Mens penslen glider over lærredet, må den unge prinsesse – 13-årige Sophie Augusta Fredericka – igen og rette på sig selv. Fra sin guvernante har hun fået at vide, at hendes spidse hage er et problem. Og stikker hagen for langt ud, vil fremspringet ødelægge det maleri, som portrætmaleren er ved at lægge sidste hånd på.
Sophie ved, at resultatet på lærredet er af største vigtighed, hvis hun vil finde en ordentlig mand. Et smukt portræt kan nemlig kompensere for det faktum, at hun er prinsesse i Anhalt-Zerbst – et ubetydeligt tysk fyrstedømme. På denne efterårsdag i 1742 kan hun dog næppe forudse, at hun vil ende som Ruslands største zarina gennem tiden: Katarina 2. – med tilnavnet “den Store”.
Som 13-årig fik prinsesse Sophie Augusta Fredericka malet sit portræt.
Peter lignede en retarderet
Sammen med et smigrende brev bliver portrættet kort efter sendt til Ruslands nye zarina, Elisabeth 1. Håbet er, at hun vil se med velvilje på et ægteskab mellem tronfølgeren Peter og Sophie. Glæden er derfor stor, da zarinaen i januar 1744 inviterer den nu 15-årige pige til det russiske hof.
Den 9. februar når Sophie til Moskva. Knap har hun fået skiftet tøj, før tronarvingen Peter bliver annonceret. For Sophie er mødet et chok: Den et år ældre Peter er langfjæset, har udstående øjne og en slasket mund. Hendes kommende mand ligner en retarderet, synes hun. Men Sophie kender sin plads og nejer ydmygt. Kort efter går salens dobbeltdøre atter op, og Sophie står foran Peters tante: Elisabeth 1.
Allerede i 1762 var Rusland verdens største land målt på areal. Men statsadministrationen var så elendig, at ingen kunne fortælle Katarina, hvor stort hendes rige reelt var. Det tal fik zarinaen dog snart styr på.
Sophie tør næsten ikke trække vejret, men zarinaen smiler venligt. Sophie er alt det, Elisabeth har drømt om: en sund og velfungerende fødemaskine, som skal sikre dynastiet arvinger.
Trods den venlige modtagelse er livet ved det russiske hof en prøvelse. Sophie bliver målt og vejet, og hun lærer hurtigt, at hun må tilpasse sig de russiske skikke for at blive accepteret. Den protestantiske Sophie kaster sig derfor over studiet af den ortodokse tro, så hun kan konvertere. Og hun lærer sig også russisk i eksprestempo. Om natten går hun rundt og gentager ord og bøjninger.
Størstedelen af sit liv tilbragte Ivan 6. i en celle – bl.a. i Schlüsselburg ved floden Nevas udløb.
Rival voksede op i fængsel
Under den kryptiske titel “Fange nr. 1” gemte zarriget på et af sine største problembørn – zar Ivan 6. Hvis den unge mand slap ud, kunne han true hele rigets sikkerhed.
Da Katarina overtog tronen i 1762, arvede hun samtidig problembarnet Ivan 6. Som spæd var han i 1740 blevet udråbt til zar, men da Elisabeth 1. – Peter 3.s tante – kuppede sig til magten, blev den under to år gamle Ivan gemt af vejen i en fangekælder. Hele sit liv var drengen uden kontakt med omverdenen – ikke engang sin egen familie fik han at se. En kort overgang overvejede Katarinas mand – zar Peter 3. – at lukke Ivan ud. Men efter et besøg i Ivans fangehul måtte Peter forkaste sin plan.
Livet bag tremmer havde forvandlet Ivan til en sindsforvirret stakkel, som ikke anede, hvem han selv var. Når han blev spurgt, svarede han stammende i halve, uforståelige sætninger. Trods Ivans tilstand var både Elizabeth 1., Peter 3. og Katarina den Store rædselsslagne for, at “Fange nr. 1” skulle slippe ud og samle en hær for at indtage sin plads på tronen. Derfor havde vagterne ordre til at dræbe Ivan, hvis nogen forsøgte at befri ham.
I vinteren 1764 blev den dybt forgældede løjtnant Vasilij Mirovitj udstationeret ved Ivans fængsel. Bitter over livets uretfærdighed begyndte Mirovitj at planlægge en befrielsesaktion – naturligvis mod en klækkelig belønning. Ved midnat den 5. juli 1764 forsøgte Mirovitj sammen med en flok mænd at befri Ivan, men vagterne gjorde deres pligt, og da Mirovitj nåede frem til Ivans celle, lå den unge mand i en blodpøl. Efter det mislykkede flugtforsøg blev Mirovitj henrettet.
Bryllupsnat blev en fiasko
Den 28. juni 1744 konverterer Sophie og bliver til Katarina Aleksejevna. Godt to måneder senere – den 21. august – står brylluppet. Da festen er slut, eskorteres Katarina til sine gemakker.
Katarina bliver klædt af og lagt i en kæmpe brudeseng, og alle forlader værelset. Overladt til sig selv stirrer Katarina på døren, hvorfra Peter skal komme. Men intet sker. Efter to timer er den unge brud på sammenbruddets rand:
“Skulle jeg stå op eller blive i sengen? Jeg anede det ikke”, skrev Katarina senere i sine memoirer.
Omkring midnat dukker Peter endelig op. Beruset kravler han op i sengen og falder snorkende i søvn. Vantro oplever Katarina stort set det samme hver nat.
Familierne udvekslede breve i ca. to år, før Katarina blev godkendt som Peter 3.s kommende hustru.
Efter et par måneder er Katarina stadig ikke gravid, og zarinaen begynder at vise sin misfornøjelse ved i andres påhør at anklage Katarina for ikke at passe sit ægteskab. Men den unge kvinde har slet ikke Peters interesse. I stedet leger tronarvingen med soldater af papmache.
Nogle nætter er hele brudesengen fyldt med legetøj, som den infantile Peter flytter rundt på, mens han med munden efterligner lyden af riffel- og kanonskud. En dag opdager Katarina forskrækket en død rotte, som hænger i en snor fra loftet. Peter forklarer, at rotten har spist af soldaterne og derfor er blevet henrettet ved en militærdomstol.
Rusland blev større og større
Rusland fik koloni i Amerika
Alaska var en russisk koloni og under Katarina blev den første bosættelse bygget på Kodiak Island i 1784. Handel med pelse en lukrativ forretning. Zarinaen havde ønsket et godt forhold til områdes oprindelige befolkning, aleutere, men tusinder blev dræbt.
Krim gav adgang til Sortehavet
Krim-halvøen og det sydlige Ukraine vandt selvstændighed fra Osmannerriget i 1774 med Ruslands hjælp. Men Katarina begyndte straks et stort koloniseringsprojekt i området, som hun i 1783 annekterede. Dette gav Rusland adgang til Sortehavet.
Polen blev ædt bid for bid
Polen var plaget af stormagternes krige. Katarina udnyttede landets svækkede stilling til i 1772, 1793 og 1795 at rane polske områder til sig – bl.a. Hviderusland og det baltiske Kurland. Efter 1795 var Polen fuldkommen slettet var Europakortet.
Et lille snit vakte sex-lysten
Trods sin mands manglende interesse ved Katarina, at fejlen ikke er hendes. For spejlet afslører en gryende skønhed:
“Jeg blev smukkere dag for dag. Jeg var høj og havde en fin figur”, erindrede hun senere. Forvandlingen bemærkes bl.a. af adelsmanden Sergej Saltykov, som gør stormkur og vinder Katarinas hjerte. Men forbindelsen er farlig.
Tronfølgerparret er jomfruer, og bliver Katarina gravid, vil skandalen være uden sidestykke. Rygter ved hoffet vil vide, at Peter lider af forhuds-forsnævring, hvilket kan gøre seksuel ophidselse smertefuld. Og ifølge en rapport fra en fransk diplomat er “storhertugen ikke i stand til at få børn pga. en hindring, som orientalske folk fjerner ved omskæring”.
Peter er rædselsslagen for indgrebet, men en aften drikker Saltykov den unge mand plørefuld, og derefter springer en læge til, som har stået parat i skjul. Indgrebet har den ønskede effekt, og snart kaster Peter sig ud i kærlighedens glæder – dog ikke med Katarina, men med en pukkelrygget og koparret adelsdame.
Lægens indgreb er næsten i sidste øjeblik, for under et år senere – den 20. september 1754 – føder Katarina resultatet af sin affære: sønnen Paul. Efter fødslen føler Katarina sig isoleret ved hoffet. Samtidig er hendes elsker begyndt at jage andre kvinder.
Men i stedet for at lade sig kue kaster storhertuginden sig atter ud i hoflivet, hvor hun smigrer diplomater og udenlandske repræsentanter – fx grev Stanislav Poniatovski. Katarina falder pladask for den unge polak, og for første gang oplever hun gengældt kærlighed.
Forholdet er en tålt, officiel hemmelig, men lykken varer kun et par år. I takt med sit skrantende helbred udvikler zarinaen nemlig en sygelig mistro mod den unge, begavede Katarina og henter hende en aften ind til forhør, alt imens Poniatovski forvises til sit hjemland Polen. Zarinaen bombarderer Katarina med spørgsmål, indtil hun klokken tre om natten er overbevist om Peters hustrus loyalitet.
Katarina skiftede elskere konstant
Skørtejægeren
Sergej Saltykov var den første af Katarinas mange elskere. Hans interesse for prinsessen blev efter sigende styrket, da han hørte, at hun stadig var jomfru. I sine memoirer antyder zarinaen, at Sergej var far til tronfølgeren Paul.
Den ambitiøse
Stanislav Poniatovski blev Katarinas yndling, da Saltykov havde mistet interessen. Han brugte især forholdet til at styrke sin position i det polske aristokrati. Adelsmanden blev til sidst forvist fra hoffet, men endte som polsk konge i 1764.
Den allierede
Grigorij Orlov blev Katarinas elsker inden kuppet, og de fik endda et barn sammen, uden zaren fandt ud af det. Orlov hjalp med kuppet, og zarinaen overvejede at gifte sig med ham, men stærke kræfter ved hoffet forpurrede det.
Vennen
Grigorij Potemkin var en russisk general, som besnærede zarinaen med sin styrke. Efter forholdets afslutning fortsatte venskabet. Potemkin fandt endda nye elskere til hende og tog sig til tider selv af “pligterne” i soveværelset.
Katarina blev hyldet af folket
Trods forskrækkelsen tænder forhøret Katarinas ambitioner. Zarinaens liv lakker mod enden, og alle anser Peter for at være en dumrian. Takket være sin elegance og sit vid bliver Katarinas navn ofte nævnt i krogene som en mulig arvtager. En samtidig diplomat beskriver hende som “stolt, graciøs og nobel. Hun har et udtryk som en regent”.
En af Katarinas største beundrere er løjtnanten og krigshelten Grigorij Orlov, som hun snart indleder en affære med. Takket være Orlov og hans fire brødre får Katarina værdifulde kontakter i militæret, og langsomt dannes en skjult hær bag den unge kvinde.
Den 25. december 1761 dør kejserinden, og Peter udråbes til zar. Men han gør sig straks upopulær ved at udskrive hårde skatter og tvinge kirken til at afgive formuer og privilegier. Samtidig har Peter sat Katarina i fangenskab på et slot uden for Sankt Petersborg, mens han selv muntrer sig med sin elskerinde.
“Så er det tid til at stå op. Alt er klar til at udnævne Dem til kejserinde!” En af Grigorij Orlovs brødre til Katarina den Store, 28. juni, 1762.
Da Peter den følgende sommer drager til sin sommerresidens, slår de sammensvorne til. Den 28. juni 1762 trænger Grigorijs bror ind i Katarinas fængsel og vækker hende med ordene:
“Så er det tid til at stå op. Alt er klar til at udnævne Dem til kejserinde!”
De to sniger sig ud, og kort efter går turen i strakt galop til Sankt Petersborg. Trods Orlov-brødrenes forsikringer om folkets støtte og hærens loyalitet er Katarina nervøs. Hun er en udenlandsk opkomling, mens Peter er russisk zar af blodet.
To dage senere bliver bekymringerne gjort til skamme. Under indtoget i Sankt Petersborg ringer kirkeklokkerne, mens Katarina omringes af soldater, som med vajende sabler og geværer taktfast råber den russiske hyldesttitel:
“Matusjka, matusjka!” – Lille Moder. Byens borgere myldrer ud på gaden og falder hengivent på knæ.
Katarina den Stores fik en ny royal krone fremstillet til hendes kronning – med 4936 indlagte diamanter.
Skænderi endte med mord
Men Katarinas triumf får hurtigt en plet. Peter er sat i husarrest, og sent om aftenen en uge senere modtager Katarina et brev fra Grigorij Orlov, som skriver:
“Peter begyndte at skændes med grev Feodor under middagen, og før vi kunne skille dem ad, var kejseren ikke mere”.
Trods de uldne vendinger er sagen klar. Orlov-brødrene har hjulpet Katarina af med hendes mand, men dermed gjort hende medansvarlig. Katarina lader sagen falde og meddeler i et officielt manifest, at Peter er død af hæmorider.
Den officielle forklaring lød, at Peter 3.s død skyldtes hæmorider. I virkeligheden blev han dræbt under et skænderi.
Forklaringen udløser ingen protester blandt russerne, som kun er glade for at slippe af med tyrannen, og Katarina kan derfor koncentrere sig om næste skridt, nemlig sin kroning.
Selv om Rusland efter årtiers ringe ledelse er bragt til tiggerstaven, ønsker Katarina at gøre ceremonien til en magtdemonstration, der vil give genlyd i hele Europa. Guldsmedene, som skal lave hendes krone, får tilsendt et halvt kg guld og 10 kg sølv, mens bundtmagerne skaber en kroningskåbe ud af ikke mindre end 4.000 hermelinskind.
Den 22. september 1762 bliver hun i Moskvas domkirke velsignet af ærkebiskoppen af Novgorod, og som 33-årig kan Katarina kalde sig “den mægtige prinsesse og frue Katarina 2., kejserinde og enehersker over alle russere”.
For at fornærme zarinaen fik Pugatjov lavet sit portræt oven på et maleri af Katarina den Store.
Kozak udfordrede zarinaen
Den forhutlede desertør Jemeljan Pugatjov satte det russiske rige i brand, da han påstod at være Katarinas afdøde mand – den afsatte zar Peter 3.
I sommeren 1774 stod navnet Jemeljan Pugatjov skrevet med flammeskrift over zarrigets himmel. Desertøren fra et kosakregiment påstod at være den afsatte zar Peter 3., som mirakuløst var genopstået 11 år efter sin død. De to mænd havde absolut ingen fysisk lighed med hinanden:
Mens Peter havde været høj, smalskuldret og talte dårligt russisk, var Pugatjov sortskægget, lavstammet og talte flydende russisk. Men det kunne de fattige russere ikke vide, eftersom de aldrig havde set den afsatte zar.
For Pugatjov handlede det om at styrte Katarina 2., men hurtigt udviklede opstanden sig til et oprør fra Ruslands laveste klasser. De var trætte af samfundets uretfærdige opdeling mellem den afsindigt rige adel og en ludfattig underklasse.
Fra 1773-74 drog Pugatjov og hans hær hærgende gennem Rusland og afbrændte byer og dræbte adelsfolk i hobetal. Under slagord som “Ud med den tyske kvinde” og bekæmp “Djævlens datter” erobrede Pugatjov i sommeren 1774 Kasan.
Da byen faldt, blev Moskva og Sankt Petersborg sat i højeste alarmberedskab. Et simpelt bondeoprør var ved at udvikle sig til en borgerkrig. Katarina 2. beordrede derfor sin hær ud for at stoppe vanviddet, og den 24. august 1774 led Pugatjov et knusende nederlag.
Kort efter blev Pugatjov forrådt af sine egne og ført til Moskva i et bur. Oprørslederen blev halshugget og parteret i 1775.
Ingen kendte Ruslands størrelse
Den unge zarina sætter sig straks for at reformere sit land og gøre det til en ny og oplyst stormagt. Opgaven er enorm, og Katarina må arbejde hver dag fra kl. seks morgen til langt ud på aftenen.
Først skal den slunkne statskasse fyldes, men opgaven bliver ikke nemmere af, at ingen kender antallet af skatteborgere. Under et møde i det russiske senat opdager Katarina forbløffet, at senatsmedlemmerne hverken kender størrelsen på Rusland eller dets befolkning.
End ikke senatets egen samling rummer et kort over Rusland. Katarina giver fem rubler til en tjener, som skynder sig over i Videnskabsakademiet for at købe et atlas.
Den falske prinsesse af Vladimir blev narret til Rusland, hvor en fængselscelle ventede på hende.
Falske arvinger plagede Rusland
I Katarina den Stores regeringstid fra 1762-1796 påstod ikke mindre end 16 forskellige personer, at de var den mirakuløst genopstandne zar Peter 3.
Også en påstået datter af zarina Elisabeth 1. – Peter 3.s tante – dukkede op i Europa. Den unge kvinde kalde sig skiftevis prinsesse af Vladimir, prinsesse af Asov og grevinde Pimberg og mente at være den retmæssige arving til tronen i Rusland. Eventyrersken fik en hurtig exit, da Katarina i november 1774 gav Aleksej Orlov ordre til at tage hånd om affæren.
Gennem flere smægtende kærlighedsbreve fik Aleksej overbevist den falske zarina om, at han selv og Katarinas højre hånd Grigorij Orlov troede på hende. Under løfte om bryllup lod kvinden sig lokke til Rusland, hvor hun blev smidt i fængsel. Her døde hun af tuberkulose.
Reformarbejdet keder Grigorij Orlov, og snart er han udskiftet med en anden støtte fra statskuppet, Grigorij Potemkin. I den 10 år yngre adelsmand får Katarina en livslang ven og rådgiver. Sammen udformer parret love og dekreter for bl.a. anlæg af veje og skibsværfter.
Rusland får handelsforbindelser med bl.a. Japan, mens hæren og flåden bliver moderniseret. Samtidig inviterer Katarina bønder fra sit hjemland Tyskland, som med moderne metoder skal lære russerne at dyrke de frugtbare jorder omkring Volga mere effektivt.
Under Katarina træder Rusland for alvor ind på den storpolitiske scene. Efter to succesfulde felttog tvinger de russiske hære osmannerne væk fra Krim og Sortehavet, og ved at sætte sin tidligere elsker Poniatovski som marionet på den polske trone får Katarina en magtbase i midten af Europa.
En af oplysningstidens store filosoffer, Denis Diderot, inspirerede Katarina til reformer.
Katarina moderniserede Rusland
I de godt 34 år Katarina den Store regerede Rusland, oplevede det enorme og tilbagestående land store forandringer. Zarinaen kæmpede for at reformere landet i oplyst og vestlig retning.
Katarina den Store var opsat på at trække sit rige ud af mørket og ind i oplysningstiden. Hun læste sig fx gennem en række værker af de franske filosoffer Voltaire og Denis Diderot – to oplysningsmænd, som agiterede for religions- og ytringsfrihed samt adskillelsen af stat og kirke.
De to filosoffer var mere end villige til at gennemlæse og kommentere den unge zarinas ideer til et moderne samfund. I 15 år korresponderede Katarina med Voltaire, som roste hende til skyerne for hendes reformarbejde og kaldte hende "Nordens Stjerne”.
For zarinaen var venskabet dog ikke uden bagtanker. Som kvindelig tronrager måtte hun legitimere sin position, og her vidste hun, at et nært forhold til Europas vigtigste meningsdannere ville være guld værd.
Sønnen var for dum til at herske
Arbejdet tager al Katarinas tid. Snart må hun opgive de lange rideture og at spadsere med sine hunde, og hendes livmål vokser eksplosivt. Hendes største problem er dog, at hendes søn Paul ikke virker egnet til at arve tronen. Paul udviser de samme stupide karaktertræk som sin officielle far: barnlighed og ligegyldighed over for statsanliggender.
Katarina beslutter derfor, at sønnen aldrig skal blive zar, og i et hemmeligt dokument udråber hun Pauls førstefødte søn, Aleksander, som sin sande arving. Dokumentet skal gemmes under lås og slå, indtil Aleksander er myndig.
Da Paul 1. kom på tronen, forsøgte han ihærdigt at forbedre Peter 3.s eftermæle, bl.a. ved at krone hans lig. Zaren nægtede at tro på rygterne om, at Peter 3. ikke var hans far.
Da den franske revolution bryder ud i 1789, går Katarina i chok over det anti-royale kaos, som opstår i Frankrig. For alt i verden må Katarina sikre slægtens magt over Rusland – bl.a. ved officielt at udnævne Aleksander til tronfølger.
Men Katarina klynger sig stædigt til magten, og da zarinaen rammes af et slagtilfælde og dør den 17. november 1796 – blot en uge før den officielle udnævnelse – er det for sent. Mod hendes vilje overtager den 42-årige Paul tronen.
Sønnen gør sig hurtigt upopulær hos adelen, og i marts 1801 bliver han myrdet. Efter mordet går Katarinas ønske endelig i opfyldelse, da den 23-årige Aleksander bestiger tronen.