Kaliningrad-regionen er en russisk enklave ved Østersøen, som er løsrevet fra resten af Rusland. Området er rent geografisk klemt inde mellem Polen og Litauen.
Regionens hovedby hedder Kaliningrad, men indtil 1945 hed den Königsberg og var hovedstad i den tyske region Østpreussen. Nær slutningen af 2. verdenskrig blev området dog besat af Den Røde Hær, og under forhandlingerne efter krigen tilfaldt området Sovjetunionen.
Efterfølgende blev så godt som alle byens 300.000 tyske indbyggere fordrevet eller tvunget på flugt og erstattet med russere.
Sanktioner rammer indbyggerne i Kaliningrad
Kaliningrad-regionen er kendt som det område i Rusland med størst økonomisk vækst og har bl.a. en stor produktion af elektronik og biler. Samtidig er mange rige russere flyttet til byen Kaliningrad.
Efter Polen og Litauens optagelse i EU har enklavens indbyggere dog fået sværere ved at rejse til og fra Rusland, fordi de skal have visum for at passere gennem de to EU-lande.
Livet for områdets indbyggere er kun blevet mere besværligt efter Ruslands invasion af Ukraine. EU's sanktioner betyder nemlig, at alle tog til Kaliningrad bliver stoppet og tjekket for varer på sanktionslisten, som ikke må komme ind i enklaven – heriblandt kul, metaller, byggematerialer og avanceret teknologi.