Rusland invaderer Finland: Sverige mister et halvt rige

Adlercreutz havde givet regimentets overløjtnant besked på at placere en udpost ved broen over søen Lillträsket, et par km syd for Oravais. Valget faldt på en ung officer, som havde imponeret ved flere tidligere lejligheder – Wilhelm von Schwerin.

Han var ankommet til Finland få uger forinden, men havde allerede opnået et betydeligt ry som leder af et kanon-batteri. Schwerin var kun 15 år gammel – men sloges med en vilje og styrke, der imponerede vidt omkring.

En uge tidligere var han i en officiel rapport blevet fremhævet som “koldblodig”. Nu stod von Schwerin med kanonerne ladt og ventede på russerne.

Enkelte af hans folk havde lagt sig til at sove, mens andre røg tobak og talte sagte. Den unge mand spejdede ind i mørket mellem træerne på den anden side af broen, hvor russerne om få timer ville vise sig. Endnu var natten rolig.

Russerne invaderer Finland

Et halvt år tidligere, 21. februar 1808, havde tsar Aleksandr sendt en hær på 24.000 mand over den finske grænse. Det var sket som et led i en alliance med Frankrig. Napoleon havde lovet Rusland fred – under forudsætning af, at Rusland skulle angribe Sverige, hvis svenskerne ikke brød alle bånd til Napoleons ærkefjende, Storbritannien.

Den svenske kong Gustav 4. Adolf nægtede at indgå i den fransk-russiske alliance. Kongen nærede dyb mistro til Napoleon og var overbevist om, at hans hær sagtens kunne klare en krig mod Rusland og Frankrig. Især hvis Storbritannien kom til undsætning.

Nu stod Danmark med fransk støtte og truede Sveriges grænser i syd og i vest, mens russerne invaderede fra øst.

Sveriges store håb – Storbritannien – var forhindret i at kaste sin store flåde ind i krigen på grund af den hårde vinter.

Russiske agenter havde via diplomatiske kanaler narret den svenske hærledelse til at tro, at Finland blev angrebet af 60.000 russere – og altså ikke af 24.000, som nogenlunde svarede til svenskernes egne styrker i Finland. For ikke at blive løbet over ende blev de svenske tropper beordret til retræte, indtil kongen – og måske Storbritannien – sendte flere soldater.

Tilbagetrækningen gik hurtigt, og i løbet af få uger havde russerne indtaget det meste af det sydlige Finland.

Efterhånden blev det dog klart, at der ikke var forstærkninger på vej. Kongen havde valgt at prioritere forsvaret af grænsen mod Danmark, hvor Napoleon havde placeret væsentlige styrker.

KORT – Følg krigens gang i 1808:

Fjenden angriber

Ved fem-tiden om morgen blev roen omkring Oravais pludselig brudt af sporadiske skyderier nede fra von Schwerins udpost: Russerne var nået frem!

Vidner beretter, at den unge officer kæmpede i flere timer for at holde broen over Lillträsket og derved give den øvrige hær tid til at forberede det uundgåelige sammenstød med russerne.

Det første skud ramte von Schwerin, da en snigskytte fik ham på kornet, mens han var i færd med at rekognoscere omkring stillingen. Skuddet gik dog lige gennem hatten uden at volde nogen fysisk skade. Selv om modstanden var overlegen, lykkedes det von Schwerin at holde sine mænd ved kanonerne. Men snart blev den lille gruppe omringet af den russiske fortrop.

Ved et mirakel – givetvis på grund af von Schwerins “koldblodighed” – fik svenskerne skudt sig igennem det russiske jerngreb. Men udbruddet var dyrekøbt: Den unge officer blev ramt af tre skud – og en kanonkugle.

Von Schwerins tapperhed skildres blandt andet i den svenske forfatter Lars Widdings roman “På ryttmästerens tid”:

“Selv om han blødte meget, undlod han dog at søge til feltlazarettet og valgte i stedet at kæmpe videre, som om intet var sket. Hans højre arm hang livløs og ubrugelig og svingede ved hver en bevægelse, så han bad en af soldaterne om at binde den fast til livet. Derefter tog han sabelen i venstre hånd,” skriver Widding.

Også det nationalromantiske epos “Fændrik Ståls Fortællinger” gengiver von Schwerins tapre indsats:

“Hans folk, svært hærgede, sig spredte i flugt. Selv holdt han ved. Hans batteri var hans hird, hans hjem. Han sørgede for deres ild, han tjente for fem: Dér kom en flok kosakker. Han sved skægget af dem.”

Det lykkedes at holde stand mod russerne så længe, at tililende soldater kom den sårede yngling til undsætning, inden han endte i russisk krigsfangenskab. Von Schwerin blev båret til et feltlazaret ved Oravais, hvor han blev tilset. For en stund så han ud til at komme sig, men den 26. september 1808 døde den 15-årige helt på sit sygeleje.

Kampene bryder løs

Flere helte blev skabt den dag. Ikke mindst general Adlercreutz, som i sommeren 1808 havde ført an i flere sejre mod russerne. I bogen “Fændrik Ståls Fortællinger” holder forfatteren sig da heller ikke tilbage:

“Hvem er den høje mand, dér ved elvens strand, som skuer over fjordene og markerne? Hans skik, hans dragt, hans læbers trods, hans bliks brand. Og sværdets blanke stål i hans mandligt knyttede hånd. Alt dette giver et billede af krigeren og helten. Han står alene, ingen har han nær.”

Adlercreutz’ 5500 mand stod nu over for 7000 fjender nord for Lillträsket, hvor russerne var kommet over den bro, som von Schwerin havde forsvaret samme morgen. I stedet for at flygte videre nordpå udvalgte Adlercreutz stillinger omkring Oravais, som ville udgøre et effektivt forsvar og derved bremse den russiske fremrykning.

En stribe gamle lader blev udrustet til forsvarsposter, og de svenske tropper dannede en forsvarslinje langs med skovkanten uden for landsbyen.

Nu begyndte sabelraslen fra geledderne, enkelte skud løsnedes hist og her langs vejen. Og så brød helvede løs:

“I tusindvis af geværer åbnede pludselig ild fra begge sider [...] Lyse krudtskyer lagde sig som en dyne over de grønne enge, hvor de stridende bevægede sig rundt som myrer [...] Det russiske artilleri svarede igen med en sådan kraft, at kanonaden kan have været den kraftigste, jeg nogen sinde har hørt,” fortæller svenske Carl Johan Ljunggren, som var øjenvidne til det historiske slag.

Da den første intensive artilleri-ild havde lagt sig, begyndte russerne deres fremrykning. Svenskernes forsvarslinje blev angrebet gentagne gange fra både venstre og højre flanke.

Enkelte gange rev svenske bataljoner, grebet af kampiver, sig løs fra forsvarslinjen og satte i skarp forfølgelse af russerne. Men de blev hurtigt straffet for deres dumdristighed, da de pludselig så sig omringet.

Adlercreutz’ taktik, der gik ud på at bide sig fast i en gunstig position, så ud til at fungere: Forsvarslinjen holdt. Opmuntret af succesen gik Adlercreutz’ hær til modangreb og lagde trykket mod centrum af den russiske linje. Russerne blev overraskede og måtte i løbet af eftermiddagen trække sig tilbage til Lillträsket.

Den svenske glæde varede dog ikke længe. Russerne kastede nyankomne, friske soldater ind i kampen, og nu var det de svenske troppers tur til at trække sig tilbage.

“Det blev en forfærdelig retræte! Ikke ad vejen, vi fulgte terrænet. Det regnede, og mørket var så kompakt, at man næsten intet kunne se foran sig [...] De svenske tropper, som nu og da kom ud fra skovene, var i fuldstændig uorden. Der var ingen officerer tilbage,” fortæller Eric Gustaf Ehrström, et øjenvidne, i sin dagbog.

Sverige mister Finland

Slaget ved Oravais kostede den svensk-finske styrke 1200 døde, lemlæstede og tilfangetagne, mens tabstallet på russisk side var tæt på 900. Men det var ikke blot Oravais, som blev tabt den dag – nederlaget fik store strategiske konsekvenser.

Adlercreutz havde satset alt på at bremse russerne, og nederlaget betød, at retræten nordpå måtte fortsætte hele vejen tilbage til Sverige.

Den svensk-finske tilbagetrækning fortsatte hen over efteråret 1808 – dog med en enkelt kortvarig aftale om våbenhvile. Den 17. marts 1809 trak de svenske styrker sig fra Åland og Umeå i Sverige, og de russiske tropper, som var nået et betydeligt stykke ind over den nordlige grænse mellem Sverige og Finland, fortsatte med direkte kurs mod Sveriges hovedstad, Stockholm.

I august gik svenske tropper i land ved byen Ratan, nord for den russiske front. Det tvang russerne til at vende om, men efter otte timers kampe vurderede svenskerne, at man formentlig vil tabe slaget, og beordrede en retræte.

Det sidste slag i krigen fandt sted nord for Piteå i Nordsverige. Her stod svenskerne så stærkt, at de tvang russerne til forhandlingsbordet. Fredsaftalen blev underskrevet i september 1809.

Aftalen betød, at Sverige efter 700 år måtte afstå Finland – det svarede til halvdelen af det svenske rige.