Hviderusland: Europas sidste diktaturstat

Lederne fra de tre nationer, som havde været forbundet siden 1922 under den såkaldte unionstraktat, satte deres underskrift på den nu historiske Minsk-aftale (også kendt som “Belovezh-aftalerne”).

Minsk-aftalen oprettede “Sammenslutningen af Uafhængige Stater” (SNG) og opløste de facto Sovjetunionen for bestandigt.

Aftalen blev angiveligt fejret af de tre statsledere med vodka-shots og pistolaffyringer i den hviderussiske skov.

“Vi, republikken Hviderusland, den russiske rådsrepublik og Ukraine, erklærer, at Sovjetunionens eksistens som folkeretssubjekt og som geografisk-politisk realitet har ophørt at eksistere”, lød den officielle pressemeddelelse efter stadfæstelsen af aftalen.

Nu var Hviderusland frit og herre i eget hus.

Området, som i dag udgør Hviderusland, blev befolket af slaver fra særligt de baltiske lande omkring år 4-500 e.Kr.

I 800-tallet blev området inkorporeret i Kyjivriget, der var den største stat i Europa på det tidspunkt og ud over Hviderusland talte Ukraine og den nordvestlige del af det moderne Rusland.

Efter at mongolske invasioner fik Kyjivriget til at kollapse i 1200-tallet, blev Hviderusland en del af hertugdømmet i Litauen, som senere også kom til at tælle det nuværende Polen.

Løsrivelsen fra Kyjivriget affødte også et selvstændigt hviderussisk sprog, der hører under den slaviske sprogstamme.

Det polsk-litauiske rigsfællesskab lå i konstant krig med med sine naboer i adskillige århundreder, og i slutningen af 1700-tallet blev riget opdelt i de europæiske stormagter Preussen, Østrig og Rusland.

Hviderusland kom til at høre under det russiske zarrige, men erklærede sig kortvarigt selvstændigt i kølvandet på den russiske oktoberrevolution i 1917.

Blot to år senere blev Hviderusland gjort til en del af Sovjetunionen, men på trods af indlemmelsen i den kommunistiske stormagt fik hviderussisk sprog og kultur lov til at blomstre inden for rammerne af unionen.

Hviderussisk lægger sig meget tæt op ad ukrainsk, men har gennem tiden også inkorporeret ord og udtale fra polsk og russisk.

Forskellen mellem russisk og hviderussisk er groft sagt ligesom forskellen på italiensk og spansk. Der er overlap, men grundlæggende kan de to nationaliteter dårligt forstå hinandens sprog.

Hviderussere har dog generelt lettere ved at forstå russisk end omvendt. Det skyldes navnligt, at russerne ikke på samme måde har været nødt til at forholde sig til en beslægtet variant af et østslavisk sprog, som befolkningen i Belarus har.

I dag har de fleste hviderussere (ca. 6,5 millioner) russisk som hovedsprog, mens et mindretal på lidt over to millioner primært taler hviderussisk.

Opblomstringen af den hviderussiske kultur var dog kortvarig.

I 1930’erne undertrykte Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, den spirende hviderussiske nationalisme. Endnu værre blev det, da Adolf Hitlers tropper invaderede Hviderusland under 2. verdenskrig.

Nazisterne udsatte hviderusserne for en bølge af henrettelser og deportationer. Det anslås, at stort set hele den jødiske befolkning i Hviderusland omkom under krigen.

Efter krigen blev grænsen mellem Polen og Sovjetunionen flyttet længere mod vest, hvilket betød, at flere hviderussere nu kom til at bo i Sovjetunionen.

De efterfølgende årtier fortsatte russificeringen af Hviderusland, og i 1970’erne blev det forbudt at undervise på hviderussisk i sovjetrepublikken.

I kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud var håbet om demokrati og national uafhængighed for første gang i århundreder lysegrønt for de ca. ni millioner indbyggere i Hviderusland.

Drømmen om demokrati blev dog hurtigt forvandlet til det diktatoriske mareridt, som hviderusserne efterhånden er blevet vant til at leve under.

I 1994 blev Aleksandr Lukasjenko valgt som præsident for Hviderusland.

Lukasjenko stillede op som et alternativ til kommunistpartiet og Stanislau Sjusjkevitj, som han anklagede for korruption.

Lukasjenko vandt med ca. 80 procent af hviderussernes stemmer.

Før Aleksandr Lukasjenko kom til magten, arbejdede han i 1980’erne som leder for det kollektive landbrug Gorodetz i det nordlige Hviderusland.

Her var han kendt som en brutal chef, der bankede sine ansatte, hvis de ikke fulgte hans mindste ordre.

Denne brutalitet har været kendetegnet for Lukasjenko i de snart tre årtier, han har siddet tungt på magten.

Hviderusland er det eneste land i Europa, der stadig benytter sig af dødsstraf. Borgerretsgruppen Viasna anslår, at omkring 400 mennesker er blevet henrettet ved pistolskud i hviderussiske fængsler siden 1991.

Internationale organisationer som Amnesty International beskylder desuden regimet i Hviderusland for en mængde brud på menneskerettighederne.

Disse tæller bl.a. politivold, vold mod minoriteter, manglende ytringsfrihed og undertrykkelse af fagforeninger.

Det er ikke uden grund, at den tidligere amerikanske præsident George W. Bush i 2005 betegnede Hviderusland som “Europas sidste diktatur”.

Landet, der ligger klemt inde mellem Letland, Litauen, Polen, Ukraine og Rusland, er blevet isoleret på internationalt plan og er bl.a. blevet udelukket fra Europarådet.

På trods af adskillige folkelige demonstrationer mod Aleksandr Lukasjenko – senest i 2020 – er det ikke lykkedes at vælte Hvideruslands magtfulde diktator.

Mens Europas forhold til Hviderusland bedst kan betegnes som iskoldt, er der anderledes varme følelser mellem den tidligere sovjetstat og moderlandet Rusland.

Vladimir Putin og Aleksandr Lukasjenko har knyttet stærke politiske, militære og økonomiske bånd siden årtusindskiftet.

Hviderusland sender ca. 50 procent af sine eksportvarer til Rusland og modtager i stedet billig olie og gas. Uden disse aftaler ville Hviderusland gå økonomisk til grunde.

Det er ingen hemmelighed, at Vladimir Putin ser Hviderusland som en del af Rusland, og arven fra det gamle Sovjetunionen lever da også i bedste velgående i Hviderusland.

Omkring 70 procent af alle virksomheder i Hviderusland er statsejede, Lenin-statuer troner i alle byerne, og i skyggerne opererer resterne af det berygtede hemmelige politi fra sovjet-tiden – KGB.

Efter Lukasjenkos kontroversielle valg i 2020, der udløste massive demonstrationer, sendte Putin soldater til Hviderusland for at holde sin tætte allierede ved magten.

Og da krigen brød ud i Ukraine, lod Lukasjenko den russiske hær passere igennem Hviderusland for at invadere Ukraine.

Med valgsejren i 2020 stadfæstede Aleksandr Lukasjenko sin position som Europas sidste diktator.

Og selvom den politiske opposition har kaldt resultatet for grov valgsvindel, og tusindvis af borgere har demonstreret mod præsidenten, tyder intet på, at Aleksandr Lukasjenko har planer om at give magten tilbage til folket.

Som han udtalte det til det lokale nyhedsbureau BELTA i forbindelse med de massive demonstrationer efter valget i 2020:

“De (demonstranterne, red.) prøver på at skabe kaos. Men jeg har allerede advaret dem: Der kommer ingen revolution”.