I generationer nægtede Ruslands zarer at dele magten, indtil revolutionen i 1917 tvang den sidste zar, Nikolaj 2., til at abdicere. For at genopbygge den trængte økonomi trak landets nye magthavere, bolsjevikkerne, Rusland ud af 1. verdenskrig.
Livet i unionen af sovjetrepublikker udviklede sig til et rædselsregime, hvor tanker imod styrets officielle linje kunne koste folk livet. I 1980’erne indførte generalsekretær Mikhail Gorbatjov større frihed og reformer, men alt for sent. Efter få år kollapsede Sovjetunionen endegyldigt i 1991.
1. Lenin (1917-1922)
Lenin fik sit første slagtilfælde i maj 1922, hvorefter andre styrede i hans sted. Sovjetunionen opstod først officielt i december 1922.
Kollektivisering udløste hungersnød
Nedskydningen af ubevæbnede demonstranter foran zarens Vinterpalads i 1905 fik den revolutionære Vladimir Iljitj Uljanov til at eksplodere. “Proletariatet har rejst sig mod zarismen!” buldrede Uljanov i kampskriftet “Fremad!”
Selv måtte Uljanov leve i eksil i bl.a. Danmark under dæknavnet Lenin og måtte vente til 1917, før revolutionen brød ud.
Utilfredse soldater og arbejdere sluttede begejstret op om Lenin, efter at kommunisterne havde taget magten. Lenin indgik fred med Tyskland og nationaliserede alt fra landbrug til banker og industri. Bl.a. Ukraine og Armenien havde efter zardømmets kollaps erklæret sig selvstændige, men blev tvunget til at underskrive aftaler, som indlemmede dem i det nye Sovjetunionen.
De hastige omvæltninger i landbruget og industrien udløste i 1920 fødevaremangel, og op mod 5 mio. døde af sult. Men tvangskollektiviseringen i den nye stat fortsatte.
I sine sidste år sad Lenin i kørestol efter flere slagtilfælde, imens bl.a. Stalin styrede i hans sted. Partilederen døde af et slagtilfælde i 1924.
2. Josef Stalin (1922-1953)
Sejren over Tyskland var med til at skabe myten om Stalin som “stålmanden”, der ikke bøjede sig.
Fjender blev aflivet på stribe
Josef Stalin var i årevis en af Lenins tætteste allierede. Men i sit testamente fra 1922 advarede han mod Stalins magtbegær. Da Lenin døde, tog Stalin magten i Sovjetunionen og opsnappede testamentet, inden det blev offentligt tilgængeligt.
Lenins profeti holdt stik; bl.a. militærfolk under mistanke for illoyalitet blev dødsdømt i skueprocesser, mens en lejemorder plantede en isøkse i panden på Stalins største konkurrent, Lev Trotskij. Skueprocesserne betød, at Sovjetunionens hær desperat manglede officerer og stadig var i kaos, da Hitler angreb i 1941.
Men Stalins hensynsløse taktikker under 2. verdenskrig førte til sejr over Tyskland og gjorde Sovjetunionen til en supermagt. Snart var verden delt i to, og Stalin havde nu magt langt ud over Sovjetunionens grænser.
Han indsatte bl.a. Moskva-tro regeringer i Polen og Tjekkoslovakiet og brugte landene som en buffer mod Vesteuropa. I 1953 faldt Stalin om af en hjerneblødning i sit soveværelse. Ingen læge turde gribe ind af frygt for at begå fejl, og diktatoren døde fire dage senere.
3. Nikita Khrusjtjov (1953-1964)
Khrusjtjov var kendt for sine vilde udbrud og sin banken i bordet under FN-møderne.
Humørsyge kostede jobbet
Lederen af sovjetrepublikken Ukraine, Nikita Khrusjtjov, greb magten efter Stalins død. Khrusjtjovs aktive støtte til Stalins udrensninger havde givet ham øgenavnet “Slagteren fra Ukraine”.
Men som Sovjetunionens leder løslod Khrusjtjov politiske fanger, gjorde kunsten mere fri og besøgte USA på et charmevisit. Da Ungarn forsøgte at løsrive sig fra sovjetisk kontrol i 1956, blev opstanden slået brutalt ned.
Forholdet til det kommunistiske Kina blev også særdeles køligt, efter at Khrusjtjov i 1959 skiftede mening og ikke ville udlevere tegningerne til atombomben. Kommunistlederen var kendt for vilde humørsvingninger, men under Cubakrisen i 1962 holdt han hovedet koldt og fandt en diplomatisk løsning med USA.
Det skulle vise sig at blive hans endeligt. Store dele af kommunistpartiets top mente, at Khrusjtjov havde udvist svaghed under forhandlingerne. I 1964 blev sovjetlederen afsat, men modsat mange partifæller fik han lov til at dø fredeligt nogle år senere.
4. Leonid Brezjnev (1964-1982)
Brezjnev modtog i alt 114 sovjetiske medaljer, størstedelen blev tildelt af ham selv.
Betonkommunisme bragte økonomien i knæ
Efterfølgeren til den humørsvingende Khrusjtjov var den iskolde Brezjnev, en politisk kommissær fra en kampvognsfabrik. Han pudsede KGB på politiske dissidenter og strammede grebet om de østeuropæiske lande. Da medlemslandet Tjekkoslovakiet i 1968 ville indføre reformer, tromlede kampvogne ind i Prag, og en marionetregering blev indsat.
Brezjnev oprustede atomarsenalet, så det matchede USA’s. I alt rådede supermagterne over næsten 50.000 atomvåben – nok til at smadre kloden 500 gange. Han mente han gjorde et fantastisk arbejde, og tildelte derfor sig selv et utal af medaljer gav, bl.a. den prestigefyldte Leninorden otte gange.
Brezjnevs konservative linje og uvilje mod reformer fik økonomien til at skrante, men kritik var forbudt. Selv den katastrofale invasion af Afghanistan i 1979 blev i medierne kaldt en succes. Ved Brezjnevs død i 1982 var Sovjetunionens økonomiske vækst faldet fra 4,9 pct. i 1965 til 1,9 pct., og hver femte borger var arbejdsløs.
5. Mikhail Gorbatjov (1985-1991)
Under Gorbatjov nærmede USA og Sovjetunionen sig hinanden for første gang, bl.a. igennem aftaler om nedrustning af atomvåben.
Reformator sendte unionen på pension
Efter årevis med dårlig økonomi og produktivitet indså Sovjetunionens nye generalsekretær, Mikhail Gorbatjov, i 1985, at reformer var nødvendige. Under parolerne glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering) besøgte den 54-årige sovjetleder bl.a. fabrikker og lod arbejderne åbent kritisere systemet.
Strejker blev tilladt, og udenlandske firmaer fik mulighed for at investere. Gorbatjov indgik nedrustningsaftaler med USA og sluttede krigen i Afghanistan. Indsatsen blev belønnet med Nobels fredspris i 1990.
Gorbatjov forstod medierne og lod sig ofte fotografere i afslappede situationer med fx USA’s præsident, Ronald Reagan. Forsøg på at dække over ulykken på Tjernobyl-værket i 1986 viste dog, at glasnost var begrænset. Fra Berlinmurens fald i 1989 gik Sovjetunionen efterhånden i opløsning. Da Gorbatjov formelt trak sig i 1991, var unionen død.
“Det gamle system kollapsede, inden det nye fik tid til at virke”, sagde Gorbatjov skuffet i sin afskedstale.