Kronstadts matroser og bolsjevikkernes ledelse

Heltene fik nok: Matroser erklærer Lenin krig

I 1921 gør flådebasen Kronstadt oprør. Matroserne, der i 1917 udgjorde Oktoberrevolutionens elitestyrke, sulter og vil nu vælte Lenins diktatur. Den unge sovjetstat sætter alt ind på at knuse oprørerne.

I 1921 gør flådebasen Kronstadt oprør. Matroserne, der i 1917 udgjorde Oktoberrevolutionens elitestyrke, sulter og vil nu vælte Lenins diktatur. Den unge sovjetstat sætter alt ind på at knuse oprørerne.

Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

Matroserne på flådebasen Kronstadt ved, at bolsjevikkernes angreb vil komme. Denne morgen den 8. marts 1921, inden den blege sol oplyser den tilfrosne bugt ud for Petrograd, er rødgardisterne på vej.

Flere tusind unge kadetter, der er let foroverbøjede og har hvide kapper som camouflage, haster over isen mod basen.

Anspændte holder de 14.000 matroser øje med angriberne. Ingen på fæstningerne har lyst til at skyde. Men da det står klart, at kadetterne ikke vil stoppe, bliver ilden givet fri. Fra forterne fyrer matroserne løs.

Kadetterne, der ikke kan finde nogen dækning ude på isen, bliver mejet ned. Midt under den ulige kamp blæser en snestorm op, og de overlevende kadetter udnytter muren af hvirvlende sne til at flygte tilbage mod land. Forgæves.

Inde på land ligger bolsjevikkernes mest fanatiske og skruppelløse tropper klar. Med maskingeværer fyrer de løs på deres egne, som atter må vende om.

Roedgardister angriber Kronstadt over isen i 1921.

Ca. 80 pct. af rødgardisterne, som her ses på isen, mistede livet under det første angreb på Kronstadt.

© SZ-Photo/Imageselect

Blandt øjenvidnerne i Kronstadt er matrosen Stepan Petritsjenko, som siden beskrev bolsjevikkernes mislykkede angreb:

“Da morgenen kom, og stormen løjede af, nåede kun de ynkelige rester klædt i hvide kapper frem til os – udmattede, sultne og knap i stand til at gå”.

Men ligesom de andre matroser på Kronstadt ved Stepan Petritsjenko kun alt for godt, at bolsjevikkernes nederlag i dag ikke vil afholde dem fra at forsøge igen i morgen.

Blot få år forinden havde Kronstadts barske matroser været Lenins mest loyale garde – hyldet som rygraden i den revolutionære kamp. Men nu anså bolsjevik-lederen dem for sine allerfarligste modstandere. Kronstadts matroser skulle udslettes.

Matroser begik mytteri

Kronstadts søfolk blev i 1917 hvirvlet ind i en af historiens mest skelsættende begivenheder. Lige siden 1700-tallet havde Kronstadt beskyttet indsejlingen til Petrograd, zarens hovedstad ved Den Finske Bugt.

På samme tid var hovedøen, Kotlin, base for russernes Østersøflåde. Kronstadt og de tilhørende fæstningsøer husede derfor tusinder af matroser i et komprimeret og stærkt organiseret minisamfund.

“Situationen er alvorlig. Anarkiet hersker her i hovedstaden”. Telegram til zaren om oprøret i Petrograd i februar 1917.

Sammenholdet betød, at de 27.000 matroser og 13.000 civile arbejdere på Kronstadt udviklede stærke politiske holdninger. Og da Petrograds arbejdere i februar 1917 – i landets tredje krigsvinter – rejste sig i protest mod de kummerlige levevilkår, stod matroserne klar med deres støtte.

Zar Nikolaj 2. var ikke i hovedstaden, og formanden for Ruslands rådgivende forsamling, Dumaen, sendte den 26. februar et desperat telegram til monarken:

“Situationen er alvorlig. Anarkiet hersker her i hovedstaden”.

Samme dag skød udkommanderede soldater ind i folkemængden. Denne udåd fik andre tropper til at støtte hovedstadens demonstranter.

Ivrigst var matroserne på Kronstadt. De begik mytteri og myrdede Østersøflådens øverste leder, admiral Adrian Nepenin, samt kommandanten for flådebasens træningsskole, Robert Viren, som blev stukket ihjel midt på basens centrale plads, Ankertorvet.

Også den ledende officer på krydseren Aurora blev henrettet. Resten af basens officerer tog flugten, og Kronstadt blev herefter et samlingssted for Petrograds revolutionære.

Kronstadt beskyttede Sankt Petersborg mod angreb.

Kronstadt blev etableret i 1704 og løbende udbygget i de følgende mange år. Illustrationen viser flådebasen omkring 1850.

© Heritage Images/Getty Images

Zar Peters gamle bolværk var så godt som uindtageligt

Kronstadt blev opført til at modstå enhver fjende, der angreb udefra. Men konstruktørerne havde med vilje gjort det svagt imod angreb fra land.

Omkring 25 km vest for Sankt Petersborg ligger øen Kotlin. Her indrettede zar Peter den Store i 1704 et fort og flådebasen Kronstadt, der skulle beskytte indsejlingen til hans nybyggede hovedstad, Sankt Petersborg.

Om vinteren fryser Den Finske Bugt helt til, og det udnyttede russerne til at udvide forsvarsværket. Tusinder af trærammer fyldt med sten blev bugseret over det frosne hav og skubbet ned i udsavede huller i isen.

På den måde blev en række nye, små øer skabt, og ovenpå opførtes små forter. Dermed blev søvejen til Sankt Petersborg lukket af. Kun to smalle navigerbare kanaler gjorde det muligt at nå byen, og kanalerne var begge beskyttet af de mange forter.

I løbet af de næste mange år blev bugtens forsvar løbende udbygget med flere småforter og kanonbatterier. Kronstadts forsvar var imidlertid kun rettet mod vest, mens den modsatte side var stort set ubeskyttet.

Hvis det mod alle odds lykkedes en fjende at indtage søfortet, kunne kanonbatterier på kysten dermed relativt let beskyde Kronstadt. Da matroserne på Kronstadt i 1921 indledte deres oprør mod bolsjevikkerne, blev netop den detalje en alvorlig hæmsko.

Ikke alle var dog lige begejstrede for matroserne: “Flokken havde samme psykologi som et pjalteproletariat – et lag, der i højere grad er en fare end en støtte for en revolution”, huskede en bolsjevik mange år senere.

Få dage efter oprøret i Petrograd abdicerede zaren og overlod styret til en midlertidig regering. Få uger efter vendte en revolutionær eksilpolitiker hjem til Rusland med en plan, som Kronstadts matroser kom til at spille en afgørende rolle i. Hans navn var Vladimir Lenin.

Revolutionens superstjerner

Lenin ville ikke nøjes med zarens abdikation. Som bolsjevikkernes leder gik han åbent imod regeringen og krævede al magt overdraget til de såkaldte sovjetter: De bonde-, arbejder- og soldaterråd, som var opstået i stort tal efter Februarrevolutionen.

“En væbnet opstand er uundgåelig, og tiden er moden til den”. Resolution fra bolsjevikkernes centralkomité i oktober 1917.

Den vigtigste var Petrograd-sovjetten, ledet af Lev Trotskij. Efter måneders tilløb besluttede bolsjevikkerne i efteråret 1917 at gå i aktion:

“En væbnet opstand er uundgåelig, og tiden er moden til den”, lød det fra bolsjevikkernes centralkomité.

Den 25. oktober 1917 blev revolutionen indledt. I Petrograds havn lå fem destroyere med pro-bolsjevikiske besætninger, og de øvrige matroser på Kronstadt, der nu styrede sig selv, støttede opstanden.

Bolsjevikkernes rødgardister myldrede ud i gaderne for at indtage Petrograds vigtige bygninger og trafik-knudepunkter. Matroserne på Aurora fik manøvreret den svære krydser op ad Neva-floden til en af byens vigtigste flodovergange: Nikolajbroen.

Krydseren Aurora affyrede det skud, som satte stormen på Vinterpaladset i gang.

Krydseren Aurora spillede en stor rolle i bolsjevikkernes magtovertagelse. Skibet fungerer i dag som museumsskib.

© Shutterstock

Alene synet af krigsskibet fik de regeringstro tropper til at stikke af, så oprørsstyrkerne nu kontrollerede samtlige broer. Imens holdt regeringen krisemøde i Vinterpaladset i Petrograds centrum.

Da bolsjevikkerne nærmede sig paladset, forlod størstedelen af de forsvarende tropper bygningen. Klokken 21.45 om aftenen affyrede Aurora sin forreste kanon som signal til stormen på paladset.

De sidste tropper i paladset gav op – bolsjevikkerne havde vundet Oktoberrevolutionen – og alle vidste, at sejren ikke havde været mulig uden Kronstadts matroser. Med ét var de nu Oktoberrevolutionens superstjerner.

Lenin kaldte dem “de rødeste af de røde”, mens Lev Trotskij udråbte matroserne til “revolutionens ære og stolthed”.

Begge mænd kom bittert til at fortryde deres lovprisninger.

I oktober 1917 stormede bolsjevikkerne Vinterpaladset i Petrograd.

Kronstadt-matrosernes deltagelse i Oktoberrevolutionen fik Lenin til at berømme dem.

© Universal History Archive/UIG/Bridgeman Images

Friheden forsvandt

Kort efter bolsjevikkernes magtovertagelse brød en borgerkrig ud: Zartilhængere, tidligere officerer og antikommunister slog sig sammen og gik med støtte fra udlandet til kamp mod bolsjevikkerne.

Størstedelen af Lenins Røde Hær bestod af arbejdere og bønder, som aldrig havde betjent et gevær. Det blev derfor Kronstadts disciplinerede og kampvante matroser, som bolsjevikkerne indsatte som stormtropper.

“Da vi vendte hjem, spurgte vores forældre, hvorfor vi kæmpede for undertrykkerne”. Matros om sin støtte til bolsjevikkerne, der holdt russerne i et jerngreb.

I næsten tre års borgerkrig kæmpede Kronstadts sømænd for revolutionen. Men med tiden indså de sandheden om Lenins nye stat.

“I årevis var det, der skete derhjemme, mens vi var ved fronten eller til søs, skjult af bolsjevikkernes censur”, huskede en ung matros.

“Da vi vendte hjem, spurgte vores forældre, hvorfor vi kæmpede for undertrykkerne. Det fik os til at tænke”.

Folket havde udholdt tre års “krigskommunisme” med beslaglagte afgrøder og madrationeringer. Men selvom borgerkrigen nu var slut, sultede folket stadig, og bolsjevikkernes jerngreb blev ikke løsnet.

I februar 1921 rapporteredes om ikke færre end 155 bondeopstande rundtom i landet, og i Kronstadt begyndte matroserne åbent at kritisere Lenins politik.

“Kronstadt-sømændene var overbeviste om, at bolsjevikkerne, som kaldte sig selv “en bonde-magt”, i virkeligheden viste sig at være bøndernes ondeste fjender”, lød det i 1921 i en avisartikel, skrevet af bl.a. matrosen Stepan Petritsjenko.

Også i Petrograd udbrød der strejker og oprør. Som svar sendte bolsjevikkerne rødgardister, som brutalt knuste alle protester.

Men oprørets ånd havde spredt sig til Kronstadt, og den 28. februar vedtog matroserne en resolution på slagskibet Petropavlovsk. De krævede presse- og ytringsfrihed for alle, retfærdig fordeling af madrationer og frigivelse af alle politiske fanger.

Slagordet var “Al magt til sovjetterne, ikke partiet!”.

Den Røde Hær i krig mod kapitalister og imperialister.

Bolsjevikkerne så sig selv som Ruslands frelsere i kampen mod kapitalister og imperialister.

© CPA Media Pte Ltd/Imageselect

Ni blodige år gav bolsjevikkerne magten

Manglende frihedsrettigheder, sult og fejlslagne krige fik russerne til at rejse sig mod zaren. I kulissen ventede bolsjevikkerne på deres chance – og de ville ikke dele magten med andre. (Datoer efter russisk kalender).

17. oktober 1905

Politidrab udløser revolution
Zar Nikolaj 2. lover frihedsrettigheder samt indførelse af et parlament efter politiets brutale beskydning af en fredelig demonstration tidligere samme år.

19. juli 1914

Tyskland erklærer krig

  1. verdenskrig bryder ud, men Rusland er uforberedt. I de følgende tre år mister landet ca. 5,5 mio. soldater.

23. februar 1917

Februar-revolutionen
Ca. 1.300 demonstranter bliver dræbt under demonstrationer mod krigen. Zar Nikolaj 2. abdicerer og overlader styret til en midlertidig regering.

25. oktober 1917

Oktober-revolutionen
Bolsjevikkerne tager kontrollen over Petrograd og afsætter den midlertidige regering. I løbet af de kommende måneder tager bolsjevikkerne magten overalt i Rusland.

Juni 1918

Borgerkrigens helvede
I 1918 bryder borgerkrigen ud mellem “de røde" og “de hvide”. I de næste to år mister op imod 10 mio. russere livet i krigen, som ender med bolsjevikkernes sejr i 1920.

17. marts 1921

Kronstadt-oprør nedkæmpes
Matroserne på Kronstadt-basen gør oprør mod bolsjevikkernes diktatur. Opstanden knuses efter ni dages blodige kampe.

Kapløb med tiden

Lederen af Kronstadts oprør blev Stepan Petritsjenko. Den 30-årige matros havde bare to års skolegang og talte med tydelig ukrainsk accent. Men folk forstod hans ligefremme ord. Og de kunne lide den revolutionære glød i hans øjne.

Få dage efter matrosernes resolution kom bolsjevikkernes svar:

“Det er åbenbart, at Kronstadt-oprøret er blevet planlagt i Paris og organiseret af den franske efterretningstjeneste”, lød den åbenlyse løgn.

Den 6. marts knitrede det i radioen ombord på Petropavlovsk. Det var selveste krigsminister Trotskij, som krævede, at alle på Kronstadt nedlagde våbnene:

“Kun de, som overgiver sig betingelsesløst, kan regne med nåde fra Sovjetrepublikken. Dette er sidste advarsel”.

Men matroserne nægtede, og nu begyndte hektiske forberedelser af forsvaret. Kronstadt lå midt i Den Finske Bugt. Mellem Kronstadt og fastlandet lå mindre forter på en række af småøer. De to slagskibe Petropavlovsk og Sebastopol lå frosset fast i vinterisen i Kronstadts havn.

Fort Alexander beskyttede sammen med Kronstadt Den Finske Bugt.

Rundt om Kronstadt lå en række forter anlagt på kunstige øer. Her Fort Alexander, som var udstyret med næsten 150 kanoner.

© Shutterstock

Med tilsammen 28 svære kanoner havde skibene en stor slagkraft. Krigsskibene og fæstningen blev bemandet af 14.000 matroser. Oveni meldte 2.000 civile sig frivilligt.

Mange regnede med, at resten af landet ville rejse sig mod bolsjevikkerne. Sandheden var dog, at matroserne var helt alene. Det var ikke oprørerne, som mobiliserede, men bolsjevikkerne.

Fra hele landet rullede tog med friske tropper og artilleri til Petrograd. Det hastede for bolsjevikkerne at knuse oprøret. Så snart isen smeltede, ville slagskibene være fri, og Kronstadt blive umulig at indtage.

Derfor planlagde bolsjevikkerne et angreb over isen. På det korteste stykke mellem Kronstadt og fastlandet var afstanden fem kilometer – en lang og farefuld færd, men det lod sig gøre.

Den 7. marts 1921 skrev anarkisten Alexander Berkman fra Petrograd, at han kunne høre torden: “Med ét indser jeg, at det er artilleriild. Klokken er seks om aftenen. Kronstadt er under angreb!”.

Stormen på Kronstadt

Angrebet fulgte næste nat. Iført hvide kapper angreb bolsjevikkerne fra nord og syd.

Men de fremstormende rødgardister blev fanget i ilden fra forternes maskingeværer, og da de forsøgte at trække sig tilbage, blev de skudt af deres egne. Angrebet var en katastrofe.

I næste dags udgave af Kronstadts egen avis henvendte oprørslederen Petritsjenko sig direkte til angriberne:

“Vi måtte forsvare det arbejdende folks retfærdige kamp og skyde – skyde mod vore brødre, som blev sendt i den sikre død af kommunisterne, der har spist sig fede på folkets bekostning”.

De næste dage fortsatte angrebene – og blev hver gang slået tilbage. Gradvist blev matroserne dog tappet for kræfter. Petritsjenko skrev om udmattende vagttjenester ved isen “I blæst og snestorm og frygtelig kulde”.

Inde på land forberedte bolsjevikkerne det endelige angreb med stormtropper. Hver nat fejede Kronstadts søgelys over isen. Og natten til den 17. marts fik vagterne øje på dem – hvidklædte soldater, som krøb frem mod forterne.

Kronstadts matroser endte for manges vedkommende i Sovjets mange fangelejre.

Mange af Kronstadts matroser endte i Sovjets fangelejre, heriblandt Stepan Petritsjenko.

© Album/Ritzau Scanpix

Bolsjevikkerne tog hævn

Oprørslederen Petritsjenko og tusinder af andre endte i Finland efter bolsjevikkernes sejr. De fleste fik dog en krank skæbne.

Omkring 8.000 af Kronstadts forsvarere flygtede til Finland efter nederlaget. Her forsynede Røde Kors dem med mad. Med tiden fik nogle job, men de fleste levede en miserabel tilværelse og tilpassede sig aldrig.

Da Lenin tilbød dem amnesti, takkede mange ja og vendte hjem. De endte i stedet i bolsjevikkernes fangelejre. Stepan Petritsjenko blev modsat mange andre i Finland. I 1925 skrev han i en artikel om oprøret: “Vor revolution var et spontant forsøg på at fjerne bolsjevikkernes undertrykkelse”.

Ikke desto mindre arbejdede han fra tid til anden angiveligt som agent for Sovjet. Da Finland blev angrebet af Stalins hære i 1939, hjalp Petritsjenko flere sovjetiske grupper i Finland, før han blev fængslet af finnerne i 1940. Fire år efter blev han løsladt, men blev i 1945 udleveret til USSR.

Her blev han idømt 10 års ophold i arbejdslejr “for deltagelse i en kontrarevolusjonær terroristorganisasjon og for medlemskap i Finlands efterretningstjeneste”. Petritsjenko døde to år senere i en sovjetisk fangelejr.

Resten af søgelysene blev tændt, og signalraketter steg til vejrs. Ifølge en soldat blev “natten forvandlet til dag”, og lyset afslørede tætte rækker af rødgardister, som fulgte lige bag stormtropperne.

Trods store tab kæmpede bolsjevikkerne sig frem og trængte omsider gennem hovedporten til Kronstadt.

I de trange gader ventede et regulært helvede. Fra husenes vinduer skød forsvarerne på rødgardisterne, hvis lig hobede sig op i gaderne.

Men overmagten var for stor. Herefter fulgte ren hævn. Matroser, civile og kvinder blev skudt på gaden. Kun besætningerne på slagskibene kæmpede stadig.

Klokken 23.50 den 17. marts sendte bolsjevik-lederne et triumferende telegram til Petrograd: “De kontrarevolutionære reder på Petropavlovsk og Sebastopol er tilintetgjort”.

Lige før stormen på skibene flygtede Petritsjenko og mange andre over isen. Alt håb var ude. Det næste døgn nåede mindst 8.000 fra den dødsdømte flådebase til Finland.

Tallene er usikre, men formentlig blev i alt 4.000 oprørere dræbt, såret eller taget til fange. Bolsjevikkernes tab var endnu højere. I alt mistede de mindst 10.000 soldater under kampene.

Kronstadt-opstanden blev det sidste store oprør mod bolsjevikkerne.