I 1920 blev Sovjetunionen det første land i verden, som gav kvinder ret til fri abort.
Det skete med “Dekret om kvinders sundhed", som dikterede, at alle kvinder kunne få gratis og sikker abort på ethvert sovjetisk hospital, hvor kun læger måtte udføre indgrebet.
Formålet med den nye lov var – erklærede dekretet – at tage hånd om kvindernes sundhed og undgå, at gravide blev presset til at få aborter under lyssky og uhygiejniske forhold. Her risikerede kvinderne nemlig at blive “ofre for ignorante kvaksalvere”.
Krokodillelort og numsespark fik kvinder til at abortere
Egypten: Krokodillelort
Oldtidens egyptere tyede til ildelugtende midler for at undgå uønskede graviditeter og fødsler. Kahun-papyrussen, som er dateret til ca. 1.800 f.Kr., omtaler, at kvinder kan blande afføring fra krokodiller med dej og indsætte blandingen i deres vagina for at undgå uønskede børn. Krokodillelort har en vis sæddræbende virkning, men dyrets ekskrementer har formentlig fungeret bedre som prævention end abort-middel.
Virkning: Meget lav
Grækenland: Spark på numsen
Den græske læge Hippokrates var imod abort, men han anbefalede alligevel en teknik, som tilsyneladende var vældig populær. Anbefalingen gik ud på, at den gravide kvinde skulle hoppe op og ned, mens hun for hvert spring sparkede sig selv i enden med hælene. Aktiviteten ville få fosteret til at løsne sig og falde ud af kvindens krop, postulerede Hippokrates.
Virkning: Næsten ingen
Romerriget: Giftslanger og krageæg
Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre vidste ikke meget om kvindekroppen. Han mente, at menstruerende kvinder kunne dræbe bier, og at “hvis en gravid kvinde skræver over en hugorm, kan hun være sikker på at abortere”, som han skrev i sit værk Naturalis Historia. Ifølge Plinius havde æg fra krager samme virkning.
Virkning: Ingen
Loven blev strammet
Aborten blev dog ikke frigivet uden kontroverser. Modstanden mod abort var udbredt, og allerede i 1924 havde abortmodstanderne fået så meget vind i sejlene, at Sovjetunionen indførte restriktioner, så kvinder kun kunne få en abort, hvis graviditeten bragte den gravide eller det ufødte barn i livsfare.
Trods restriktionerne fortsatte kvinder med at strømme til hospitalerne, og myndighederne så sig nødsaget til at etablere særlige abort-klinikker for at aflaste sygehusene og frigøre hospitalsstuer.
Plakater advarede i 1920'erne russerne om, at ulovlige aborter var livsfarlige.
Abort truede befolkningstallet
Det enorme antal aborter bekymrede lægerne, og snart blev restriktionerne strammet yderligere, så kvinder ikke længere kunne få aborter efter tre måneders graviditet. Desuden modtog hospitalerne ordre om at prioritere fattige, ugifte kvinder.
Samtidig påpegede kritiske røster, at Sovjetunionen risikerede et stort fald i befolkningstallet, hvis abort-bølgen fortsatte. Et fald, som ville svække landets industri og militær.
For at imødekomme kritikken erklærede den lovgivende eksekutivkomité i juni 1936, at det igen var ulovligt at foretage aborter i Sovjetunionen.