Lenin sætter alt ind på at erobre magten

Lenin – den farlige bakterie

Det Rusland, som Lenin er på vej hjem til, er et land i opløsning. Måneden før – i marts (februar efter den russiske kalender) – har en revolution fordrevet zar Nikolaj 2. Romanov-slægtens 300 år lange styre er forbi, og en provisorisk regering har overtaget magten.

Men det nye styre er skrøbeligt, og Lenin ved, at hvis han vil gennemføre sin røde revolution i Rusland, skal det være nu. Som han selv siger det:

“Vi bliver nødt til at rejse. Også selvom det bliver gennem Helvede”.

Det helvede, Lenin taler om, er kejserriget Tyskland.

Sammen med Østrig-Ungarn har tyskerne indledt en blodig verdenskrig mod Storbritannien, Frankrig og Rusland. Især på østfronten er det gået godt for tyskerne, men de har brug for aflastning, fordi krigen mod franskmænd og briter på vestfronten kræver alle kræfter.

Ved at sørge for at sende Lenin hjem og skabe uro håber tyskerne på at destabilisere Rusland så meget, at landet må trække sig ud af krigen. Derfor har de givet ham lov til at rejse gennem Tyskland under diplomatisk immunitet.

Aftalen bliver senere kommenteret af den daværende britiske ammunitionsminister, Winston Churchill:

“Det var med en vis ærefrygt, at tyskerne rettede deres mest uhyggelige våben mod Rusland. De transporterede Lenin i en forseglet togvogn fra Schweiz til Rusland som en farlig bakterie”.

Churchill aner intet om, at det tyske udenrigsministerium også har investeret 26 millioner rigsmark i de russiske revolutionære for at sikre deres succes.

De første par timer af rejsen er stemningen i togvognen høj. Russerne spiser og synger, mens de passerer gennem Sydtyskland. Den eneste, der ikke deltager i festlighederne, er Lenin.

Som sædvanlig sidder han for sig selv med næsen begravet i en tyk bog, travlt beskæftiget med at studere kommunistisk teori.

Storebror bliver hængt ved daggry

For Lenin er menneskelige følelser som glæde et udtryk for svaghed, og venner har han egentlig ingen af. Han værdsætter sit eget selskab, og sådan har det altid været – som hans gamle gymnasielærer Fjodor Kerenskij noterede det:

“Vladimir Uljanov har en usædvanlig enspændernatur. Han er utilnærmelig og distancerer sig fra samvær, selv med sine bekendte”.

Drengen voksede op i trygge rammer i en stor søskendeflok med fire hengivne søstre og en storebror i den russiske provinsby Simbirsk i 1870’erne.

Faren var skoleleder, og bøger fik hurtigt pladsen som den indadvendte Vladimirs venner. Ni år gammel kom han på Simbirsks gymnasieskole.

To år senere blev Ruslands zar Aleksander 2. myrdet ved et bombeattentat, som skulle få store konsekvenser for Vladimir.

Zarens død betød, at Vladimirs storebror Aleksandr satte spørgsmålstegn ved Ruslands styreform og den autoritære ledelse, der gennemsyrede universitetet, han gik på.

I slutningen af 1886 sluttede Aleksandr sig til en gruppe studerende, der planlagde et bombeattentat mod den nye, strenge zar, Aleksander 3.

Det hemmelige politi, Okhranaen, nåede dog at forpurre gruppens attentatplaner, og den 20. maj 1887 blev gruppens bombemager Aleksandr hængt ved daggry.

Storebrorens død tændte et uudslukkeligt bål i Vladimirs sind. Han dykkede ned i storebrorens efterladte bøger og stiftede bekendtskab med den revolutionære litteratur. Som 17-årig var Lenin erklæret ateist og fuld af foragt for zaren.

I forsøget på at få sin søn til at opgive de farlige tanker sendte moren Vladimir til sit landsted ved byen Alakajevka, hvor han skulle arbejde som landmand.

Opholdet fik dog den stik modsatte effekt, for drengen nægtede at slide på marken. I stedet kastede han sig over filosoffen Karl Marx’ værk “Kapitalen”.

Blandt Vladimirs favoritter var også Sergej Netjajevs bog “Revolutionens katekismus”, der opremsede kravene til en sand revolutionær:

“Han har ingen egen-interesser, ingen egne sager, ingen følelser, ingen tilknytninger, ingen ejendom, ikke engang et navn. Alt i ham er helt opslugt af en enkelt interesse, én eneste tanke, én eneste lidenskab – revolutionen”.

LÆS MERE: Bliv klogere på forløbet og konsekvenserne af Den russiske revolution

Revolutionen fylder alt

De ord kom til at præge resten af Vladimirs liv – også under togrejsen gennem Tyskland i foråret 1917. De 32 russere har nu rejst i et par døgn, og stemningen i kupéerne er dæmpet betragteligt.

På trods af marxismens løfte om lighed for alle har Lenin og hans kone, Nadezjda Krupskaja, egen kupé.

Pladsen er trang, maden næsten sluppet op, og for at gøre ondt værre behandler Lenin sine medrejsende som uvorne børn på udflugt. Rygning, som Lenin anser for en styg vane, er forvist til toiletterne, og højlydt diskussion og sang er forbudt.

Som i ungdommen er revolutionen det eneste, der optager ham. Og trods beskedne evner som taler formår han alligevel at rive tilhørerne med, som den amerikanske journalist John Reed kunne bevidne:

“Han var en sær folkeleder – en leder med intellektets renhed, farveløs, uden humor, kompromisløs og uden spændende særheder – men med evnen til at forklare store tanker med jævne ord”.

Andre fortalte, at han trods sin tørre, akademiske fremtræden kunne gøre folk “vanvittige af begejstring”.

Ulykkelig og glad i Schweiz

De seneste år har Lenin kun haft mulighed for at drømme om revolutionen. Kort efter at han meldte sig ind i Ruslands Socialdemokratiske Parti i 1898, blev han taget til fange og sendt til Sibirien. Siden flygtede han til Tyskland og videre til Schweiz, hvor han med enkelte afbrydelser har levet frem til april 1917.

I eksil offentliggjorde han bl.a. skriftet “Hvad må der gøres?”, hvori han præsenterede sin idé om et topstyret parti bestående af fuldtidsrevolutionære, der skulle fungere som arbejderklassens fortrop. Sådan kunne partiet føre Ruslands befolkning mod revolutionen.

Tanker som denne skabte uro blandt Lenins kammerater i Socialdemokratiet og førte til, at hans tilhængerskare af bolsjevikker skrumpede ind til en beskeden flok, der levede spredt ud over Europa.

“Man er forbandet isoleret fra Rusland”, skrev Lenin til en af sine støtter. “Over det hele hviler uvirksomheden og dens nervøse, hysteriske, hæslige og ligegyldige atmosfære”.

I et mørkt øjeblik erkendte han over for sin hustru, Nadezjda, at revolutionen nok aldrig ville komme i deres levetid:

“Jeg har følelsen af, at vi er kommet her for at hvile i vores grav!”

Men hvis sandheden skulle frem, stortrivedes Lenin i Schweiz.

Penge sendte hans mor, der fik pension af den russiske stat, og selvom Lenin og Nadezjda kun havde råd til en beklumret baggårdslejlighed i Zürich, fik de mad på bordet.

Og hver dag efter morgenmaden kunne Lenin gå hen på Centralbiblioteket for at læse stabler af bøger. Når hjernen trængte til hvile, drog han op i bjergene for at vandre eller svømme i søerne.

En anden fornøjelse var de inspirerende møder med Inessa Armand, en fransk-russisk kommunist, som han indledte en langvarig affære med.

“Lenin elskede Inessa. Der var intet umoralsk ved det, for Lenin fortalte

Nadezjda alt”, forklarede parrets fælles ven Angelica Balabanoff.

Vejen er spærret af krig

Toget med Lenin ombord kan umuligt køre den direkte vej til Rusland via Polen, for her raser 1. verdenskrig fortsat. I stedet går turen mod nord.

Den 12. april 1917 – efter tre døgns bumletur gennem Tyskland – kan Lenin endelig forlade den trange togvogn i havnebyen Sassnitz for at gå ombord på færgen Drottning Victoria, der sejler ham til Trelleborg i det neutrale Sverige.

Dagen efter står de 32 russere i Stockholm, hvor de bliver modtaget med en stor middagsbuffet arrangeret af den svenske socialist Fredrik Ström.

Mens resten af rejseselskabet tager for sig af retterne, trækker Ström og Lenin sig tilbage for at drøfte situationen i Rusland.

“Du kan ikke slå zarens hær med bønner til de højere magter. Du bliver nødt til at have våben”, argumenterer Lenin over for sin politiske åndsfælle.

For ham er et væbnet oprør ikke en desperat, sidste udvej – det er den eneste mulige vej. Som han senere udtrykte det:

“Det er nødvendigt at forholde sig til enhver person og modstander uden sentimentalitet og sørge for altid at have en sten i sin slynge”.

I Stockholm når Lenin at købe lidt nyt tøj, så han bl.a. kan udskifte sin godt brugte bowler med en flad kasket. Derpå fortsætter turen mod nord til Haparanda i bunden af Den Botniske Bugt ved den svensk-finske grænse.

Haparanda er under 1. verdenskrig næsten den eneste åbning mellem Vesteuropa og Rusland. Derfor myldrer byen med hemmelige agenter og smuglere, der forsyner det krigshærgede Rusland med varer, det ellers er umuligt at opdrive.

Uantastet kører selskabet i kane over den tilfrosne Torne-elv til den finske by Tornio, hvor et nyt tog venter.

Endelig, sent om aftenen den 16. april 1917, ruller Lenins tog ind på stationen i Petrograd. Hundreder af nysgerrige er stimlet sammen for at få et glimt af den trætte partileder, der holder sin første dundertale til det russiske folk.