Lenins kup: Sådan forløb den russiske revolution

Lenin møder modstand fra kammeraterne

Næste dag mødes han med partikammeraterne. Stemningen er i bund, for kravet om en betingelsesløs fred med Tyskland er det rene landsforræderi – og en bolsjevistisk revolution på nuværende tidspunkt er vanvid, mener kammeraterne, der efter tur forsøger at tale Lenin til fornuft.

“Rent vrøvl”, slår én af dem fast. “Du har været væk så længe, at du har mistet kontakten med den russiske virkelighed”, glatter andre ud.

Partiavisen Pravda (Sandheden) skriver, at “kammerat Lenins overordnede skema forekommer os uacceptabelt”. I avisens chefredaktion sidder bl.a. Josef Stalin.

Ruslands venstrefløj er splittet op i mange grupper, og splittelsen rækker helt ind i Lenins parti. Selv blandt bolsjevikkerne står han næsten alene med sit krav om fred.

Kun den tyske efterretningstjeneste, der har investeret millioner af rigsmark i bolsjevikkerne, kan være tilfreds: “Lenins indrejse i Rusland er lykkedes. Han arbejder helt efter vores ønske”, melder agenterne hjem til Berlin.

I de følgende måneder skal Lenin skrive stakkevis af ideologiske artikler og råbe sig hæs på massemøder for at overbevise den russiske befolkning. Uden nævneværdig succes.

VIDEO – Se farvelagte optagelser af Lenin:

Rusland løber storm mod tyskerne

29. juni

Siden zarens fald i marts 1917 er Rusland blevet regeret af en såkaldt provisorisk regering, der skal forberede en forfatning. Men på grund af krigen ligger arbejdet stille.

Forsvarsministeren hedder Aleksandr Kerenskij, en 36-årig advokat med gode talegaver. Hans erklærede forbillede er kejser Napoleon – og helt i idolets ånd har ministeren forberedt en stor militæroffensiv, der skal vende krigen.

Hundredtusinder af soldater står parat til en stor-­offensiv mod tyskerne ved den ukrainske by Lviv. Offensiven har naturligvis et militært formål, men mindst lige så vigtigt er det for Kerenskij, at de russiske soldater får noget at bestille.

Lediggang kan give dem tid til oprørske tanker. I to dage beskyder russiske kanoner de tyske linjer, så de bliver møre.

2. juli

Kerenskij-offensiven er en overraskende succes – soldaterne stormer frem, beretter hovedstadsaviserne i Petrograd. Ved fronten er billedet noget mere kaotisk: De russiske soldater er udisciplinerede.

Nogle må kæmpe uden hverken våben eller støvler, andre tager midt under angrebet en improviseret pause for at plyndre et vodka-brænderi eller voldtage de lokale bondekoner.

Efter få dage har de tyske generaler organiseret et modangreb, og Kerenskijs offensiv bryder sammen. Hver dag deserterer 10.000 soldater, og troppereserverne når aldrig frem til fronten, fordi soldaterne kaprer deres tog og tvinger dem hjemad igen.

Ved fronten risikerer de russiske officerer livet, for det er blevet helt almindeligt, at deres egne soldater skyder dem.

Hjemme i Petrograd føler Lenin sig udbrændt efter de sidste måneders slid med at overbevise sine træge kammerater om den nødvendige fred.

Han tager toget til Finland for at holde ferie – bade og gå lange ture. Det var også sådan, han genvandt sine kræfter under eksilet i Schweiz.

16. juli

Den mislykkede offensiv har kostet omkring 200.000 russiske soldater livet, og efterfølgende er tyskerne trængt 240 km længere ind i Rusland.

Nyheden om den katastrofale offensiv udløser voldsomme demonstrationer i Petrograd. Matroserne fra flådebasen Kronstadt ude i Den Finske Bugt myldrer ind i hovedstaden for at protestere.

Det eneste, den rasende folkemængde mangler for at vælte regeringen, er en leder. En af matroserne får øje på bolsjevikken Lev Trotskij og brøler: “Tag dog magten, når du har den, din horeunge!”

Tiden er bare ikke moden

Petrograd står på randen af en revolution – men det er den forkerte revolution, ved Lenin.

17. juli

Lenin må afbryde sin ferie og haste tilbage til Petrograd. Raseriet koger i ham, og han nægter at hilse på nogen af kammeraterne.

Foran partihovedkvarteret står tusinder af russere klar til at gennemføre revolutionen. Lenin behøver bare at sige til, men han følger sin egen plan.

“Vi har altid tilstræbt, at revolutionen skulle gå fredeligt til”, råber Lenin for at dæmpe gemytterne.

Folkemængden er målløs. I måneder har Lenin agiteret for revolutionen – og når den endelig er her, vil han ikke! Skuffet lunter alle hjemad.

De færreste forstår, hvorfor Lenin ikke slipper folkets tøjlesløse raseri løs denne dag: En revolution, som ikke er startet af bolsjevikkerne, vil berøve partiet mulighed for at sætte sig på magten.

Folkets tillid til bolsjevikkerne har nået sit absolutte lavpunkt, og den provisoriske regering tør indlede klapjagten på de revolutionære. Lenin flygter til Finland.

Næste morgen kan en avis fortælle, at bolsjevik-lederen i virkeligheden er en tysk agent betalt af kejser Vilhelm, for at han skal undergrave Rusland.

Håndfaste beviser har avisen dog ikke – de bliver først fundet i arkiverne efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

21. juli

Trods den katastrofale offensiv mod tyskerne gør krigsminister Kerenskij karriere. Med hjælp fra de moderate socialister stiger han op til posten som premierminister og kan hver nat sove i zarens seng i Vinterpaladset.

Petrograd er fortsat Ruslands førende by med forretningsstrøg, restauranter og teatre. Få gader derfra lever arbejderne på sultegrænsen. Det er deres lod i livet at stille op som kanonføde i den uendelige krig.

Men noget er ved at ske, bemærker den amerikanske journalist John Reed, der er i Rusland for at følge udviklingen efter februarrevolutionen: De fattige vil ikke være med mere.

I restauranter mødes gæsterne af skilte som “Drikkepenge modtages ikke!” eller “Bare fordi en mand arbejder som tjener, er der ingen grund til at fornærme ham med drikkepenge!”.

Tjenestepigerne i de fine hjem er også begyndt at brokke sig. De nægter at slide på deres fodtøj, mens de venter i køen foran en fødevarebutik. Et par nye sko koster 100 rubler, og månedslønnen er bare på 35 rubler.

LÆS MERE: Bliv klogere på forløbet og konsekvenserne af Den russiske revolution

9. august

Premierminister Kerenskij forveksler sin flotte titel med reel magt – en magt, han frygter at miste til hærføreren Lavr Kornilov.

Under et kabinetsmøde i Vinterpaladset orienterer premierministeren om, at general Kornilov er i færd med et militærkup.

Sandt er det ikke – generalen vil i virkeligheden beskytte regeringen mod de venstreorienteredes oprør. Men sagens rette sammenhæng drukner i den ophidsede atmosfære.

Kornilov bliver fyret, og alle ministre træder tilbage. Kerenskij er nu Ruslands enehersker.

10. september

Af alle skældsord er “kontrarevolutionær” det værste i Rusland. Under februarrevolutionen har befolkningen afsat zaren – og enhver, der mistænkes for at ville skade revolutionen, bliver stemplet som paria.

General Kornilov er ligeglad. Han vil ikke finde sig i fyringen og sender tropper mod Petrograd for at vælte eneherskeren.

Borgerskabet jubler ved udsigten til en fast hånd i Rusland, og som bevis på optimismen stiger aktiekurserne. Men Kornilov undervurderer modstanden, for alle socialistiske partier stiller sig på Kerenskijs side for at redde februarrevolutionen.

Jernbanearbejdere stopper Kornilovs troppetransporttog, hvor bolsjevikkernes agitatorer hopper ombord og sørger for, at soldaterne skifter side.

Redningen af februarrevolutionen afføder en kolossal folkelig støtte til bolsjevikkerne – til gengæld har de borgerlige, magtkampens tabere, mistet al troværdighed. Lenin gemmer sig fortsat i Finland og tænker over revolutionen.

Lenin køber en paryk

Krigen har udmarvet Rusland, men ingen tør sige, at fred er den eneste løsning. Kun Lenin står fast – og nu sniger han sig tilbage til Rusland.

8. oktober

Kerenskij danner igen en ny regering. De moderate socialister får flere ministerposter, men ­samarbejdet udvikler sig til en katastrofe.

Nu har både socialister og borgerlige mistet befolkningens respekt; kun bolsjevikkerne står uplettede tilbage. Rusland er ved at være klar, mærker Lenin.

23. oktober

Bolsjeviklederen er tilbage i Petrograd og må snige sig til møde i partiets centralkomité. Politiet leder stadig efter ham, og for ikke at blive genkendt bærer han en gråhåret paryk, når han går på gaden. Lenins krav til centralkomitéen er revolution. Nu.

De moderate omkring bordet ønsker forhandling med de andre partier. Debatten raser i flere timer – indtil Lenin skærer igennem.

På et stykke papir skriver han sin resolution: “Den væbnede opstand er uomgængelig, og tiden er moden”.

30. oktober

Kabinetsmøde i Vinterpaladset. Indenrigsministeren kan fortælle, at bolsjevikkerne forbereder en opstand, der vil finde sted den 5. november. Ministrene ved, at deres regering er for svag til at stoppe bolsjevikkerne.

I stedet beslutter de at afvente dagen og slå til, når oprørerne har vist deres sande hensigter. Sådan vil regeringen også vinde ny støtte i befolkningen, lyder logikken.

2. november

Krigsministeren meddeler, at hæren ikke længere er kampduelig. Han foreslår at indlede fredsforhandlinger med tyskerne – på den måde er det også muligt at stjæle bolsjevikkernes vigtigste politiske løfte.

Kerenskij afviser, krigen skal fortsætte. Han sætter sin lid til, at en hær frontsoldater vil komme regeringen til undsætning om nogle få timer.

Indtil da samler han de sidste regeringstro reserver, Petrograd har at byde på: officers-aspiranter, et regiment af sårede soldater samt en kvindebataljon på 200. I alt 3.000 soldater til at beskytte Kerenskij og kimen til et demokrati i Rusland.

5. november

Tidligt om morgenen kalder Trotskij de ledende partifunktionærer til Smolnyj-instituttet, hvor bolsjevikkerne har indrettet deres hovedkvarter. Lenin gemmer sig stadig i en lejlighed nord for Neva.

Partiets militære revolutionskomité beslutter at udstede “Ordre nr. 1”: “Petrograd-sovjetten er i største fare. I befales hermed at gøre jer kampklare og afvente videre ordrer”.

Ombord på panserkrydseren Aurora kender officererne alt til matrosernes revolutionære holdninger. For en sikkerheds skyld kommanderer de skibet til søs, væk fra Petrograd.

Men matroserne gør mytteri; Aurora skal blive i byen. Kerenskij er synligt udmattet af de seneste dages krise, men et raserianfald kan han stable på benene, da han råber til sine ministre, at regeringen nok skal klare oprøret.

Som en forholdsregel har han beordret alle broerne over Neva-floden klappet op. Sådan kan han effektivt spærre for al trafik mellem de store arbejderkvarterer nord for floden og regeringshovedkvarteret på den sydlige bred.

Imens går livet videre i Ruslands hovedstad. Aleksandrinskij-teatret viser en nyopsætning af “Ivan den Grusommes død”. Bedsteborgere er ude at spadsere i den milde aften.

En løgn sikrer revolutionen

Lenin har hverken folkets støtte eller kontrollen over Vinterpaladset, da han udråber sejren.

7. november

I tre uger har Lenin gemt sig – bolsjevikkerne turde ikke risikere, at deres leder blev anholdt inden opstanden. Men Lenin er utålmodig, og denne aften vil han ikke vente længere.

Han ifører sig paryk og binder en klud rundt om hovedet – som om han har en tandbyld. Sammen med sin finske livvagt, Eino Rahja, sniger han sig gennem gaderne. Et møde med politiet vil være fatalt.

Da de ser en sporvogn, springer de på og kører til Finlandsbanegården. Nu skal de over broen, der bliver kontrolleret af den provisoriske regerings soldater.

Heldigvis er der vagtskifte, så de to mænd slipper uantastet over. Herfra skal de blot gå et par km til Smolnyj-instituttet. Gadelyset er sparsomt, for byen frygter luftangreb fra tyske zeppelinere – og desuden mangler kraftværkerne kul.

Engang var Smolnyj-instituttet en skole for unge adelsfrøkener. Nu er lokalerne overtaget af mænd i tunge støvler. Luften er tyk af cigaretrøg og urin. Udenfor brænder bål, som de bevæbnede rødgardister kan varme sig ved.

Lenin bliver afvist af en ung portvagt – han har et forældet identitetskort, påpeger vagten. “Du nægter et medlem af Petrograd-sovjetten adgang!” advarer Eino.

Bag dem danner der sig en kø af utålmodige bolsjevikker, der vil ind. Vagten bliver distraheret, så Lenin kan smutte ind.

Det er første gang, han er i Smolnyj, så han må søge længe rundt på gangene, indtil han står i værelse 10, hvor den militære revolutionskomité holder til.

“Noget nyt?” spørger han de overraskede kammerater. Stemningen stiger mærkbart, da Lenin dukker op. Kort forinden var de forsamlede ubeslutsomme og rådvilde. Nu gjalder det gennem gangene: “Kup, nu!”

Lenin går ind i værelse 36, hvor partiets topfolk sidder i møde om etableringen af den kommende bolsjevik-regering – “minister” lyder for borgerligt, mener mange af dem.

“Hvad med folkekommissær?” foreslår Trotskij.

“Folkekommissær – det kan jeg lide!” udbryder Lenin. “Og hvad kalder vi regeringen?”

“Folkekommissærernes råd!”

“Storartet! Det har lugten af revolution”, afgør Lenin. Under samme møde foreslår han, at Trotskij skal være regeringsleder, mens han selv fortsætter som partiformand.

“Du ved, at en jøde ikke kan være regeringsleder i Rusland”, svarer Trotskij, der er døbt Bronsjtejn og nedstammer fra ukrainske jøder. “Og for øvrigt ville du altid være uenig med mig. Du er lederen. Det skal være dig!” De forsamlede stemmer alle på Lenin.

I løbet af natten får bolsjevikkerne kontrol med Neva-broerne. Trotskij skønner, at bolsjevikkerne har 25.000-30.000 loyale mænd i gaderne – det reelle tal er snarere 10.000.

De bygger barrikader i gadekryds og tager kontrol over banegårde, elværker og telefon- og telegrafcentraler.

Kl. 3.30

Matroserne på panserkrydseren Aurora har afsat deres kaptajn. Nu vil de styre deres skib ind i begivenhedernes centrum ved at sejle helt frem til Vinterpaladset.

Kaptajnen ved, at mændene ikke kan manøvrere skibet, og for at redde skibet fra et havari tilbyder han personligt at bringe Aurora uskadt frem til målet.

Kl. 6.00

Uden at møde modstand indtager 40 matroser den russiske nationalbank. Kerenskijs regering er isoleret i Vinterpaladset – uden telefon- eller telegramforbindelse.

Premierministeren er træt af at vente på, at hovedstaden bliver undsat af regeringstro tropper. Han beslutter sig for selv at hente dem.

På slotspladsen holder 30 biler, men ingen af dem kan køre. Ikke engang en taxa kan han få fat i.

Kl. 10.00

Lenin regner fast med, at bolsjevikkerne har indtaget Vinterpaladset ved frokosttid. Han sætter sig ved skrivebordet for at forfatte det manifest, der skal offentliggøres ved magtovertagelsen.

“Til Ruslands indbyggere! Den provisoriske regering er væltet. Statsmagten er i hænderne på Organet for Petrograds Råd for Arbejder- og Soldater-deputerede”, skriver han.

Kl. 11.00

Omsider er det lykkedes Kerenskij at låne en Renault hos den amerikanske ambassade – han må dog love at levere den tilbage.

I krigsministeriet står desuden en åben sportsvogn. Benzinen bliver skaffet fra et nærliggende hospital, og endelig kan Kerenskijs lille kortege forlade byen.

Premierministeren sidder i sportsvognen, da bilerne kører gennem byen. Hans mål er byen Pskov, 280 km mod syd, hvor det militære hovedkvarter ligger. Tilbage i Vinterpaladset venter regeringen.

Ved frokosttid træder ministrene sammen. Stemningen er trykket, men alle nægter fortsat at overgive sig.

Kl. 12.00

Denne dag skal Den Alrussiske Sovjet træde sammen i Smolnyj-instituttets festsal. 670 arbejder- og soldaterrepræsentanter er kommet fra hele landet.

At bolsjevikkerne har indledt revolutionen, er de uvidende om. Lenins plan er, at han vil træde op på talerstolen og meddele, at regeringen er væltet.

De fuldbyrdede kendsgerninger skal vinde forsamlingen over på bolsjevikkernes side. Men tidsplanen skrider. Lenin traver utålmodigt frem og tilbage, mens han bjæffer sine ordrer ud.

Sejren trækker ud, og Lenin må meddele, at han først kan gå på talerstolen kl. 15. Det giver bolsjevikkerne tre timers frist.

Alt står på vippen, ved Lenin. Han har iværksat sit kup mod regeringen i rådets navn, men han råder kun over 300 stemmer – flertallet består af mere moderate socialister.

Kl. 15.00, Vinterpaladset

Den amerikanske journalist John Reed vil forsøge at tale med regeringen i Vinterpaladset. Han vifter med sit pas foran portvagten og siger:

“Officielt ærinde!” Mere skal der ikke til – døren går op, så Reed og hans hustru, Louise, kan træde ind. En af paladsets livré-klædte tjenere tager endda imod deres overtøj.

“For enden af korridoren var et stort, udsmykket rum med forgyldt stuk og enorme krystallysekroner. På begge sider af parketgulvet lå rækker af beskidte madrasser og tæpper, hvorpå soldaterne lejlighedsvis kunne lægge sig. Overalt var der affald – cigaretskod, stumper af brød, tøj og tomme flasker med dyre, franske etiketter”, noterer Reed.

Det er blevet sent, så den lille gruppe forlader paladset for at spise aftensmad. De får et bord i Hotel France.

Midt under forretten anmoder tjeneren dem om at skifte bord, idet man forventer en del skyderi ude på gaden.

Kl. 15.00, Smolnyj-instituttet

Lenin kan ikke holde Den Alrussiske Sovjet hen længere. Han beslutter sig for at gå på talerstolen med en løgn – uden at bolsjevikkerne har erobret paladset, konstaterer han, at oprørerne har sejret:

“Den sag, som folket har kæmpet for – nemlig en demokratisk fred, afskaffelsen af ejendomsretten til jorden, arbejdernes kontrol med produktionen og etableringen af sovjetternes styre – er gennemført. Længe leve soldaternes, arbejdernes og landarbejdernes revolution!”

Da Lenin vender tilbage til sit kontor, er han så dampende rasende, at han befaler, at kanonbatterierne på Peter-Paul-fæstningen skal beskyde Vinterpaladset.

Intet sker. Kanonerne er ikke blevet vedligeholdt i månedsvis, og i øvrigt kan ingen finde ud af at betjene dem. Ammunition er i øvrigt ikke til at opdrive netop denne dag.

Soldaterne evner heller ikke at hejse det aftalte tegn til oprør – en rød lanterne øverst i en flagstang – for ingen kan finde en rød lanterne i fæstningens gemmer.

I Smolnyj-instituttet koger Lenin af vrede, stemmelejet er skingert, og på et tidspunkt truer han med at skyde alle.

Kl. 18.15

Flere officersaspiranter og soldater forlader Vinterpaladset og tager deres våben med. Nu er der blot 300 soldater tilbage til at forsvare regeringen.

Kl. 18.30

Ministrene går til middag, rødbedesuppe og dampet fisk med artiskokker. 10 minutter efter indløber et ultimatum fra bolsjevikkerne:

“I Den Militære Revolutionskomités navn opfordrer vi den provisoriske regering og dens tropper til at kapitulere. I har 20 minutter – derefter vil vi omgående åbne ild”.

Ministrene løber tilbage til Malakit-værelset i paladsets vestlige fløj. Værelset har navn efter de grønne søjler af mineralet malakit, der pryder værelset. Engang brugte zarinaen det som tegneværelse.

Nu fungerer det som regeringens møderum. Fra vinduerne har ministrene udsigt over Neva og Peter-Paul-fæstningen på den modsatte bred. Foran dem ligger panserkrydseren Aurora med hævede kanonrør.

“Hvad sker der, når Aurora åbner ild mod paladset?” spørger en minister nervøst.

“Det vil blive forvandlet til en ruin”, svarer en admiral.

Angreb med løst krudt

Selv efter Lenins kup tror russerne ikke på ham – de forventer at han snart er væk igen.

Kl. 19.00

John Reed har billetter til balletforestillingen i Mariinskij-teatret, men dramaet om Petrograd er meget mere spændende for den amerikanske journalist.

Promenadegaden Nevskij Prospekt er fuld af mennesker på aftentur. Lastvogne med rødgardister kører hid og did, mens velhavere i pelsfrakke truer ad dem med knyttede næver.

Kl. 21.40

Panserkrydseren Aurora affyrer et enkelt skud – med løst krudt. Drønet kan høres i hele byen, og ministrene i Vinterpaladset kaster sig ned på gulvet, mens soldaterne i kvindebataljonen begynder at skrige.

For at berolige dem bliver de ført til et afsides gemak. 20 minutter senere begynder kanonerne på Peter-Paul-fæstningen endelig at skyde.

Hovedparten af de 36 granater rammer forbi Vinterpaladset, men en enkelt slår ned i facadepynten på etagen over Malakit-værelset. Ministrene forstår omsider, at enden er nært forestående.

På samme tid vover en lille deling rødgardister sig omsider ind i Vinterpaladset og begynder at gennemsøge de i alt 1.500 værelser.

I årene efter vil angrebet blive skildret som et blodigt stormløb, men i realiteten møder bolsjevikkerne ingen modstand på deres vej gennem paladset. Kl. 2 om natten er ministrene endelig fundet og under arrest.

Kl. 02.00

Mødet i Den Alrussiske Sovjet er stadig i gang i Smolnyj-instituttet. I tale efter tale protesterer de moderate socialister mod bolsjevikkernes kup. Socialisterne vil ikke have nogen andel i det, meddeler de.

Kuppet er ved at kollapse, ved Lenin. Så indtræffer miraklet, som han ikke kunne forudse: Alle hans modstandere beslutter at forlade mødet i protest – og med deres udmarch vil rådet ikke længere være beslutningsdygtig.

Tror de. Men magten bliver i salen, hvor Trotskij nu springer op på talerstolen for at råbe ukvemsord efter dem: “I er elendige enekæmpere, I er fallenter. Jeres rolle er forbi. Gå hen, hvor I fra nu af hører hjemme – på historiens losseplads!”

Vinterpaladset er erobret, og plyndringerne begynder. Det mest populære bytte er flaskerne i zarens vinkælder. Først bliver en deling betroede rødgardister afset til bevogtningsopgaven, men de drikker sig omgående fulde.

En ny deling afløser dem – de drikker også løs. Uvurderlig vin fra Katarina den Stores tid får slået halsen af og hældes i gabet på soldaterne.

Vagtlederen ser ingen anden mulighed end at oversvømme kælderen – men brandmændene, der skal udføre ordren, kaster sig også over flaskerne.

VIDEO – Se en sovjetisk propagandafilm genskabe stormen på Vinterpaladset:

8. november

Morgenen efter bringer Petrograds aviser nyheden om kuppet. Avisernes dom er entydig: Bolsjevikkerne kan umuligt holde på magten. “Kaliffer for en time!” afgør én avis. “Denne regering bestående af en hoben svindlere vil ikke bestå længe”, forudser en anden.

Alle tror, at nattens kup kun er et øjeblik i Ruslands lange historie, og at bolsjevikkerne må give op over for det næste hold fantaster.

Selv kupmagerne tvivler; mange bærer altid en pakket kuffert med sig, så de kan flygte i en fart.

Kun Lenin forstår, at kampen om Rusland først lige er begyndt. Som det første indfører han censur: “Den borgerlige presse er et våben, der er lige så farligt som de bomber og kanoner, der er rettet mod os”, forklarer han.