Bankvæsenet i Sovjetunionen var statsejet og blev brugt som et værktøj til at styre nationaløkonomien.
Centralbanken, Gosbank, blev grundlagt i 1921 efter etableringen af det nye, kommunistiske land og blev bl.a. brugt til at kontrollere industrien og sikre, at al produktion forløb i overensstemmelse med de femårsplaner, som staten udstak. Det skete ved at bogføre alle banktransaktioner, som gik ind og ud af fabrikkernes konti.
Gosbank havde en række underafdelinger med forskellige funktioner. Vneshtorgbank tog sig fx af alle transaktioner, der handlede om import og eksport.
Efter Sovjetunionens fald i 1991 blev statsbankerne overtaget af de nyfødte lande.
Investeringsbanken Stroibank tilbød virksomheder lån til langsigtede investeringer, hvis planerne ellers var i overensstemmelse med statens.
De jævne Sovjet-borgere kunne foretage deres daglige bankforretninger i Sberkassa. I disse sparekasser kunne borgerne hæve deres løn, betale regninger eller overføre penge til andre.
Først og fremmest blev bankerne dog brugt til at spare op. Kapitalistiske fænomener som kredit eller forbrugslån fandtes ikke i Sovjetunionen, og borgerne måtte derfor spare op i årevis, hvis de ønskede at købe større varer som fx et køleskab.