Ukraine voksede ud af et vikingerige, som opstod. da skandinaver i 700-tallet slog sig ned, hvor vore dages Kiev ligger. I 1199 slog to af af rigets mange mindre fyrstendømmer sig sammen til ét rige: Galitj-Volynien. Området fik navnet Ukraine, som er slavisk for grænseland.
Ukraine var konstant under pres fra naboerne. I 1654 måtte kosakkerne, som ledede landet, bede russerne om hjælp mod Polen til gengæld for en troskabsed. Eden afholdt ikke Rusland og Polen fra at dele Ukraine imellem sig i 1667. Østsiden af floden Dnepr blev nu knyttet til Rusland, mens den anden del vendte sig mod vest.
1. TRÆLDOM
Efter næsten 70 år livegenskab bekendtgjorde zar Alexander 2. i 1861, at bønderne omsider var frie.
Katarina den Store gjorde bønder til slaver
Delingen af Ukraine gav den russiske kejserinde Katarina den Store et springbræt til at udvide sit riges grænser mod syd og vest gennem krige mod bl.a. Osmannerriget. Fra 1795 herskede hun over det meste af vore dages Ukraine.
For Ukraines bønder blev erobringen en katastrofe. De havde hidtil været frie, men blev nu livegne ligesom de russiske bønder. Som livegne var de nu herremændenes ejendom. Først i 1861 blev livegenskabet ophævet i Rusland og i Ukraine.
2. RUSSIFICERING
Universitetet i Kiev blev bygget under zar Nikolaj 1., som personligt holdt øje med, at stedet ikke blev mødested for nationalister.
Sproget skulle udslettes
Katarina den Store og hendes efterfølgere forsøgte med hård hånd at fortrænge ukrainsk sprog og kultur. Intellektuelle, som beskæftigede sig med ukrainsk litteratur og historie, blev fyret og forfulgt.
Zar Alexander 2. gik i 1876 så vidt som til at forbyde udgivelsen af skrifter på ukrainsk. Heller ikke foredrag og teaterforestillinger på sproget var tilladt.
Læs også: Ukrainsk og russisk – hvad er forskellen?
Få år senere blev ukrainsk bandlyst i skoler og kirker, og børn måtte ikke længere få ukrainske navne.
3. UNDERTRYKKELSE
Sunde og retskafne arbejdere som modsætning til grådige og velnærede kapitalister var et hyppigt tema i kommunistisk propaganda.
Politiske modstandere blev udslettet
Efter revolutionen i 1917 blev Rusland kastet ud i en blodig borgerkrig.
De nye magthavere, bolsjevikkerne, benyttede lejligheden til at lade Den Røde Hær udrydde alle politiske modstandere. Tusinder blev dræbt, fordi de angiveligt tilhørte “de besiddende klasser”.
Særligt hårdt gik det ud over Ukraine, hvor modstanden mod bolsjevikkerne var stor. I byen Kharkiv blev op imod 5.000 dræbt i 1919 alene, mens mindst 3.000 mennesker mistede livet i Kiev.
4. HUNGERUDRYDDELSEN
Den østrigske fotograf Alexander Wienerberger dokumenterede sultkatastrofens ofre, bl.a. denne pige fra Kharkiv.
Millioner blev sultet til døde
Det frugtbare Ukraine var Sovjets brødkurv. Men da Stalin i 1929 tvangskollektiviserede landbruget, gjorde Ukraines bønder oprør.
Som straf beslaglagde Stalin bøndernes fødevarelagre. Mindst 3,9 mio. ukrainere døde i den efterfølgende sultkatastrofe, kaldet holodomor.
Ifølge øjenvidner spiste folk i desperation de døde. Historikere mener, at Stalin på den måde satsede på at udslette Ukraines selvstændighedsbevægelse.
Efterfølgende bosatte diktatoren russere i stort antal i Østukraine.
5. MASSEDRAB
Tyske styrker overrumplede den 22. juni 1941 Stalin ved at angribe USSR over en 2.900 km lang front.
Politiske fanger blev slagtet som dyr
Tyske styrker væltede den 22. juni 1941 ind over grænsen til Sovjet.
Af frygt for at de mange politiske fanger, som fyldte statens fængsler, skulle falde i tyskernes hænder, gav Stalin sikkerhedstjenesten ordre til at dræbe de fængslede.
I Ukraine, hvor mange nationalister sad fanget, blev det ekstremt blodigt. Mindst 10.000 blev i ugerne efter invasionen skudt, stukket ihjel med bajonetter eller brændt levende.
Stalins ugerninger fik mange ukrainere til at se tyskerne som befriere.