Tjekaen: Den blodrøde terror

Derfor taler Lenin jævnligt for arbejderne – bolsjevikkernes kernestøtter. Da bolsjeviklederen efter talen spad­se­rer hen mod sin bil i fabrikkens gård, træder en kvinde pludselig frem med en pistol.

Tre skud runger i gården, hvor­efter Lenin knækker sammen mellem de arbejdere, som har fulgt ham på vej.

“De har slået ham ihjel! De har slået ham ihjel!” råber arbejderne, mens de bærer den sårede partileder til bilen, som ræser afsted mod hospitalet.

Imens pågriber Lenins sikkerhedsfolk attentatkvinden – den 28-årige Fanja Kap­lan. Hun erklærer, at hendes hand­ling er politisk motiveret.

Selvom Kaplan rammer sit mål med to ud af tre skud og sårer Lenin i halsen og i skulderen, o­ver­le­ver han mirakuløst, men det mis­lyk­ke­de mordforsøg skal få kon­se­kven­ser for alle indbyggere i Rusland.

Få timer efter attentatet fortæller bolsjevikkerne om det “kujonagtige for­søg på at dræbe kammerat Lenin”, og i et dekret er tonen utvetydig: Der vil blive svaret igen med “nådesløs masseterror mod alle fjender af revolutionen”.

Ingen i Rusland kan længere føle sig sikker. Et udspekuleret og nådesløst ter­ror­pro­gram anført af bolsjevikkernes berygtede Tjeka skal én gang for alle sikre Lenins revolution.

Zaren var smidt på porten

Blot halvandet år før Fanja Kaplans at­ten­tat­for­søg var Rusland et helt andet land.

På det tidspunkt blev landet regeret af zar Nikolaj 2. Zarfamilien havde i ge­ne­ra­tio­ner haft kontrol over riget, men uligheden var næsten lige så enorm som af­stan­de­ne i det gigantiske land.

Bøn­der­ne og arbejderne tjente i årene frem til 1916 kun akkurat nok til, at de und­gik, at familien døde af sult, men da 1. verdenskrig ledte til fødevaremangel i landet, begyndte underklassen at sulte.

“Vi vil have brød!” lød det under demonstrationerne­ mod zaren. I marts 1917 blev presset så stort, at Nikolaj 2. abdicerede.

En midlertidig regering blev udnævnt, men i november 1917 tog bolsjeviklederen Vla­di­mir Lenin sagen i egen hånd. Gennem et statskup under den såkaldte ok­to­ber­re­vo­lu­tion overtog han magten.

“Det var så let som at løfte en fjer”, udtalte­ Lenin senere. Til gengæld var det ikke nemt at be­va­re magten i det splittede land.

Da langt størstedelen af russerne var bønder og ar­bej­de­re, kunne Lenin i princippet have haft en massiv støtte, men bol­sje­vik­ker­nes insisteren på, at de på egen hånd skul­le regere landet, skabte mange mod­stan­de­re – selv i de re­vo­lu­tio­næ­re kred­se, hvor den tidligere politiske part­ner, De Socialrevolutionære, tog skarpt af­stand fra Lenins diktatoriske metoder.

Fjender myldrede omkring bol­sje­vik­ker­ne, og Lenin og hans kum­pa­ner var særdeles hurtige til at udnævne enhver kritiker som skadedyr, der skulle holdes nede.

I revolutionens navn var det et klok­­ke­­klart mål at få bugt med de så­kaldte klassefjender i overklassen og bor­ger­ska­bet, som Lenin yndede at kalde for “ka­pi­ta­­li­stisk yngel”, “rige driverter” og “hysteriske intellektuelle”.

Og den nye sovjetleder var ikke bleg for at tage drastiske midler i brug. “Vi når ingen vegne, hvis vi ikke gri­ber til terror”, sagde Lenin til sine par­ti­fæl­ler kort efter magtovertagelsen.

Sovjetlederen manglede bare at samle sine blodhunde og slippe dem løs.

Jern-Feliks skabte terrorenhed

I december 1917 mødtes bolsjevikkernes topledere for at drøfte, hvad de skulle stille op med de “kontrarevolutionære” – en af de mange betegnelser for folk, som ikke bakkede op om bolsjevismen.

I mødet deltog Feliks Dzerzjinskij, der pga. sin principfasthed og samvittighedsløse adfærd gik under navnet “Jern-Feliks”.

Den magre bolsjevik var gået forrest under magtovertagelsen og stod igen klar til at sætte hårdt ind mod fjenderne.

“Vi har slet ikke brug for retfærdighed overhovedet. Jeg foreslår – nej, jeg kræ­­ver – et organ, der skal gøre det re­vo­lu­tio­nære regnskab op med de kon­tra­re­vo­lu­tio­næ­re”, dundrede han.

Jern-Feliks fik fuld opbakning, og den 20. december 1917 oprettede Lenins regering Den Ekstraordinære Kom­mis­sion til Bekæmpelse af Kon­tra­re­vo­lu­tio­n og Sabotage­ – snart kendt som “Tjekaen”, bolsjevikkernes­ hemmelige politi.

Dzerzjinskij blev selv chef for den nye sikkerhedstjeneste, der ligesom så man­­ge andre politiinstanser fik til opgave at slå ned på kriminelle banditter og ty­ve­knæg­te.

Men Tjekaen fik også gans­ke særlige beføjelser. Den skulle mål­ret­tet gå efter klassefjender som præster, virk­som­heds­ejere, storbønder og det brede bor­ger­skab.

Tjekisterne fik derfor til­la­del­se til at beslaglægge ejendomme og fordrive fjenderne fra deres hjem.

Konfiskeringen af ejendele skete al­le­re­de fra slutningen af 1917, da Tje­ka­en be­gynd­te at sparke dørene ind hos “klas­se­fjen­der­ne”.

Uden videre stormede grup­­per på fire-fem tjekister ind og tømte skuf­fer­ne for smykker og kontanter hos de velstillede familier.

Andre gange blev hele huse beslaglagt, så højtstående bol­sje­vik­ker eller officerer fra den ny­dan­ne­de Røde Hær kunne flytte ind.

Det oplevede den 19-årige studerende Galina Djurjagina i december 1917, da hun var på besøg hos sin døende morfar i en by nær Uralbjergene.

Familien til­hør­te overklassen, og samme dag, som den ældre mand sov ind, blev hele den store villa konfiskeret.

Efterfølgende blev også Galinas eget hjem i Perm, hvor hun boede med sine forældre og to søskende, udsat for to husundersøgelser.

Første gang stjal tjekisterne sølvtøjet, og anden gang blev børneværelserne­ beslaglagt.

Galinas far var læge og dermed en del af overklassen, men da hans profession var vigtig, fik familien lov til at blive boende i dele af huset.

For mange andre i de øverste samfundslag var skæbnen værre. Lederen af Tjekaen i Ukraine, Martin Latsis, gjorde det fra begyndelsen klart, at det nye sikkerhedspoliti var “en kamporganisation” på en vigtig mission:

“Vi tilintetgør borgerskabet som klas­se. Vi leder ikke efter beviser eller vidner til at afsløre handlinger eller ord mod sov­jet­mag­ten. Det første spørgsmål, vi stil­ler, er, hvilken klasse han tilhører. Hvad er hans baggrund, opdragelse, ud­dan­nel­se og arbejde? Disse spørgsmål afgør den anklagedes skæbne. Det er essensen af den røde terror”.

Attentater satte gang i blodbadet

Trods Tjekaens aktioner for at holde mod­­stan­­de­­re nede var utilfredsheden med bolsjevikkerne så stor, at landet reelt blev ramt af borgerkrig i 1918.

På den ene side stod “de røde”, som kæm­pe­de for Lenins regime, og på den anden “de hvide”, hvoraf mange ville gen­ind­fø­re zarstyret.

Desuden gjorde ik­ke­-rus­sis­ke mindretal i grænseegnene oprør og kræ­ve­de selvstændighed, mens de så­kald­te grønne bestående af oprørske bøn­der hverken ønskede zaren eller bol­­­sje­­­vik­­­ker­­­ne ved magten.

Lenin havde primært kontrol over om­rå­der­ne ved Petrograd (det nu­væ­ren­de Skt. Petersborg) og Moskva og videre ned til Det Kaspiske Hav, men i hele den øst­li­ge del af Rusland havde de røde ikke meget indflydelse.

Bor­ger­kri­gen in­ten­si­ve­re­de terroren, og i vinteren 1918 hen­ret­te­de Tjekaen i Kijev ca. 6.000 men­­­nes­­­ker – de fleste af dem officerer, som ikke støttede bolsjevikkerne.

“Der begyndte bogstavelig talt et sandt slagteri på det russiske officerskorps. Man slæbte de ulykkelige officerer ud af hotellerne og lejlighederne og førte dem hen til det foretrukne henrettelsessted”, berettede et øjenvidne i Kiev:

“Under mine spadsereture i Vla­di­mirskaja Gorka-parken stødte jeg dagligt på nye lig. Ved muren omkring Tsarskij- og Kupertjeskij-parkerne lå tu­sin­der af nøgne og delvist afklædte lig i bunker”.

I sommeren 1918, da Tjekaen bestod af hele 113 afdelinger i forskellige distrikter, meldte Lenin, at sik­ker­heds­po­li­ti­et skulle fare endnu hårdere frem:

“Introducér masseterror! Ikke et mi­nut må spildes! I må handle med alt, hvad I har: Masseransagninger, hen­ret­tel­ser for våbenbesiddelse, mas­se­de­por­ta­tio­ner af upålidelige e­le­men­ter”, lød det fra bolsjeviklederen i et telegram den 9. august 1918 til en Tjeka-leder i Nizjnij Novgorod, 450 km øst for Moskva.

Lenin og Tjeka-ledernes terror gjorde dem dog til oplagte mål. Den 17. august skød og dræbte en ung mand chefen for Tje­ka­en i Petrograd, Moisej Uritskij.

Min­dre end to uger efter var det sel­ves­te Lenin, der var på kor­net, da den so­cial­re­vo­lu­tio­næ­re Fanja Kaplan sårede ham efter hans tale på fabrikken i Moskva.

De to attentater fik bolsje­vikkerne til at blæse til kamp mod enhver modstander. Deres avis i Petrograd, “Krasnaja Gazeta”, rasede:

“Nu er vi forpligtet til at hand­le. Væk med de sentimentale, som er bange for at udgyde uskyldigt blod!” lød det den 31. august. To dage senere proklamerede avisen, at bolsjevikkerne nu ville gå på rov blandt statsfjenderne og få “borgerligt blod til at oversvømme gaderne”.

Kommunistavisen “Pravda” lagde hel­ler ikke fingrene imellem i sin op­for­dring til masserne: “Forbered jer på nå­des­løs nedslagtning af revolutionens fjen­der. Byerne må renses for denne bor­ger­li­ge­ forrådnelse!”

Galinas far blev anholdt

En af de mange fra overklassen, som blev fængs­let i dagene efter drabet på Tjeka-chefen Uritskij, var Galina Djurjaginas far. Om natten den 20. august 1918 hav­de tjekister slæbt faren med og efterladt resten af familien rædselsslagen.

Tidligt næste morgen opsøgte den 19-årige datter alle bekendte i byen, der havde tilknytning til Tjekaen, heriblandt flere af hendes medstuderende.

Men det var hos portneren på hospitalet, hvor faren arbejdede, at Galina fandt hjælp. Med sin forbindelse til Tjekaen skaffede han Galina og moren et besøg i sik­ker­heds­po­li­ti­ets fængsel uden for byen.

Til datterens og morens chok så de på vejen gennem fængslet utallige kendte ansigter fra deres omgangskreds.

“Det virkede, som om hele den kul­ti­ve­re­de klasse var blevet arresteret”, ned­fæl­de­de den skrækslagne Galina i sin dagbog om aftenen.

Forfærdelsen blev kun værre, da de fik øje på faren. “Vi kunne knap kende ham. Så voldsomt havde han forandret sig i løbet af de sidste to nætter. Mor be­gynd­te at græde”, berettede Galina.

Faren var fåmælt, og familiens samtaler uden indhold. Ingen turde sige noget, for alt kunne blive brugt mod dem – også selv­om faren ikke havde gjort andet end at tilhøre overklassen.

“Besøget er slut. March!” skreg en sol­dat, og kvinderne måtte tage hjem uden at vide, hvad farens skæbne ville blive.

Næste dag meddelte den lokale Tjeka, at flere borgere i byen ville blive skudt som “bod for kammerat Uritskij”. Djur­ja­gi­na­-fa­mi­li­en var ude af sig selv – tænk, hvis faren var blandt dem!

Klokken to om natten den 25. august dukkede en af Galinas kvindelige med­stu­de­ren­de, som havde tilsluttet sig Tjekaen, op sammen med faren i døren.

Ifølge hende var faren blevet skudt, hvis ikke hun havde grebet ind.

“Jeg løb som en gal og kom i samme ø­je­blik, som jeres far blev ført ud til ek­se­ku­tions­plad­sen. Jeg bad om, at han blev sluppet fri. Og værsgo, her har I ham”, forklarede studiekammeraten.

Faren var bleg som døden og stod a­pa­tisk i døren i samme natskjorte, han hav­de på, da han var blevet arresteret. Allerede næste dag tog han på arbejde, men han var ændret for altid.

“Han er ikke et menneske længere, blot en skygge. Han siger ikke et ord, og vi besværer ham heller ikke med spørgs­mål”, skrev Galina i dagbogen.

Tjekisterne torturerede fanger

At gøre de såkaldte statsfjender som Galina Djurjaginas far stumme og a­pa­tis­ke var en helt central del af den røde terror.

Enhver borger – især til­hø­ren­de in­tel­li­gent­si­a­en – skulle konstant frygte for deres liv. Dermed sikrede bol­sje­vik­ker­ne, at kun de færreste vo­ve­de at sætte sig op imod regimet.

Derfor var det også vigtigt, at tje­kis­ter­ne, som i løbet af 1918 voksede fra en styr­ke på 12.000 til 40.000, ud­vis­te en barsk og brutal adfærd – både i bybilledet og bag fængselsmurene.

Tjeka-chefen i Ukraine, Martin Latsis, lagde ikke skjul på, hvad han krævede af sine folk: “Det er det mest beskidte arbejde af alle. Du kan ikke udføre det med sil­ke­hand­sker på”.

Ifølge Tjeka-chefen var jobbet så vold­somt, at mandskabet løbende måtte ud­skif­tes: “Arbejdet nedbryder mange unge kommunister med en svag karakter”.

Tjekaen tiltrak derfor især folk med psy­ko­pa­tiske træk. Galina Djurjaginas tid­li­ge­re matematiklærerinde oplevede på egen krop, hvor sadistiske tjekister kunne være.

Hun blev voldtaget af en grup­pe tjekister og siden ført ud i skoven med bind for øjnene. Herefter tvang de hende til at knæle foran en grav. En af mændene trykkede på aftrækkeren på sin pistol, så det sagde klik.

“Det er straffen for at give min datter en dårlig karakter”, lød det fra tjekisten, inden lærerinden fik lov at gå.

Og selv i bolsjevistiske kredse var det kendt, hvad det var for nogle mennesker, som søgte ind i sikkerhedspolitiet.

“Tjekisterne bestod helt klart af per­ver­te­re­de folk, der så konspirationer o­ver­alt. Jeg ved som et fak­tum, at Feliks Dzer­zjin­skij anså dem som ‘halv­råd­ne’”, lød det senere fra bel­­gisk­­fød­te Victor Serge, som tilsluttede sig bol­sje­vik­ker­nes bevægelse i Petrograd i 1919.

De sadistiske typer var nyttige i for­bin­del­se med ar­re­sta­tio­ner og af­hø­rin­ger i fængslet, hvor tortur var et fast element.

Torturen skulle få fanger til at angive an­dre kontrarevolutionære, men var des­uden et effektivt skræmmemiddel. Mange af Tjekaens tortur­metoder var inspireret af 1400-tallets spanske in­kvi­si­tion.

Den arresterede blev ek­sem­pel­vis hængt op med hovedet nedad i længere tid eller udsat for en “kra­nie­knu­ser”, der lang­somt trykkede mere og mere på ho­ve­det. Bolsjevikkerne ud­tænk­te­ dog også selv grufulde måder at pine ofrene på.

I Orjol i det vestlige Rusland bandt tjekisterne fx deres fanger fast til en pæl og hældte vand på dem, til ofrene til sidst blev levende isstatuer.

I Vologda nord for Moskva afhørte en kun 20-årig Tjeka-chef i vinteren 1920 konsekvent sine fanger, mens de var sænket ned i en iset flod – tjekisten blev senere men­tal­un­der­søgt og erklæret sindssyg.

Som et led i terroren sørgede tje­kis­ter­ne for, at torturen foregik, så de andre fan­ger kunne høre skrigene under af­hø­rin­ger­ne.

Galina Djurjaginas far, der til­brag­te fem døgn i fængslet i august 1918, blev ikke selv tortureret, men den psy­kiske terror ved at høre medfangernes skrig var nok til at skræmme ham fra vid og sans – ikke mindst når han ef­ter­føl­gen­de så ofrene vende tilbage til cellerne med brændemærker, blødende sår fra piskeslag eller afrevet hud.

Men lidelserne blandt Lenins modstandere skulle blive værre endnu. I efteråret 1918 udvidede sov­jet­re­ge­rin­gen Tje­ka­ens beføjelser som led i terrorprogrammet. Et drabsorgie ventede.

Tjekaen gik grassat

Efter attentaterne på Lenin og Uritskij var terroren løbende blevet skruet i vej­ret.

Plakaterne med sloganerne “Død over borgerklassen! Væk med ka­pi­ta­lis­men” var slået op overalt i by­er­ne, og tje­kis­ter­ne omringede hele bydele for at anholde kon­tra­re­vo­lu­tio­næ­re.

Hidtil havde såkaldte revolutionære tri­bu­na­ler stået for at dømme stats­fjen­der til døden.

Disse bestod ikke af jurister, der dømte efter love, men af bol­sje­vik­ker, der fældede dom ud fra deres egen op­fat­tel­se af “revolutionær sam­­vit­­tig­­hed”.

Selv­om tribunalerne ikke gav de ar­re­ste­re­de megen retssikkerhed, blev alt dog forværret i efteråret 1918.

Nu fik Tje­ka­en magt til at dømme mistænkte på egen hånd og straffe dem med døden eller ar­bejds­lejr.

Tjekisterne fungerede herefter ikke blot som politi, detektiver, an­kla­ge­re, fangevogtere og bødler, men nu også som dommere.

Arbejdslejrene var Lenins nye tiltag, hvor klassefjender kunne “isoleres for at be­skyt­te den sovjetiske republik”, som det hed i et regeringsdekret fra sep­tem­ber 1918.

Egentlig var lejrene tænkt som gen­op­dra­gel­ses­lej­re, hvor de internerede skulle fodres med propaganda, men stederne blev i stedet slavelejre.

På mi­ni­ma­le rationer måtte fanger knokle 12-14 timer i træk – fx med at fælde træ­er i bidende kulde på Solovetskij-øerne i Hvidehavet eller bryde kul i Sibirien.

“Man står i sne op til knæene, så det er svært at bevæge sig. Kæmpe træ­stam­mer, hugget ned med økser, falder ned over fangerne og dræber dem nogle gan­ge på stedet. Klædt i klude, uden vanter og kun med bastsko på fødderne er man dårligt i stand til at holde sig oprejst på grund af underernæring. Ens hænder og hele kroppen er stivfrossen i den bitre kulde”, lød det fra en lejrfange.

I begyndelsen af 1920 eksisterede der 34 lejre, men blot halvandet år efter rådede Tjekaen over 117 lejre med mere end 60.000 internerede.

Også antallet af hen­ret­tel­ser steg støt. Fra efteråret 1918 og tre år frem tog mordene heftigt til, når tjekisterne gik amok på sagesløse ind­byg­ge­re, som ikke passede ind i bol­sje­vis­mens samfundsideal.

Blandt de mest forfulgte var præster og andre gejstlige, der skulle straffes for, at kir­ken i århundreder havde tilranet sig store rigdomme fra folket.

Tjekisterne stod i kø for at overgå hinanden i bar­ba­risk adfærd mod kirkens folk. I Pe­tro­grad opdagede en gruppe tjekister, at en præst var i gang med en mindeceremoni for bolsjevikkernes ofre i byen.

Tropperne tvang alle ceremoniens deltagere med til havet. Her blev præsten tvunget til at give hver enkelt den sidste olie, inden de blev skudt og liget skubbet i vandet.

I byen Perm opsøgte lokale tjekister en præst, som de påstod sympatiserede med “de hvide”.

De sadistiske tjekister skar øjnene ud på præsten og lod ham gå gennem gaderne til skræk og advarsel for byens indbyggere, inden mændene be­gra­ve­de ham levende.

Mange af byens øvrige præster blev lænket og skubbet i floden. Hvis nogen havde kræfter til at kom­me op til overfladen, kastede tje­kis­ter­ne sten på dem, til de sank i døden.

Op imod 9.000 præster antages at være blevet dræbt mellem 1918 og 1921 – af dem stod Den Røde Hær også for utallige drab, når den i løbet af bor­ger­kri­gen rykkede frem i Rusland.

Andre højtuddannede eller højtstående med­lem­mer af samfundet, som havde levet godt under zaren, blev ligeledes myr­­det på mere og mere bestialsk vis.

Ofte kørte tjekisterne deres bytte ud i skoven, hvor ofrene fik lov til at grave deres egen grav, inden de fik en kugle i nakken.

“Vi behøver ikke beviser, krydsforhør eller mistanke for at retfærdiggøre skyd­ning”, udtalte en tjekist i byen Kungur.

Ikke sjældent blev folk skudt uden nogen reel grund, eller fordi de til­fæl­dig­vis delte navn med en mistænkt. I efteråret 1918 hørte Galina Djur­ja­gi­na fra en bekendt, hvor u­men­nes­ke­ligt tjekisterne skred til værks.

“I dag mødte jeg ingeniørens datter på gaden. Hun lignede døden selv. Hendes far og tre brødre var blevet taget. Først blev de pisket og bagefter smidt ned i fly­den­de jern på den fabrik, hvor de ar­bej­de­de.”

“Jeg tror aldrig, at der tidligere i historien er sket noget så forfærdeligt som denne ‘røde terror’, som bol­sje­vik­ker­ne kalder det”, skrev Galina ef­ter­føl­gen­de i sin dagbog, som hun skjulte i en ven­­ti­­la­­tions­­skakt i huset: “Bliver den fun­det på mig, er det min sikre død”.

Sidst i 1918 betroede Galina sin dag­bog, at familien levede “i konstant skræk for at blive skudt”. Når lejligheden bød sig, måtte de flygte fra Lenins bødler.

Djurjagina-familien efterlod alt

I 1919 rasede borgerkrigen mellem de røde og de hvide stadig. Efter en kort­va­rig succes for de hvide i foråret, hvor bl.a. Perm var kommet på an­ti­-bol­sje­vik­ker­nes hænder, buldrede Le­nins røde hær igen fremad.

I be­gyn­del­sen af juni stod det klart, at Galinas hjemby snart igen ville blive hærget af tjekister.

Galina havde ikke andet end tøj og sin dagbog med sig, da familien hoppede ombord på et af de sidste tog, der kørte fra Perm.

Sammen med tusinder af andre flygtninge gik turen i godsvogne mod Sibirien, som bolsjevikkerne endnu ikke havde erobret. I den proppede vogn tog Galinas far fem små flasker frem.

“Det her er cyankalium. Hvis de røde får fat på os, er det bedre at dø end at falde i deres hænder”, lød det fra faren.

Først efter en måneds rejse i den stin­ken­de togvogn, hvor adskillige pas­sa­ge­rer var døde af sygdom, ankom fa­mi­li­en til Irkutsk i det sydøstlige Si­bi­ri­en.

Men friheden blev kort. Al­le­re­de i ef­ter­året 1919 kom også store dele af Sibirien på de rødes hænder, og familien Djur­ja­gi­nas skæbne skulle nu igen afgøres af bol­sje­vik­ker­nes luner.

Faren blev dog ikke li­kvi­de­ret, da læger var en man­gel­va­re, og ingen i familien tog cyankalium.

Men familien blev nu huset i en by af gamle togvogne i byen Omsk, hvor faren blev tvunget til at arbejde som læge. Ret­tig­he­der og egne meninger var et af­slut­tet kapitel i det nye samfund.

Tjekaen genopstod i nye klæder

I slutningen af 1920 nedkæmpede bol­sje­vik­ker­ne definitivt de hvide styrker og af­slut­te­de borgerkrigen.

Først i 1922 lyk­ke­des det dog at knuse de sidste lom­mer af oprørske arbejdere og bønder, som – paradoksalt nok – satte sig op imod det styre, der oprindeligt havde pro­kla­me­ret at være proletarernes parti.

Forholdet til befolkningen var nemlig blevet forværret af den økonomiske po­li­tik under borgerkrigen, hvor staten na­tio­na­li­se­re­de al industri og forbød privat handel.

Bolsjevikkerne indførte tvangs­­be­­slag­­læg­­gel­­se af land­brugs­pro­duk­tion, og nægtede bønderne eller fabriksejerne at aflevere deres varer, var straffen fan­ge­lejr eller døden.

Strejkende ar­bej­de­re, der var utilfredse med deres forhold, blev af sikkerhedstjenesten truet til at un­der­skri­ve erklæringer, hvori de lovede “at arbejde samvittighedsfuldt i fremtiden”.

Bolsjevikkernes terror havde effektivt knækket modstanden i befolkningen og bi­dra­get til at sikre kontrollen i hele Rus­land, der i december 1922 fik navnet Sovjetunionen.

Hvor mange ofre terroren præcis kostede, er umuligt at sige, men hi­sto­ri­ker­ne vurderer, at Tjekaen fra 1917 til 1922 nåede at henrette mindst 100.000.

Da Lenin i 1922 opløste Tje­ka­en, beskæftigede sik­ker­heds­tje­nes­ten omtrent 300.000 mand.

Tjekaen ophørte dog aldrig, men blev videreført som “Statens Politiske Styrke” (GPU), der fortsatte med at arrestere og hen­ret­te personer, som forbrød sig mod staten.

Senere blev tjenesten en del af det berygtede KGB. Sovjetborgerne blev der­med aldrig fri for regimets jernhånd.

Galina Djurjagina slap dog som en af de få ud af systemets lænker. I 1925 forlod hun Sovjetunionen med sin østrigske mand – en krigsfange, hun havde mødt efter ankomsten til Omsk i Sibirien.

Hun døde i 1991 – få måneder før Sovjetunionen smuldrede.