Rusland kan takke svage naboer for sin enorme størrelse. Riget udsprang af Moskva, som i 1325 blev centrum for et storfyrstendømme. Men staten var dog endnu ingen stormagt, for ligesom Østeuropas andre herskere måtte storfyrsten adlyde mongolerne.
I 1480 var det asiatiske rytterfolk så svækket, at moskovitterne kunne løsrive sig. Under storfyrst Ivan 3. blev friheden udnyttet til at indtage flere russiske nabostater, som var splittede af intern strid.
Ivan den Grusomme blev i 1547 kronet som zar – kejser – over alle russere, og i hans regeringstid ekspanderede riget hurtigt mod øst. Svagt organiserede tartarstater blev underkastet, og vejen for ekspansion ind i Sibirien lå åben. 100 år senere nåede russiske kolonister helt frem til Stillehavet.
Riget voksede støt
Mod vest lammede politisk ustabilitet omkring år 1700 den gamle rival Polen, og Sverige havde for få ressourcer til at hamle op med sin nabo i øst. Begge rigers stormagtstid var snart forbi, og over de næste 100 år blev Baltikum, Finland og det meste af Polen russisk.
Imens vendte zarerne blikket mod det svækkede Osmanniske Rige i syd. Krim blev erobret i 1783, og Kaukasus fulgte i 1800-tallet, hvor Rusland også opslugte Centralasiens småriger.