Ivan den Grusommes dødsgarde
Fire karle står stille i den grå morgendis på gårdspladsen til et russisk gods. De lytter: Dundrende hestehove nærmer sig med høj hast. Den ene karl river sig løs og springer afsted for at varsko godsets herre, som endnu sover bag lukkede skodder.
Samtidig dukker rytterne ud af morgendisen. Sorte kapper flagrer om deres skikkelser, mens de driver deres sorte gangere frem i rasende ridt mod den russiske adelsmands gods. Karlene gør korsets tegn for sig, og en enkelt synker sammen på knæ. Zarens nådesløse mordere er ankommet.
De natsorte skikkelser til hest er den russiske hersker Ivan 4.s private politistyrke, opritjniki. Ved hjælp af den vil den forbitrede zar i 1566 én gang for alle gøre op med rigets magtfulde adelsklaner, bojarerne.
Når Ivans uhyggelige dødspatrulje dukker op et sted i det russiske landskab, er der to mulige årsager: De er kommet for at beslaglægge jord og smide ejermanden på porten, eller de er kommet, fordi endnu en adelsmand skal dø på zarens ordre.
Ivan giver mange ordrer; hans vrede mod adelen synes grænseløs, for adelsklanerne har gennem hele Ivans liv udgjort en konstant og lurende trussel.
Ivan den Grusomme bliver vanvittig af sorg
I 1547 har Ivan kronet sig selv til zar, og bojarerne har anerkendt ham som hersker over det russiske rige. Men da Rusland i 1560 rammes af tørke og hungersnød, samtidig med at mongolske khaner angriber rigets sydlige territorier, og Sverige, Polen-Litauen og de tyske hansestæder blokerer den russiske søfartshandel, møder zaren ingen opbakning fra sine adelsmænd.
Det sidste ødelæggende slag mod forholdet til adelen indtræffer, da zarens elskede hustru, Anastasia Romanova, dør efter langvarig og mystisk sygdom. Ivan er ikke i tvivl om, at bojarerne har forgiftet hende.
Den milde Anastasia havde haft en beroligende virkning på den uligevægtige zar, og tabet af hende udløser vanvittig sorg og raseri i Ivan. For øjnene af sit hof knalder han hovedet i gulvet og smadrer møblerne i tronsalen. Dernæst lader han en håndfuld adelige torturere og henrette.
Mens zaren synker stadig dybere ned i depression og paranoia, har hans nærmeste ven og rådgiver, adelsmanden Andrej Kurbskij, sluttet sig til ærkefjenden kong August af Polen-Litauen og angrebet Rusland i spidsen for en angrebshær. Forræderiet får – tilsyneladende – Ivan til at opgive alt.
I 1564 forlader han tronen i Kreml og flakker omkring i riget i hen ved et år. Hans abdikation ryster hans undersåtter. For hans råd af bojarer kan ikke regere riget uden Ivan, og til slut sender de en delegation afsted for at trygle ham om at vende tilbage.
Ivans triumf er i hus, og han indvilger i at vende tilbage på betingelse af at få den suveræne magt over riget. Under Moskvas røde aftenhimmel skrumler han og hans følge i 1565 på hestekærrer ind gennem Kremls porte.
Ivans morderkorps eksekverede brutalt zarens blodige ønsker. Foto: Kyrgyz National Museum of Fine Arts
Ivan den Grusomme begynder sin frygtelige hævn
Synet af Ivan gør et foruroligende indtryk på kirkefolk og adelige. Hist og her mangler store totter hår på hans hoved, det lange fipskæg har skiftet farve fra sort til hvidt, og øjnene er glasagtige.
Adelens bange anelser om zarens mentale tilstand bliver snart bekræftet. For Ivans første handling, da han er tilbage på tronen, er at opdele riget i to – en slags stat i staten, Opritjnina, som betyder “enkens del” – og det øvrige rige, som han regerer i samarbejde med et råd af adelige.
Til at vogte sin personlige stat opretter han en specialstyrke på 1.000 mand – de nådesløse opritjniki. Zarens terrorregime er begyndt.
Zarens hævnende hunde
Ivans stat består først af områder omkring byerne Tver og Novgorod, men vokser snart større i centrale områder i både Moskva og resten af Rusland.
Overalt kendes Ivans korps af håndlangere på deres uniformer: grove, sorte tunikaer med brede, sorte læderbælter og sorte kapper. På sorte heste dukker de op rundtom i landsbyerne og på de adeliges godser med deres sorte faner prydet med et hundehoved og en kost. Hundehovedet symboliserer, at de holder vagt for zaren, mens kosten fejer riget rent for zarens fjender.
Ivan vælger sine håndlangere blandt de lavere klasser og militæret – ingen opritjnik får sin position pga. fornem herkomst eller rigdom. Ivans morderkorps skylder ham derfor alt, og deres loyalitet er grænseløs. Én for én skal de sværge en hellig troskabsed til zaren.
Antallet af “zarens hunde” vokser med tiden til 6.000 og organiseres som en militsenhed med ledere og befalingsmænd. Ivan tillader sine mænd at “opkræve skat” i de områder, de behersker – hvilket i praksis betyder udplyndring af de lokale indbyggere. De, der modsætter sig, bliver pisket nådesløst. Især adelen bliver offer for Ivans terrorkorps.
Hundredvis af adelsfolk får deres ejendomme konfiskeret og bliver deporteret sydpå – nogle i god ro og orden, andre hovedkulds og frataget alt.
Ivan tøver ikke med at slippe sit korps af mordere løs på en hvilken som helst by eller adelig, han mistænker for forræderi. Overalt ser han fjender og konspirationer.
Men zaren er stærkt religiøs: Han forlanger, at enhver mistænkt skal tilstå sine synder, inden straffen falder. Og selvom det er hårdt arbejde at tvinge tilståelser ud af Ivans mange uskyldige ofre, opfylder hans trofaste håndlangere nidkært deres herres ønske i torturkamrene.
Ivan den Grusomme etablerer egen klosterorden
Ivan gør fæstningsanlægget Alexandrova Sloboda små 100 km nordøst for Moskva til hovedstad i sin nyetablerede stat. Borgen er topsikret. Inddæmmet af volde og voldgrave ligger paladsområdet med et stencitadel inderst. Med til paladset hører et terem til zarens konkubiner, barakker til hans mænd, fangekældre og torturkamre og en ny muret kirke med kors fæstnet til hver eneste mursten.
Foruden de mange vagthuse er her to høje udkigstårne. Al passage ind og ud skal godkendes, og alle skal bære særlige identifikationspas, som udleveres ved indgangen. Inden for voldene lever Ivan og 300 udvalgte opritjniki i en slags perverteret klosterorden: Zaren er “abbeden”, og hans morderiske svende er “munke”.
En italiensk handelsmand beskriver Ivan i hans selvophøjede munkeliv: “Langsomt og med stor værdighed processerede den russiske zar gennem salen, ledsaget af fire kutteklædte tjenere med store sølvøkser over skulderen”.
Handelsmanden bemærker også Ivans asketiske levevis. Klokken fire står alle op til morgenbøn, der varer indtil daggry. Under gudstjenesten synger, beder eller læser Ivan højt med en sådan glød, at han ofte slår panden til blods, når han kaster sig ned på gulvet i ekstase over liturgiens skønhed.
Derefter konfererer Ivan med sine rådgivere og giver dagens blodigste ordrer, beruset af morgenandagtens åndfuldhed.
Klokken otte er der messe igen, og klokken 10 samles alle til dagens første måltid. Under måltidet læser Ivan højt fra helgenbøgerne og andre opbyggelige værker, og først når hans “munke” har spist og drukket, spiser herskeren selv. På hans næstekærlige ordre uddeles resterne til de fattige på markedspladsen.
Eftermiddagen bruger Ivan på statsanliggender – hvis han da ikke dykker ned i fangekældrene for at overvære nogle torturseancer.
“Han var aldrig så lykkelig i sin væren og tale som da”, beretter et øjenvidne.
“Ofte fik han sprøjtet blod i ansigtet, men uden det mindste mishag. Tværtimod råbte han fornøjet hoyda, hoyda” – et råb, mongolske ryttere bruger til at opildne deres gangere.
Ivan den Grusomme tvinger kirken tavs
Ivans blanding af religiøs fromhed og hårrejsende grusomhed medfører kritik fra uventet side: den ortodokse kirke. Siden Ivans kroning har kirken ellers tjent som zarens trofaste støtte. For ved at lade kirken godkende Ivan som “Guds hånd på jorden” har zaren samtidig tildelt kirken magt og status.
Partnerskabet mellem stat og kirke skal vare i mange hundrede år, men på dette tidspunkt kommer alliancen mellem zar og kirke i fare: Den russiske kirkes overhoved, ærkebiskoppen Philip, er en stærk personlighed, der væmmes ved Ivans perverterede udgave af den ortodokse tro. “Ingen kristen zar har ret til at behandle mennesker som dyr”, formaner han zaren.
Ivan bliver rasende: Han anklager kirken for forræderi og magi og vil have ærkebiskoppen brændt på bålet. Men da kirkehierarkiet og adelsrådet lægger sig imellem, sender Ivan i stedet en af opritjnik-ledere, Basmanov, afsted i “et ærinde”.
Sammen med en håndfuld mænd braser Basmanov ind under Philips gudstjeneste, flår hans kirkelige gevandter af ham, ifører ham en laset sæk og kaster ham ud på en hestetrukket slæde. Philip slæbes rundt i det halve rige, indtil han ender i en fangekælder i klosteret Otroch i byen Tver. Herefter kritiserer kirken aldrig mere Ivan.
Paranoiaen opblusser hos Ivan den Grusomme
Rygtet om Ivans brutale styre spreder sig hurtigt til Europa. Hans opritjniki spiser børn, hævdes det! Især vånder Europas sofistikerede adel sig ved at høre om mishandlingen af de russiske adelsklaner.
Da den engelske hersker, dronning Elizabeth 1.s, gesandt Anthony Jenkinson ankommer til Moskva i 1566, skriver han til dronningen:
“Denne kejser af Moskovia (en europæisk betegnelse for det russiske rige, red.) har nyligt faret med stor grusomhed mod sine adelsfolk ved at dræbe dem, piske dem og forvise dem”.
Ivan prøver at glatte lidt ud, for handel med Europa er nøglen til Ruslands fremtid, mener zaren, som netop har indgået en profitabel aftale om salg af pels til England. Men Ivan behøver ikke at frygte Jenkinsons rapport. Dronningen tager oplysningerne i stiv arm, for de russiske pelsskatte er for gode til at lade gå fra sig, og desuden har hun, som selv døjer med en intrigant adel, en vis forståelse for Ivan.
Zarens heftige religiøsitet gør også indtryk på den ugifte “jomfrudronning”, som iscenesætter sig selv som “Guds hustru på jorden”, og foruden handelsaftalen indgår hun endnu en aftale med Ivan: Brænder jorden under den ene, forpligter den anden sig til at yde asyl.
Pelshandlen er reddet, men fordrivelsen af adelen volder stadig flere problemer i Ivans rige. Den lokale organisering af militær og straffepraksis af kriminelle hviler nu på uerfarne opritjniki, der hverken har adelens indsigt eller interesse i rigets drift og mest af alt har travlt med at skrabe rigdomme til sig.
Kriminalitet og kaos spreder sig, økonomien er elendig, og på Ivans stort anlagte landstingsmøde i 1566 anmoder de adelige Ivan om at nedlægge hans personlige stat. Til gengæld tilbyder de at støtte zaren i hans umulige krig i Livland i det nuværende Estland og Letland, hvor han kæmper mod Sverige og Polen-Litauen for at vinde adgang til østersøhandlen.
Men Ivan afslår. Hans paranoia er i fremdrift og næres af en byge af elendigheder: Først slipper en forræder, forklædt som opritjnik, ind med 800 litauiske soldater i fortet Izborsk. Dernæst dør Ivans anden kone, Maria, af gift. Da Ivan endvidere bliver bestyrket i en mistanke om en konspiration mellem byen Novgorod og Polen-Litauen, slår det klik. Byen skal bøde for sit forræderi som ingen før i Rusrigets historie!
Ivan den Grusomme på jagt efter nådesløs hævn
I 1570 sender zaren samtlige dødsbrigader af opritjniki ind i Novgorod, hvor de plyndrer og slår ihjel i døgndrift – hen imod 3.000 indbyggere myrdes. Efter nedslagtningen beslutter zaren at fortsætte straffeekspeditionen til byen Pskov længere nordpå. Men da han når frem, har indbyggerne anbragt borde med brød og salt som ydmyg velkomst til zaren og knæler i sneen, mens Ivan kører gennem byen.
Forvirret tager zaren til gudstjeneste i byens Treenighedskirke og beder længe ved graven af fyrst Vsevolod, en lokal 1200-talshelt, hvis store sværd hænger med inskriptionen “Til ingen overgiver jeg min ære”. Ivan stirrer længe på sværdet.
Han tolker ordene som en bekræftelse på retmæssigheden af sit hævntogt og iler ud og lader 40 embedsfolk henrette og adskillige kirkefolk brænde på bål.
Men Ivans tillid til hans opritjniki er nedadgående. Den er inficeret af konspirationer imod Ivan og indbyrdes strid, og zaren er nødt til at rense ud. Ivans opritjniki får en sidste chance for at bevise sit værd, da den mongolske khan Devlet Giray beslutter at sende en angrebsstyrke mod Moskva. Devlet hersker over Krim, hvor Ivan har erobret byerne Kazan og Astrakhan.
Men nu er Moskva svækket, eftersom Ivan har aflivet halvdelen af indbyggerne, og hans tropper kæmper ved den baltiske kyst. Hævnen er nær: En hær af krimtatarer dundrer ind over de centralrussiske stepper med kurs mod Moskva.
Ivan forstår, at et angreb er undervejs, og forsøger rædselsslagen at mobilisere. Han giver kommandoen til den sidste gode general, han ikke har taget livet af: Mikhail Vorotjunskij. Generalen anbefaler en forsvarslinje af hastigt opførte fæstningsværker, der skal stoppe mongolerne. Men inden planen kan sættes i værk, dukker Devlet op i spidsen for sin angrebsstyrke på 40.000 mand.
Ivan den Grusomme flygter
Vorotjunskij skraber et forsvar på omtrent 50.000 mand sammen, der skal forsvare hovedstaden. Ivan selv marcherer med sin garde af 1.500 skytter mod Moskva, men modtager underretninger om, at Devlet kun befinder sig 30 km fra hans hjem, Alexandrova Sloboda.
Fuld af dødsangst skynder Ivan sig i stedet til Volgoda, hvor han vil sejle op til Hvidehavet og flygte over Atlanten for at gå i eksil i England.
Zarens flugt demoraliserer hæren. Da krimtatarerne ved solopgang den 24. maj 1571 krydser Moskvafloden og sætter ild på opritjniki-kvartererne, er der ingen til at bremse dem. En frisk vind spreder ilden med rasende fart, og Moskva brænder ned til grunden. Med tusinder af russiske fanger trækker tatarerne sig tilbage til stepperne.
Ivan går omgående i gang med at lede efter syndebukke for at udslette mindet om sit eget kujoneri. I zarens øjne har hans opritjniki vist sig sørgeligt uduelige og ude af stand til at holde byen – en håbløs klub af amatører!
I 1572 opløser Ivan sin stat i staten og sin forhadte orden. “Enhver, der gør sig skyldig i at snakke om Opritjnina, skal afklædes til livet og piskes med en knut”, hedder det i et nyt dekret. De opritjniki, der fortsat tjener zaren, går fra nu af under betegnelsen “hoffolk”.