Over to hundrede års livtag med Rusland har været dyrt i menneskeliv for Tjetjenien.
Den lille nordkaukasiske bjergstat og dens indbyggere er blevet erobret, deporteret og mindst to gange bombarderet sønder og sammen af den russiske stormagt.
Her er Tjetjeniens turbulente vej fra Katarina den Store til Ramzan Kadyrov.
Ruslands torn i øjet
Det kan være svært at spotte Tjetjenien på et kort over verdens største land, Rusland.
Den russiske delrepublik er kun på størrelse med Kuwait og ligger godt skjult i Kaukasusbjergene, der strækker sig fra Sortehavet til Det Kaspiske Hav.
Alligevel er Tjetjenien en gigantisk torn i øjet på Rusland.
I to århundreder har separatistiske islamister med vold og magt forsøgt at vriste sig fri fra Ruslands bjørnekløer og erklære Tjetjenien for en selvstændig islamisk stat.
Det har skabt et mildest talt anspændt forhold mellem tjetjenerne og russerne, og i 1990’erne eksploderede spændingerne i to blodige krige, der tog livet af omkring 160.000 civile tjetjenere.

Tjetjenien som en lille dråbe i det russiske hav. Tjetjenien ligger nord for den 1.100 kilometer lange Kaukasus-bjergkæde, der markerer grænsen mellem Rusland og de tidligere sovjetrepublikker Georgien, Aserbajdsjan og Armenien.
Kaukasuskrigene
Tjetjenerne er ét blandt mindst 40 forskellige folkeslag i Kaukasus, der tæller mere end 20 millioner mennesker.
De etniske minoriteter i Kaukasus har været underlagt overmagter såsom Det Byzantinske Rige, Mongoliet, Persien, Osmannerriget og senest altså Rusland.
Ruslands dominans over Kaukasus går helt tilbage til 1760’erne, hvor zarinaen Katarina den Store gennemførte enorme udvidelser af Det Russiske Rige.
Planen var, at Nordkaukasus, og herunder Tjetjenien, skulle indlemmes i Rusland, men de muslimske folkeslag i regionen modsatte sig russernes invasion.
Det blev startskuddet til Kaukasuskrigene, der varede fra 1817 til 1864.

Oprørslederen og den tjetjenske nationalhelt Imam Sjamil overgiver sig til den russiske grev Baryatinsky den 25. august 1859. Maleri af den russiske maler Alexei Danilovich Kivshenko (1851-1895).
På den ene side stod de magtfulde russiske zarer med en gigantisk hær i ryggen. På den anden stod det fattige tjetjenske folk anført af den hellige Imam Sjamil.
Den tjetjenske oprørshær blev endegyldigt nedkæmpet i 1859, og derefter hørte Tjetjenien officielt under russisk styre.
Kortlivet uafhængighed
Krigen efterlod Tjetjenien i ruiner.
Byer og landsbyer var nedbrændte, og det skønnes, at omkring halvdelen af befolkningen omkom under krigen.
Hadet til Rusland gennemsyrede den tjetjenske befolkning, der talte arabisk og betroede sig til islam og ikke til russernes kristne gud.
Da Vladimir Lenin kom til magten efter den russiske revolution i 1917, forsøgte han at lægge en mere forsonlig linje over for udbryderrepublikken.
I en særlig erklæring til Det Russiske Riges muslimer lød det:
“For fremtiden er jeres tro og traditioner, jeres nationale og kulturelle institutioner erklæret for frie og ukrænkelige. Opbyg jeres nationale liv frit og uden hindringer. Det er jeres ret”.

Det er oppe i de uvejsomme bjergegne i det sydlige Tjetjenien, at oprørerne har søgt tilflugt under de skiftende uafhængighedskrige.
Tjetjeniens historie – i korte træk

Traditionelle klædedragter fra Kaukasus fra slutningen af det 19. århundrede. Manden og kvinden yderst til højre er tjetjenere. De kaukasiske folk er fra venstre mod højre: Ossetere, tjerkessere, kabardinere og tjetjenere.
1859: Kaukasus, herunder Tjetjenien, indlemmes i Rusland.
1917: I kølvandet på den russiske revolution opnår Tjetjenien kortvarigt selvstændighed.
1922: Tjetjenien indlemmes i det nyetablerede Sovjetunionen.
1944: Josef Stalin deporterer 400.000 tjetjenere til Centralasien under påskud af, at det tjetjenske folk samarbejdede med tyskerne under 2. verdenskrig.
1991: Sovjetunionen kollapser, og Dzhokhar Dudajev vælges til præsident for Tjetjenien. Landet erklærer sig efterfølgende uafhængigt.
1994: Rusland sætter militæret ind i Tjetjenien for at bekæmpe oprørsgrupperne. Dette resulterer i den første tjetjenske krig.
1996-1998: Rusland og Tjetjenien indgår våbenhvile, og Tjetjenien opnår reel uafhængighed.
1999: Den nyvalgte russiske premierminister (og senere præsident), Vladimir Putin, sender væbnede styrker ind i Tjetjenien for at nedkæmpe regionens radikaliserede oprørsgrupper. Krigen varer officielt frem til 2002.
2002: Tjetjenske oprørere tager over 800 mennesker som gidsler i et teater i Moskva.
2003: Vladimir Putins håndplukkede mand, Akhmed Kadyrov, vælges til præsident for Tjetjenien.
2004: Præsident Kadyrov bliver dræbt af et bombeangreb under indvielsen af et nyt stadion. Alu Alkhanov vælges til ny præsident.
2004: 1.300 børn, lærere og forældre bliver taget som gidsler på en skole i Beslan af tjetjenske oprørere. 344 mennesker mister livet.
2007: Ramzan Kadyrov bliver ny præsident for Tjetjenien. Han sidder stadig på posten i dag.
Indlemmet i Sovjetunionen

Tjetjenien er ikke kun bjerge. Mod nord på den anden side af Terek-floden, som gennemstrømmer landet fra øst til vest, er terrænet langt fladere og mere fremkommeligt. På det andet kort kan man tydeligt se, at Tjetjeniens karakter i høj grad også er bestemt af landets floder.
Bjergfolkenes ledere i Nordkaukasus – herunder altså også Tjetjenien – tog den nye kommunistiske leder på ordet og erklærede Nordkaukasus for en uafhængig stat den 11. maj 1918.
Uafhængigheden var dog kortlivet. Lenin ønskede ikke, at Nordkaukasus skulle have fuldstændig autonomi, og i 1919 indsatte han Den Røde Hær i regionen.
Tre år senere, i 1922, blev alle de kaukasiske stater indlemmet i den nyetablerede Sovjetunionen.
Tjetjenien fik status som autonomt område, og i 1934 blev den nye region slået sammen med naboområdet, der huser stammefolket ingusjerne.
I 1936 fik de to områder fællesbetegnelsen Den Tjetjeno-ingusjiske Autonome Republik.
Stalin deporterer 400.000 tjetjenere

Tjetjenske borgere i Kirgisistans hovedstad, Bisjkek, venter på at blive kørt hjem til Tjetjenien i 1957.
Det var dog stadig russerne, som bestemte, og regionens såkaldte autonomi var mere af navn end af gavn.
Derfor fortsatte de tjetjenske oprørere også med at kæmpe for selvstændighed op gennem 1930’erne og starten af 1940’erne.
I 1944 fik Sovjetunionens leder, Josef Stalin, nok af den obsternasige muslimske minoritetsgruppe.
Han nedlagde republikken og deporterede befolkningen, der bestod af 400.000 tjetjenere og 90.000 ingusjere, til Centralasien.
Antallet af dødsofre er ukendt, men det anslås, at omkring 40 procent af de deporterede omkom – mange af dem døde under selve rejsen i de uopvarmede godsvogne.
Sovjetregeringen forklarede, at deporteringen fandt sted, fordi tjetjenerne begik forræderi og samarbejdede med tyskerne under 2. verdenskrig.
Den reelle forklaring var dog nærmere, at Josef Stalin ønskede at slippe af med det muslimske mindretal, der gav ham og sovjetstyret besvær.
Efter Stalins død i 1953 undskyldte Sovjetunionen officielt for deportationerne, og i 1956 fik Tjetjenien igen status som autonom republik.
I slutningen af 1950’erne var flertallet af tjetjenerne vendt hjem fra eksilet.
Den første tjetjenske krig

Russisk soldat står oven på en massegrav af døde tjetjenere i landsbyen Saadi-Kotar (russisk: Komsomolskoye), hvor en massakre fandt sted i den anden tjetjenske krig.
Deportationerne gjorde ikke tjetjenernes had til russerne mindre, og de efterfølgende årtier voksede ønsket om at løsrive sig fra den kommunistiske overmagt.
Efter Sovjetunionens sammenbrud erklærede Tjetjenien sig for uafhængigt, men det godtog Ruslands nye præsident, Boris Jeltsin, ikke.
Tjetjenien havde status som autonom republik. Det betød, at landet modsat tidligere sovjetstater som Georgien og Armenien fx ikke kunne kræve sin frihed fra Rusland.
I den russiske lov stod der klart og tydeligt, at Ruslands i alt 21 autonome republikker hørte under Rusland – også selvom Sovjetunionen var fortid.
Konflikten mellem udbryderrepuplikken og Rusland tog til i starten af 1990’erne, og i 1994 rullede russiske kampvogne ind i Tjetjenien.
De næste 20 måneder forsøgte russerne at kvase den tjetjenske modstand med en massiv militærindsats.
I første omgang lykkedes det at fordrive oprørerne op i bjergene, men senere fik separatisterne held med at slå den russiske hær tilbage.
Den anden tjetjenske krig

En tjetjensk soldat med det bomberamte præsidentpalads i Groznyj i baggrunden (januar 1995)
I 1996 blev parterne enige om en våbenhvile, og den betød i praksis selvstændighed for Tjetjenien.
Det var ikke noget, der huede Vladimir Putin, så da han kom til magten i 1999, iværksatte han den såkaldte anden tjetjenske krig.
Officielt sluttede krigen omkring 2002 med sejr til russerne.
I 2005 offentliggjorde de tjetjenske myndigheder de officielle tabstal for de to krige til 160.000 civile.
Kamphandlingerne mellem tjetjenerne og russerne endte dog ikke med krigens afslutning.
Op gennem 00’erne stod radikaliserede tjetjenske oprørsgrupper bag en række blodige terrorangreb.
I 2002 tog tjetjenske oprørere mere end 800 mennesker som gidsler i et teater i Moskva. Alle 40 gidselstagere ender med at blive dræbt af russiske specialstyrker. 130 gidsler dør efter at have inhaleret en gas, som specialstyrkerne pumpede ind i teatret under en befrielsesaktion.
To år senere tog tjetjenske terrorister 1.300 børn, lærere og forældre som gidsler på en skole i Beslan. I alt 344 mennesker mistede livet, over halvdelen var børn.
Putins nikkedukke styrer Tjetjenien

Rusland og den russiske delrepublik Tjetjenien har været i konflikt i århundreder. Efter den anden tjetjenske krig fandt de to præsidenter for Rusland og Tjetjenien, Vladimir Putin og Ramzan Kadyrov, sammen i et diabolsk partnerskab.
I dag styres Tjetjenien af Vladimir Putins håndplukkede torturbøddel, diktatoren Ramzan Kadyrov.
Han blev præsident over delrepublikken i 2007 og overtog posten efter sin far, Akhmed Kadyrov, der blev dræbt af et bombeattentat i den tjetjenske hovedstad, Groznyj, i 2004.
Sønnen var de facto-præsident fra 2004, men kunne formelt først kalde sig præsident i 2007, da han ifølge tjetjensk lov skulle være fyldt 30 for at bestride den post.
Og der er ingen tvivl om, hvor Ramzan Kadyrovs loyalitet ligger.
Det blev senest tydeligt, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022.
Kadyrov går i krig mod Ukraine i Prada-støvler
Dagen efter afholdt Kadyrov en stor militærparade foran præsidentpaladset i Groznyj (se video).
Iført dyre Prada-designerstøvler og et stort fuldskæg erklærede Kadyrov, at “tjetjenske krigere vil erobre de varmeste hotspots i Ukraine”.
Han anbefalede også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at overgive sig.
Med Ramzan Kadyrov ved magten sikrer den russiske præsident, Putin, at tjetjenernes kamp for selvstændighed ikke resulterer i en tredje krig.
Den tidligere hærfører er nemlig en berygtet torturbøddel, der tager alle midler i brug for at knuse sine – og dermed Putins – fjender.
I 2017 indførte USA økonomiske sanktioner mod Ramzan Kadyrov.
Årsagen var ifølge det amerikanske finansministerium, at Tjetjeniens leder er ansvarlig for drab, forsvindinger, tortur og magtmisbrug.
Fem eksempler på Tjetjeniens brutale virkelighed

Ramzan Kadyrov elsker at blive set sammen med stærke mænd. Her er han i selskab med Vitali Klitschko, den tidligere ukrainske verdensmester i sværvægtsboksning og nuværende borgmester i Kyiv. De to mænd vil næppe ses i samme rum i dag.
Flere af Ramzan Kadyrovs mest rabiate handlinger har forårsaget stort oprør og mange protester i Vesten. Her er et mindre udvalg.
Støtte til æresdrab
I 2009 udtalte Kadyrov sin støtte til æresdrab på syv kvinder, der i de foregående måneder var blevet fundet dræbt i vejkanten i Tjetjenien af skud i hovedet. Han var fuldt ud overbevist om det retmæssige i, at kvinderne på grund af dårlig moral var blevet skudt af mandlige slægtninge.
Paintball mod kvinder på gaden
Kvinder, der gik uden hovedbeklædning på gader og stræder i Tjetjenien, var i 2010 pludselig jaget vildt. Ved flere lejligheder oplevede kvinder nemlig at blive plaffet ned med paintguns af mænd i camouflagetøj, der efter rapporterne til forveksling lignede uniformer, som sikkerhedsstyrkerne i Tjetjenien bar. Ramzan Kadyrov udtalte om hændelserne: “Jeg ved ikke (hvem de er, red.), men når jeg finder dem, så vil jeg udtrykke min taknemmelighed over for dem”.
Kadyrovs sønner som MMA-kæmpere
I 2016 deltog tre af Ramzan Kadyrovs sønner på mellem 8 og 10 år i TV-transmitterede MMA-kampe mod jævnaldrende. MMA er en af de mest brutale kampformer, der findes. Det er i Mixed Martial Arts, at kombattanterne kæmper i bure, og hvor så godt som alle kneb er tilladte. Selv Ruslands ombudsmand kritiserede affæren. Kritikken prellede fuldstændig af på Kadyrov.
Kadyrovs slagsbrødre
Ramzan Kadyrov har specialiseret sig i at invitere udtjente kendisser til at komme og sprede stjernestøv over Tjetjenien. Navnlig slagsbrødre af typen Jean-Claude Van Damme, Steven Seagal og Mike Tyson er i høj kurs hos den tjetjenske machopræsident.
Forfølgelse af homoseksuelle
Vold, fængsel og tortur rettet mod homoseksuelle og biseksuelle er udbredt i Tjetjenien. Det er lykkedes for nogle mænd, der har været pågrebet på grund af deres seksualitet, at flygte ud af Tjetjenien. Ved et par lejligheder har friheden dog været kortvarig, fordi mændene er blevet bortført tilbage til fangenskab i Tjetjenien. Ramzan Kadyrovs egen holdning til forfølgelse af homoseksuelle kan ikke komme som nogen overraskelse. Tro mod sin vanlige retorik udtaler han, at selvom overfald på homoseksuelle var ulovlige ifølge landets love, så ville han alligevel sanktionere dem.