hjemland – staten Israel.