Katarina den Store kom til verden i 1729 og blev døbt Sophie.
Hun var prinsesse i det tyske miniput-rige Anhalt-Zerbst, der lå vest for Berlin og eksisterede fra 1544 til 1797. Ingen kunne forudse, at prinsesse Sophie en dag ville blive en af Europas mest magtfulde regenter.
Skønt hun blot var 10 år, besluttede Sophies forældre at forsøge at få deres datter gift med den russiske tronarving.
De blev tilskyndet til projektet af Preussens magtfulde konge, Frederik den Store, som kunne se fordelene ved at knytte Rusland tættere til tyskerne.
Lille Sophie blev derfor sendt til hoffet i Skt. Petersborg, hvor hun imponerede alle med sit intellekt og sine evner til at lære russisk i rekordfart.
Postordrebruden fra Tyskland konverterede til den russisk-ortodokse tro og fik i 1744 sit nye navn: Katarina.
Hun var nu 15 år gammel og tiltænkt en forholdsvis beskeden rolle langt fra magtens centrum:
Katarina skulle være fødemaskine for Romanov-dynastiet, men ægteskabet med Ruslands tronarving forløb langtfra som ventet.
1. Hendes mand elskede kun sit legetøj
Katarina blev som 16-årig gift med den jævnaldrende russiske tronarving, Peter.
Hun vidste godt, at han var barnlig og elendigt forberedt på at skulle overtage tronen, men præcis hvor galt det stod til, opdagede hun først på bryllupsnatten.
Her lå Katarina alene i sengen i timevis, og da den plørefulde gom omsider dukkede op, faldt han straks i søvn.
Andre nætter tog Peter sine legetøjssoldater med i seng og legede med dem i stedet for at vise sin hustru interesse.
Katarina indså, at hun var bedre kvalificeret til at regere Rusland, hvis chancen en dag skulle byde sig.
Aleksej Orlov var med til at sikre Katarina magten.
2. Hemmelig elsker sikrede hærens støtte
Da kronprinsen omsider viste tegn på en seksualdrift, kastede han sin kærlighed på en adelsdame ved hoffet. Katarina søgte trøst i en stribe affærer.
I 1762 arvede Peter tronen, hvilket han fejrede ved at sætte sin hustru i stuearrest og gennemføre en række upopulære reformer, som gav ham mange fjender.
Dem allierede Katarina sig med. Den vigtigste af dem var Aleksej Orlov, greve og officer i den russiske hær.
Sammen lagde de planer for at kuppe zaren og erstatte ham med Katarina.
Efter blot et halvt år udnyttede Katarina behændigt rygterne om sin mands barnagtighed og svage begavelse.
Grev Orlov myrdede zaren i fangenskab og sikrede, at hæren stod bag Katarina.
Det gule område blev erobret mellem 1768-74 og 1787-92.
3. Sejre fik riget til at vokse
Den russiske befolkning kaldte Katarina matusjka, der betyder Lille Moder, men officielt bar hun titlen kejserinde.
Hun fortsatte den ekspansion af Rusland, som var begyndt under Peter den Store (1682-1725), og hendes hære erobrede i alt et område på størrelse med Frankrig.
Især sejrene i syd var populære, for her havde osmannerne hærget i 300 år.
Titusindvis af russere var endt som slaver i sultanens rige – alene ét stort tyrkisk raid i 1769 var endt med, at 20.000 blev lagt i slavelænker.
Ved at erobre Sortehavskysten blev fremtidige slave-raids forhindret.
4. Rusland tog vigtige skridt fremad
Katarina udstedte talrige dekreter for at modernisere Rusland.
De første papirpenge blev indført, og Katarina inviterede dygtige bønder fra sin tyske hjemstavn til at slå sig ned i Rusland.
De lærte bl.a. russerne om mere effektiv hvededyrkning, og hvordan tobaksplanter skulle behandles.
I 1768 lod hun sig vaccinere mod kopper, så hendes undersåtter også turde.
Ingen forstod bedre vigtigheden af at have Ruslands højadel bag sig end Katarina den Store.
5. Katarina var snu
I 34 år sad Katarina på Ruslands trone, og under hende blev Rusland en europæisk stormagt.
At hun kunne herske så længe, skyldtes først og fremmest kejserindens forståelse for magtforholdene i sit enorme rige: Katarina ville gerne reformere Rusland, men kunne ikke risikere at få bojarerne – Ruslands magtfulde højadel – imod sig.
Hun sendte derfor sin store rådgivende kommission hjem, da den i 1766 foreslog at ophæve bøndernes slavelignende livegenskab.
Uden bøndernes hoveri ville bojarernes økonomi bryde sammen, og de ville med sikkerhed gøre oprør.
Til gengæld risikerede hun et bondeoprør, men det tog hun gassen ud af ved at give livegne bønder bedre muligheder for at klage over bojarernes misbrug af deres arbejdskraft.