Udtale på liv og død
Når de hollandske modstandsfolk skulle afsløre tyske spioner under 2. verdenskrig bad de den mistænkte person om at udtale navnet på byen Scheveningen. På hollandsk udtales den første stavelse som ‘skheh’, på tysk udtales det ‘sheh’.
Under krigen i Ukraine udspiller der sig lignende scenarier.
Støder ukrainske soldater på en person, som de mistænker for at være russisk soldat, beder de ham typisk udtale navnet på en særlig type ukrainsk brød ved navn ‘paljanytsja’
‘Paljanytsja’ er nemlig et såkaldt shibbolet – et ord, hvis udtaleform er karakteristisk for et sprog, og som det er næsten umuligt for fremmede at udtale.
På ukrainsk udtaler man y’et i paljanytsja med en svag y-lyd, mens russere udtaler en stærk i-lyd i den pågældende position. Russere og ukrainere udtaler med andre ord to forskellige lyde, hvilket gør det let at afgøre, om det er en russer eller en ukrainer, der taler.
Video: Særligt ord afslører russiske soldater
Denne video viser en ukrainsk mand, som nærmer sig ukendte soldater og råber til dem, at de skal sige ‘paljanytsja’ – et navn på et særligt ukrainsk brød. Er soldaterne russiske vil deres udtale afsløre dem, da de ikke kan udtale ordet på korrekt ukrainsk.
Særligt ord afslører russiske soldater
Denne video viser en ukrainsk mand, som nærmer sig ukendte soldater og råber til dem, at de skal sige ‘paljanytsja’ – et navn på et særligt ukrainsk brød. Er soldaterne russiske vil deres udtale afsløre dem, da de ikke kan udtale ordet på korrekt ukrainsk.
Hvor stammer ukrainsk og russisk fra?
Som hollænderne før dem, har ukrainerne altså forvandlet deres sprog til et våben i krigszonen.
Men hvilke forskelle og ligheder eksisterer der egentlig blandt de russiske og ukrainske sprog?
For at finde svar på det spørgsmål, skal vi rejse over tusind år tilbage i tiden.
I det 9. århundrede var Ukraines hovedstad, Kyiv, centrum i Europas største stat, Kievriget.
Det enorme rige strakte sig over det, vi i dag kender som Ukraine, Belarus (Hviderusland, red.) og den nordvestlige del af det moderne Rusland.
Op gennem historien har de slaviske sprog udviklet sig til de østslaviske sprog (russisk, ukrainsk og belarussisk), vestslaviske sprog (polsk, tjekkisk, slovakisk) og sydslaviske sprog (bosnisk, slovensk, serbisk, bulgarsk, makedonsk og kroatisk).
Oldrussisk og oldnordisk
I Kievriget talte befolkningerne oprindeligt oldrussisk.
Op gennem 1300- og 1400-tallet blev det oldrussiske sprog spaltet op i de tre østslaviske sprog russisk, ukrainsk og belarussisk.
Udviklingen af den østslaviske sprogstamme kan sammenlignes med den oldnordiske. Oldnordisk var også et fælles sprog i Norden under vikingetiden, som siden udviklede sig til dansk, norsk, svensk, færøsk og islandsk.
De tre østslaviske sprog – russisk, ukrainsk og belarussisk – opstod som følge af en spaltning af oldrussisk for cirka 800 år siden. Alle tre østslaviske sprog benytter hver deres udgave af det kyrilliske alfabet. På billedet: Det tidlige, klassiske kyrilliske alfabet.
Ukrainsk blev undertrykt i århundreder
De efterfølgende århundreder var Ukraines historie præget af mange omvæltninger og opgør.
I midten af 1300-tallet kom Ukraine under polsk og litauisk kontrol.
Fra 1700-tallet og frem til Murens fald i 1989 hørte Ukraine under russisk og sovjetisk overherredømme – fraregnet et par år mellem den russiske revolution i 1917 og Sovjetunionens indlemmelse af Ukraine i 1922, hvor Ukraine var en selvstændig stat.
Den sidste russiske zar, Nikolaj II, var en blandt mange russiske nationalister, der nægtede at acceptere det ukrainske sprog som andet end en dårlig russisk dialekt – også kaldet “lillerussisk".
Det særegne ukrainske sprog led gevaldigt under russisk styre. Flere russiske nationalister nægtede ligefrem at anerkende ukrainsk som selvstændigt sprog. De kaldte det hånligt for en russisk dialekt ved navn “lillerussisk".
I 1863 udtalte den russiske indenrigsminister Pyotr Valuev, at “et separat ukrainsk sprog har aldrig eksisteret, eksisterer ikke i dag og vil aldrig nogensinde eksistere”.
Ruslands sidste zar, Nikolaj 2. delte det synspunkt. Han udtalte på et tidspunkt: “Der eksisterer ikke et ukrainsk sprog, kun ordblinde bønder, som taler “lillerussisk".
Op gennem det 20. århundrede begyndte det russiske sprog at fylde mere og mere i den ukrainske sovjetstat, bl.a. fordi Sovjetunionen gjorde russisk til hovedsprog i uddannelsessystemet.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 fik Ukraine sin selvstændighed, og lige siden har man aktivt arbejdet på at konsolidere det ukrainske sprogs officielle status i Ukraine – bl.a. gennem en række sproglove, der uden tvivl har virket som en rød klud i ansigtet på Ruslands præsident Putin, som mener, at Ukraine (og dermed også ukrainsk) er en del af Rusland.
Ukrainske soldater anråber ukendte soldater med navnet på et ukrainsk brød: Paljanytsja, som er et rundt hvedebrød med et halvcirkelformet snit på toppen.
Det ukrainske sprog er i fremgang
Russisk og ukrainsk ligger sprogligt tæt op af hinanden. Omkring 62 procent af de ukrainske ord er lig (eller næsten lig) med russisk. Det svarer nogenlunde til lighederne mellem spansk og portugisisk.
Umiddelbart kan russere og ukrainere godt forstå hinanden, især hvis de anstrenger sig lidt. Det er dog langt fra sikkert, at der er en 100 procents forståelse, præcis som når en dansker taler med en svensker.
Som udgangspunkt forstår ukrainerne bedre russisk, end russerne forstår ukrainsk. Det hænger sammen med, at man i Ukraine har været vant til at høre russisk i gadebilledet under de russiske og sovjetiske overherredømmer.
Der eksisterer en høj grad af to-sprogethed i Ukraine i dag. Mange taler både russisk og ukrainsk, og i det østlige Ukraine tales der stadig primært russisk.
En national spørgeundersøgelse fra marts 2022 indikerer dog, at ukrainsk er på vej til at skubbe russisk mere i baggrunden.
Det seneste årti er andelen af russisk-talende ukrainere faldet fra 42 procent til 20 procent.
Samtidig er andelen, der betegner ukrainsk som deres modersmål steget fra 57 procent i 2012 til 76 procent i 2022.