Gorbatjov blev fældet af Stalins beskidte hemmelighed

Gorbatjov er ikke længere i tvivl: Kupmagere er på spil. Statslederen går hastigt ud på verandaen og sætter sin hustru, Raisa, ind i sagen:

“Jeg trækker mig ikke tilbage. Jeg nægter at ligge under for afpresning og trusler”.

Gorbatjov ved, at konservative kræfter i kommunistpartiet pønser på at afsætte ham, og selvom han frygter for sit liv, har han ikke i sinde at gøre arbejdet let for kupmagerne. De næste timer og dage vil vise, om hans reformer får lov at fortsætte, eller om han bliver henrettet, og Sovjetunionen vender tilbage til Stalin-tidens knusende undertrykkelse.

Glasnost begyndte i Canada

Da Gorbatjov-æraen så småt begyndte i 1983, havde Sovjetunionen været en diktaturstat i 66 år. Supermagten blev ledet med hård hånd af kommunistpartiet, som var det eneste tilladte parti. Kritikere blev fængslet og pressen censureret, og ingen måtte forlade landet uden statens tilladelse.

52-årige Mikhail Sergejevitj Gorbatjov var yngste mand i Politbureauet, kommunistpartiets vigtigste organ, som traf alle større beslutninger.

Kom i koldkrigs-stemning:

I maj 1983 – midt under Den Kolde Krig – blev Gorbatjov sendt på officiel rejse til Canada for at lære om landets effektive landbrug. I lufthavnen i Ottawa blev han modtaget af den sovjetiske ambassadør Aleksandr Jakovlev. De to havde kun mødt hinanden et par gange i 1970’erne, alligevel opstod der hurtigt et åbenhjertigt forhold mellem dem.

Mens de fløj hen over Canadas enorme vidder i et lille hyret propelfly og vandrede rundt på frodige marker, opdagede Gorbatjov og Jakovlev, at de begge higede efter at ændre kommunismen. Det skulle være slut med terror, tavshed og armod. Fremtidens kommunisme skulle bygge på moral og retfærdighed, mente de begge.

Efter hjemkomsten fik Gorbatjov ambassadør Jakovlev kaldt hjem til en stilling som direktør for en tænketank, så den drevne politiker ville være lige ved hånden, når Gorbatjov greb efter magten.

Jakovlev hjalp med at skrive de første taler, der skitserede perestrojka (omstrukturering) og glasnost (åbenhed), som Gorbatjov ville bygge fremtidens Sovjetunionen på. Døren til magten åbnede sig i marts 1985, da den aldrende statsleder Konstantin Tjernenko døde.

Udenrigsminister Andrej Gromyko bekendtgjorde, at Politbureauet enstemmigt havde valgt Gorbatjov til generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti. Gorbatjov blev dermed den yngste sovjetiske leder siden Lenin. Gorbatjov forfremmede omgående Jakovlev til en plads i Politbureauet, så han kunne føre deres fælles planer ud i livet.

Den nye statsleder sendte flere konservative medlemmer af Politbureauet på pension og erstattede dem med yngre, reformvenlige kræfter som fx den georgiske partileder Eduard Sjevardnadze. Gorbatjov hentede også den sibiriske bulldozer fra Sverdlovsk, Boris Jeltsin, til Moskva.

Foran dem lå en hård kamp mod konservative kræfter i partiet, for reformerne gik bl.a. ud på at indføre kontrolleret demokrati og afskaffe pressecensur.

Ny leder turde møde folket

Sovjetunionens indbyggere fik med det samme at mærke, at de havde fået en ny og anderledes leder. I Leningrad (Skt. Petersborg) tog han sig tid til at stoppe op og tale med sit hårdtprøvede folk.

“Hvad vil I sige?” råbte han ud over folkemængden.

Nogle af dem svarede:

“Vi lytter til dig. Fortsæt, som du er begyndt”.

Da ægteparret Gorbatjov landede i Nisjnevartovsk for at besøge den sibiriske olieindustri, stimlede arbejderne sammen for at få et glimt af generalsekretæren og hans smarte kone. TV-kameraer fulgte med overalt. Og Gorbatjov indså under sine rejser, hvor elendigt det stod til med levestandarden i Sovjetunionen.

Kort efter turen til Sibirien faldt oliepriserne drastisk, og den økonomiske krise voksede. Men for Gorbatjov skulle det kun blive værre. Hans første store reform blev en kæmpe brøler. Gorbatjov ville løse et af Sovjetunionens største problemer: Druk.

70 pct. af alle lovovertrædelser var alkoholrelaterede. Druk skabte pjækkeri på arbejdspladserne, folk blev skilt, og mænd døde i en alt for ung alder. Gorbatjov skar resolut ned på produktionen af alkohol, men dermed gik statskassen glip af enorme indtægter fra afgifter på vodka.

Fordi den dybt alkoholiserede befolkning i stedet kastede sig over hjemmebrænderi, blev der endnu større mangel på sukker, og tusindvis af alkoholikere døde, fordi de i desperation drak alt fra rengøringsmidler til eau de cologne. I folkemunde blev den nye generalsekretær døbt Mineralvandssekretæren.

Tjernobyl kostede Gorbatjov dyrt

Årtiers ophobede problemer fortsatte med at vælte ned over Gorbatjov. Næste katastrofe var han helt uden skyld i, men en ulykke på atomkraftværket Tjernobyl i sovjetrepublikken Ukraine kom til at koste generalsekretæren al den troværdighed, han møjsommeligt havde forsøgt at bygge op i løbet af sit første år ved magten.

Et portræt af Lenin stirrede strengt ned fra væggen i Kremls mødesal, mens Gorbatjov den 3. juli 1986 talte dunder til Sovjetunionens førende atomforskere.

“I 30 år har I fortalt os, at atomkraft var sikkert. Det lader til, at I har prøvet at dække over det hele”, råbte Gorbatjov, mens forskerne svedte af nervøsitet.

Et år senere led generalsekretærens anseelse endnu et knæk: En vesttysk studerende ved navn Mathias Rust fløj hele vejen fra Finland til Den Røde Plads i Moskva – uden at blive antastet af det højt besungne sovjetiske flyvevåben.

Gorbatjov fyrede forsvarsministeren og 150 officerer, mens kommunistpartiets reformmodstandere fik medvind. I marts 1988 forsøgte de at lodde stemningen i partiet med en perestrojka-kritisk artikel i avisen Sovjetskaja Rossija.

Gorbatjov svarede igen med et to dage langt møde i det plysbeklædte auditorium i Kreml:

“Jeg vil ikke slås for mit embede. Men så længe jeg beklæder denne post, vil jeg holde fast i tanken om perestrojka”.

Forsamlingen fik travlt med at rette ind. Den aldrende betonkommunist Gromyko skyndte sig at glatte ud.
“Vi går selvfølgelig allesammen ind for glasnost”, forklarede den tidligere udenrigsminister.

Gorbatjov vandt slaget, men besluttede samtidig, at det fremover skulle gøres sværere for betonkommunisterne at modarbejde hans reformer. Til det formål fik han skabt Den Sovjetiske Kongres af Folkedeputerede – i daglig tale kaldet Deputeretkammeret.

Det lykkedes Gorbatjov at skabe flertal i partiet for at gøre Deputeretkammeret til Sovjetunionens højeste lovgivende instans – kun den kunne fx ændre forfatningen.

Alle sovjetrepublikkerne skulle sende delegerede til det 2.250 personer store kammer, så folket bedre kunne komme til orde. For at sikre opbakning til sin idé måtte Gorbatjov dog indvilge i at udvande demokratiet: Langt hovedparten af sæderne i Deputeretkammeret blev besat af delegerede, som kommunistpartierne i de 15 sovjetrepublikker udpegede.

Mindre end 700 delegerede blev valgt ved de første frie, demokratiske valg i Sovjetunionens historie.

Da Deputeretkammeret trådte sammen i Moskva i marts 1989, viste det sig hurtigt, at demokrati var vanskeligt at styre for Gorbatjov. Mange delegerede havde helt andre planer end at drøfte socialismens udfordringer og reformer, der skulle gavne økonomien.

De første spæde skridt i retning af ægte demokrati åbnede for sluserne. Med den nyligt garanterede ytringsfrihed i ryggen skyllede en bølge af afsløringer al velvilje mod kommunistpartiet væk. Grufuldheder fra Stalin-tiden fyldte aviserne, mens kritiske teaterforestillinger og film vendte stemningen mod kommunisterne.

Gorbatjov følte sig imidlertid sikker på, at Sovjetunionens borgere nok skulle vise deres taknemmelighed og støtte partiet, når reformerne engang var fuldt gennemført. Han tog grueligt fejl.

Stalins studehandel gav håb

Mens reformerne tog fart, bredte uroen sig i Østeuropa. Polens frie fagforening, Solidaritet, brød som den først kommunisternes magtmonopol og fik gennemtvunget demokratiske valg i foråret 1989. Modsat tidligere sendte Sovjetunionen denne gang ingen soldater, der med kampvogne og maskingeværer kunne stoppe faneflugten fra kommunismen.

I Kaukasus gjaldede Tbilisis gader med demonstranternes slagord, “Vi kræver et selvstændigt Georgien”, men her – inden for Sovjetunionens grænser – tillod kommunistpartiet i Moskva ikke, at uroen bredte sig. Soldater gik løs på demonstranterne med knipler og feltspader – 21 demonstranter mistede livet under den såkaldte Tbilisi-massakre den 9. april 1989.

Som den brutale bekæmpelse af oprøret i Ungarn i 1956 og Foråret i Prag i 1968 havde bevist, kunne det være farligt bare at afsætte kommunisterne og vende Sovjetunionen ryggen. Løsrivelse og selvstændighed måtte opnås på snedigere vis – også under Gorbatjov.

Estland forsøgte i stedet med list. Landets repræsentanter i Deputeretkammeret forlangte, at den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt fra 1939 blev undersøgt. Esterne hævdede, at ikke-angrebspagten mellem Stalin og Nazityskland havde indeholdt en hemmelig protokol.

Protokollen havde ikke kun præciseret, hvordan Polen skulle deles i 1939, men havde også givet Stalin lov til at annektere de baltiske lande, som dengang var selvstændige.

Sagen var betændt, for selvom enhver i Vesten vidste, at det var sådan, Stalin og Hitler havde delt verden imellem sig, så lød den officielle sovjetiske version helt anderledes:

Ifølge Kreml havde de undertrykte masser i Baltikum gjort oprør – ligesom i Rusland i 1917. Helt af egen kraft havde de smidt kapitalisterne ud og indført kommunismen. Herefter havde de søgt om optagelse i Sovjetunionen. Gennem seks måneder granskede en kommission af deputerede sagen.

De fandt aldrig Sovjetunionens kopi af aftalen, men noget, der var næsten lige så godt.

Afsløringen kom i december 1989, hvor Jakovlev gik på talerstolen og indviede de 2.250 medlemmer i hemmeligheden. Han berettede, at det var kommissionens faste overbevisning, at den hemmelige protokol i Molotov-Ribbentrop-aftalen eksisterede.

Derpå trak han et tungvejende bevis frem: Et telegram fra det sovjetiske udenrigsministerium, der i 1949 bekræftede, at de stadig havde den hemmelige protokol liggende i Kremls arkiver.

Deputeretkammeret besluttede derpå, at indlemmelsen af Estland, Letland og Litauen i Sovjetunionen under 2. verdenskrig var sket på illegal vis.

Gorbatjov blev rasende

Med rygdækning i Deputeretkammerets beslutning og båret af dønningerne fra Berlinmurens fald kort forinden krævede de baltiske lande derefter selvstændighed.

For Gorbatjov var selvstændighedskravet et slag i ansigtet. Hans gode intentioner havde givet bagslag, og i stedet for at styrke Sovjetunionen truede hans reformer med at fælde supermagten. Generalsekretæren besluttede at rejse til Baltikum for at stoppe løsrivelsestankerne.

Ved ankomsten til Vilnius i Litauen den 11. januar 1990 talte han med arbejdere på gaden. En af dem råbte uforsonligt:

“Før krigen havde Litauen hård valuta. I tog den fra os i 1940! Og ved du, hvor mange litauere der blev sendt til Sibirien, og hvor mange der døde dér?”

Gorbatjov blev vred:

“Jeg vil ikke tale med den mand længere. Hvis folk i Litauen har den attitude, kan de forvente hårde tider”.

Kort efter indførte Gorbatjov sanktioner mod Estland, Letland og Litauen: Sovjetunionen lukkede for olien midt om vinteren og truede med at indsætte hæren.

Mens reformerne løb løbsk, og Gorbatjov mistede grebet om supermagten, lyttede han mere og mere til høgene i kommunistpartiet, der ønskede at knuse alle tanker om løsrivelse med magt. Men de tider var forbi, hvor kommunistpartiet kunne banke sovjetrepublikkerne på plads.

Bare et halvt år senere skubbede Boris Jeltsin Sovjetunionen ud på afgrundens rand, da han og det russiske parlament erklærede sovjetrepublikken Rusland for selvstændigt. Samtidig trådte den sovjetiske udenrigsminister, Eduard Sjevardnadse, tilbage i protest mod Gorbatjovs nye venner på partiets konservative fløj:

“Vi glider tilbage til den forfærdelige fortid. De reaktionære styrkes. Reformfolkene har stukket hovedet i busken. Et diktatur er på vej. Ingen ved, hvad det diktatur indebærer, og hvilken slags diktator der kommer til magten”.

Sjevardnadses advarsler imod fortidens mænd blev bekræftet, da Gorbatjov kort efter gjorde Boris Pugo til indenrigsminister. Pugo kom fra posten som KGB-chef i Riga – og det blev ham, der kom til at lede angrebet på balternes frihedsbevægelse.

Demonstrant blev kørt over

Angrebet begyndte søndag morgen den 13. januar 1991. Fire sovjetiske T-72-kampvogne og 16 panserkøretøjer buldrede op ad den snoede vej til TV-tårnet i Vilnius. Gorbatjovs ultimatum var udløbet, og balterne havde stadig ikke trukket deres krav om selvstændighed tilbage.

Kampvognene svingede truende med kanonløbene og affyrede løst krudt, mens de nærmede sig de mange tusind demonstranter. “Frihed, frihed”, gjaldede det fra folkemængden.

En 22-årig mand kastede sig på asfalten foran kampvognene, mens sovjetiske specialstyrker kastede chokgranater for at sprede demonstrationen – øjeblikket efter blev den unge mand knust under en pansret mandskabsvogn.

Soldaterne rettede deres AK-47-geværer mod folkemængden og skød. 11 litauere faldt døde til jorden, og yderligere 53 blev såret. Blodsudgydelserne vakte fordømmelse over hele Sovjetunionen. I Moskva strømmede folk ud i gaderne og råbte:

“Gorbatjov er de baltiske landes Saddam Hussein”.

Trods generalsektretærens nye hårdere linje var KGB-chefen Krjutjkov desperat. Han følte sig sikker på, at Sovjetunionen snart ikke længere stod til at redde.

At Gorbatjov havde fået Nobels Fredspris for sine nedrustningsaftaler med USA’s præsident, Reagan, gjorde kun KGB-chefen endnu mere rasende. Krjutjkov besluttede, at Gorbatjov måtte bremses. Kupmagerne lagde en plan om at slå til, mens den sovjetiske leder befandt sig i sin datja.

Kupmagere pressede Gorbatjov

“Hvem har sendt jer?” snerrede Gorbatjov, mens han kastede et fjendtligt blik på de fem mænd i hans sommerhus. Augustvarmen fik svedperlerne frem hos mændene, som trippede nervøst.

“Komitéen”, svarede en af dem.

“Hvilken komité?” ville Gorbatjov vide.

“Komitéen, der er etableret for at håndtere nødsituationen i landet”, forklarede manden, som også fortalte, at KGB-chef Kjrutjkov, forsvarsminister Jasov og vicepræsident Janajev var blandt kupmagerne.

Deres ærinde, forklarede han, var at få Gorbatjov til at erklære undtagelsestilstand, så hæren kunne sendes på gaden. Gorbatjov nægtede. Så let skulle de ikke have lov at stoppe hans nye traktat om mere selvstyre til unionens republikker.

“Så må du træde tilbage. Der bliver ingen unionstraktat. Jeltsin vil blive anholdt”.

Gorbatjov nægtede fortsat, og delegationen måtte rejse tilbage til Moskva med uforrettet sag.

Men Gorbatjov-familien var nu spærret inde. Sommerhuset blev bevogtet af soldater, der var tro mod kupmagerne – og de lukkede alle flugtveje og afskar generalsekretæren fra kontakt til omverdenen.

Gorbatjov måtte sætte sin lid til, at Ruslands præsident, Jeltsin, kunne mobilisere folket og knuse kupforsøget.

I Moskva erklærede kupmagerne, at de kun nødtvunget havde overtaget kontrollen med landet, fordi Gorbatjov var stresset og syg. Vicepræsident Janajev ville midlertidigt overtage magten. På pressemødet blev løgnen mødt med latter af journalisterne på Sovjetunionens nye frie medier.

Jeltsin tog skudsikker vest på

Boris Jeltsins datter så fjernsyn om morgenen den 19. august og hørte om Gorbatjovs påståede sygdom.

“Far, du skal op! Der har været et kup!” råbte hun. Stadig iført sit nattøj løb han hen til fjernsynet.

Som præsident for sovjetrepublikken Rusland rådede Jeltsin over en stab af betydelig størrelse, og han satte sine mest betroede mænd til at ringe til alle kaserner rundt om Moskva. Over telefonen skulle de overtale officererne til at nægte at adlyde ordrer fra kupmagerne.

Herefter tog Jeltsin en skudsikker vest på og satte sig ind i sin ZIL-limousine, mens han beroligede sin hustru med ordene:

“Vi har det russiske flag på. Os stopper de ikke”.

På vejen mod Moskvas centrum overhalede Jeltsins chauffør hundredvis af militærkøretøjer, der var udkommanderet af kupmagerne. De var på vej mod Det Hvide Hus – Ruslands 19 etager høje parlamentsbygning. Fra sit kontor på femte sal kunne Jeltsin snart se kampvogne omringe bygningen, og civile russere, der ivrigt diskuterede med soldaterne inde i dem.

Jeltsin skyndte sig derned.

På parlamentets trapper mødte folkemængden ham med taktfaste tilråb: “Jeltsin, Jeltsin!” og “Ned med kommunistpartiet!”

Omgivet af livvagter gik han hen til en kampvogn. TV-kameraerne snurrede, mens han gav hånd til kampvognens kommandør.

“De har åbenbart ikke tænkt sig at skyde Ruslands præsident lige nu”, råbte Jeltsin til folkemængden.

“Magtanvendelse er fuldstændig uacceptabelt. Vi appellerer til militærets folk – deltag ikke i det reaktionære kup!” fortsatte han.

Kuppet smuldrede

Dagen efter begyndte kupmagernes planer at smuldre. Flere og flere kaserner erklærede deres støtte til Jeltsin, og moralen blandt de 5.000 soldater, der skulle sikre kupmagerne ro i Moskvas gader, dalede.

Jeltsin fik det russiske parlament til at udstede arrestordrer mod kuppets ledere – og til at udpege ham til øverstbefalende for alle sovjetiske tropper på russisk territorium.

Kupmagerne pressede på for at få soldaterne til at storme Det Hvide Hus og arrestere Jeltsin, men 50.000 civile havde nu slået ring om parlamentsbygningen og opførte barrikader. Udsigten til et blodbad på ubevæbnede civile fik de fleste soldater at forholde sig i ro.

Som timerne gik, blev situationen mere kaotisk og nervepirrende for kupmagerne – og Jeltsin. Så kom beskeden, som Jeltsin havde håbet på: Det sovjetiske militærs ledelse bekræftede, at soldaterne ikke ville angribe.

I KGB’s hovedkvarter ventede Krjutkov utålmodigt på meldinger om det forventede angreb. Klokken to om natten overbragte Jasov ham nyheden om militærets beslutning – kupforsøget var mislykket.

Da kupmagernes soldater forlod Krim, fløj Gorbatjov til Moskva. Han så tydeligt lettet ud ved ankomsten til hovedstaden. Gorbatjov fik kupmagerne arresteret og sigtet for højforræderi, kun indenrigsminister Boris Pugo undgik fængsling ved at skyde sig selv. Men bortset fra at spærre kupmagerne inde var der ikke meget Gorbatjov kunne gøre. Hans magtesløshed var blevet udstillet.

Det mislykkede kupforsøg fik til gengæld anti-kommunistiske politikere til at indse, at de i en fart måtte løsrive sig fra Sovjetunionen – inden nye kupmagere meldte sig.

Fem måneder senere underskrev Jeltsin på vegne af Rusland Sovjetunionens dødsdom – sammen med Ukraines og Hvideruslands præsidenter. I stedet for en centralt styret kommunistisk union med hovedsæde i Moskva opstod SNG – Fællesskabet af Uafhængige Stater.

Helt i tråd med den åbenhed, som Gorbatjov stod for, tog han den 25. december 1991 sin afsked i en TV-tale, der blev sendte direkte på TV.

“Vores samfund har opnået frihed – politisk og mentalt – og disse omvæltninger skal vi nu komme overens med”, sagde Gorbatjov, der ikke helt kunne skjule sin forbitrelse over Sovjetunionens undergang.

Kort efter blev den røde fane med hammer og segl halet ned fra flagstanget over Kremls tage, og i stedet gik Ruslands trikolore til tops. Efter 70 år med kommunistisk undertrykkelse blev Sovjetunionen splittet op i 15 stater.