Dostojevskij overlevede sin egen henrettelse

Men så sker et guddommeligt mirakel. En budbringer fra zar Nikolaj 1. ridder ind på pladsen og afblæser henrettelsen. I sidste øjeblik bliver dødsdommen ændret til fire års hårdt arbejde i en sibirisk fangelejr efterfulgt af seks års tvungen militærtjeneste.

“Mit liv begynder i dag. Nu bliver jeg genfødt i en ny form”, skrev Fjodor Dostojevskij om oplevelsen.

Det er få mennesker forundt at få en ny chance her i livet, og Dostojevskij har tænkt sig at gribe den. Han vil knokle resten af sine dage for at blive den største forfatter, Rusland nogensinde har haft.

Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway blev engang spurgt, hvad der er den vigtigste forudsætning for at blive en stor forfatter. “En ulykkelig barndom”, svarede han.

Hvis det passer, var Fjodor Dostojevskij forudbestemt til litterær storhed.

Dostojevskij blev født den 11. november 1821 på Mariinskij-hospitalet i Moskva og var den næstældste søn i en børneflok, der kom til at tælle i alt otte børn.

Han fik første gang øjnene op for bøgernes magi, da moren læste “1001 nats eventyr” højt for ham, da han var lille. Senere kastede han sin kærlighed på særligt den russiske digter Aleksandr Pusjkin.

For lille Fjodor var der god grund til at flygte ind i litteraturens verden. Faren var en kolerisk og streng satan, moren en skrøbelig kvinde, der døde af tuberkulose, da Dostojevskij var teenager.

Efter morens død slog faren sig på flasken, og den 16. juni 1839 blev han fundet livløs i en grøft. Officielt døde faren af et hjertestop, men rygterne sagde, at han var blevet dræbt af sine tjenestefolk efter et voldsomt skænderi.

På det tidspunkt læste Fjodor og storebroren, Mikhail, til militæringeniører i Sankt Petersborg efter farens ønske. Fjodor Dostojevskij færdiggjorde uddannelsen som ingeniør i 1843 og fik kort efter job som premierløjtnant.

Blot et år senere sagde han op, 23 år gammel. Han havde ikke lyst til at hellige sig ingeniørkunsten, men ville i stedet udforske den menneskelige eksistens. Som han formulerede det i et brev til sin bror:

“Mennesket er en gåde. Denne gåde skal løses, og hvis du bruger hele livet på at løse den, er dit arbejde aldrig forgæves; jeg beskæftiger mig med denne gåde, fordi jeg ønsker at være et menneske”.

Fjodor Dostojevskij ankom til lejren i den sibiriske by Omsk den 23. januar 1850 iført fodlænker. Forfatterens bolig de næste fire år var en kold og fugtig barak med rådne trævægge.

“Skidtet på gulvet var centimetertykt. Fra morgen til nat var det umuligt ikke at opføre sig som svin”, skrev han om sit nye hjem.

Opholdet tog hårdt på Dostojevskij. Han fik jævnligt angstanfald, sov kun fire-fem timer i døgnet og led sågar af en slem omgang hæmorider.

Værst var det dog, at han ikke længere kunne skrive. Som han siden melodramatisk formulerede det: “Livet kan ikke fortsætte, før jeg igen bliver publiceret!”

Dostojevskij blev løsladt i februar 1854. De næste seks år af sin straf afsonede Fjodor Dostojevskij som soldat ved byen Semipalatinsk (i dag Semej i Kasakhstan) – et område så øde, at Sovjetunionen senere brugte stedet til atomprøvesprængninger.

Under opholdet i Semipalatinsk forelskede Dostojevskij sig i den 28-årige enkefrue Maria Isaeva, som han giftede sig med i 1857. På deres bryllupsnat fik Dostojevskij et alvorligt epileptisk anfald. Det skulle blive det første af mange anfald i hans liv.

Det var et forandret Rusland, som mødte Fjodor Dostojevskij. Zar Nikolaj 1. var død i 1855, og nu sad sønnen Aleksander 2. på tronen.

Den nye zar var mere liberal end sin forgænger og lempede bl.a. statens hårde censur. I det mildere politiske klima besluttede Fjodor Dostojevskij og hans bror Mikhail i 1861 at udgive det nye tidsskrift “Vremya” (“Tid”).

I slutningen af 1863 bandlyste myndighederne ‘Vremya’ efter udgivelsen af en zar-kritisk artikel skrevet af forfatteren og filosoffen Nikolay Strakhov. Tidsskriftet måtte lukke og efterlod brødrene Dostojevskij med en massiv gæld til deres mange investorer.

Kort tid efter døde hans kone, Maria, af tuberkulose og hans bror Mikhail af en leversygdom med få måneders mellemrum.

“Mit liv er blevet knust på et enkelt år”, skrev den sørgende forfatter i sin dagbog.

Fjodor Dostojevskij stod igen helt alene – denne gang i et gældsfængsel med ubetalte regninger på i alt 25.000 rubler (omkring 1,5 mio. nutidskroner). Desuden havde han stedsønnen samt brorens kone og fire børn at forsørge.

I dette kaos begyndte han arbejdet på en af sine berømteste romaner, “Forbrydelse og straf”, der udkom i 1866. Samme år indgik han en af historiens elendigste aftaler med den berygtede forlægger Stellovskyij

Dostojevskij fik 3.000 rubler i forskud mod at give Stellovskij rettighederne til at udgive alle hans tidligere værker. Samtidig forpligtede forfatteren sig til at publicere en ny roman den 1. november 1866.

Hvis Dostojevskij overskred fristen, ville forlæggeren få rettighederne til at udgive alle Dostojevskijs værker de kommende ni år – uden at betale en rubel for dem.

Dostojevskij havde en idé til en roman, der skulle hedde “Spilleren”, om en ludoman, der spillede sit liv i stykker. Historien var tæt på Dostojevskijs eget liv.

Siden et kasinobesøg i Tyskland i 1863 var forfatteren selv blevet bidt af at spille, og roulettens snurrende hjul blev en ødelæggende besættelse for ham de følgende år.

I september 1866 havde Dostojevskij endnu ikke skrevet én linje på romanen, der skulle ligge på Stellovskijs bord mindre end to måneder senere.

I et anfald af panik hyrede Dostojevskij en stenograf til at skrive romanen ned, mens han dikterede den.

Valget faldt på den 20-årige Anna Snitkina. På under to måneder fik de skrevet romanen færdig og afleveret den til forlæggeren den 1. november 1866 – blot få timer før deadline.

Indtil da havde den 45-årige Fjodor Dostojevskij ikke haft synderligt held i hverken spil eller kærlighed, men Anna Snitkina skulle vise sig at blive hans helt store gevinst.

De to forelskede sig og blev gift i 1867. Sammen fik de i alt fire børn, hvoraf de to dog døde som små.

Bryllupsrejsen gik til Europa og skulle have varet tre måneder. Men spilledjævlen satte igen kløerne i Dostojevskij, og han spillede alle de penge op, som parret skulle have brugt til at komme hjem. Ludomanien endte med at forlænge deres bryllupsrejse med fire år.

Udgivelsen af Dostojevskijs ambitiøse roman “Brødrene Karamazov” i 1880 cementerede hans status som en af Ruslands største forfattere. Dostojevskij nåede dog ikke at nyde godt af berømmelsen særlig længe.

Den 9. februar 1881 døde forfatteren af det lungeemfysem og den epilepsi, som havde plaget ham hele voksenlivet. Han blev den 59 år.

Dostojevskij havde brugt et helt liv på at løse gåden om menneskets eksistens – og i en af de berømteste passager fra “Brødrene Karamazov” gav han endelig sine læsere svaret:

“Hemmeligheden bag den menneskelige eksistens er ikke kun at leve, men også at vide, hvad man lever for”.