Snedig portrætmaler narrede Lenin

Den kommunistiske leder fik malet kæmpe-portræt af sig selv, men bagsiden gemte på en hemmelig hilsen til diktatoren.

Bag dette maleri af Lenin fandt forskerne en stor overraskelse.

© Pressefoto

I 2013 fik eksperterne på Stieglitz Art and Industri Academy i St. Petersborg, hvad der lignede en ordinær opgave. De skulle restaurere et 2 x 3 meter stort portræt af Vladimir Lenin malet i 1924 af maleren Vladislav Izmailovich.

Men opgaven skulle vise sig at være alt andet en almindelig. På bagsiden af det store portræt gemte sig nemlig et portræt af Lenins ærkefjende - Ruslands sidste Zar Nikolaj den 2.

Gemt bag Lenins ryg

Lenin havde styrtet Zaren fra tronen syv år forinden i den russiske revolution, og året efter fik han ham dræbt. Kommunisterne forsøgte ihærdigt at slette hans aftryk på det russiske samfund. Men i dette tilfælde var han altså blevet skjult bag diktatorens ryg. Bogstaveligt talt.

Og til forskernes store morskab er de to ærkefjender placeret næsten samme sted på det store lærred.

Lenin og Zar Nikolaj 2. side om side.

© Pressefoto

Zar-portrættet er malet af en af hoffets favoritmalere Ilya Galkin Savich, og forskerne formoder, at Izmalilovich fik til opgave at male over det gamle maleri, men at han i stedet valgte at skjule det, så det ikke skulle gå tabt for eftertiden.

Favorit blandt eliten - og blandt kommunisterne

Før oktober-revolutionen malede Izmailovich for den russiske elite, men det til trods lykkedes det ham at skabe sig en stor karriere efter revolutionen. Men noget tyder altså på, at han også efter revolutionen havde sympati for zar-dømmet.

Dobbeltportrættet er fremover udstillet i Stieglitz Art and Industri Academys indgangsparti.