Nikita Khrusjtjov går amok i Hollywood

Præsident Eisenhower byder velkommen

Tirsdag 15. september 1959 kl. 13: På Andrews Air Force Base nær Washington, D.C., står præsident Eisenhower klar til at modtage sin gæst.

Skyer af mørkeblå røg vælder op fra flydækkene, da piloten sætter bremserne i. Tupoleven har klaret turen uden problemer og taxier majestætisk hen til modtagelseskomitéen. Her bugserer en skare militærfolk en kæmpemæssig trappe, specialkonstrueret til verdens højeste fly, hen til døren.

Bredt smilende træder Khrusjtjov ned på amerikansk jord og trykker hånden på sin vært. “Velkommen til USA, hr. statsleder”, hilser præsident Dwight D. Eisenhower.

Den vestlige verdens leder ligner – ifølge journalisterne, som dækker den verdenshistoriske begivenhed – en mand, der har fået uvelkomment besøg af sine svigerforældre.

Khrusjtjov er til gengæld i sit es. Hans blå øjne gnistrer om kap med to guldmedaljer på brystet, og smilende letter han på hatten og gør honnør til paraden af soldater, som står i geledder på hver side af den røde løber. Efter at Eisenhower har holdt en formel tale og betonet, at “vores fælles mål er universel og varig fred”, tager Khrusjtjov ordet.

“Umiddelbart før dette møde, hr. præsident, har sovjetiske forskere, ingeniører, teknikere og arbejdere glædet vores nation ved at sende en raket til Månen. Vi er ikke i tvivl om, at de fremragende forskere, ingeniører og arbejdere i USA på et tidspunkt også vil sende en raket til Månen. Til den tid vil det sovjetiske fartøj, Månens gamle indbygger, byde Deres fartøj velkommen”, driller sovjetlederen, som refererer til rumsonden Luna 2.

I en kæmpetriumf for Sovjet i rumkapløbet mod USA har Luna 2 som det første menneskeskabte objekt ramt Månens overflade blot to dage tidligere – 13. september 1959.

Amerikanere i larmende stilhed

Tirsdag 15. september kl. 15: Omkring 200.000 amerikanere er på gaden for at få et glimt af Khrusj­tjov, da han i åben limousine tilbagelægger den 25 km lange strækning til Washington, D.C.

Som i en skruestik sidder Eisenhower klemt inde mellem det trinde Khrusjtjov-ægtepar på bagsædet af den Lincoln-limousine, der skal køre statslederne til Blair House – præsidentens gæstehus i Washington, D.C.

Eisenhower smiler stramt, men Nikita og Nina vinker fornøjet til kødranden af mennesker, der har taget opstilling langs ruten. Menneskemængden er forbløffende tavs. Ingen jubler, ingen råber, aldrig har så mange støjet så lidt.

“Folk kigger på os, som om vi er en slags særlinge”, funderer Khrusjtjov under køreturen.

Den amerikanske journalist David Lawrence har en noget mere dyster forklaring: “Den besynderlige stilhed er en spontan reaktion fra mennesker, der frygter, at den mand, de betragter, en dag kan finde på at trykke på en knap og indlede en krig”.

Fedt svin får klap i numsen

Onsdag 16. september kl. 9.30: Under sit besøg i USA drager Khrusjtjov på rundrejse til forskellige stater. Denne dag byder på et besøg på et statsligt forsøgslandbrugscenter i Beltsville, Maryland.

Planters reaktion på lys. Frugt og grøntsagers vækst under indflydelse af kemisk stimulation. I timevis lytter Khrusjtjov til forskerforedrag om USA’s fremskridt inden for landbruget. Den jetlagramte statsleder kæmper for at holde øjnene åbne og undertrykke sin gaben, og da rundviseren foreslår en tur udenfor for at få lidt frisk luft, liver han gevaldigt op.

Med en hale af pressefotografer efter sig aflægger den prominente gæst besøg i en grisesti, hvor en flok enorme svin vralter rundt. Khrusjtjov klapper et af dyrene på bagen.

“Den er alt for fed”, slår han fast.

Rundviseren forsikrer ham om, at kødet er magert, og beder en forsker om at foretage en fedtmåling, så Khrusj­tjov kan få syn for sagen. Men forsøget på at sætte måleapparatet på grisens ryg slår fejl.

“Den vil holde sit fedt hemmeligt. Den skammer sig sikkert”, griner Khrusjtjov velfornøjet.

Et par minutter senere fremviser rundviseren en lille, hvid kalkun. Den kødfulde fugl er centerets stolthed, fremavlet specielt til middagsbordene i små husstande.

“Det er det, I får ud af at være så rige og fede. Så begynder I at lede efter små kalkuner”, gnægger Khrusjtjov.

“Jamen, det er det, amerikanerne ønsker, så vi giver dem det”, forklarer rundviseren, hvortil Khrusjtjov svarer:

“I Sovjet forsøger vi at gøre vores kalkuner større”.

Afslag på et glas vodka

Onsdag 16. september 1959: Senatets udenrigskomité har inviteret Khrusjtjov til en kop te ved et uformelt besøg på Capitol Hill i Washington, D.C.

Khrusjtjov har skiftet mening, da han når Kongressen:

“Nej tak, jeg har alligevel ikke lyst til te. Det er vanskeligt at drikke og tale samtidig”, forklarer han ved ankomsten.

“Jamen, vi kan da også finde noget vodka – eller whisky, hvis De foretrækker det”, tilbyder komitéens formand, senator J. William Fulbright, men Khrusjtjov afslår:

“Det er en misforståelse at tro, at russere har hang til vodka. Hvis de udelukkende drak vodka, ville de ikke have tid til at sende raketter til Månen”.

Forretningsfolk får tilbudt job i Sovjet

Torsdag 17. september kl. 20.00: Khrusjtjov og hans følge har taget toget til New York. Efter en dag med et tætpakket program er sovjetlederen æresgæst ved en middag for forretningsfolk i balsalen på hotel Waldorf Astoria.

Den fornemme sal er stuvende fuld. Omkring 2.000 medlemmer af The Economic Club of New York – “en af historiens største koncentrationer af kapitalister” ifølge avisen The New York Times – er mødt op denne aften for at høre den sovjetiske gæst holde tale.

Khrusjtjov forspilder ikke en chance for at fremhæve kommunismens velsignelser:

“I forhold til 1913 er den industrielle produktion i Sovjetunionen øget 36 gange – mod kun fire gange i jeres land”, forklarer den sovjetiske generalsekretær.

“Sidste år uddannede vi 94.000 ingeniører, mens I uddannede 34.000”, konstaterer han efterfølgende og begynder at udbrede sig om den enorme arbejdsløshed i USA.

Storsmilende tilbyder han hele forsamlingen af habitklædte forretningsfolk et job i Sovjetunionen:

“I vil få en god løn og en lige så god stilling som i noget firma herovre. Vi sætter stor pris på dygtige folk, og hvis nogen herinde ønsker at være med til at skabe socialisme i vores land, skal vedkommende være velkommen til at ringe til mig på mit hotel, så finder vi ud af noget”, lover Khrusjtjov og bliver mødt af en bølge af latter fra de forsamlede forretningsfolk i salen.

En skyskraber er en skyskraber

Fredag 18. september, sidst på eftermiddagen: Khrusjtjov er på sightseeing i New York. Han eskorteres af hundredvis af motorcykelbetjente.

Efter at have lagt vejen forbi bl.a. Brooklyn Bridge og New Yorks børs stopper Khrusjtjovs limousine foran den 381 m høje Empire State Building.

Den spektakulære udsigt gør dog ikke synderligt indtryk på Khrusjtjov:

“Når du har set én skyskraber, har du set dem alle. Men én god ting er der trods alt ved at tage op i New Yorks højeste bygning: I det mindste er luften frisk deroppe. Generelt set har New York ellers et fugtigt, ubehageligt klima, og luften er forurenet”.

Aflysning får Khrusjtjov til at koge over

Lørdag 19. september kl. 12.00: Khrusjtjov er ankommet til Los Angeles, hvor filmselskabet 20th Century Fox byder på frokost i Hollywood.

En tur til Disneyland står højt på familien Khrusjtjovs ønskeliste. Men umiddelbart inden besøget hos 20th Century Fox har byens politichef, William Parker, meddelt, at han ser sig nødsaget til aflyse udflugten, fordi politiet ikke kan garantere statslederens sikkerhed.

Nyheden overskygger alt, da Khrusjtjov dukker op til frokosten, hvor en perlerække af USA’s største stjerner er forsamlet.

Marilyn Monroe er til stede, Judy Garland er der, Dean Martin, Ginger Rogers, Nat King Cole, Tony Curtis, Charlton Heston, Kirk Douglas, Frank Sinatra, Zsa Zsa Gabor, Elizabeth Taylor, alle de store kendisser er til stede, men Khrusjtjov tænker kun på Disneyland:

“Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke kan besøge Disneyland. Jeg spurgte: Hvorfor ikke? Hvad er der galt? Har I raketaffyringsramper dér”, nærmest spytter han ind i de mikrofoner, som står foran hans plads ved æresbordet.

“Men hør, hør bare, hvad jeg fik at vide: ‘Vi’ – dvs. de amerikanske myndigheder – ‘kan ikke garantere Deres sikkerhed der’”, vrænger han og slår arrigt ud med armene, mens forsamlingen af filmstjerner griner usikkert af den 65-årige statsleder, der opfører sig som et forkælet barn.

“Hvad er der galt? Raser der en koleraepidemi derinde? Har gangstere overtaget stedet? Jeres politibetjente er så hårdkogte, at de kan løfte en tyr ved hornene. Selvfølgelig kan de genoprette ordenen, hvis der er nogle banditter i nærheden. Jeg siger: ‘Jeg vil vældig gerne se Disneyland’. De siger: ‘Vi kan ikke garantere Deres sikkerhed’. Så hvad skal jeg gøre, begå selvmord?”, himler han, kokrød i ansigtet.

“Sådan en situation er ubærlig for mig”, raser han og slår i luften med en knyttet næve.

Raserianfaldet driver dog hurtigt over, og da Khrusjtjov er faldet ned igen, undskylder han over for forsamlingen, at temperamentet løb af med ham: “Vær venlig at tilgive mig, hvis jeg blev en smule hidsig”.

På vej ud hilser han på flere af de prominente gæster, heriblandt stjernen over dem alle, Marilyn Monroe, der er iført en diminutiv, stramtsiddende kjole.

“De er en meget yndig, ung kvinde”, smiler han og trykker filmdivaens hånd så længe og hårdt, at hun frygter, han vil knuse den. Bagefter afslører hollywooddivaen, at sovjetlederen “kiggede på mig på den måde, en mand kigger på en kvinde”.

Blottede kvindelår forarger

Lørdag 19. september kl. 14: Optagelserne til musicalfilmen “Can-Can” er i gang, og Khrusjtjov skal overvære indspilningen af en danse­scene i studiet hos 20th Century Fox.

“Det er en film om en masse smukke piger – og om fyre, der kan lide smukke piger”, fortæller hovedrolleindehaveren, Frank Sinatra, som bliver honoreret med et smil og en klapsalve fra Khrusjtjov.

Efter at Sinatra har sunget “C’est Magnifique”, hvirvler et korps af kabaret-dansere ind på gulvet i en sensuel showdans akkompagneret af fyrig musik.

Kvinderne løfter op i deres farvestrålende skørter og spjætter udfordrende med benene, så Khrusjtjov har frit udsyn til lår og undertøj. I slutscenen glider de mandlige dansere ind under kvindernes skørter og dukker op igen med lystne blikke – og med røde trusser i hænderne. På det tidspunkt er Khrusjtjovs smil for længst stivnet.

Da en journalist efterfølgende spørger, om han har nydt showet, svarer han diplomatisk: “Jeg har aldrig set en kabaret før, så jeg er ikke den rette at spørge om dét”.

Efter at have funderet over forestillingen uddyber han: “En mand med en normal moral kan ikke være interesseret i sådan en dans. Det er en mild form for pornografi. Dansen var bedre end bagdelene – men menneskehedens ansigt er smukkere end dens bagdel. Det hele er amoralsk, det er kapitalismen, der får pigerne til at gøre sådan noget”.

Sovjetiske ubåde fanger sild

Mandag 21. september 1959 kl. 8: Khrusjtjov er nået til San Francisco, Californien. Han indleder dagen med en sejltur i et af kystvagtens fartøjer i San Francisco-bugten.

I horisonten får Khrusjtjov øje på et hangarskib, der glider gennem det blikstille hav. Han har netop filosoferet over forskellene og lighederne mellem kristendommen og kommunismen. Forskellen er, har han forklaret sine ledsagere, at de kristne tror på, at Gud vil skabe den ideelle verden, mens kommunisterne er af den overbevisning, at den vil blive skabt af mennesket.

Synet af det enorme flådefartøj bringer ham imidlertid tilbage til nutiden.

“Stakkels besætning. Hvis krigen bryder ud, er den et let mål. En fremragende raketskydeskive”, slår han fast og betror den blandede skare af embedsmænd, vagter og journalister, at den sovjetiske flåde er ved at udfase sine store skibe og erstatte dem med ubåde.

“Hvor mange ubåde har I?” fritter en reporter.

“Jeg kunne godt fortælle dig, hvor stærk vores ubådsflåde er, men så ville du tro, jeg var ude på at prale”, svarer Khrusjtjov og tilføjer med et glimt i øjet:

“Bare rolig. Vi bruger vores ubåde til at fange sild med”.

“Er Deres sildefangende flåde koncentreret i Vladivostok?” forhører journalisten sig.

“Sild er ikke svin. Du kan ikke avle dem der, hvor du har lyst. Du er nødt til at fange dem der, hvor de er”, glider statslederen af på spørgsmålet.

Supercomputer taber til kantine

Mandag 21. september kl. 12: Computervirksomheden IBM har inviteret Khrusjtjov på besøg hos koncernens nye fabrik i San Jose, Californien.

IBM-præsident Thomas J. Watson jr. har glædet sig vanvittigt til at præsentere verdens første supercomputer, Ramac, for Khrusjtjov og den hær af pressefolk, der som altid sværmer omkring den sovjetiske berømthed. En bedre reklame kan firmaet næppe ønske sig.

Men statslederen ankommer lige til frokosttid, og indledningsvis inviterer Watson sin prominente gæst hen i kantinen, hvor Khrusjtjov for første gang stifter bekendtskab med selvbetjeningskonceptet.

Skrupsulten som han er, stabler sovjetlederen masser af mad op på sin bakke – stegt kylling, kartofler, frugtsalat, brød, løgsuppe og hertil appelsinjuice og iste.

“De er velbevandret i psykologi, når De sådan indleder vores bekendtskab med at tage mig hen til dette spisested”, lovpriser han Watson.

Efter frokosten er det store øjeblik kommet, hvor Watson vil vise IBM’s vidundermaskine frem. Computeren er i dagens anledning programmeret til at fungere som en elektronisk historiebog.

Tast et hvilket som helst årstal ind siden år 4 f.Kr., så vil Ramac remse de vigtigste begivenheder op fra det pågældende år – på 10 forskellige sprog.

Khrusjtjov har dog svært ved at se Ramacs fortræffeligheder. Sovjetiske forskere råder over masser af kraftige computere; hvordan skulle de ellers kunne ramme Månen med en raket, indvender han.

Hans tanker er et helt andet sted – i kantinen. Ikke alene er han ovenud begejstret for selvbetjeningen, også spisebordene med deres Formica-laminerede plader har gjort et uudsletteligt indtryk på ham:

“Du børster bare krummerne væk, tørrer efter med en klud, og så er bordet helt rent igen”, forklarer en ekstremt imponeret Khrusjtjov sin søn, da han efterfølgende fortæller om sit besøg hos computerproducenten.

Journalister raserer supermarked

Mandag 21. september: Khrusjtjov besøger et amerikansk supermarked, det enorme Quality Foods i udkanten af San Francisco, Californien. Takket være den massive mediedækning af rundrejsen har hans popularitet nået stjernehøjder.

Butikken er sort af mennesker. Rygtet om det fornemme besøg er løbet i forvejen, og foruden det sædvanlige kæmpeopbud af journalister og fotografer myldrer gangene med husmødre, småbørn, unge mennesker og pensionister.

“Dér! Dér er russeren!” råber en ældre dame begejstret og peger på “ham den søde, tykke derovre”.

“Han rørte ved mig”, hviner en teenager kort efter eksalteret, da hun har trykket hånd med diktatoren.

Mens Khrusjtjov nysgerrigt inspicerer tomater og prøvende vejer en melon i sine hænder, slår hans livvagter beskyttende ring om ham.

Pressefotograferne kæmper sensationslystent for at få deres skud i kassen. De springer op på frysediske og hylder, hvor de fejer kaffepulver, cornflakes og ris på gulvet i deres iver efter at komme helt tæt på. En af fotograferne stiller sig op på et kassebånd, der i det samme begynder at rulle.

“Stop det, det ødelægger mit billede”, udbryder han indigneret, mens en anden fotograf bliver jaget ned fra forretningens slagterdisk af en vred ekspedient: “Fjern dig fra mine kyllinger!” råber han.

Uden blik for andet end sit motiv vælter en fotograf en delikatessedisk med ost og skinke, og i kaosset rammer en kunde en meterhøj stabel af chipsposer, der braser sammen.

Den eneste, som bevarer roen, er Khrusjtjov. Uanfægtet af postyret giver han hånd til kunder og ekspedienter og sludrer med en husmor om udvalget af dybfrostvarer.

“Fin butik, du har dig”, roser han ejeren, hvis ansatte kan se frem til flere timers rengørings- og oprydningsarbejde.

Fastfood falder i lederens smag

Tirsdag 22. september: Khrusjtjov er landet i Des Moines, Iowa. Her besøger han det lokale slagteri og får øjnene op for fastfoodens velsignelser.

Khrusjtjov har på sin slagteri-rundtur set levende køer, døde grise, hallen, hvor dyrene bliver slagtet, og kølerummene, hvor livløse kroppe dingler fra enorme kødkroge i loftet.

En slagter har demonstreret, hvordan han fremstiller pølser, og nu venter omsider belønningen: En hotdog.

“Med sennep, tak”, beder den evigt sultne Khrusjtjov.

Rundviseren rækker ham pølsen, men inden han sætter tænderne i den, lader en af hans livvagter for en sikkerheds skyld en geigertæller glide hen over den for at afsløre eventuelle radioaktive stoffer. Pølsen bliver godkendt, og så kan Khrusjtjov gabe over sit livs første hotdog.

“Den smager fremragende”, jubler han og tilføjer: “Vi har slået jer amerikanere ved at komme først til Månen, men I har slået os som pølsemagere”.

Bonde angriber pressen med kasteskyts

Onsdag 23. september: Den sovjetiske statsleder aflægger visit hos farmer Roswell Garst i Coon Rapids, Iowa. Garst har tidligere besøgt Sovjet for at dele ud af sin landbrugsviden, og han har udviklet et venskab med Khrusjtjov.

Garsts fredsommelige landbrugsejendom er forvandlet til et mediecirkus. I træerne hænger pressefotografer, TV-selskaber har rejst tårne kronet med vidvinkelkameraer, nyhedsbureauet “Associated Press” har erobret én lade, “United Press International” en anden, og som tykke slanger bugter et virvar af kabler sig hen over gårdspladsen.

“Ingen har fortalt mig, at der ville komme så mange journalister. Jeg slipper hundene løs”, advarer Roswell Garst den politiansvarlige, Richard Townsend Davies.

“Jamen, hr. Khrusjtjov er jo temmelig kendt og…”, svarer Davies spagt, før han bliver afbrudt:

“Jeg ønsker dem ikke her. De tramper min majs ned”, udbryder den frustrerede Garst.

Men indvendingen kommer for sent. Mindst 300 ubudne gæster har indfundet sig på bondemandens ejendom, og han beslutter sig for at ignorere pressen og i stedet koncentrere sig om sin ven Khrusjtjov.

Omgivet af horder af pressefolk inspicerer parret Garsts maskinpark og kunstvandingsanlæg og vandrer forbi marker med mandshøje majsstængler. Da Garst opdager, at fotograferne tramper rundt inde i majsen, eksploderer han:

“Skrid”, befaler han og kyler en majskolbe efter dem. “Hvis I ikke går væk, sparker jeg jer væk”, truer han.

Sekundet efter har en reporter fra “The New York Times” et nydeligt støvleaftryk på bagdelen.

Fotograferne lader sig dog ikke skræmme væk. Dirrende af raseri begynder Garst derfor at kaste ensilage efter dem, og det absurde optrin får Khrusjtjov til at knække sammen af grin. Hans ægtefælle, Nina, holder sig som altid uden for rampelyset og går glip af balladen.

“Hvad synes De om det, De har set her på gården?” spørger en journalist hende, da besøget lakker mod enden:

“Jeg har kun set menneskemængden”, konstaterer hun.

Uventet gestus rører statslederen

Torsdag 24. september: Khrusjtjov er landet på et kortvarigt besøg i Pittsburgh, Pennsylvania. Dagens program byder bl.a. på et besøg hos stålværket Mesta Machine Company.

“Det er et udmærket stålværk”, erklærer Khrusjtjov.

“Jeg er overbevist om, at I har nogle, der er bedre”, bemærker værkets vicepræsident, M.K. Powell, beskedent.

“Det skal De ikke være så sikker på. Vi har nogle, der er bedre. Vi har samme slags. Og vi har nogle, der er dårligere. Jeg siger ikke, at alt, hvad I har, er dårligt, og alt, hvad vi har, er godt. Vi kan lære af jer”, erkender Khrusjtjov.

Da han er på vej ud, kommer en ansat, Kenneth Jackey, ilende og forærer ham en cigar. Den uventede gestus rører statslederen, der vrister sit armbåndsur af og giver det til Jackey, som øjeblikkeligt bliver en medieberømthed.

Han poserer stolt for fotograferne med sit nye eje og skynder sig dernæst hen til en urmager for at finde ud af, hvor meget han bør forsikre uret for.

“Det er ikke umagen værd med en forsikring”, vurderer eksperten, som skønner, at det ur, lederen af verdens største nation har båret, er 14 dollars værd.

Førstedamen ser på møl og pletter

Lørdag 26. september: Mens ægtefællen er optaget af politiske samtaler med Eisenhower i Camp David, er Nina Khrusjtjov på besøg hos National Institute of Drycleaning i Washington, D.C.

Opmærksomt betragter Nina Khrusjtjov en pletrensningsekspert, som demonstrerer, hvordan en plamage på en brudekjole kan fjernes effektivt.

Med et følge af pressefolk vandrer sovjets førstedame fra lokale til lokale og får forklaret alle tøjrensningskunstens facetter.

I et laboratorium analyserer eksperter tekstiler, som har været udsat for fejlslagen rensning, i et andet stifter hun bekendtskab med møl, der indgår i forsøg med bekæmpelsesmidler.

Fru Khrusjtjov lytter interesseret, og hun takker høfligt, da hun efter rundvisningen får overrakt en mursten af en bog om tekstiler og rensemetoder med titlen “Focus on Fabrics” (Fokus på stoffer).

Usminket statsmand siger farvel

Søndag 27. september om aftenen: Inden han flyver tilbage til Moskva, medvirker Khrusj­tjov i et TV-show hos NBC i Washington, D.C.

“Alle har makeup på, når de optræder på TV, ellers ser an­sig­tet rødt ud”, forklarer en sminkør venligt.

Khrusjtjov afviser dog blankt at blive sminket – han frygter, at det er et kapitalistisk trick, der skal få ham til at fremstå som en tosse over for seerne.

Følg Cirkus Khrusjtjovs turné i USA:

“God aften, amerikanske venner”, hilser Khrusjtjov, da han kort tid efter toner frem på skærmen – med rødlig teint og en isse, som skinner i det stærke lys.

“Jeg er glad for at få muligheden for at tale til jer, inden jeg rejser hjem. Vi har syntes godt om jeres smukke byer, fine veje og ikke mindst alle jer godhjertede mennesker”.

Khrusjtjov roser Eisenhower, men pointerer samtidig, at sov­je­tisk kommunisme har afskaffet arbejdsløshed og sørget for fri uddannelse og gratis sundhedspleje til alle.

“Det varer ikke længe, før vi afskaffer – jeg gentager, af­skaf­fer – al beskatning af befolkningen,” slår han fast.

Under hele besøget har han haft en tolk til rådighed, men da udsendelsen skal til at slutte, overrasker statslederen endnu en gang sine værter. Khrusjtjov runder sin tale af med at sige pænt farvel til seerne på gebrokkent engelsk:

“Goot-bye and goot lock, friends”.

Få timer senere letter Khrusjtjov og hans følge i verdens højeste fly, der – foruden en hel masse indkøbsposer fra dyre butikker som Saks Fifth Avenue og Woodward & Lothrop – har to ekstra passagerer med ombord.

På falderebet har en californisk forretningsmand og beundrer, Alex­ander Lieb, foræret Khrusjtjov to chihuahuaer – de små hunde er en gave til statslederens børnebørn og samtidig bjæffende minder om en begivenhedsrig tur.

I USA efterlader Khrusjtjov sig et tomrum oven på to ugers omrejsende mediecirkus. Den stemning indfanger skribenten Fletcher Knebel i sin satireklumme:

“Med Khrusjtjov ude af landet vil livet blive tomt som en silo uden korn, som et fjernsyn uden brydning eller som trompeten uden Louis Armstrong”.

VIDEO - Se Khrusjtjov ankomme til Washington, D.C.:

Efterskrift:

Som afslutning på rundrejsen mødtes Eisenhower og Khrusjtjov i Camp David 25.-26. september for at diskutere det anspændte forhold mellem de to lande.

Våbenkapløbet fik de to mænd ikke sat en stopper for, men Khrusjtjov indvilgede i at opgive sit krav om, at USA, Frankrig og Storbritannien skulle trække sig ud af Vestberlin.

Forholdet mellem de to supermagter ramte dog frysepunktet igen året efter, da Sovjet skød et amerikansk U-2-spionfly ned nær byen Sverdlovsk (i dag Jekaterinburg).

Flyet havde taget billeder af sovjetiske militæranlæg.