Tjetjenien – fra Ruslands hovedpine til Putins nikkedukke

Tjetjenerne er ét blandt mindst 40 forskellige folkeslag i Kaukasus, der tæller mere end 20 millioner mennesker.

De etniske minoriteter i Kaukasus har været underlagt overmagter såsom Det Byzantinske Rige, Mongoliet, Persien, Osmannerriget og senest altså Rusland.

Ruslands dominans over Kaukasus går helt tilbage til 1760’erne, hvor zarinaen Katarina den Store gennemførte enorme udvidelser af Det Russiske Rige.

Planen var, at Nordkaukasus, og herunder Tjetjenien, skulle indlemmes i Rusland, men de muslimske folkeslag i regionen modsatte sig russernes invasion.

Det blev startskuddet til Kaukasuskrigene, der varede fra 1817 til 1864.

På den ene side stod de magtfulde russiske zarer med en gigantisk hær i ryggen. På den anden stod det fattige tjetjenske folk anført af den hellige Imam Sjamil.

Den tjetjenske oprørshær blev endegyldigt nedkæmpet i 1859, og derefter hørte Tjetjenien officielt under russisk styre.

Bjergfolkenes ledere i Nordkaukasus – herunder altså også Tjetjenien – tog den nye kommunistiske leder på ordet og erklærede Nordkaukasus for en uafhængig stat den 11. maj 1918.

Uafhængigheden var dog kortlivet. Lenin ønskede ikke, at Nordkaukasus skulle have fuldstændig autonomi, og i 1919 indsatte han Den Røde Hær i regionen.

Tre år senere, i 1922, blev alle de kaukasiske stater indlemmet i den nyetablerede Sovjetunionen.

Tjetjenien fik status som autonomt område, og i 1934 blev den nye region slået sammen med naboområdet, der huser stammefolket ingusjerne.

I 1936 fik de to områder fællesbetegnelsen Den Tjetjeno-ingusjiske Autonome Republik.

Det var dog stadig russerne, som bestemte, og regionens såkaldte autonomi var mere af navn end af gavn.

Derfor fortsatte de tjetjenske oprørere også med at kæmpe for selvstændighed op gennem 1930’erne og starten af 1940’erne.

I 1944 fik Sovjetunionens leder, Josef Stalin, nok af den obsternasige muslimske minoritetsgruppe.

Han nedlagde republikken og deporterede befolkningen, der bestod af 400.000 tjetjenere og 90.000 ingusjere, til Centralasien.

Antallet af dødsofre er ukendt, men det anslås, at omkring 40 procent af de deporterede omkom – mange af dem døde under selve rejsen i de uopvarmede godsvogne.

Sovjetregeringen forklarede, at deporteringen fandt sted, fordi tjetjenerne begik forræderi og samarbejdede med tyskerne under 2. verdenskrig.

Den reelle forklaring var dog nærmere, at Josef Stalin ønskede at slippe af med det muslimske mindretal, der gav ham og sovjetstyret besvær.

Efter Stalins død i 1953 undskyldte Sovjetunionen officielt for deportationerne, og i 1956 fik Tjetjenien igen status som autonom republik.

I slutningen af 1950’erne var flertallet af tjetjenerne vendt hjem fra eksilet.

Deportationerne gjorde ikke tjetjenernes had til russerne mindre, og de efterfølgende årtier voksede ønsket om at løsrive sig fra den kommunistiske overmagt.

Efter Sovjetunionens sammenbrud erklærede Tjetjenien sig for uafhængigt, men det godtog Ruslands nye præsident, Boris Jeltsin, ikke.

Tjetjenien havde status som autonom republik. Det betød, at landet modsat tidligere sovjetstater som Georgien og Armenien fx ikke kunne kræve sin frihed fra Rusland.

I den russiske lov stod der klart og tydeligt, at Ruslands i alt 21 autonome republikker hørte under Rusland – også selvom Sovjetunionen var fortid.

Konflikten mellem udbryderrepuplikken og Rusland tog til i starten af 1990’erne, og i 1994 rullede russiske kampvogne ind i Tjetjenien.

De næste 20 måneder forsøgte russerne at kvase den tjetjenske modstand med en massiv militærindsats.

I første omgang lykkedes det at fordrive oprørerne op i bjergene, men senere fik separatisterne held med at slå den russiske hær tilbage.

I 1996 blev parterne enige om en våbenhvile, og den betød i praksis selvstændighed for Tjetjenien.

Det var ikke noget, der huede Vladimir Putin, så da han kom til magten i 1999, iværksatte han den såkaldte anden tjetjenske krig.

Officielt sluttede krigen omkring 2002 med sejr til russerne.

I 2005 offentliggjorde de tjetjenske myndigheder de officielle tabstal for de to krige til 160.000 civile.

Kamphandlingerne mellem tjetjenerne og russerne endte dog ikke med krigens afslutning.

Op gennem 00’erne stod radikaliserede tjetjenske oprørsgrupper bag en række blodige terrorangreb.

I 2002 tog tjetjenske oprørere mere end 800 mennesker som gidsler i et teater i Moskva. Alle 40 gidselstagere ender med at blive dræbt af russiske specialstyrker. 130 gidsler dør efter at have inhaleret en gas, som specialstyrkerne pumpede ind i teatret under en befrielsesaktion.

To år senere tog tjetjenske terrorister 1.300 børn, lærere og forældre som gidsler på en skole i Beslan. I alt 344 mennesker mistede livet, over halvdelen var børn.

I dag styres Tjetjenien af Vladimir Putins håndplukkede torturbøddel, diktatoren Ramzan Kadyrov.

Han blev præsident over delrepublikken i 2007 og overtog posten efter sin far, Akhmed Kadyrov, der blev dræbt af et bombeattentat i den tjetjenske hovedstad, Groznyj, i 2004.

Sønnen var de facto-præsident fra 2004, men kunne formelt først kalde sig præsident i 2007, da han ifølge tjetjensk lov skulle være fyldt 30 for at bestride den post.

Og der er ingen tvivl om, hvor Ramzan Kadyrovs loyalitet ligger.

Det blev senest tydeligt, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022.

Dagen efter afholdt Kadyrov en stor militærparade foran præsidentpaladset i Groznyj (se video).

Iført dyre Prada-designerstøvler og et stort fuldskæg erklærede Kadyrov, at “tjetjenske krigere vil erobre de varmeste hotspots i Ukraine”.

Han anbefalede også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at overgive sig.

Med Ramzan Kadyrov ved magten sikrer den russiske præsident, Putin, at tjetjenernes kamp for selvstændighed ikke resulterer i en tredje krig.

Den tidligere hærfører er nemlig en berygtet torturbøddel, der tager alle midler i brug for at knuse sine – og dermed Putins – fjender.

I 2017 indførte USA økonomiske sanktioner mod Ramzan Kadyrov.

Årsagen var ifølge det amerikanske finansministerium, at Tjetjeniens leder er ansvarlig for drab, forsvindinger, tortur og magtmisbrug.