Jeltsin foran Det Hvide Hus i Moskva

Jeltsin: Folkets mand lagde Rusland i ruiner

Han blev berømt som den effektive byggeleder, der kunne løse alle problemer i den kommunistiske hverdag. Og han endte som alkoholikeren Boris Jeltsin, der solgte Rusland til oligarkerne.

Han blev berømt som den effektive byggeleder, der kunne løse alle problemer i den kommunistiske hverdag. Og han endte som alkoholikeren Boris Jeltsin, der solgte Rusland til oligarkerne.

AP/Ritzau Scanpix

På årets sidste dag i 1999 trækker Boris Jeltsin i sit fineste tøj. Han skal holde sin nytårstale, og han har en vigtig besked til det russiske folk.

Inden han forlader den præsidentielle embedsbolig, tager han afsked med sin hustru:

“Naina, du skal se mig i TV. Jeg vil træde tilbage”.

Glæden vælder op i Naina. Nu kan Boris – efter mange års opslidende arbejde – endelig hellige sig familien. Hun omfavner ham.

“Lad være med at krølle mit tøj”, driller han.

Snart efter er han på plads bag skrivebordet. Langsomt og med sprukken røst begynder han:

“I dag taler jeg til jer for sidste gang som Ruslands præsident. Jeg har truffet en svær beslutning. I dag, på den sidste dag i århundredet, træder jeg tilbage. Jeg beder om tilgivelse, fordi mange af vores fælles drømme ikke gik i opfyldelse”.

“Jeg beder om tilgivelse, fordi mange af vores fælles drømme ikke gik i opfyldelse”. Præsident Jeltsin i sin nytårstale til russerne, 1999.

Da han tiltrådte som landets leder i 1990, indledte han gennemgribende forandringer. Folket fik demokrati, og de statsejede virksomheder blev privatiseret. Men som årene er gået, er Ruslands nationalprodukt halveret, hver fjerde indbygger lever under fattigdomsgrænsen, og udlandsgælden har passeret 160 milliarder dollars.

Jeltsin er synligt mærket af mange års alkoholisme. Der er ikke meget tilbage af den handlekraftige ingeniør, han var engang.

“Vi troede, at vi i en håndevending – med et spring – kunne nå fra den grå, stagnerede, totalitære fortid ind i en strålende, rig og civiliseret fremtid. Jeg går, for jeg har gjort alt, jeg kunne”, siger præsidenten.

Jeltsin finder løsninger

Boris Jeltsin kom til verden i 1931 i en landsby i Ural-bjergene. Hans mor overøste ham med kærlighed, hans far slog både hende og drengen. Tiderne var hårde i den sovjetiske provins.

“Når Boris kom hjem fra skole, satte han sig i et hjørne og begyndte at mumle utrøsteligt: ‘Jeg er sulten. Jeg kan ikke holde det ud’”, fortalte Jeltsins mor, Klavdiya.

Sulten til trods blev Boris en stærk, ung mand, der fik lov at studere i Sverdlovsk (Jekaterinburg) – byen, som blot 30 år tidligere var rammen om zarfamiliens henrettelse.

Ipatijev-palæet i Jekaterinburg

Ipatijev-palæet i Jekaterinburg, hvor zaren blev myrdet i 1918. Partitoppen i Moskva frygtede i 1977, at palæet ville tiltrække en zar-kult, og beordrede Boris Jeltsin til at rive det ned.

© Historical Images Archive/Imageselect

Studierne førte i 1955 til en ansættelse i Sverdlovsk-distriktets byggedirektorat, hvor han satte sig i respekt. Ingeniør Jeltsin tolererede ikke druk i arbejdstiden og tyveri fra byggepladsen.

Som knap 30-årig stod Jeltsin for udviklingen af elementbyggeriet. Med præfabrikerede betonvægge kunne hans sjak opføre etageejendomme på rekordtid. 70 dage efter byggestart var lejlighederne klar til indflytning.

Resultaterne vakte respekt, men Jeltsins karrieremuligheder blev bremset af en manglende partibog. I 1961 blev han medlem af kommunistpartiet. På alle sine poster i hierarkiet beviste han sin effektivitet. Og da stillingen som partiafdelingens førstesekretær blev ledig, var han det naturlige valg.

Sporvogn

Sverdlovsk (Jekaterinburg) blev gennemgribende moderniseret, da Boris Jeltsin fik posten som førstesekretær i partiafdelingen.

© Frank Schultze/Imageselect

Nye tider i Sverdlovsk

Den nye leder fik ting til at ske: Hos selveste Brezjnev skaffede Jeltsin penge, så byen kunne få en U-bane. Da byens mødre manglede stegepander, tvang han våbenfabrikkerne til at omstille produktionen. Og når planøkonomien spændte ben for leverancen af fødevarer, gav Jeltsin befolkningen lov til at åbne private markeder.

Førstesekretæren var også uhørt bramfri. Det mærkede Sverdlovsk, da han i 1981 talte under et TV-transmitteret borgermøde, hvor han svarede på kritik fra bl.a. en universitetsstuderende.

“Vores kantine er beskidt. Der er tit fluer på maden, og kakerlakker kravler rundt om bordene. Maden er uappetitlig. Vi skal stå i kø, man kan ikke vælge, og retterne er altid de samme”, lød det.

Jeltsin havde forberedt sig grundigt på kritikken. Med et ironisk smil svarede han:

“I dag tog jeg kontakt til kammeraterne i kantinen, men jeg gjorde muligvis en fejl, for jeg anmeldte mit besøg kl. 11 i aftes. Resultatet var, at vi ikke så noget af det, der er beskrevet i klagen. Vi fandt ingen kakerlakker eller fluer. Der var en imponerende mængde kager, juice, te, agurker, tomater, tre slags supper…”.

“Folkets tillid er ved at ebbe ud”. Jeltsin advarer Gorbatjov mod alt for langsomme reformer.

Tilskuerne jublede. Alle forstod, at Jeltsin netop havde bekræftet alles fordomme om sovjetstaten.

Partilederens ukonventionelle stil blev også bemærket i Moskva, hvor den reformvenlige Mikhail Gorbatjov i marts 1985 var blevet udnævnt til partiets generalsekretær, Sovjetunionens højeste post. Allerede den følgende måned hentede han Jeltsin til Moskva som minister for byggeriet. Få måneder senere blev Jeltsin forfremmet til byens partiformand, og året efter fik han sæde i Politbureauet, partiets øverste beslutningsorgan.

Første konfrontation med Gorbatjov

Men Jeltsin blev hurtigt utålmodig. Gorbatjovs reformer gik for langsomt, og hans holdninger til demokrati var for valne; fx var demonstrationer nu tilladte, i princippet. Da Gorbatjov i september irettesatte Jeltsin for at have godkendt demonstrationer i Moskva, fik han nok. I et brev fremlagde Jeltsin sin ærlige mening. Herefter tog han sin afsked fra Politbureauet – noget, ingen andre i Sovjetunionens næsten 70 år lange historie havde gjort.

Gorbatjov bad Jeltsin blive på posten og ignorerede ham efterfølgende. Ligegyldigheden gjorde Jeltsin så arrig, at han på det næste møde i partiet i oktober 1987 leverede en sønderlemmende kritik af Gorbatjov.

“Folkets tillid er ved at ebbe ud”, advarede Jeltsin.

Så snart han havde sat sig, lod generalsekretæren sin vrede få frit løb.

“Boris Nikolajevitj, er du så stor en politisk analfabet, at vi skal organisere en skole for dig, så du kan lære at læse og skrive?” spruttede han, og de trofaste partistøtter gav deres besyv med.

Jeltsin måtte erkende, at han stod alene, og følte sig tvunget til at stemme for en resolution, som fordømte hans egne holdninger. To dage senere stak han i desperation en saks i sit bryst og skar, til blodet flød.

Modgangen styrker Jeltsin

Jeltsin omtalte aldrig selv episoden som et selvmordsforsøg, men som et “sammenbrud”.

“Min organisme kunne ikke modstå den nervøse anspændelse”, forklarede han.

Hustruen Naina tog dog hændelsen så alvorligt, at hun fik sin mands livvagt til at fjerne alle skarpe genstande inden Jeltsins hjemvenden fra hospitalet.

Jeltsins familie

I 1956 giftede Boris Jeltsin sig med Naina Girina. Parret fik døtrene Jelena og Tatjana. Naina var også ingeniør-uddannet og arbejdede i Sverdlovsks byggesektor, da hun mødte Boris.

© SHONE/Getty Images

Gorbatjov viste derimod ingen forståelse. To dage efter Jeltsins sammenbrud lod han KGB-officerer slæbe ham ud af hospitalssengen, så han på ny kunne stå skoleret. Mens mødedeltagerne taktfast stampede med fødderne og råbte “Doloi!” – ud med ham! – blev han frataget alle sine tillidsposter.

Gorbatjovs afstrafning virkede imidlertid stik mod hensigten. Jeltsin blev mere populær end nogensinde. Hans position som udstødt tiltalte de indbyggere, som selv følte sig sat uden for indflydelse. Resultatet blev, at Jeltsin i 1989 kom ind i Den Øverste Sovjet som oppositionskandidat. Og efter at Rusland det følgende år trådte ud af Sovjetunionen, blev Jeltsin valgt som det nye lands første præsident.

Nu var Jeltsin og Gorbatjov åbenlyse rivaler. Men da gammelkommunisterne i august 1991 forsøgte at afsætte Gorbatjov ved et kup, fik Jeltsin stoppet dem og sørgede for, at Gorbatjov kunne vende tilbage.

Jeltsins indgriben viste sig at være klog. Kuppet havde udstillet både Sovjetunionens og Gorbatjovs svaghed. Få måneder senere, i december 1991, kunne Jeltsin derfor sammen med andre regionale ledere underskrive et dokument, som opløste Sovjetunionen. Den 25. december gik Gorbatjov af.

Gorbatjov og Jeltsin

Inden kupforsøget i 1991 havde Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin haft flere alvorlige sammenstød. Men i nødens stund reddede Jeltsin Sovjetunionens præsident.

© Peter Turnley/Getty Images

Boris Jeltsin gav Sovjetunionen dødsstødet

Kupforsøget mod Gorbatjov i sommeren 1991 viste, hvor svag Sovjetunionen og præsident Gorbatjov var. Fire måneder efter underskrev Boris Jeltsin det dokument, der officielt opløste unionen.

Mikhail Gorbatjovs forsigtige reformer var for meget for de konservative kræfter i partiet, militæret og KGB.

Den 18. august 1991 troppede en delegation, som bl.a. talte forsvarsminister Jasov og vicepræsident Janajev, op i Gorbatjovs datja på Krim-halvøen. De tog ham til fange og indkaldte til pressemøde for at meddele, at præsidenten var trådt tilbage pga. sygdom.

Imens samlede kampvogne sig om parlamentsbygningen i Moskva.

Boris Jeltsin handlede snarrådigt. For rullende TV-kameraer klatrede han op på den nærmeste kampvogn og talte kupmagerne midt imod. Denne beslutsomhed fik flere officerer, som støttede kuppet, til at ombestemme sig, og i løbet af de følgende dage faldt oprørernes plan fra hinanden.

Kupmagerne blev retsforfulgt, og Gorbatjov kunne vende tilbage til Moskva. Kupforsøget havde imidlertid overbevist mange om, at Sovjetunionens tid var forbi. Fem måneder senere underskrev Jeltsin på vegne af Rusland og sammen med Ukraines og Hvideruslands præsidenter erklæringen, der opløste Sovjetunionen.

Oprør mod Jeltsin

Nu var Jeltsin Ruslands mest magtfulde mand. Endelig kunne han give sine landsmænd den frihed og materielle velstand, de fortjente. Men opgaven var tungere end ventet, for langtfra alle delte hans visioner.

Gang på gang mødte præsidenten modstand i det russiske parlament i Det Hvide Hus, hvor gammelkommunisterne fortsat bestemte. Da Jeltsin foreslog en ny forfatning, som ville give præsidenten mere magt, sagde lovgiverne stop. Som modtræk opløste Jeltsin den 21. september 1993 parlamentet.

Medlemmerne reagerede prompte ved at afsætte Jeltsin. Konflikten eskalerede, da parlamentsmedlemmerne besatte bygningen og etablerede barrikader rundt om.

Det russiske parlament

Medlemmer af det russiske parlament holdt parlamentsbygningen besat, mens præsident Boris Jeltsin hvervede for sin nye forfatning, der skulle give ham mere magt.

© AP/Ritzau Scanpix

I de tidlige morgentimer mandag den 4. oktober tromlede pansrede vogne gennem barrikaderne foran Det Hvide Hus. Ilden fra fire tunge T-80-kampvogne splintrede marmorfacaden på de øvre etager. Imens stormede 1.300 kommandosoldater ind i Det Hvide Hus.

10 timer senere havde soldaterne nedkæmpet oprøret – 187 mennesker var dræbt, 437 såret, og Det Hvide Hus var sværtet af sod.

Folkeafstemningen om den nye forfatning gav efterfølgende et klart ja (58 pct.) til Jeltsins håndfaste lederstil.

Kampvognes beskydning

Efter kampvognenes beskydning udbrændte de øverste etager af parlamentsbygningen Det Hvide Hus. Billederne så dramatiske ud – og Jeltsin havde fået sin vilje.

© Wojtek Laski/Getty Images

Jeltsin lover aktier til alle

Med den nye forfatning havde Jeltsin frie hænder til at gennemføre de økonomiske forandringer, som landet trængte hårdt til. Privatisering stod højt på listen. Overdragelsen af statsejede virksomheder til private ejere var allerede begyndt, men nu tog processen for alvor fart.

For at sikre den almindelige russers støtte til de gennemgribende ændringer lod præsidenten 149 millioner tilgodebeviser udstede. Hvert bevis havde en værdi på omkring 10.000 rubler (ca. 500 nutidskroner) og kunne bruges til at købe aktier i virksomhederne, når de blev sat til salg.

Men kun få fik nogen glæde af initiativet, for inflationen rasede i Rusland, og mange indbyggere havde efterhånden ikke råd til de mest basale fornødenheder.

Inflationen skyldtes, at Jeltsin i 1992 havde fjernet den kontrol, som dæmpede priserne på forbrugsvarer. Da priserne eksploderede, nåede inflationen samme år svimlende 2.520 pct. Stigningstakten aftog i 1993, men flertallet af russerne var alligevel tvunget til at sælge deres tilgodebevis for at skaffe penge.

Køberne var en lille gruppe af nyrige, der var kommet til penge ved bl.a. sortbørshandel. Med tilgodebeviserne sikrede de nyrige sig aktier i virksomhederne, ofte til langt under markedsværdien.

Oligarkerne får krammet på Jeltsin

Da privatiseringen ebbede ud i 1994, var omkring 15.000 statsejede virksomheder solgt. Kun nogle af de største virksomheder forblev statens ejendom. Meningen var, at de skulle sælges senere – men så fik Jeltsin en idé.

De kaotiske forhold havde tæret på præsidentens popularitet. Bedre blev det ikke af, at Jeltsins skrantende helbred gjorde det svært for ham at passe arbejdet. En gammel rygskade og hjerteproblemer gav ham konstante smerter.

Vedholdende rygter sagde, at han dulmede lidelserne med vodka – en antagelse, som blev næret af TV-billederne af den lidt for opstemte præsident. Da det planlagte valg i 1996 nærmede sig, og Jeltsins opinionstal sank til under 10 pct., besluttede han at udnytte de store virksomheder til at styrke sin popularitet.

Programmet blev kaldt “Lån for aktier”. I al sin enkelhed gik det ud på at lade rigmændene låne staten penge mod til gengæld at få sikkerhed i de statsejede virksomheder. Hvis staten ikke kunne indfri lånene, ville rigmændene få lov at overtage virksomhederne.

Fordelene ved arrangementet var åbenlyse: Lånene fyldte statskassen med et snuptag – og de sikrede Jeltsin støtte fra landets rigeste, mest indflydelsesrige mænd.

Oligarkerne – den nye klasse af velhavere – kunne også se fidusen og investerede millioner af rubler. To af investorerne kontrollerede tilmed et par af Ruslands store TV-stationer, som belønnede Jeltsin med gratis reklame i valgkampen.

Præsidenten vandt valget med 54 pct. af stemmerne. Men sejren vakte ikke den effektive ingeniør Jeltsin til live. Hans sidste regeringsår blev præget af dårligt helbred, og nytårsaften 1999 trak Jeltsin sig fra præsidentposten. Som sin efterfølger udnævnte han Vladimir Putin, en bleg KGB-agent, som både Jeltsin og oligarkerne var sikre på, at de kunne styre...

Putin og Jeltsin

Jeltsin trådte tilbage nytårsaften 1999. Den nye præsident hed Vladimir Putin.

© Itar-Tass/Epa-Epa/Ritzau Scanpix

Alle tog fejl af embedsmanden Putin

Den tidligere KGB-agent Vladimir Putin vender i 1990 tilbage til Sovjetunionen og indleder en karriere som embedsmand. Med tiden ender han i præsident Jeltsins inderste kreds, hvor oligarkerne får øje på ham.

Uden at gøre meget væsen af sig løste Vladimir Putin sine opgaver – om han stod for Skt. Petersborgs borgmesters valgkampagne, blev leder af den russiske stats ejendomsadministration eller stod i spidsen for efterretningstjenesten FSB. Og imens samlede han viden om magtforholdene i landet.

I slutningen af 1990’erne var præsident Jeltsin helt i lommen på en lille gruppe selvbevidste rigmænd. Oligarkerne mente, at de bedste forretninger kunne gøres i den politiske verden.

Jeltsin ledte efter en arvtager og afprøvede tre mænd på posten som minister­præsident. Alle fejlede. Så tog han den nye FSB-chef, Vladimir Putin. Oligarkerne var indforståede – her var en mand, der i 10 år kun havde udført ordrer. Ham ville de nemt kunne styre.

Men de tog fejl. Efter bare fire dage blev den første oligark arresteret og Jeltsins datter fyret som præsidentiel rådgiver. Kort efter fik oligarkerne besked på ikke at blande sig i politik mere. Skat skulle de også betale.

Ruslands nye zar sikrer sin magt

Vladimir Putin har kaldt Sovjetunionens sammenbrud for “den største, geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede”. Siden år 2000 har han arbejdet på at genskabe imperiets position.

2000: En bro til Sovjet
Da Sovjetunionen gik i opløsning, var der ikke længere brug for nationalsangen med den pompøse melodi. Men den nye præsident, Vladimir Putin, får skrevet en ny tekst, der lovpriser russisk historie og traditionerne.

2001: Konsolideringen begynder
Præsidenten udbygger sin magtbase. Omvæltningerne i landet har kostet tusindvis af politibetjente, officerer og efterretningsfolk jobbet. De tænker som Putin – og han indsætter dem i provinsen og i forvaltningerne.

2002: En guttermand som Putin
Putin optræder gerne i medierne som judokæmper med sort bælte eller som skjorteløs rytter i den sibiriske natur. Årets hit er sangen “En mand som Putin”. Tre sangerinder ønsker sig en kæreste som ham, der ikke drikker og kan stå fast.

2003: Ny advarsel til oligarkerne
Mikhail Khodorkovskij ejer olieselskabet Lukos. Da han kritiserer den voksende korruption i landet, mister han sine mange milliarder og bliver idømt til 10 års fængsel for bedrageri. Nu ved de øvrige oligarker, hvad der sker, hvis de ikke makker ret.

2006: Medierne forstummer
Ruslands kritiske medier er blevet opkøbt eller lukket. Journalisten Anna Politkovskaja bliver skudt af ukendte gerningsmænd i Moskva. Datoen er den 7. oktober – Putins fødselsdag.

2006: Putins arm er lang
En afhoppet KGB-agent, der lever i eksil i London, bliver myrdet med Polonium. Den radioaktive gift efterlader et spor, der fører til Rusland.

2014: Historien som våben
Russiske styrker besætter det østlige Ukraine og Krim-halvøen. I en tale forklarer Putin, at Ukraine ikke er et land ved at henvise til den russiske historie.

2021: Opposition i fængsel
Hver gang russiske oppositionspolitikere ser ud til at true Putin, omkommer de eller forsvinder i fængsel. Senest er det sket for Aleksej Navalnyj, der overlever et giftattentat og i stedet har fået flere fængselsstraffe.

2022: Angrebet på Ukraine
Den russiske hær marcherer ind i Ukraine, der efter Putins opfattelse er russisk. Han har mere end antydet, at landet er det første i en række af lande, som brød ud af Sovjetunionen og nu skal erobres tilbage.