Klokken er halv syv om morgenen den 17. oktober 1854, og 126 kanoner brager løs på bakkedragene syd for Sevastopol. Briterne og franskmændene har indledt deres angreb på Ruslands vigtigste flådeby, og hundredvis af tunge jernkugler hvisler gennem den kølige morgenluft ned mod de russiske fæstningsværker. Luften er snart så tyk af røg og støv, at mændene fyrer i blinde.
Endelig fejer et vindstød røgen væk, og soldaterne kan se effekten af deres moderne kanoner. Og hvilket syn! Den smukke, hvide by ved Sortehavets kyst gisper allerede efter vejret. Byens mægtige forsvarsbastion Malakoff, der rejste sig otte meter over jorden, er sten for sten ved at falde fra hinanden.
Frankrig og Englands største mareridt var uhindret russisk adgang fra Sortehavet til Middelhavet.
På behørig afstand overværer den 66-årige feltmarskal lord Raglan ødelæggelserne. Når kanonerne har mørnet byens forsvar, vil han sætte dødsstødet ind med et voldsomt infanteriangreb. Lord Raglan har aldrig tidligere anført en større enhed på slagmarken.
I modsætning til mange af de øverstkommanderende i krigen har lord Raglan dog nogen kamperfaring fra slaget ved Waterloo i 1815, hvor han mistede sin højre arm, men siden dengang har den aldrende feltmarskal arbejdet bag et skrivebord. Nu er lord Raglan øverst befalende for den britiske hær på Krim og har ansvaret for titusinder af unge soldaters liv.
Frygtede russisk ekspansion
På overfladen blev krigsudbruddet fremprovokeret af en religiøs tvist mellem Ruslands zar Nikolaj 1. og det osmanniske rige. Zaren krævede indflydelse i naboriget på vegne af dets kristne mindretal, og han forlangte, at den ortodokse kirke skulle vogte helligdommene i Jerusalem og Betlehem, der var under osmannisk herredømme.
Osmannerne havde afvist zaren, der var blevet rasende. Han sendte tropper ind over Tyrkiets nordlige grænse, og i november 1853 udslettede hans sortehavsflåde en stribe tyrkiske krigsskibe i et uprovokeret angreb.
I kulissen lurede storpolitiske interesser for at forhindre en russisk ekspansion i Sortehavsregionen, en strategisk vigtig placering, ikke mindst for de britiske handelsruter mod øst.
Angrebet mod Tyrkiet blev i britiske og franske aviser beskrevet som en modbydelig massakre, og pro-osmanniske demonstrationer brød ud. Folket krævede krig og fik deres ønske opfyldt på Krim.
Boblede af selvtillid
En måned før kanonkuglerne begyndte at regne ned over Sevastopol, var knap 60.000 britiske og franske soldater gået i land på Krim-halvøen, på en øde strand 60 km længere mod nord. I ugevis havde endeløse konvojer af skibe fragtet tropper og våben til dette afsides hjørne af Europa for at sænke den russiske sortehavsflåde i Sevastopol og forsvare det osmanniske rige.
Fra landgangsstedet marcherede de britiske og franske soldater sammen med en mindre tyrkisk troppeenhed mod Sevastopol. Undervejs smadrede de al russisk modstand og tromlede på blot en enkelt dag gennem en russisk forsvarslinje 25 km nord for flådebyen. Derfor følte soldaterne sig nærmest uovervindelige ved ankomsten til Sevastopol.
De allieredes telte skutter sig i det forblæste landskab ved Sevastopol.
Arrogancen kom til kort
Da de tonstunge belejringskanoner den 17. oktober åbnede ild mod byen, troede kun de værste pessimister, at fjenden kunne modstå angrebet i mere end et par dage.
Og da stilheden omsider sænkede sig om aftenen efter en hel dag under voldsom beskydning, var flere russiske forsvarsbastioner svært medtagne.
Alt tydede på, at de allierede soldater inden længe kunne storme havnen med zarens sortehavsflåde.
“Vi mente, at Sevastopol måske kunne modstå angreb i tre dage og mere sandsynligt blot en enkelt dag, mens de mest arrogante regnede med, at byen kunne modstå de allieredes raseri i otte timer”, skrev en britisk officershustru i sin dagbog fra Krim.
De allierede soldater troede derfor knap deres egne øjne, da de vågnede næste morgen. I ly af natten havde tusinder af russiske arbejdsmænd repareret stillingerne, og for hver ødelagt russisk kanon var en ny reservekanon kørt i stilling, mange af kraftigere kaliber.
Selvportræt af Roger Fenton iklædt soldaternes typiske vinterudstyr.
Verdens første krigsfotograf
Krim-krigen er den første fotodokumenterede krig i historien. Den britiske fotograf Roger Fentons mission var at vende folkestemningen.
Under krigen gjorde telegraflinjer det muligt for reporterne at få deres historier hurtigt i spalterne, og i England var især avisen The Times' spalter fyldt med gruopvækkende og stærkt kritiske beretninger fra fronten. Derfor besluttede prins Albert og den engelske regering at sende en pr-fotograf af sted, der med den moderne fototeknik kunne male et mere positivt billede af krigen hjemme i England.
Valget faldt på Roger Fenton. Selvom Fenton led af kolera under opholdet, lykkedes det ham at tage over 350 fotografier fra Krim fra marts-juni 1855. Ingen af fotografierne viser krigens gru i form af fx lemlæstede eller døde soldater.
Denne side af krigen ønskede den britiske regering ikke at få frem. I stedet har Roger Fenton indfanget scener fra dagliglivet i lejren samt billeder af landskabet omkring Sevastopol. På grund af den lange lukkertid på datidens kameraer er billederne opstillede – men de giver stadig beskueren en fornemmelse af dagliglivet blandt soldaterne på Krim.
Fentons fotografier fik ikke meget opmærksomhed i samtiden, og hans kunstneriske talent er først senere blevet anerkendt.
Han forlod karrieren som fotograf i 1862. Der var også andre fotografer på Krim, men de fleste af deres fotografier er gået tabt.
Det samme mønster gentog sig de følgende dage: Om dagen beskød de allierede de russiske fæstninger, og om natten udbedrede russerne skaderne.
Ammunitionen var blevet så knap, at lord Raglan og hans soldater måtte indstille beskydningen og opgive det planlagte stormløb. Lynsejren var udeblevet – og blot få dage senere blev situationen endnu værre.
Russernes angreb
Den 25. oktober, otte dage efter de allierede havde indledt angrebet på Sevastopol, vendte russerne forsvar til angreb og forvandlede det allierede felttog til en rå overlevelseskamp.
Russerne havde ikke blot 35.000 mand inde i den belejrede flådeby, men også en felthær på 25.000 mand længere inde på Krim-halvøen, og felthæren marcherede nu østfra ned mod forsyningshavnen Balaklava, selve livsnerven for de britiske tropper. Faldt Balaklava, måtte de allierede slippe deres jerngreb om Sevastopol.
Fotografen Roger Fentons mest berømte billede fra Krim viser en slagmark oversået med kanonkugler ved Sevastopol.
De vilde Highlanders' sejr
Tyrkiske soldater befæstede de britiske skanser længst mod øst, men deres kampvilje fordampede, da russerne nærmede sig.
Efter et par timer stod en af de russiske kavalerienheder blot to kilometer fra Balaklava, og et katastrofalt tab af forsyningshavnen truede. Kun fodregimentet 93rd Highlanders stod nu mellem de forreste russiske ryttere og havnen.
Soldaterne i 93. var stridslystne klanfolk fra det skotske højland, kendt som de vilde 93'ere. Mens lyden af de russiske hestehove kom stadig nærmere, stillede den øverstbefalende for regimentet, sir Colin Campbell, sine rødklædte mænd op på to lange lige rækker.
Han red ned langs rækkerne og beordrede mændene at stå fast og om nødvendigt dø, hvor de stod.
De svarede ham med et brøl: “Ay ay, sir Colin, det gør vi”.
Mændene var bevæbnet med moderne Minié-rifler, som kunne affyre 2-3 skud i minuttet med større kraft og rækkevidde end russernes våben.
De allieredes Minié-rifler var revolutionerende. Et riflet løb fik de cylinderformede projektiler til at rotere og øgede præcisionen og træfsikkerheden.
Den brede britiske linjeformation gav samtidig maksimal ildkraft, da ingen soldater stod gemt af vejen bagude i geledderne. 93'erne løfte nu riflerne og affyrede første salve på 900 meters afstand og kort efter endnu en.
Da de på tættere hold affyrede en tredje salve, havde russerne fået nok. Overrumplet over ildkraften drejede de om og red tilbage, hvor de kom fra, under jubelbrøl fra soldaterne i 93.
En historisk uklar befaling
Mange britiske officerer på Krim var uduelige gentlemen uden evner på slagmarken, for på den tid var militære officerstitler en regulær handelsvare for overklassen – en måde at købe sig til prestigefyldte poster.
Forfremmelser kostede penge, og priserne kunne overstige 10.000 pund – et svimlende beløb, der afskar pøblen fra militære topposter. Dog kunne titlen af general ikke købes.
Systemet tiltrak officerer, der bekymrede sig mere om deres omdømme end krigen, og en af de største ydmygelser var tab af dyrebare kanoner.
En gruppe soldater med den britiske hærs stolthed, kanonen, som var de russiske kanoner overlegen.
Hertugen af Wellington, briternes store krigshelt fra slaget ved Waterloo i 1815, var forbillede for alle officerer. Det hed sig, at han aldrig havde mistet en kanon på slagmarken.
Derfor var det ubærligt for officererne, at det var lykkedes russerne at erobre hele ni kanoner i slaget om havnen i Balaklava. En sejr var ikke nok: Kanonerne skulle erobres tilbage!
De mistede kanoner førte nu til et britisk vanvidsangreb i en dal længere mod nord. Russerne havde opstillet kanoner for enden af dalen, mens de mistede britiske kanoner stod i højdedragene på dalens sydside.
I den anden ende af dalen modtog briternes kavalerienhed Den Lette Brigade en af militærhistoriens mest uklare befalinger fra feltmarskal lord Raglan.
“Lord Raglan ønsker, at kavaleriet skal rykke hurtigt fremad mod fronten – forfølge fjenden og forsøge at forhindre ham i at tage kanonerne med sig”.
Det fremgik aldrig af lord Raglans befaling, hvilke kanoner det drejede sig om. Var det de russiske, og i så fald dem for enden af dalen? Eller var det de mistede britiske kanoner på højdedragene, der skulle erobres tilbage? Kavaleriets øverstbefalende var i vildrede.
“Angribe, sir? Angribe hvad? Hvilke kanoner, sir?” spurgte den øverstbefalende officeren, der havde overbragt befalingen. Officeren slog ud med armen i en nonchalant bevægelse, der både pegede på de russiske kanoner for enden af dalen og højdedragene på sydsiden.
“Der er din fjende, der er dine kanoner”.
673 mænd fra Den Lette Brigade satte kort efter i galop frontalt mod de russiske kanonstillinger flere kilometer væk. Bag kanonerne ventede tusinder af russiske fodfolk og ryttere på briterne. Missionen var håbløs.
Eksplosioner fra granater rev ryttere til jorden, og resten red videre ind i massive byger af kardæsk fra de russiske kanoner. Kardæsk var den tids maskingevær, hvor hundredvis af jernkugler blev pakket i lærredsposer og affyret på kort afstand.
Troede, fjenden havde drukket
Efter tyve minutter returnerede de overlevende i et panisk tilbagetog. På utrolig vis blev Den Lette Brigade ikke totalt udslettet. 113 ud af det 600 mand store regiment døde, mens mere end dobbelt så mange blev hårdt sårede.
Trods Den Lette Brigades nederlag blev russerne i løbet af dagen trængt definitivt tilbage med hjælp fra franske forstærkninger, og brigadens angreb blev straks et symbol på britisk heltemod og selvopofrelse.
“Hvis vi havde fået noget at drikke, havde vi erobret halvdelen af Rusland nu” Irsk soldat
Bag russernes linjer blev krigsfanger fra Den Lette Brigade ført frem for den russiske generalløjtnant Liprandi, der ikke lagde skjul på sin respekt.
“Hvis I er Den Lette Brigade, hvilken slags mænd er jeres Tunge Brigade så?” spurgte Liprandi. Han var overbevist om, at vovemodet kun kunne forklares med, at de britiske soldater måtte have været berusede. Men det kunne en irsk krigsfange afvise.
“Hvis vi havde fået noget at drikke, havde vi erobret halvdelen af Rusland nu”, svarede ireren.
Ære vigtigere end liv
To uger senere glimrede den britiske officersstand igen med sin manglende dømmekraft, da russerne gjorde et nyt forsøg på at løbe de allierede over ende sydøst for Sevastopol.
Generalen George Cathcart anførte en britisk enhed, og selv om hans soldater var hårdt pressede af russerne, afviste George Cathcart et fransk tilbud om støtte. Den sag skulle han nok selv klare! Kort efter faldt han i en byge af russiske kugler, der rev mange af hans mænd med i døden.
Men igen blev russerne slået tilbage, og efterhånden stod det klart for alle parter, at krigen ikke ville finde sin afgørelse på denne side af vinteren.
De allierede kunne ikke knække de russiske fæstningslinjer omkring Sevastopol, og russerne kunne ikke bryde de allieredes belejring på åbent land og endegyldigt befri byen.
Russernes våben var for dårlige, og det russiske infanteri angreb i kompakte kolonner, hvor soldaterne var lette mål for briternes overlegne ildkraft.
Den nådesløse vinter
Situationen var fastlåst, og for russerne var det, som zar Nikolaj 1. udtrykte det, på tide at mobilisere to russiske generaler, der aldrig svigtede. General januar og general februar – bidende kulde og voldsomme storme.
Især de britiske tropper manglede vintertøj, brænde og mad. Lord Raglan havde ikke opbygget de fornødne forsyningsdepoter i soldaternes lejre, mens vejret var godt, og nu døde hans mænd i tusindvis af sygdom, sult og kulde.
Effektivt ser det ud, men i realiteten var forholdene dødelige for de syge og sårede soldater på Krim.
Krigens største dræbere
Sygdom var en langt større trussel mod soldaterne på Krim end krudt og kugler. Kun hvert femte dødsfald var forårsaget af skader fra slagmarken.
Langt de fleste af de soldater, der mistede livet på Krim, mødte ikke doden på slagmarken, men blev ofre for smitsomme sygdomme som tyfus, malaria og kolera.
Kendskabet til sygdommene og til sammenhængen mellem hygiejne og smittespredning var stærkt begrænset, og hygiejnen på felthospitalerne så elendig, at det var langt farligere at opholde sig her end på slagmarken
– næsten 80 procent af soldaterne på hospitalerne døde af infektioner, de pådrog sig her, og ikke af de skader, der oprindeligt havde bragt dem der.
Felthospitalerne var også præget af knaphed på alt fra medicin til senge og tæpper – bl.a. fordi de allierede havde været overbeviste om, at krigen ville være langt hurtigere overstået, end tilfældet var. Mange steder lå soldaterne på gulvet i deres tilsølede tøj.
Det utrættelige pionerarbejde af bl.a. den britiske sygeplejerske Florence Nightingale førte til en øget opmærksomhed på hygiejne, der efter Krim-krigen ledte til omfattende reformer af sygeplejen, der satte nye standarder for hygiejnen.
Mudrede og tilsneede veje gjorde det umuligt for de allierede at få de sparsomme forsyninger frem. Den skibsladning citronsaft, der var ankommet til Balaklava for at afhjælpe skørbug blandt soldaterne, kunne ikke komme frem til lejrene, og bare nogle få kilometer fra havnen fik skørbugen tænderne til at falde ud af munden på de afkræftede soldater.
Foder rådnede i havnen, mens hestene i desperation tyggede halerne af hinanden og sultede ihjel i lejrene.
Som hulkindede genfærd slæbte soldaterne sig gennem deres vagter i skyttegravene, hvis de da overhovedet kunne stå oprejst. Nogle gravede deres døde kammerater op for at få de tæpper, de var indhyllet i. Og de mest mistrøstige rettede deres lange rifler mod sig selv og trykkede af med storetåen.
Lægerne måtte behandle folk i vindblæste telte slået op på plørede marker eller sende dem videre til militærhospitalet i Scutari i det osmanniske rige.
På sygdomsbefængte skibe var hundredvis af soldater stuvet tæt sammen, blot for at ankomme til et skrabet og underbemandet hospital. Her lå de ofte i deres egen afføring på kolde gulve, indtil døden med stor træfsikkerhed udfriede dem fra deres lidelser.
Jernbane reddede briterne
Alene i den britiske hær døde over 16.000 soldater af sygdomme som dysenteri og kolera, mens færre end 5000 døde som følge af kampe. Det samme mønster gentog sig blandt franske og tyrkiske soldater. Den allierede belejring af Sevastopol var på intet tidspunkt total.
Russerne havde forsyningslinjer ind i den nordlige del af byen, men tilstrømningen af nye rekrutter var utilstrækkelig. De russiske soldater måtte marchere gennem barske landskaber for at nå frem, hvor mere end halvdelen bukkede under undervejs for sygdom, sult og udmattelse.
I foråret 1855 afskar de allierede russernes vel nok vigtigste forsyningslinje, der gik via havnebyen Kertj ved Asov-havet nordøst for Sevastopol.
Samtidig var det lykkedes britiske ingeniører at anlægge en 11 kilometer lang jernbane fra havnen i Balaklava til lejrene på blot syv uger.
Før en jernbane muliggjorde transport af varer fra havnen i Balaklava, havde de allierede store problemer med at få forsyninger til soldaterne.
Nu flød mad, ammunition og flere hundrede nye, kraftige kanoner i en lind strøm til de allierede tropper. Friske soldater blev løbende sejlet ind fra Europa, og efter en serie heftige artilleriangreb foretog infanteri i juni 1855 flere stormløb mod byens fæstningsværker – uden dog at trænge igennem.
Det afgørende gennembrud
Sevastopol var efterhånden forvandlet til en ruinhob med overfyldte hospitaler, så syge og sårede russiske soldater lå i gaderne under den brændende sol.
Byens forsvar var på randen af kollaps, og den 8. september 1855 efter næsten et års belejring fik de allierede deres afgørende gennembrud. I et nyt stormløb fik franske soldater fodfæste i forsvarsbastionen Malakoff.
Franske ingeniører havde efter nøje studier regnet ud, at forsvarsbastionen havde en blind vinkel, der ikke var dækket af de russiske batterier på flankerne, når angriberne først kom tilstrækkelig tæt på.
Briterne, derimod, fik ikke erobret deres mål – en forsvarsbastion, de kaldte Great Redan. De forreste angrebsbølger havde stiger med til at forcere murene, men udsigten til at kravle opad under heftig beskydning, direkte op i russiske bajonetter, fik mange soldater til at desertere eller krybe i dækning.
“Det er den største vanære, som nogensinde har ramt de britiske soldater”, sagde den dybt skamfulde britiske general Windham bagefter.
En karikaturtegning fra samtiden gjorde grin med udueligheden og det høje aldersgennemsnit blandt de øverstbefalende.
Feltmarskal lord Raglan nåede ikke at opleve, hvordan kampmodet svigtede hos de britiske soldater. Han var død af dysenteri halvanden måned tidligere.
Den følgende nat gjorde russerne frivilligt, hvad briterne ikke havde formået at tvinge dem til. Med de franske tropper tæt inde på livet tog russerne flugten fra de centrale dele af Sevastopol.
Enorme eksplosioner gav genlyd, og flammer lyste op i natten, da russerne destruerede alt, hvad de ikke kunne tage med sig. Russerne var omsider bukket under for presset og havde opgivet deres stolte flådehavn.
Enorme tab af liv
De følgende måneder fulgte en militær stilstand med blot mindre træfninger. Den russiske zar Nikolaj 1. var død af sygdom i foråret 1855, og hans efterfølger Aleksandr 2. så i januar 1856 sit fædrelands nederlag i øjnene og accepterede en række betingelser for fred.
Den endelige fredstraktat blev underskrevet i Paris et par måneder senere. Sortehavet skulle være et neutralt område, og russerne skulle afstå fra at opruste i kystområderne og måtte også acceptere osmannernes suverænitet.
Traktaten var et tilbageslag for Ruslands indflydelse i regionen, og tabet af landets slagkraftige sortehavsflåde var alvorligt. En del af skibene havde russerne selv sænket ved indsejlingen til Sevastopol for at blokere havnen, andre skibe var ødelagt af de allieredes kugler.
Den russiske trussel var elimineret, men regningen havde været høj på begge sider. Det anslås, at over en million soldater døde på Krim. I 1871 brød den russiske zar fredstraktaten og begyndte en ny oprustning i ly af den fransk-preussiske krig i Vesteuropa, og i 1877 udbrød der igen krig mellem Rusland og det osmanniske rige.
Den elendige ledelse og dømmekraft, der alt for ofte gjorde sig gældende blandt de øverstbefalende under Krim-krigen, førte til omfattende kritik af den britiske hær. Ikke mindst blev der stillet spørgsmål ved salget af militære topposter, som favoriserede de rige i stedet for de dygtige.
Efter krigsafslutningen i 1856 blev en royal kommission nedsat for at undersøge systemet, men først i 1871 blev det endelig afskaffet.