Lenin er veloplagt. Hans ord slår gnister på Mikhelson-fabrikken i Moskva om eftermiddagen den 30. august 1918, hvor han fortæller om bolsjevismens fortræffeligheder.
“Med os findes der kun én vej: Sejr eller død”, slutter Lenin med knyttet næve, inden arbejdernes klapsalver brager.
I 10 måneder har bolsjeviklederen siddet på magten i Rusland, efter at han styrtede den siddende regering under oktoberrevolutionen i 1917, men bolsjevikkerne frygter, at magten er ved at glide dem af hænde, for Rusland er fyldt med modstandere af bolsjevikkerne.
De har slået ham ihjel! De har slået ham ihjel! Arbejdere efter attentatet mod Lenin
Derfor taler Lenin jævnligt for arbejderne – bolsjevikkernes kernestøtter. Da bolsjeviklederen efter talen spadserer hen mod sin bil i fabrikkens gård, træder en kvinde pludselig frem med en pistol.
Tre skud runger i gården, hvorefter Lenin knækker sammen mellem de arbejdere, som har fulgt ham på vej.
“De har slået ham ihjel! De har slået ham ihjel!” råber arbejderne, mens de bærer den sårede partileder til bilen, som ræser afsted mod hospitalet.

Lenin var på vej til sin bil, da Fanja Kaplan angiveligt skød tre gange mod ham – to af kuglerne ramte.
Imens pågriber Lenins sikkerhedsfolk attentatkvinden – den 28-årige Fanja Kaplan. Hun erklærer, at hendes handling er politisk motiveret.
Selvom Kaplan rammer sit mål med to ud af tre skud og sårer Lenin i halsen og i skulderen, overlever han mirakuløst, men det mislykkede mordforsøg skal få konsekvenser for alle indbyggere i Rusland.
Få timer efter attentatet fortæller bolsjevikkerne om det “kujonagtige forsøg på at dræbe kammerat Lenin”, og i et dekret er tonen utvetydig: Der vil blive svaret igen med “nådesløs masseterror mod alle fjender af revolutionen”.
Ingen i Rusland kan længere føle sig sikker. Et udspekuleret og nådesløst terrorprogram anført af bolsjevikkernes berygtede Tjeka skal én gang for alle sikre Lenins revolution.

Fanja Kaplan anså efter eget udsagn Lenin for en forræder.
Sindsforvirret kvinde udløste terroren
Den rygende pistol, som den 30. august 1918 affyrede tre skud mod Lenin, befandt sig i hænderne på Fanja Kaplan. Hun blev straks efter overmandet og ført til afhøring hos sikkerhedspolitiet.
“Jeg gjorde det på egen hånd. Jeg vil ikke afsløre, hvem der gav mig revolveren. Jeg vil ingen detaljer give. Jeg havde besluttet at dræbe Lenin for lang tid siden. Jeg betragter ham som en forræder af revolutionen”, lød det fra Kaplan.
I tre døgn blev hun afhørt, indtil Tjekaen opgav at få mere ud af kvinden, som ifølge flere kilder ikke var helt rask. Hun havde siddet fængslet i 11 år under zardømmet, og under afsoningen udviste hun tegn på sindssyge.
Kaplans mentale tilstand såede senere tvivl om hendes skyld – måske hun blot var en syndebuk. I 1922 berettede en frafalden militærleder fra partiet De Socialrevolutionære dog, at Kaplan var medlem, og at han havde udvalgt hende til attentatet.
Den 28-årige Kaplan blev henrettet ved skud på en offentlig plads i Moskva i 1918, hvorefter hendes lig blev proppet i en tønde og brændt.
Zaren var smidt på porten
Blot halvandet år før Fanja Kaplans attentatforsøg var Rusland et helt andet land.
På det tidspunkt blev landet regeret af zar Nikolaj 2. Zarfamilien havde i generationer haft kontrol over riget, men uligheden var næsten lige så enorm som afstandene i det gigantiske land.
Bønderne og arbejderne tjente i årene frem til 1916 kun akkurat nok til, at de undgik, at familien døde af sult, men da 1. verdenskrig ledte til fødevaremangel i landet, begyndte underklassen at sulte.
“Vi vil have brød!” lød det under demonstrationerne mod zaren. I marts 1917 blev presset så stort, at Nikolaj 2. abdicerede.
En midlertidig regering blev udnævnt, men i november 1917 tog bolsjeviklederen Vladimir Lenin sagen i egen hånd. Gennem et statskup under den såkaldte oktoberrevolution overtog han magten.
“Det var så let som at løfte en fjer”, udtalte Lenin senere. Til gengæld var det ikke nemt at bevare magten i det splittede land.
Da langt størstedelen af russerne var bønder og arbejdere, kunne Lenin i princippet have haft en massiv støtte, men bolsjevikkernes insisteren på, at de på egen hånd skulle regere landet, skabte mange modstandere – selv i de revolutionære kredse, hvor den tidligere politiske partner, De Socialrevolutionære, tog skarpt afstand fra Lenins diktatoriske metoder.
“Vi når ingen vegne, hvis vi ikke griber til terror.” Lenin, 1917
Fjender myldrede omkring bolsjevikkerne, og Lenin og hans kumpaner var særdeles hurtige til at udnævne enhver kritiker som skadedyr, der skulle holdes nede.
I revolutionens navn var det et klokkeklart mål at få bugt med de såkaldte klassefjender i overklassen og borgerskabet, som Lenin yndede at kalde for “kapitalistisk yngel”, “rige driverter” og “hysteriske intellektuelle”.
Og den nye sovjetleder var ikke bleg for at tage drastiske midler i brug. “Vi når ingen vegne, hvis vi ikke griber til terror”, sagde Lenin til sine partifæller kort efter magtovertagelsen.
Sovjetlederen manglede bare at samle sine blodhunde og slippe dem løs.

På propaganda-plakater pralede bolsjevikkerne af, hvor mange fjender de udslettede.
Bolsjevikkerne så fjender overalt
For Lenin og bolsjevikkerne vrimlede det med trusler mod revolutionen overalt i samfundet. Alt fra folk med særlige privilegier til tidligere socialistiske forbundsfæller blev stemplet som fjender.
Bolsjevikkerne havde svært ved at spadsere en tur i en russisk by uden at se fjender myldre omkring dem – både reelle og indbildte – for tilhørte en person ikke proletariatet eller bolsjevikpartiet, blev han eller hun betragtet som en modstander.
Overklassen og borgerskabet var “klassefjender”, politiske modstandere var “kontrarevolutionære”, og hvis et menneske på andre måder var en torn i øjet på bolsjevikkerne og deres revolution, var vedkommende under alle omstændigheder en “statsfjende”.
Kort sagt: Det var langt sværere for Lenin og hans folk at finde venner end fjender.
De Hvide
Anti-kommunistisk yngel
Betegnelsen “de hvide” dækkede et sammenrend af anti-kommunistiske grupper. De talte bl.a. borgerlige demokrater, liberale republikanere, nationalister og højre-orienterede zartilhængere.
Præsterne
Røvere i Guds navn
Bolsjevikkerne var overbeviste ateister og afskyede kirken. Ruslands over 200.000 præster og andre gejstlige blev set som tyvepak, der med kirken og troen som våben udplyndrede folket.

Kapitalisterne
De griske burgøjsere
Virksomhedsejerne, der typisk tilhørte det bedre borgerskab, var ifølge bolsjevikkerne samfundets skadedyr. De sad på produktionsmidlerne og tjente formuer på arbejdernes hårde slid.
Kulakkerne
De grådige storbønder
Ruslands storbønder gik under navnet kulakker og blev af Lenin kaldt “blodsugere”, der udnyttede de fattige bønder. Enhver bonde, som nægtede at udlevere korn til bolsjevikkerne, blev også betegnet kulak.
Zarens støtter
Fortidens kravl
Alle, der havde besiddet poster under zaren eller bakkede op om zardømmet, blev anset for fjender – hvad enten det drejede sig om officerer, embedsmænd eller almindelige borgere, som havde tjent zaren.

Socialistiske revolutionære
Revolutionens forrædere
Partiet De Socialrevolutionære var oprindeligt bolsjevikkernes socialistiske frænder. Men da Lenin i 1917 gik efter magten alene, blev de tidligere samarbejdspartnere stemplet som “kontrarevolutionære”.
De intellektuelle
Overklasseløg med magt
Den russiske intelligentsia var ifølge Lenin kapitalisternes lakajer. De blev desuden anset for en trussel, fordi de veluddannede ofte var kritiske over for de politiske magthavere, som nu var bolsjevikkerne selv.

Udenlandske magter
Fjenden udefra
Bolsjevikkerne frygtede – ikke helt ubegrundet – udenlandske magter. Ifølge Lenins propaganda var det udlandet, der styrede “de hvide”. En række lande støttede da også aktivt de hvides modstandskamp.
Jern-Feliks skabte terrorenhed
I december 1917 mødtes bolsjevikkernes topledere for at drøfte, hvad de skulle stille op med de “kontrarevolutionære” – en af de mange betegnelser for folk, som ikke bakkede op om bolsjevismen.
“Vi har ikke brug for retfærdighed nu. Vi har brug for kamp til døden!” Feliks Dzerzjinskij, leder af Tjekaen
I mødet deltog Feliks Dzerzjinskij, der pga. sin principfasthed og samvittighedsløse adfærd gik under navnet “Jern-Feliks”.
Den magre bolsjevik var gået forrest under magtovertagelsen og stod igen klar til at sætte hårdt ind mod fjenderne.
“Vi har slet ikke brug for retfærdighed overhovedet. Jeg foreslår – nej, jeg kræver – et organ, der skal gøre det revolutionære regnskab op med de kontrarevolutionære”, dundrede han.
Jern-Feliks fik fuld opbakning, og den 20. december 1917 oprettede Lenins regering Den Ekstraordinære Kommission til Bekæmpelse af Kontrarevolution og Sabotage – snart kendt som “Tjekaen”, bolsjevikkernes hemmelige politi.
Dzerzjinskij blev selv chef for den nye sikkerhedstjeneste, der ligesom så mange andre politiinstanser fik til opgave at slå ned på kriminelle banditter og tyveknægte.
Men Tjekaen fik også ganske særlige beføjelser. Den skulle målrettet gå efter klassefjender som præster, virksomhedsejere, storbønder og det brede borgerskab.
Tjekisterne fik derfor tilladelse til at beslaglægge ejendomme og fordrive fjenderne fra deres hjem.

Feliks Dzerzjinskij nåede at blive arresteret af zarens politi seks gange. Erfaringerne fra fængslet brugte han siden imod revolutionens fjender.
Jern-Feliks skabte terrormaskinen
Tjekaens leder, Feliks Dzerzjinskij, var en utrættelig arbejdsnarkoman, som ingen midler skyede i kampen for revolutionen.
Få af Lenins partisoldater var så dedikerede til revolutionen som Feliks Dzerzjinskij.
Den polskfødte bolsjevik havde tilbragt 11 år af sit liv i zarens fængsler pga. revolutionære holdninger, inden han kom ud i 1917 og bidrog til Lenins magtovertagelse.
Den rå Dzerzjinskij kendte efter sit fængselsophold den afsatte zars undertrykkelsesapparat bedre end de fleste, og derfor satte Lenin ham til at organisere bolsjevikkernes egen sikkerhedstjeneste.
I det første år som leder af Tjekaen arbejdede, spiste og sov Dzerzjinskij på sit kontor og undte ikke sig selv et øjebliks ro.
Utrætteligt rejste han Rusland rundt for at rekruttere og træne de lokale Tjeka-styrker. Det gjaldt også afhøringsmetoder og tortur, som eksfangen kendte alt til fra zarens tremmehelvede.
“Vi har ikke brug for retfærdighed nu. Vi har brug for kamp til døden!” tordnede han.
Ifølge Dzerzjinskij risikerede det ældgamle had mellem proletariatet og de højere klasser at ende i vilkårlige blodsudgydelser: “Jeg satte mig derfor for at systematisere den revolutionære magts straffesystem”, skrev han i et brev i 1922.
Tjeka-lederens udholdenhed var en af grundene til, at han fik tilnavnet “Jern-Feliks”. En anden var hans kynisme. Selv sagde han, at han havde lært sig at være “medlidenhedsløs”.
Dzerzjinskij blev en af bolsjevikkernes mest frygtede mænd, men også en af de mest beundrede.
Trods sin enorme magt lod Jern-Feliks sig aldrig korrumpere og levede spartansk helt til sin død i 1926 i en alder af blot 49 år.
Konfiskeringen af ejendele skete allerede fra slutningen af 1917, da Tjekaen begyndte at sparke dørene ind hos “klassefjenderne”.
Uden videre stormede grupper på fire-fem tjekister ind og tømte skufferne for smykker og kontanter hos de velstillede familier.
Andre gange blev hele huse beslaglagt, så højtstående bolsjevikker eller officerer fra den nydannede Røde Hær kunne flytte ind.
Det oplevede den 19-årige studerende Galina Djurjagina i december 1917, da hun var på besøg hos sin døende morfar i en by nær Uralbjergene.
Familien tilhørte overklassen, og samme dag, som den ældre mand sov ind, blev hele den store villa konfiskeret.
Efterfølgende blev også Galinas eget hjem i Perm, hvor hun boede med sine forældre og to søskende, udsat for to husundersøgelser.
Første gang stjal tjekisterne sølvtøjet, og anden gang blev børneværelserne beslaglagt.
Galinas far var læge og dermed en del af overklassen, men da hans profession var vigtig, fik familien lov til at blive boende i dele af huset.
“Vi tilintetgør borgerskabet som klasse.” Martin Latsis, leder af Tjekaen i Ukraine
For mange andre i de øverste samfundslag var skæbnen værre. Lederen af Tjekaen i Ukraine, Martin Latsis, gjorde det fra begyndelsen klart, at det nye sikkerhedspoliti var “en kamporganisation” på en vigtig mission:
“Vi tilintetgør borgerskabet som klasse. Vi leder ikke efter beviser eller vidner til at afsløre handlinger eller ord mod sovjetmagten. Det første spørgsmål, vi stiller, er, hvilken klasse han tilhører. Hvad er hans baggrund, opdragelse, uddannelse og arbejde? Disse spørgsmål afgør den anklagedes skæbne. Det er essensen af den røde terror”.

Mange almindelige russere angav venner eller naboer for anti-revolutionære aktiviteter.
Attentater satte gang i blodbadet
Trods Tjekaens aktioner for at holde modstandere nede var utilfredsheden med bolsjevikkerne så stor, at landet reelt blev ramt af borgerkrig i 1918.
På den ene side stod “de røde”, som kæmpede for Lenins regime, og på den anden “de hvide”, hvoraf mange ville genindføre zarstyret.
Desuden gjorde ikke-russiske mindretal i grænseegnene oprør og krævede selvstændighed, mens de såkaldte grønne bestående af oprørske bønder hverken ønskede zaren eller bolsjevikkerne ved magten.
Lenin havde primært kontrol over områderne ved Petrograd (det nuværende Skt. Petersborg) og Moskva og videre ned til Det Kaspiske Hav, men i hele den østlige del af Rusland havde de røde ikke meget indflydelse.




Bolsjevikkerne var omringet af fjender
Da Lenin i 1918 indgik separatfred med Tyskland, brød borgerkrigen ud i lys lue. De hvide styrker erobrede store områder af Rusland og fik bl.a. støtte fra britiske og franske tropper.
Bolsjevikkernes magtområde i oktober 1919.
Krigsherrer fra de hvide styrker angreb fra både øst og vest.
Tropper fra bl.a. Frankrig, England og USA forsøgte at hjælpe de hvide.
Borgerkrigen intensiverede terroren, og i vinteren 1918 henrettede Tjekaen i Kijev ca. 6.000 mennesker – de fleste af dem officerer, som ikke støttede bolsjevikkerne.
“Der begyndte bogstavelig talt et sandt slagteri på det russiske officerskorps. Man slæbte de ulykkelige officerer ud af hotellerne og lejlighederne og førte dem hen til det foretrukne henrettelsessted”, berettede et øjenvidne i Kiev:
“Under mine spadsereture i Vladimirskaja Gorka-parken stødte jeg dagligt på nye lig. Ved muren omkring Tsarskij- og Kupertjeskij-parkerne lå tusinder af nøgne og delvist afklædte lig i bunker”.
“Introducér masseterror! Ikke et minut må spildes!” Lenin i telegram, 1918
I sommeren 1918, da Tjekaen bestod af hele 113 afdelinger i forskellige distrikter, meldte Lenin, at sikkerhedspolitiet skulle fare endnu hårdere frem:
“Introducér masseterror! Ikke et minut må spildes! I må handle med alt, hvad I har: Masseransagninger, henrettelser for våbenbesiddelse, massedeportationer af upålidelige elementer”, lød det fra bolsjeviklederen i et telegram den 9. august 1918 til en Tjeka-leder i Nizjnij Novgorod, 450 km øst for Moskva.
Lenin og Tjeka-ledernes terror gjorde dem dog til oplagte mål. Den 17. august skød og dræbte en ung mand chefen for Tjekaen i Petrograd, Moisej Uritskij.
Mindre end to uger efter var det selveste Lenin, der var på kornet, da den socialrevolutionære Fanja Kaplan sårede ham efter hans tale på fabrikken i Moskva.
De to attentater fik bolsjevikkerne til at blæse til kamp mod enhver modstander. Deres avis i Petrograd, “Krasnaja Gazeta”, rasede:
“Nu er vi forpligtet til at handle. Væk med de sentimentale, som er bange for at udgyde uskyldigt blod!” lød det den 31. august. To dage senere proklamerede avisen, at bolsjevikkerne nu ville gå på rov blandt statsfjenderne og få “borgerligt blod til at oversvømme gaderne”.
“Forbered jer på nådesløs nedslagtning af revolutionens fjender!” Kommunistavisen Pravda
Kommunistavisen “Pravda” lagde heller ikke fingrene imellem i sin opfordring til masserne: “Forbered jer på nådesløs nedslagtning af revolutionens fjender. Byerne må renses for denne borgerlige forrådnelse!”
Galinas far blev anholdt
En af de mange fra overklassen, som blev fængslet i dagene efter drabet på Tjeka-chefen Uritskij, var Galina Djurjaginas far. Om natten den 20. august 1918 havde tjekister slæbt faren med og efterladt resten af familien rædselsslagen.
Tidligt næste morgen opsøgte den 19-årige datter alle bekendte i byen, der havde tilknytning til Tjekaen, heriblandt flere af hendes medstuderende.
Men det var hos portneren på hospitalet, hvor faren arbejdede, at Galina fandt hjælp. Med sin forbindelse til Tjekaen skaffede han Galina og moren et besøg i sikkerhedspolitiets fængsel uden for byen.
Til datterens og morens chok så de på vejen gennem fængslet utallige kendte ansigter fra deres omgangskreds.
“Det virkede, som om hele den kultiverede klasse var blevet arresteret”, nedfældede den skrækslagne Galina i sin dagbog om aftenen.
Forfærdelsen blev kun værre, da de fik øje på faren. “Vi kunne knap kende ham. Så voldsomt havde han forandret sig i løbet af de sidste to nætter. Mor begyndte at græde”, berettede Galina.
Faren var fåmælt, og familiens samtaler uden indhold. Ingen turde sige noget, for alt kunne blive brugt mod dem – også selvom faren ikke havde gjort andet end at tilhøre overklassen.
“Besøget er slut. March!” skreg en soldat, og kvinderne måtte tage hjem uden at vide, hvad farens skæbne ville blive.
“Han er ikke et menneske længere, blot en skygge.” Galina Djurjagina i sin dagbog
Næste dag meddelte den lokale Tjeka, at flere borgere i byen ville blive skudt som “bod for kammerat Uritskij”. Djurjagina-familien var ude af sig selv – tænk, hvis faren var blandt dem!
Klokken to om natten den 25. august dukkede en af Galinas kvindelige medstuderende, som havde tilsluttet sig Tjekaen, op sammen med faren i døren.
Ifølge hende var faren blevet skudt, hvis ikke hun havde grebet ind.
“Jeg løb som en gal og kom i samme øjeblik, som jeres far blev ført ud til eksekutionspladsen. Jeg bad om, at han blev sluppet fri. Og værsgo, her har I ham”, forklarede studiekammeraten.
Faren var bleg som døden og stod apatisk i døren i samme natskjorte, han havde på, da han var blevet arresteret. Allerede næste dag tog han på arbejde, men han var ændret for altid.
“Han er ikke et menneske længere, blot en skygge. Han siger ikke et ord, og vi besværer ham heller ikke med spørgsmål”, skrev Galina i dagbogen.

Under Pariserkommunen henrettede de revolutionære bl.a. Paris’ ærkebiskop, Georges Darboy.
Nådesløse parisere gav Lenin inspiration
Lenin og andre højtstående bolsjevikker var stærkt optagede af Frankrigs såkaldte Pariserkommune, som kortvarigt tog magten i Paris i 1871.
Det revolutionære styre kom til, efter at hovedstadens venstreorienterede arbejdere gjorde oprør mod regeringen.
De parisiske rebeller terroriserede systematisk andre samfundsgrupper og henrettede hundredvis af fjender uden rettergang.
Den franske regering generobrede dog Paris i “den blodige uge” i maj 1871. Det kostede mindst 25.000 fra arbejderkvartererne livet.
Lenin studerede Pariserkommunen, fordi arbejderne med deres opstand mod andre samfundsklasser havde gennemført en revolution som hans egen.
Pariserkommunen faldt ifølge Lenin, fordi der var for mange intellektuelle blandt rebellerne. De var alt for blødsødne over for modstanderne. Masserne derimod havde ingen nåde vist – det ville Lenin heller ikke.
Tjekisterne torturerede fanger
At gøre de såkaldte statsfjender som Galina Djurjaginas far stumme og apatiske var en helt central del af den røde terror.
Enhver borger – især tilhørende intelligentsiaen – skulle konstant frygte for deres liv. Dermed sikrede bolsjevikkerne, at kun de færreste vovede at sætte sig op imod regimet.
Derfor var det også vigtigt, at tjekisterne, som i løbet af 1918 voksede fra en styrke på 12.000 til 40.000, udviste en barsk og brutal adfærd – både i bybilledet og bag fængselsmurene.
Tjeka-chefen i Ukraine, Martin Latsis, lagde ikke skjul på, hvad han krævede af sine folk: “Det er det mest beskidte arbejde af alle. Du kan ikke udføre det med silkehandsker på”.
“Det er straffen for at give min datter en dårlig karakter.” Tjekist til Galina Djurjaginas lærerinde
Ifølge Tjeka-chefen var jobbet så voldsomt, at mandskabet løbende måtte udskiftes: “Arbejdet nedbryder mange unge kommunister med en svag karakter”.
Tjekaen tiltrak derfor især folk med psykopatiske træk. Galina Djurjaginas tidligere matematiklærerinde oplevede på egen krop, hvor sadistiske tjekister kunne være.
Hun blev voldtaget af en gruppe tjekister og siden ført ud i skoven med bind for øjnene. Herefter tvang de hende til at knæle foran en grav. En af mændene trykkede på aftrækkeren på sin pistol, så det sagde klik.
“Det er straffen for at give min datter en dårlig karakter”, lød det fra tjekisten, inden lærerinden fik lov at gå.
“Tjekisterne bestod helt klart af perverterede folk.” Den belgiske bolsjevik Victor Serge
Og selv i bolsjevistiske kredse var det kendt, hvad det var for nogle mennesker, som søgte ind i sikkerhedspolitiet.
“Tjekisterne bestod helt klart af perverterede folk, der så konspirationer overalt. Jeg ved som et faktum, at Feliks Dzerzjinskij anså dem som ‘halvrådne’”, lød det senere fra belgiskfødte Victor Serge, som tilsluttede sig bolsjevikkernes bevægelse i Petrograd i 1919.

Tjekaen havde frie hænder til at torturere og myrde enhver modstander af revolutionen – også uden beviser.
Alle metoder var tilladt
Tjekaens lokalafdelinger kappedes om at opfinde de mest bestialske torturmetoder. Beretningerne om de uhyrlige påfund kom fra deres fjender, som havde interesse i at overdrive, men mange af metoderne er siden blevet verificeret.

Rottefælden
I Kiev proppede tjekisterne en rotte i et jernrør, hvis åbne ende blev presset imod fangen. Når de varmede røret op, begyndte den panikslagne rotte at gnave sig gennem offeret for at slippe væk.

Bensaven
Tjekaen i Tsaritsyn, nutidens Volgograd, lagde sine fanger på en briks. Med en bensav skar de i ofrenes kød og knogler, indtil de tilstod hvad som helst.

Skalperingen
Især tjekisterne i ukrainske Kharkov udviklede en blodig torturmetode med skalpering og hudafrivning på hænderne under afhøringerne.

Det kolde gys
I Odessa ved Sortehavet tog Tjekaen fanger ned til kysten, hvor de tvang dem i en balje med skoldhedt vand for dernæst at smide dem i koldt havvand. Torturen blev gentaget igen og igen.

Fakirtønden
Tjekaens ofre i Voronezj i det sydvestlige Rusland blev smidt nøgne ind i en tønde beslået med pigge indeni. Herefter blev tønden rullet rundt.

Begravelsen
De sadistiske tjekister i Kiev nød også at smide deres fanger ned i en kiste med rådnende lig. Først efter en halv time blev kisten åbnet igen.

Smelteovnen
Odessas bødler praktiserede at binde ofre fast til en planke, som langsomt blev skubbet nærmere og nærmere en smelteovn.

Kroningen
Voronezj-tjekisterne yndede at “krone” kirkens folk med en krans af pigtråd, så piggene borede sig dybt ind i hovedbunden.
De sadistiske typer var nyttige i forbindelse med arrestationer og afhøringer i fængslet, hvor tortur var et fast element.
Torturen skulle få fanger til at angive andre kontrarevolutionære, men var desuden et effektivt skræmmemiddel. Mange af Tjekaens torturmetoder var inspireret af 1400-tallets spanske inkvisition.
Den arresterede blev eksempelvis hængt op med hovedet nedad i længere tid eller udsat for en “kranieknuser”, der langsomt trykkede mere og mere på hovedet. Bolsjevikkerne udtænkte dog også selv grufulde måder at pine ofrene på.
I Orjol i det vestlige Rusland bandt tjekisterne fx deres fanger fast til en pæl og hældte vand på dem, til ofrene til sidst blev levende isstatuer.
I Vologda nord for Moskva afhørte en kun 20-årig Tjeka-chef i vinteren 1920 konsekvent sine fanger, mens de var sænket ned i en iset flod – tjekisten blev senere mentalundersøgt og erklæret sindssyg.
Som et led i terroren sørgede tjekisterne for, at torturen foregik, så de andre fanger kunne høre skrigene under afhøringerne.
Galina Djurjaginas far, der tilbragte fem døgn i fængslet i august 1918, blev ikke selv tortureret, men den psykiske terror ved at høre medfangernes skrig var nok til at skræmme ham fra vid og sans – ikke mindst når han efterfølgende så ofrene vende tilbage til cellerne med brændemærker, blødende sår fra piskeslag eller afrevet hud.
Men lidelserne blandt Lenins modstandere skulle blive værre endnu. I efteråret 1918 udvidede sovjetregeringen Tjekaens beføjelser som led i terrorprogrammet. Et drabsorgie ventede.
Tjekaen gik grassat
Efter attentaterne på Lenin og Uritskij var terroren løbende blevet skruet i vejret.
Plakaterne med sloganerne “Død over borgerklassen! Væk med kapitalismen” var slået op overalt i byerne, og tjekisterne omringede hele bydele for at anholde kontrarevolutionære.
Hidtil havde såkaldte revolutionære tribunaler stået for at dømme statsfjender til døden.
Disse bestod ikke af jurister, der dømte efter love, men af bolsjevikker, der fældede dom ud fra deres egen opfattelse af “revolutionær samvittighed”.
Selvom tribunalerne ikke gav de arresterede megen retssikkerhed, blev alt dog forværret i efteråret 1918.
Nu fik Tjekaen magt til at dømme mistænkte på egen hånd og straffe dem med døden eller arbejdslejr.
Tjekisterne fungerede herefter ikke blot som politi, detektiver, anklagere, fangevogtere og bødler, men nu også som dommere.
Arbejdslejrene var Lenins nye tiltag, hvor klassefjender kunne “isoleres for at beskytte den sovjetiske republik”, som det hed i et regeringsdekret fra september 1918.
“Ens hænder og hele kroppen er stivfrossen i den bitre kulde.” Lejrfange om forholdene i Sibirien
Egentlig var lejrene tænkt som genopdragelseslejre, hvor de internerede skulle fodres med propaganda, men stederne blev i stedet slavelejre.
På minimale rationer måtte fanger knokle 12-14 timer i træk – fx med at fælde træer i bidende kulde på Solovetskij-øerne i Hvidehavet eller bryde kul i Sibirien.
“Man står i sne op til knæene, så det er svært at bevæge sig. Kæmpe træstammer, hugget ned med økser, falder ned over fangerne og dræber dem nogle gange på stedet. Klædt i klude, uden vanter og kun med bastsko på fødderne er man dårligt i stand til at holde sig oprejst på grund af underernæring. Ens hænder og hele kroppen er stivfrossen i den bitre kulde”, lød det fra en lejrfange.
I begyndelsen af 1920 eksisterede der 34 lejre, men blot halvandet år efter rådede Tjekaen over 117 lejre med mere end 60.000 internerede.
Også antallet af henrettelser steg støt. Fra efteråret 1918 og tre år frem tog mordene heftigt til, når tjekisterne gik amok på sagesløse indbyggere, som ikke passede ind i bolsjevismens samfundsideal.

Overalt i Rusland udførte Tjeka-enheder uhyggelige massakrer til skræk og advarsel.
Blandt de mest forfulgte var præster og andre gejstlige, der skulle straffes for, at kirken i århundreder havde tilranet sig store rigdomme fra folket.
Tjekisterne stod i kø for at overgå hinanden i barbarisk adfærd mod kirkens folk. I Petrograd opdagede en gruppe tjekister, at en præst var i gang med en mindeceremoni for bolsjevikkernes ofre i byen.
Tropperne tvang alle ceremoniens deltagere med til havet. Her blev præsten tvunget til at give hver enkelt den sidste olie, inden de blev skudt og liget skubbet i vandet.
I byen Perm opsøgte lokale tjekister en præst, som de påstod sympatiserede med “de hvide”.
De sadistiske tjekister skar øjnene ud på præsten og lod ham gå gennem gaderne til skræk og advarsel for byens indbyggere, inden mændene begravede ham levende.
Mange af byens øvrige præster blev lænket og skubbet i floden. Hvis nogen havde kræfter til at komme op til overfladen, kastede tjekisterne sten på dem, til de sank i døden.
Op imod 9.000 præster antages at være blevet dræbt mellem 1918 og 1921 – af dem stod Den Røde Hær også for utallige drab, når den i løbet af borgerkrigen rykkede frem i Rusland.
“Vi behøver ikke beviser, krydsforhør eller mistanke for at retfærdiggøre skydning.” Tjekist i byen Kungur
Andre højtuddannede eller højtstående medlemmer af samfundet, som havde levet godt under zaren, blev ligeledes myrdet på mere og mere bestialsk vis.
Ofte kørte tjekisterne deres bytte ud i skoven, hvor ofrene fik lov til at grave deres egen grav, inden de fik en kugle i nakken.
“Vi behøver ikke beviser, krydsforhør eller mistanke for at retfærdiggøre skydning”, udtalte en tjekist i byen Kungur.
Ikke sjældent blev folk skudt uden nogen reel grund, eller fordi de tilfældigvis delte navn med en mistænkt. I efteråret 1918 hørte Galina Djurjagina fra en bekendt, hvor umenneskeligt tjekisterne skred til værks.
“I dag mødte jeg ingeniørens datter på gaden. Hun lignede døden selv. Hendes far og tre brødre var blevet taget. Først blev de pisket og bagefter smidt ned i flydende jern på den fabrik, hvor de arbejdede.”
“Jeg tror aldrig, at der tidligere i historien er sket noget så forfærdeligt som denne ‘røde terror’, som bolsjevikkerne kalder det”, skrev Galina efterfølgende i sin dagbog, som hun skjulte i en ventilationsskakt i huset: “Bliver den fundet på mig, er det min sikre død”.
Sidst i 1918 betroede Galina sin dagbog, at familien levede “i konstant skræk for at blive skudt”. Når lejligheden bød sig, måtte de flygte fra Lenins bødler.

De hvide styrker havde intet tilovers for deres modstandere og deres støtter, som de massakrerede i stor stil.
Modstanderne var lige så brutale
På store propagandaplakater udstillede “de hvide” igen og igen “de rødes” forfærdende myrderier. Selv var de dog ikke meget bedre.
Lenin var ikke alene om at benytte terror til at skræmme fjenden. De kontrarevolutionære brugte også uhæmmet vold og henrettelser til at demonstrere over for folket, at al modstand mod “de hvide” ville koste dem dyrt.
“Jo større terror, jo større vil vores sejre blive”, proklamerede den hvide generalmajor Lavr Kornilov, mens general Artemyev i Sibirien detaljeret forklarede sine soldater i Den Hvide Hær, hvordan bolsjevikkernes hjælpere skulle behandles.
“Hvis bønderne går til væbnet modstand mod tropperne, skal hele deres landsby brændes, hele den mandlige befolkning skydes, og al ejendom konfiskeres”, lød hans ordre.
Nedslagtninger af landbefolkningen skete ofte, og især langs Den Transbaikale Jernbane hobede massegravene sig op, hvilket den amerikanske løjtnant John F. McDonald bevidnede i sommeren 1919.
McDonald, som var en del af et amerikansk støttekorps til de hvide, fandt en massegrav, der kun var dækket af et tyndt lag jord. Han så derfor tydeligt de mange lig, der var ved at blive spist af vilde hunde:
“Nogle havde afskårne fødder, én havde ikke noget hoved, én havde fået afskåret sine genitalier. Selvfølgelig kunne hunde stå bag, men det lignede ikke hundes værk”, skrev løjtnanten.
Selvom den hvide terror ikke var så udbredt som den røde, kostede den sandsynligvis 100.000 mennesker livet.
Djurjagina-familien efterlod alt
I 1919 rasede borgerkrigen mellem de røde og de hvide stadig. Efter en kortvarig succes for de hvide i foråret, hvor bl.a. Perm var kommet på anti-bolsjevikkernes hænder, buldrede Lenins røde hær igen fremad.
I begyndelsen af juni stod det klart, at Galinas hjemby snart igen ville blive hærget af tjekister.
Galina havde ikke andet end tøj og sin dagbog med sig, da familien hoppede ombord på et af de sidste tog, der kørte fra Perm.
“Hvis de røde får fat på os, er det bedre at dø.” Galina Djurjaginas far
Sammen med tusinder af andre flygtninge gik turen i godsvogne mod Sibirien, som bolsjevikkerne endnu ikke havde erobret. I den proppede vogn tog Galinas far fem små flasker frem.
“Det her er cyankalium. Hvis de røde får fat på os, er det bedre at dø end at falde i deres hænder”, lød det fra faren.
Først efter en måneds rejse i den stinkende togvogn, hvor adskillige passagerer var døde af sygdom, ankom familien til Irkutsk i det sydøstlige Sibirien.
Men friheden blev kort. Allerede i efteråret 1919 kom også store dele af Sibirien på de rødes hænder, og familien Djurjaginas skæbne skulle nu igen afgøres af bolsjevikkernes luner.
Faren blev dog ikke likvideret, da læger var en mangelvare, og ingen i familien tog cyankalium.
Men familien blev nu huset i en by af gamle togvogne i byen Omsk, hvor faren blev tvunget til at arbejde som læge. Rettigheder og egne meninger var et afsluttet kapitel i det nye samfund.

I juli 1926 døde Tjeka-grundlæggeren, Feliks Dzerzjinskij, som siden blev hædret med utallige statuer. Blandt kistebærerne var Josef Stalin, som havde lært meget af Feliks.
Tjekaen genopstod i nye klæder
I slutningen af 1920 nedkæmpede bolsjevikkerne definitivt de hvide styrker og afsluttede borgerkrigen.
Først i 1922 lykkedes det dog at knuse de sidste lommer af oprørske arbejdere og bønder, som – paradoksalt nok – satte sig op imod det styre, der oprindeligt havde proklameret at være proletarernes parti.
Forholdet til befolkningen var nemlig blevet forværret af den økonomiske politik under borgerkrigen, hvor staten nationaliserede al industri og forbød privat handel.
Bolsjevikkerne indførte tvangsbeslaglæggelse af landbrugsproduktion, og nægtede bønderne eller fabriksejerne at aflevere deres varer, var straffen fangelejr eller døden.
Strejkende arbejdere, der var utilfredse med deres forhold, blev af sikkerhedstjenesten truet til at underskrive erklæringer, hvori de lovede “at arbejde samvittighedsfuldt i fremtiden”.
Bolsjevikkernes terror havde effektivt knækket modstanden i befolkningen og bidraget til at sikre kontrollen i hele Rusland, der i december 1922 fik navnet Sovjetunionen.
Hvor mange ofre terroren præcis kostede, er umuligt at sige, men historikerne vurderer, at Tjekaen fra 1917 til 1922 nåede at henrette mindst 100.000.
Da Lenin i 1922 opløste Tjekaen, beskæftigede sikkerhedstjenesten omtrent 300.000 mand.
Tjekaen ophørte dog aldrig, men blev videreført som “Statens Politiske Styrke” (GPU), der fortsatte med at arrestere og henrette personer, som forbrød sig mod staten.
Senere blev tjenesten en del af det berygtede KGB. Sovjetborgerne blev dermed aldrig fri for regimets jernhånd.
Galina Djurjagina slap dog som en af de få ud af systemets lænker. I 1925 forlod hun Sovjetunionen med sin østrigske mand – en krigsfange, hun havde mødt efter ankomsten til Omsk i Sibirien.
Hun døde i 1991 – få måneder før Sovjetunionen smuldrede.

Galina giftede sig i 1921 og fik en søn. Den lille familie forlod fire år efter Rusland.