Tusmørket var ved at lægge sig omkring Oravais, da de første svenske tropper ankom til den finske landsby. General Carl Johan Adlercreutz havde besluttet, at hans armé skulle slå sig ned her for natten. Det åbne landskab gav godt udsyn.
Russerne var på vej sydfra, men de ville formentlig ikke angribe før daggry. Selv om folkene var udmattede efter flere hundrede kilometers march, hang spændingen tykt i luften: Det forestående slag var helt afgørende. Kunne man bremse russerne ved Oravais, var der stadig en chance for, at nye forstærkninger ville nå frem til Finland.
Hvis ikke, ville Finland, som i 700 år havde hørt under den svenske trone, være tabt til Rusland.
“I tusindvis af geværer åbnede pludselig ild fra begge sider. Lyse krudtskyer lagde sig som en dyne over de grønne enge." Svensk øjenvidne fra slaget ved Oravais.
Adlercreutz havde givet regimentets overløjtnant besked på at placere en udpost ved broen over søen Lillträsket, et par km syd for Oravais. Valget faldt på en ung officer, som havde imponeret ved flere tidligere lejligheder – Wilhelm von Schwerin.
Han var ankommet til Finland få uger forinden, men havde allerede opnået et betydeligt ry som leder af et kanon-batteri. Schwerin var kun 15 år gammel – men sloges med en vilje og styrke, der imponerede vidt omkring.
En uge tidligere var han i en officiel rapport blevet fremhævet som “koldblodig”. Nu stod von Schwerin med kanonerne ladt og ventede på russerne.
Enkelte af hans folk havde lagt sig til at sove, mens andre røg tobak og talte sagte. Den unge mand spejdede ind i mørket mellem træerne på den anden side af broen, hvor russerne om få timer ville vise sig. Endnu var natten rolig.
Russerne invaderer Finland
Et halvt år tidligere, 21. februar 1808, havde tsar Aleksandr sendt en hær på 24.000 mand over den finske grænse. Det var sket som et led i en alliance med Frankrig. Napoleon havde lovet Rusland fred – under forudsætning af, at Rusland skulle angribe Sverige, hvis svenskerne ikke brød alle bånd til Napoleons ærkefjende, Storbritannien.
Den svenske kong Gustav 4. Adolf nægtede at indgå i den fransk-russiske alliance. Kongen nærede dyb mistro til Napoleon og var overbevist om, at hans hær sagtens kunne klare en krig mod Rusland og Frankrig. Især hvis Storbritannien kom til undsætning.

Gustav 4. Adolf: Konge fra 1792 til 1809
Nu stod Danmark med fransk støtte og truede Sveriges grænser i syd og i vest, mens russerne invaderede fra øst.
Sveriges store håb – Storbritannien – var forhindret i at kaste sin store flåde ind i krigen på grund af den hårde vinter.
Russiske agenter havde via diplomatiske kanaler narret den svenske hærledelse til at tro, at Finland blev angrebet af 60.000 russere – og altså ikke af 24.000, som nogenlunde svarede til svenskernes egne styrker i Finland. For ikke at blive løbet over ende blev de svenske tropper beordret til retræte, indtil kongen – og måske Storbritannien – sendte flere soldater.
Tilbagetrækningen gik hurtigt, og i løbet af få uger havde russerne indtaget det meste af det sydlige Finland.
Efterhånden blev det dog klart, at der ikke var forstærkninger på vej. Kongen havde valgt at prioritere forsvaret af grænsen mod Danmark, hvor Napoleon havde placeret væsentlige styrker.
KORT – Følg krigens gang i 1808:




1. Russerne invaderer Finland fra øst.
statens konstmuseum2. Svenske tropper trækker nordpå, mens de håber på forstærkning.
statens konstmuseum3. Russerne nedkæmper svenskerne og vandrer videre igennem Sverige.
statens konstmuseum4. Imens venter Sveriges hovedstyrke ved grænsen til Danmark.
statens konstmuseumFjenden angriber
Ved fem-tiden om morgen blev roen omkring Oravais pludselig brudt af sporadiske skyderier nede fra von Schwerins udpost: Russerne var nået frem!
Vidner beretter, at den unge officer kæmpede i flere timer for at holde broen over Lillträsket og derved give den øvrige hær tid til at forberede det uundgåelige sammenstød med russerne.
Det første skud ramte von Schwerin, da en snigskytte fik ham på kornet, mens han var i færd med at rekognoscere omkring stillingen. Skuddet gik dog lige gennem hatten uden at volde nogen fysisk skade. Selv om modstanden var overlegen, lykkedes det von Schwerin at holde sine mænd ved kanonerne. Men snart blev den lille gruppe omringet af den russiske fortrop.
Ved et mirakel – givetvis på grund af von Schwerins “koldblodighed” – fik svenskerne skudt sig igennem det russiske jerngreb. Men udbruddet var dyrekøbt: Den unge officer blev ramt af tre skud – og en kanonkugle.

Russiske styrker invaderer det svenske rige og har let ved at besejre de svenske tropper, som forsøger at holde stand, indtil forstærkningerne når frem.
Von Schwerins tapperhed skildres blandt andet i den svenske forfatter Lars Widdings roman “På ryttmästerens tid”:
“Selv om han blødte meget, undlod han dog at søge til feltlazarettet og valgte i stedet at kæmpe videre, som om intet var sket. Hans højre arm hang livløs og ubrugelig og svingede ved hver en bevægelse, så han bad en af soldaterne om at binde den fast til livet. Derefter tog han sabelen i venstre hånd,” skriver Widding.
Også det nationalromantiske epos “Fændrik Ståls Fortællinger” gengiver von Schwerins tapre indsats:
“Hans folk, svært hærgede, sig spredte i flugt. Selv holdt han ved. Hans batteri var hans hird, hans hjem. Han sørgede for deres ild, han tjente for fem: Dér kom en flok kosakker. Han sved skægget af dem.”
Det lykkedes at holde stand mod russerne så længe, at tililende soldater kom den sårede yngling til undsætning, inden han endte i russisk krigsfangenskab. Von Schwerin blev båret til et feltlazaret ved Oravais, hvor han blev tilset. For en stund så han ud til at komme sig, men den 26. september 1808 døde den 15-årige helt på sit sygeleje.

Wilhelm von Schwerin blev en af krigens største helte. Han blev skudt under kampen mod russerne og døde som 15-årig.
Kampene bryder løs
Flere helte blev skabt den dag. Ikke mindst general Adlercreutz, som i sommeren 1808 havde ført an i flere sejre mod russerne. I bogen “Fændrik Ståls Fortællinger” holder forfatteren sig da heller ikke tilbage:
“Hvem er den høje mand, dér ved elvens strand, som skuer over fjordene og markerne? Hans skik, hans dragt, hans læbers trods, hans bliks brand. Og sværdets blanke stål i hans mandligt knyttede hånd. Alt dette giver et billede af krigeren og helten. Han står alene, ingen har han nær.”
Adlercreutz’ 5500 mand stod nu over for 7000 fjender nord for Lillträsket, hvor russerne var kommet over den bro, som von Schwerin havde forsvaret samme morgen. I stedet for at flygte videre nordpå udvalgte Adlercreutz stillinger omkring Oravais, som ville udgøre et effektivt forsvar og derved bremse den russiske fremrykning.
En stribe gamle lader blev udrustet til forsvarsposter, og de svenske tropper dannede en forsvarslinje langs med skovkanten uden for landsbyen.
Nu begyndte sabelraslen fra geledderne, enkelte skud løsnedes hist og her langs vejen. Og så brød helvede løs:
“I tusindvis af geværer åbnede pludselig ild fra begge sider [...] Lyse krudtskyer lagde sig som en dyne over de grønne enge, hvor de stridende bevægede sig rundt som myrer [...] Det russiske artilleri svarede igen med en sådan kraft, at kanonaden kan have været den kraftigste, jeg nogen sinde har hørt,” fortæller svenske Carl Johan Ljunggren, som var øjenvidne til det historiske slag.

Syv officerer skrev under på kongens afsættelse og gennemførte et ublodigt statskup.
Statskup fjernede den svenske konge
Kong Gustav 4. Adolf fik skylden for den katastrofale krig mod Rusland. Han blev afsat af sine officerer, inden krigen sluttede.
I løbet af krigen mod russerne voksede utilfredsheden med den svenske konge. Gustav 4. Adolfs stædige had til Napoleon havde ført landet ud i en krig, som truede med at splitte riget.
Da kongen i marts 1809 meddelte, at han ville rejse til Finland og tage kommandoen over hæren, troppede syv officerer op i kongens gemakker og meddelte: “Hele nationen er målløs over rigets ulykkelige tilstand og Deres forestående afrejse, som man er fast besluttet på at forhindre.” Kongen blev sat i husarrest, inden han blev afsat den 10. maj 1809.
Efter tabet af Finland flyttede kongen med sin familie til Basel. Hans frustration over at være afsat endte i en skilsmisse, og herefter flakkede Gustav 4. Adolf en tid rundt i Europa. Den svenske ekskonge døde af et slagtilfælde på et værtshus i Schweiz i 1837.
Da den første intensive artilleri-ild havde lagt sig, begyndte russerne deres fremrykning. Svenskernes forsvarslinje blev angrebet gentagne gange fra både venstre og højre flanke.
Enkelte gange rev svenske bataljoner, grebet af kampiver, sig løs fra forsvarslinjen og satte i skarp forfølgelse af russerne. Men de blev hurtigt straffet for deres dumdristighed, da de pludselig så sig omringet.
Adlercreutz’ taktik, der gik ud på at bide sig fast i en gunstig position, så ud til at fungere: Forsvarslinjen holdt. Opmuntret af succesen gik Adlercreutz’ hær til modangreb og lagde trykket mod centrum af den russiske linje. Russerne blev overraskede og måtte i løbet af eftermiddagen trække sig tilbage til Lillträsket.
Den svenske glæde varede dog ikke længe. Russerne kastede nyankomne, friske soldater ind i kampen, og nu var det de svenske troppers tur til at trække sig tilbage.
“Det blev en forfærdelig retræte! Ikke ad vejen, vi fulgte terrænet. Det regnede, og mørket var så kompakt, at man næsten intet kunne se foran sig [...] De svenske tropper, som nu og da kom ud fra skovene, var i fuldstændig uorden. Der var ingen officerer tilbage,” fortæller Eric Gustaf Ehrström, et øjenvidne, i sin dagbog.
Sverige mister Finland
Slaget ved Oravais kostede den svensk-finske styrke 1200 døde, lemlæstede og tilfangetagne, mens tabstallet på russisk side var tæt på 900. Men det var ikke blot Oravais, som blev tabt den dag – nederlaget fik store strategiske konsekvenser.
Adlercreutz havde satset alt på at bremse russerne, og nederlaget betød, at retræten nordpå måtte fortsætte hele vejen tilbage til Sverige.

Slaget ved Oravais vendte krigen til russernes fordel. De svenske tropper måtte flygte i hast og efterlod mange af de sårede soldater.
Den svensk-finske tilbagetrækning fortsatte hen over efteråret 1808 – dog med en enkelt kortvarig aftale om våbenhvile. Den 17. marts 1809 trak de svenske styrker sig fra Åland og Umeå i Sverige, og de russiske tropper, som var nået et betydeligt stykke ind over den nordlige grænse mellem Sverige og Finland, fortsatte med direkte kurs mod Sveriges hovedstad, Stockholm.
I august gik svenske tropper i land ved byen Ratan, nord for den russiske front. Det tvang russerne til at vende om, men efter otte timers kampe vurderede svenskerne, at man formentlig vil tabe slaget, og beordrede en retræte.
Det sidste slag i krigen fandt sted nord for Piteå i Nordsverige. Her stod svenskerne så stærkt, at de tvang russerne til forhandlingsbordet. Fredsaftalen blev underskrevet i september 1809.
Aftalen betød, at Sverige efter 700 år måtte afstå Finland – det svarede til halvdelen af det svenske rige.

Finnerne lagde ikke skjul på, at de følte sig trådt på af russerne – det fremgik også i den finske kunst.
Rusland forsøgte at kvæle Finland
Efter krigen i 1808-09 blev Finland underlagt Rusland og oplevede snart en national vækkelse, hvor befolkningen lærte sig finsk og “forfinskede” deres navne.
Rusland svarede igen ved at indlemme den finske hær i tsarens hær og gøre russisk til officielt sprog. Desuden blev censur indført, og tsaren kunne efter behag underkende de love, som finnerne havde vedtaget.
Finnerne gjorde oprør flere gange og samarbejdede bl.a. med Japan, som lå i krig med Rusland. Efter den russiske revolution kunne Finland i 1917 endelig erklære sig selvstændigt.