Sovjetunionen forbløder i Afghanistans bjerge

I 1979 oser russerne af selvtillid, da de rykker ind i Afghanistan. Men Sovjetunionen har totalt undervurderet fjendens kampvilje. For soldaterne bliver krigen et helvede, hvor døden lurer i hvert et bjergpas.

I 1979 oser russerne af selvtillid, da de rykker ind i Afghanistan. Men Sovjetunionen har totalt undervurderet fjendens kampvilje. For soldaterne bliver krigen et helvede, hvor døden lurer i hvert et bjergpas.

Imageselect & Patrick Robert – Corbis/Getty Images

Solen er ved at gå ned bag de sneklædte Hindu Kush-bjerge en kold aprilaften i 1980, da en kolonne af sovjetiske militærkøretøjer snørkler sig afsted gennem bjerglandskabet. Lyden fra de prustende kampmaskiner og lastbiler fylder Panjshirdalen nord for den afghanske hovedstad, Kabul, da kortegen triller gennem en smal passage med afgrund til den ene side og en stejl, stenet klippe til den anden.

Vladimir Polyakov sidder og nyder synet af de smukke bjerge, da den 25-årige løjtnant pludselig hører et brag længere fremme. Den høje, mørkhårede officer er ikke i tvivl om, at russerne bliver angrebet af lokale oprørere – de såkaldte mujahediner – og blot sekunder senere hagler kugler og granater ned over Polyakovs enhed. Han og hans mænd springer ud af de udsatte lastvogne og tager skjul bag nogle kampesten.

sovjetiske tropper

De sovjetiske tropper kæmpede med at finde mujahedinerne i Afghanistans bjerge.

© Alexander Sekretarev/AP/Ritzau Scanpix

Under adskillige minutters intensiv beskydning kan løjtnanten høre sine soldater blive skudt af den usynlige fjende. Han indser, at russerne blot venter på at blive dræbt af mujahedinerne, hvis de fortsætter med at gemme sig bag stenene. Polyakov giver signal til, at hans mænd skal klatre op ad den stejle bjergside for at angribe rebellerne på deres plateau. Men da de endelig når frem, er afghanerne væk – forsvundet i ly af natten.

Ved morgengry kravler russerne igen ned ad bjergsiden, og i morgensolen tæller de omkring 25 døde kammerater, der er blevet slagtet under bagholdsangrebet. Sandsynligvis har russerne ikke selv såret så meget som en eneste mujahedin. Nedslåede samler soldaterne de døde op fra den blodplettede jord.

Polyakov og hans landsmænd er kaldt til tjeneste i Afghanistan for at kæmpe en heroisk kamp i kommunismens navn. Men blot fem måneder efter den sovjetiske invasion af nabolandet har tropperne allerede indset, at felttoget vil koste dyrt – og russernes kvaler i Afghanistan er kun lige begyndt.

Mujahediner

Mujahediner var meget mobile og angreb fx sovjettroppernes stationære stillinger fra højderne med mortérild, inden de hastigt gemte sig et nyt sted.

© Erwinlux

Sovjet ønsker kommunistisk nabo

Sovjetunionens interesse i det uroplagede Afghanistan er vokset i løbet af 1970’erne. I princippet er det tørre naboland mod syd bestående af bjerge og ørkener ikke synderlig interessant for stormagten, men Den Kolde Krig har medført, at det er essentielt at have en “bufferzone” imod Vesten i form af allierede nabolande.

Moskva ser derfor til med tilfredshed, da det afghanske kommunistparti, PDPA, tager magten ved et statskup i 1978. PDPA indfører stemmeret til kvinder, forbud mod tvangsægteskaber og jordreformer efter sovjetisk forbillede. Men næsten alle 20 mio. indbyggere i Afghanistan er muslimer, og reformerne skaber straks oprør blandt stærkt islamiske grupper, der griber til væbnet kamp mod regeringen.

Internt i PDPA hersker der også uro, og det ender med, at officeren Hafizullah Amin i efteråret 1979 henretter den hidtidige præsident og overtager magten.

Kommunistiske Hafizullah Amin

Kommunistiske Hafizullah Amin nåede at være Afghanistans præsident i 3,5 måneder, inden han blev dræbt af sovjetiske specialstyrker.

© Creative Commons

Det vækker bekymring i Moskva. Den sovjetiske ledelse med generalsekretær Leonid Brezjnev i spidsen stoler ikke på Amin, som russerne mener, er mere USA-venlig end sin forgænger. Kreml vedtager derfor en indgriben i Afghanistan, som de tænker, kan slå to fluer med ét smæk – at få indsat en mere Sovjet-tro leder i skikkelse af kommunisten Babrak Karmal og få trynet truslen fra islamiske oprørsgrupper, der får støtte fra de muslimske nabolande.

“Det er blevet besluttet at sende adskillige kontingenter af sovjetiske tropper, som er stationeret i landets sydlige regioner, til Den Demokratiske Republik Afghanistans territorium for at forhindre mulige anti-afghanske aktioner fra nabolandene”, lyder det i et direktiv fra Moskva den 24. december 1979.

Samtidig beslutter russerne at skaffe Amin effektivt af vejen. De har tidligere i december forsøgt at dræbe ham ved at lade en sovjetisk kok putte gift i afghanerens elskede Coca-Cola. Attentatet mislykkedes og havde kun held til at sende Amins nevø i koma, da han smagte på colaen. Uden plads til flere fejl sender russerne specialstyrken Spetsnas til Kabul.

Afghanistan Demonstration

Sovjetunionens “intervention” var dybt upopulær blandt unge afghanske studerende. De demonstrerede i Kabul og angreb den sovjetiske ambassade.

© Bettmann/Getty Images

Russerne nægtede at kalde det en krig

Ifølge Moskva var der ikke tale om en invasion af Afghanistan. At sende 100.000 soldater ind i nabolandet skulle blot betragtes som en nødvendig indgriben i en konflikt, hvor det afghanske folk var truet.

I Sovjetunionen eksisterede der ingen officiel krig i Afghanistan. De mange russiske soldater, tanks og fly var ikke et led i en invasion af nabolandet, som Vesten anklagede Sovjet for. Derimod påpegede lederne i Moskva, at tropperne udelukkende var sendt til Afghanistan for at redde det afghanske folk fra en katastrofe. Den svada fik også Sovjets allierede i DDR og resten af østblokken.

“I situationen lige nu synes det, som om de progressive og demokratiske landvindinger for det afghanske folk er alvorlig truet”, hed det i et brev til ambassaderne den 27. december 1979, hvori sovjetlederne informerede “vores venners politiske ledelse om de skridt, vi tager”.

Hverken ordene krig eller invasion blev anvendt af lederne i Kreml, som forklarede deres indgriben med, at de russiske tropper officielt var blevet inviteret af den afghanske regering. Det var også rigtigt, at statsleder Hafizullah Amin havde bedt Kreml om militær støtte i kampen mod oprørsgrupperne – dog omfattede Amins bøn ikke, at russerne skulle fjerne ham fra magten og besætte regeringsbygningerne i hele landet.

Elitesoldater likviderer leder

Hafizullah Amin er i storslået humør om morgen den 27. december. Han har nemlig hørt, at Moskva sender ham soldater til kampen mod de muslimske oprørsgrupper. Regeringslederen aner ikke, at han selv er målet for russernes plan, og at Spetsnas-elitesoldater er parate til at storme Tajbeg-paladset uden for Kabul.

Spetsnas-styrken er forklædt i afghanske uniformer, da de kl. 19.30 åbner ild mod regeringssoldaterne, der forsvarer paladset. Russerne buldrer op ad bakken mod Tajbeg i pansrede køretøjer, hvorfra de smider granater og sender et fyrværkeri af Kalasjnikov-salver mod forsvarerne. Foran paladset springer elitesoldaterne ud og tvinger sig adgang gennem vinduerne.

“Russerne vil hjælpe!” Hafizullah Amin til sin adjudant.

Russerne har forsøgt endnu et forgiftningsforsøg på den sejlivede Amin under dagens frokostmåltid, så han er ved at blive tilset af to læger, da paladset bliver angrebet. Kaosset spreder sig, men Amin er overbevidst om, at russerne stadig er på hans side, og siger optimistisk til sin adjudant: “Russerne vil hjælpe!” Da adjudanten svarer, at det er russerne, der angriber, kaster Amin et askebæger efter ham i raseri og nægter at tro på det.

Men efter at han selv flere gange forgæves forsøger at ringe efter hjælp, sætter han sig lamslået tilbage i sin stol og mumler for sig selv: “Jeg vidste det. Det hele er sandt”.

Spetsnas kæmper sig effektivt igennem paladsets gange, og skuddende runger højere og højere. Larmen får afghanerens 5-årige søn til at løbe grædende hen til sin far og klamre sig til hans ben.

“Lad os gå. Det er farligt her. Han har ikke længere brug for os”, siger den ene læge til den anden, inden de efterlader far og søn.

Sekunder efter når de russiske soldater præsidenten. De skyder ham med automatrifler, og for en sikkerheds skyld kaster de også en granat mod målet. Både Amin og hans søn bliver sprængt i stumper.

Tajbeg-paladset Afghanistan

Efter at Spetsnas havde stormet Tajbeg-paladset og dræbt Hafizullah Amin, blev paladset brugt som den sovjetiske hærs hovedkvarter i Afghanistan.

© aka4ajax

Inden solen står op næste morgen, har andre russiske styrker indtaget regeringsbygningerne og TV- og radiostationerne i Kabul. Allerede i morgennyhederne meddeler Radio Kabul, at Hafizullah Amin er blevet stillet for retten og efterfølgende skudt som “en fjende af folket”. Landets nye leder er Babrak Karmal.

Samtidig tromler næsten 100.000 sovjetiske tropper og tusindvis af militærkøretøjer over grænsen og spreder sig i vifteform ud over Afghanistan. Moskvas klare forventning er, at når hæren kontrollerer byerne, industrien og transportlinjerne, er alt godt. Soldaterne kan derfor roligt tage opgaven på sig med stolthed.

“Vi fik at vide, at vi var meget heldige. Vi havde fået den store ære, at partiet havde betroet os at gennemføre en international opgave i Afghanistan”, lød det fra den 20-årige soldat Ivan Kovalchuk.

I de første dage går fremrykningen også godt, og invasionshæren strutter af optimisme og selvsikkerhed. Alt tegner til at blive en stor succes. Men russerne har i den grad undervurderet deres afghanske modstandere.

Islamister tager kampen op

Mens russiske tanks ruller ind i Afghanistan, gør de islamiske oprørsgrupper – mujahedinerne – klar til at gøre livet surt for invasionsstyrken og Karmals regeringshær. Grupperne er i princippet meget forskellige og er ikke enige om, hvordan deres land skal fungere på sigt. Men de er enige om, at kommunisme i hvert fald ikke er vejen frem, og at enhver russer eller sovjetsympatisør skal bøde med sit liv.

Mujahedinerne ved, at de er oppe imod en militær stormagt, men til gengæld kæmper de hellige krigere med hjertet. Til deres fordel betragter store dele af verden Sovjetunionens invasion med bekymring, og snart sender muslimske lande som Saudi-Arabien, Egypten og Pakistan økonomisk hjælp og våben til mujahedinerne.

USA ser også med stor alvor på Sovjets koldkrigsoptrapning og støtter hurtigt med tusindvis af britisk producerede Lee-Enfield-rifler og ammunition.

Afghanistan Mujadehiner

Som krigen skred frem, fik mujahedinerne tungere og tungere våben. Mange havde de erobret fra de sovjetiske styrker.

© Patrick Durand/Getty Images

Våbnene smugles fra Pakistan til Afghanistans bjerge, hvor oprørsgrupperne skjuler sig i grotter. Godt nok kontrollerer sovjettropperne de centrale dele af Afghanistan om dagen, men om aftenen og natten regerer mujahedinerne – ikke mindst når russerne bevæger sig ind i bjergpassene, som udgør vigtige forsyningsruter mellem Sovjetunionen og Afghanistan.

I 1980 render russerne ind i talrige bagholdsangreb som det, løjtnant Vladimir Polyakovs enhed oplever i Panjshirdalen i april. På mesterlig vis angriber guerillakrigerne med 10-30 mand fra højderne og forsvinder så, før russerne effektivt kan svare igen.

VIDEO: Se mujahedinerne kæmpe fra bjergene

En anden favorittaktik hos de hellige krigere er at montere miner på vejen, og når så russerne stopper op for at fjerne dem, begynder snigskytter at likvidere soldaterne. Den nærmest usynlige fjende får sovjettropperne til at omtale mujahedinerne som “duhki” – spøgelser.

“Dukhi undgår helst den direkte konfrontation, men deres hyppige bagholdsangreb gør det svært for vores enheder at manøvrere hurtigt og operativt. Kort sagt, de er nogle snu bæster”, lyder det fra en russisk oberstløjtnant, hvis tropper igen og igen løber ind i modstand i Panjshirdalen – den smalle passage, som snart bliver døbt “Dødens Dal”.

En række faktorer gjorde, at den sovjetiske invasion af Afghanistan fejlede fælt. Russerne havde ikke forberedt sig ordentligt og undervurderede totalt modstandsviljen hos det afghanske folk.

Afghanistan russisk konvoj
© Bettmann/Getty Images

Russerne førte umoderne krig

Sovjet gik ind i Afghanistan med helt forfejlede taktikker. Som under 2. verdenskrig invaderede russerne med en stor mængde kampvogne, selvom den slags krigsmateriel reelt var nytteløst i de mange bjergegne. Der gik månedsvis, før russerne gik over til større brug af helikoptere.

Afghanistan regeringshær
© Russian Look Ltd./Imageselect

Regeringshær gad ikke kæmpe

Russerne regnede med, at det hovedsageligt var den afghanske regeringshær, der skulle nedkæmpe oprørsgrupperne. Men mange af afghanerne havde ikke hjertet med. Flere af dem solgte deres våben, da salget af en pistol kunne ernære en familie i et helt år. Mange valgte også at hoppe over til mujahedinerne.

Afghanistan Mujahediner fragtes på æsel
© Robert Nickelsberg/Getty Images

Civile tog mujahedinernes parti

Sovjetstyret havde undervurderet, hvor lidt interesse den afghanske befolkning havde i, at landet var kommunistisk. Den fattige landbefolkning anede dårligt, at der sad en kommunistleder i Kabul, og de identificerede sig mere med de tanker, der prægede de muslimske oprørere.

Mujahediner med Stinger
© Robert Nickelsberg/Getty Images

Støtte udefra gav guerillaerne gejst

Støtten til mujahedinerne fra USA og muslimske naboer steg løbende – fra 1985 pumpede USA og Saudi-Arabien hver årligt 250 mio. dollars i guerillakrigerne. Tilførslen af våben som antitank-miner, plastisk sprængstof og jord-til-luft-missiler gav mujahedinerne troen på, at de kunne vinde krigen.

Mujahedinerne møde med Reagan
© Michael Evans, see stamp and name on roll #C12820

Fjenden blev trænet professionelt

Mujahedinerne blev i løbet af krigen langt mere professionelle, fordi de blev trænet i lejre ved den pakistanske grænse af pakistanske officer assisteret af CIA-folk. Her lærte de hellige krigere alt fra organiseringen af snigangreb til beherskelsen af morterer og antitank-våben.

Panjshirdalen bliver blodrød

Ingen af mujahedinernes oprørsgrupper er mere succesfuld end Ahmad Shah Massouds. Afghaneren med tilnavnet “Løven af Panjshir” træner og leder kløgtigt sin guerillahær i den 145 km lange dal få timers kørsel fra Kabul.

“Massoud besidder fremragende personlige og ledelsesmæssige talenter. Er urokkelig, når det kommer til at opnå sine mål. En klog, snedig og grusom modstander”, skriver russerne i deres hemmelige filer.

I krigens første to år dør russerne i hobetal mellem klippevæggene i Panjshir, og da Massouds mujahediner i april 1982 endda gennemfører et dristigt natangreb mod den sovjetiske flybase i Bagram lige syd for dalen, får russerne nok. De vil én gang for alle indtage “Dødens Dal” og kvæle den evige trussel fra bjergene.

Afghanistan sovjetisk helikopter nedskudt

Sovjetunionen mistede mindst 333 kamphelikoptere i Afghanistan.

© Peretz Partensky from San Francisco, USA

Kl. 4 om morgenen den 17. maj tordner fly og kamphelikoptere ind over dalen, hvor de smider granater og affyrer missiler der, hvor de mener, mujahedinerne holder til. Et par timer senere begynder en styrke på næsten 10.000 mand og kampkøretøjer at rykke frem på jorden ved dalens sydvestlige åbning, mens helikoptere flyver faldskærmstropper ind i dalen som led i helt en ny taktik, der overrasker guerillakrigerne.

“Pludselig ankom 200 helikoptere og landede 2.000-3.000 kommandosoldater. Det overrumplede totalt vores mujahediner. Russerne spredte sig ud over hele Panjshirdalen, og det var derfor svært og farligt for os at angribe”, huskede en af Massouds krigere.

Massoud er dog en genial taktiker, og ved at fremtvinge et klippeskred med dynamit blokerer han vejen for størstedelen af fjendens hovedstyrke ved dalens åbning. Dermed fjerner han midlertidigt den store angrebstrussel herfra, så mujahedinerne længere oppe i dalen kan koncentrere sig om at besejre faldskærmssoldaterne.

I bjergene forsøger russerne at jagte guerillaerne, men de er i den grad på udebane. Det erfarer soldaten Igor Ponomarenko hurtigt, da han med sin enhed forgæves forsøger at angribe en gruppe mujahediner på en bjergkam.

“Selv i dag husker og hører jeg deres skrig”. Den sovjetiske soldat Igor Ponomarenko om at miste sine kammerater under kampene.

“Vi avancerede fra klippe til klippe, sten til sten, højere og højere, mens vi dækkede hinanden med vores stormgeværer. Men ikke alle var lige heldige med at krydse klippearealet. Vi måtte efterlade de døde samt fire sårede. Men guerillaerne begyndte at skyde de sårede. Der var intet, vi kunne gøre, for at forhindre det. Selv i dag husker og hører jeg deres skrig”, genkaldte Ponomarenko sig efter krigen.

Trods vanskeligheder får russerne kortvarigt kontrol over dalbunden, men mujahedinernes konstante angreb fra højderne gør, at sovjettropperne efter få uger igen må flygte ud af bjergpasset.

I 1984 forsøger russerne et endnu større angreb med 20.000 mand i Panjshirdalen, men udfaldet bliver det samme. Sovjettropperne må sande, at de næppe kan få total kontrol over dalen. I stedet koncentrerer de sig om at holde mujahedinerne i skak i området gennem mindre operationer og ved jævnligt at bombe dalen og dens landsbyer.

“Fordi de har fejlet med at knuse os, har de vendt deres vrede mod forsvarsløse folk. De dræber gamle mænd, kvinder og børn, ødelægger huse og brænder korn af”, lyder det beklagende fra Massoud.

VIDEO: 12.000 soldater kunne ikke knække Panjshirs krigere

Panjshirdalen ligger kun 150 km fra Afghanistans hovedstad Kabul og guerillagrupperne i dalen var en evig torn i siden på Sovjetunionens besættelsestropper. I maj 1982 satte russerne og den afghanske regeringshær derfor alt ind på at få kontrol over dalen under operation “Panjshir V”.

Russerne mister motivationen

Årevis med fejlslagne operationer og døde kammerater betyder, at russerne i frustration begynder at hævne sig på civilbefolkningen. Løjtnant Polyakov ser også sine mænd ty til spontan vold og skammer sig over, at han nærmest ingen anger føler, når han ser en civil afghaner ligge med kugler i kroppen.

I Kunardalen nær den pakistanske grænse støder russerne på mange hyrder, som hjælper med at smugle våben ind til mujahedinerne ved fx at binde dem fast under bugen på deres får. Det får russerne til at gå hårdhændet til værks. Da et par soldater fanger en dreng, som har skudt mod dem med en oldgammel musket, gør kompagnichefen kort proces, da makkerparret bringer den lille fange ind i lejren.

“Han flækkede drengens kranie med sin geværkolbe, dræbte drengen med ét slag, uden at rejse sig fra sin stol”, fortæller et russisk vidne.

“Sand i dine øjne, sand i din mund, sand løber gennem dine blodårer”. En russisk soldatersang om livet i Afghanistan.

Polyakov og hans landsmænd i hæren er generelt rystede over, hvor meget de lokale hjælper mujahedinerne, fordi soldaterne fra Moskva har fået fortalt, at de er i Afghanistan netop for at hjælpe afghanerne mod imperialisterne og de islamiske oprørere.

Men den fattige landbefolkning giver ikke meget for Sovjets tilstedeværelse, og jo mere de fremmede ødelægger, jo større bliver tilslutningen til de muslimske oprørsgrupper, der også benytter sig af civil maskering. Mujahedinerne gemmer sig bag burkaer og bondeklæder og placerer miner i ure og båndoptagere i landsbyhusene.

De russiske soldater bliver mere og mere frustrerede over ikke at gøre fremskridt, og livet i Afghanistans bjerge og ørken er trøstesløst.

“Sand i dine øjne, sand i din mund, sand løber gennem dine blodårer”, lyder soldatersangen i barakkerne.

Om vinteren falder sneen i bjergene, og om sommeren piner varmen russerne. De trasker rundt i underbukser og forsøger at barrikadere sig mod heden ved at sætte madrasser op foran vinduerne og kaste spande med vand på dem.

Afghanistan sovjetiske soldater

Sovjetunionen sendte omkring 620.000 soldater til Afghanistan under den ni år lange krig.

© Patrick Robert – Corbis/Getty Images

De uhumske forhold og forurenet vand gør, at lejrene plages af dysenteri, plettyfus og kolera, men for Polyakov er det værste at se soldaternes forbrug af stoffer. Da officeren tager sine mænd i at ryge hash, får han dem omgående pryglet, men overalt tyer de modløse tropper til at købe euforiserende stoffer af de lokale.

Vodka og hjemmelavet sprut er et andet problem hos soldaterne, som mujahedinerne udnytter. Når deres spejdere ser, at russerne er fulde, indleder de enten et stort angreb, eller de sniger sig ind i lejrene og likviderer de sanseløse soldater.

I Kabul formår en mujahedin-venlig afghaner endda i sit hjem at hælde så meget whisky i en politisk officer og to rådgivere, at de til sidst dratter om. Afghaneren kontakter sine oprørsvenner, som kommer til huset og henter de tre døddrukne russere.

“Vi tog fulderikkerne med til et gemmested i en bjerglandsby. Da de blev ædru næste dag, gav vi dem chancen for at konvertere til islam og vælge den rette sti. De nægtede at samarbejde. Vi kunne ikke skyde dem, fordi skuddene muligvis ville tiltrække opmærksomhed fra en sikkerhedspost i nærheden, så vi begravede dem alle levende”, berettede en af mujahedinerne.

Ahmad Shah Massoud Afghanistan

Ahmad Shah Massoud anses i dag som en af verdens bedste guerillaledere på højde med Che Guevara og Ho Chi Minh.

© Jean-Luc Bremont/AP/Ritzau Scanpix

Afghansk løve tæmmede bjørnen

Ahmad Shah Massoud – “Løven af Panjshir” – var den russiske bjørns værste mareridt. Afghaneren var lynende intelligent og hentede inspiration hos tidligere guerillaledere. Også efter krigen fik Massoud en hovedrolle.

I 1953 blev Ahmad Shah Massoud født i en lerhytte i Panjshirdalen som en del af det iransktalende tadsjikermindretal. Han voksede op i dalen og kendte alt til de bjerge, hvor han gang på gang slagtede de russiske styrker under den sovjetiske invasion.

Modsat mange af de andre muslimske oprørsledere omgav Massoud sig med bøger ud over Koranen. Han læste persisk poesi og studerede nøje, hvordan folk som Mao og Che Guevara havde fået succes som guerillaledere. Hans studier gjorde også, at han med Vietnamkrigen som forbillede organiserede sine krigere i små angrebsgrupper, der overfaldt russerne, inden de forsvandt igen, ligesom han tit fokuserede på sårbare russiske positioner og etablerede forsyningslinjer gennem bjergene.

Massouds gruppe voksede fra under 1.000 mand med ringe udstyr i 1980 til 13.000 veltrænede guerillakrigere i 1989. “Løven af Panjshir” blev berømt i hele Afghanistan for sin krigsindsats og blev forsvarsminister i landets nye regering i 1992. Han fokuserede især på at bekæmpede Taleban, men blev snigmyrdet af al-Qaeda to dage før 11. september-angrebet i USA. Et par måneder forinden havde han forgæves forsøgt at advare Vesten om et stort forestående terrorangreb.

Våben udefra afgør krigen

Selvom sovjettropperne såvel som Moskva i midten af 1980’erne er frustrerede over den manglende succes i Afghanistan, har russerne stadig ét meget værdifuldt våben: Kamphelikopterne. De såkaldte Mi-24’ere spreder med deres maskinkanoner og missiler død og ødelæggelse i Afghanistan, og selv på mujahedinernes hjemmebane i bjergene kan helikopternes dygtige piloter snørkle sig omkring mellem klippevæggene. Fra luften angriber de alt, der ligner guerillakrigere eller våbenkaravaner med materiel og ammunition fra Pakistan.

Blandt civile og mujahediner går helikopterne under navnet “Satans Karet”, og oprørsgrupperne tigger og beder udlandet om våben, der kan sætte de flyvende bæster ud af spillet. Deres bøn bliver hørt i 1986, da Ronald Reagan beslutter, at det amerikansk fremstillede Stinger-missil skal masseproduceres og sendes til de afghanske oprørere i kampen mod kommunismen.

Sovjetisk Mi-24-helikopter

Mi-24-helikopteren var, især i krigens tidlige år, et af russernes største trumfkort. Med sin enorme ildkraft og præcision var “Satans Karet” enormt frygtet af afghanerne.

© Shutterstock

Hen over sommeren trænes mujahedinerne i brugen af det topmoderne jord-til-luft-missil, og den 26. september sniger en gruppe anført af ingeniøren “Ghaffar” sig gennem bjergene til en sovjetisk luftbase øst for Kabul. Da fire Mi-24-helikoptere nærmer sig, sætter mujahedinerne sig på hug med deres nye våben hvilende på skuldrene. Med sekunders mellemrum suser tre Stinger-missiler afsted med 2.700 km/t. og brager ind i tre af helikopterne. Maskinerne forvandles til ildkugler, inden de braser brændende til jorden. Guerillakrigerne smider affyringsrørene på ryggen og iler op i bjergene igen, mens mørket falder på.

Aktionen markerer begyndelsen på enden for den sovjetiske invasion i Afghanistan. Livet som Mi-24-pilot er med ét blevet livsfarligt, og i de følgende måneder mister russerne talrige kamphelikoptere – til en stykpris på 12 mio. dollars.

Stinger-missil

Stinger-missilerne var særlig effektive imod Mi-24, da de låste sig fast på deres mål igennem både infrarøde og ultraviolette sensorer. Det gjorde missilerne meget svære at ryste af.

© Flickr/Central Intelligence Agency

Gorbatjov vil ud af Afghanistan

Mens Sovjet har stået i stampe i Afghanistan, har der været fuld gang i udskiftningerne i Moskva, hvor Mikhail Gorbatjov i 1985 er blevet generalsekretær. Den progressive leder har aldrig været begejstret for krigen i nabolandet, og i november 1986 vil han ud.

“Skal vi virkelig kæmpe i en uendelighed som et bevis på, at vores tropper ikke er i stand til at håndtere situationen? Vi er nødt til at afslutte denne proces hurtigst muligt”, siger Gorbatjov til sine kommunistfæller i Politbureauet.

Lederne i Kreml enes om, at krigsdeltagelsen skal være slut inden for to år. I syv år har 620.000 russere på skift og næsten 300.000 afghanske regeringstropper uden held forsøgt at knække mujahedinerne. Krigen er upopulær i befolkningen, og den koster stormagten kæmpemæssige summer, som landet ikke har.

Gorbatjov beslutter at trække halvdelen af de tilbageværende tropper i Afghanistan ud i 1987, og i løbet af 1988 skal den sidste halvdel returnere til Sovjet. I hele udtrækningsperioden skal sovjettropperne hovedsageligt praktisere en defensiv tilgang i krigen. At kæmpe mod oprørsgrupperne er herefter op til Afghanistans nye kommunistiske leder, Muhammad Najibullah, og hans soldater.

Afghanistan Sovjetunionen tilbagetrækning jubel

Afghanerne jublede, da Sovjetunionen begyndte sin tilbagetrækning i februar 1987. Der gik to år, før alle sovjetiske tropper var ude af landet.

© Creative Commons

Med en lille forsinkelse triller de sidste sovjetiske tanks og lastvogne over stålbroerne ved grænsen mellem Afghanistan og Sovjetunionen i februar 1989. Blandt køretøjerne med kursen hjemad er en pansret mandskabsvogn, som en afghansk dreng render hen til.

“Hej, kommandør! Fuck hjem til Moskva”, råber han med et stort smil.

“Om ikke andet har vi da lært dem at bande”, bemærker en sovjetisk rådgiver.

EFTERSKRIFT:

Invasionen af Afghanistan kostede den russiske hær dyrt. Ud af de 620.000 udstationerede soldater blev 35.000 såret og 450.000 syge. Officielt døde ca. 14.500, men mange, som kæmpede i Afghanistan, anslår, at tabstallet var tættere på 75.000. Herudover mistede russerne mindst 118 jetjagere, 333 helikoptere, 147 tanks og mere end 14.000 andre militære køretøjer.

Samtidig led stormagten et mentalt knæk, fordi den ikke kunne besejre en fjende, der formentlig kun bestod af 20.000-85.000 mujahediner. Svaghedstegnet var medvirkende til, at Berlinmuren faldt blot 11 måneder senere. De største tabere i krigen var dog de civile. 1,5 mio. afghanere blev dræbt, og 5 mio. flygtede under besættelsen.

Bamiyan kvinder i burka

To kvinder i burka går foran det sted, hvor de store buddhastatuer i Bamiyan stod. De næsten 1.500 år gamle statuer blev sprængt i stykker af Taleban i 2001.

© Sgt. Ken Scar

De største ekstremister vandt borgerkrigen

Blodet stoppede ikke med at flyde i Afghanistan, fordi Sovjetunionen trak sig ud. En borgerkrig mellem forskellige afghanske grupper blussede op på ny og endte med, at Taleban fik magten.

Selvom Afghanistans kommunistiske leder, Muhammad Najibullah, knebent holdt fast i magten frem til 1992, røg landet efterfølgende ud i en borgerkrig uden nogen stabil regering.

“Vi er eksperter i guerillakrigsførelse, ikke i at regere”, udtalte den karismatiske oprørsleder Ahmad Shah Massoud, som vidste, at Afghanistan ville havne i et kaos, når russerne forsvandt.

De mange oprørsgrupper omfattede alt fra moderate muslimer til stærkt radikale islamistiske grupper. Derfor var Afghanistan i årevis splittet i flere regioner, som forskellige krigsherrer forsøgte at forsvare og udvide med egne militsstyrker.

Under borgerkrigen voksede Taleban-bevægelsen, der i begyndelsen primært bestod af stærkt religiøse universitetsstuderende. I modsætning til de mange krigsherrer i landet havde de sjældent været store guerillakrigere under den sovjetiske invasion, men til gengæld var de ikke lokalt forankrede og kæmpede for et samlet Afghanistan. Derfor fik de mange støtter og endte i 1996 med at sikre sig magten i Kabul. Taleban indførte herefter et strengt islamisk styre med kvindeundertrykkelse og et middelalderligt straffesystem.