Vesteuropa skulle erobres med atombomber

Warszawapagten havde detaljerede planer for, hvordan en krig mod NATO-landene kunne gennemføres: Atombomber skulle affyres mod byer i Danmark, Norge, Vesttyskland og Holland og sprede panik overalt.

Warszawapagten havde detaljerede planer for, hvordan en krig mod NATO-landene kunne gennemføres: Atombomber skulle affyres mod byer i Danmark, Norge, Vesttyskland og Holland og sprede panik overalt.

JERZY GUMOWSKI / AGENCJA GAZETA / SHUTTERSTOCK

København er ikke længere en charmerende kulturperle.

Fra det ene øjeblik til det andet er byens centrum forvandlet til en glødende samling murbrokker. En orkanagtig trykbølge har fuldstændig raseret den danske hovedstad.

Brande hærger, huse ligger i ruiner, og træer er blæst omkuld. Utallige af byens borgere er allerede døde, og de overlevende lider af forbrændinger, snitsår, benbrud og chok. Mange vil med tiden også komme til at lide af stråleskader fra det våben, som har udløst infernoet: atombomben.

Atomangrebet på Europas storbyer var godkendt af Polens forsvarsminister.

Den er afsendt af Warszawapagten – den østeuropæiske militæralliance med Sovjetunionen i spidsen – og det er ikke slut endnu.

Andre atomraketter er på vej mod Oslo, Amsterdam, Antwerpen og adskillige andre vesteuropæiske storbyer, som inden længe er forvandlet til ørkenlandskaber af støv og aske.

Samtidig vælter styrker fra bl.a. Sovjetunionen, Polen og Østtyskland ind over Vesttyskland og har retning mod Danmark, Belgien og Holland.

Tre dage efter angrebets start står Polens 10. panserdivision i Enschede ved den hollandske grænse. Andre enheder har nået Flensborg. Efter yderligere tre dage er Danmark erobret.

Planen var formelt godkendt

Hvis 3. verdenskrig var brudt ud under den kolde krig, kunne dens første fase være foregået som beskrevet. Det fremgår af østeuropæiske angrebsplaner, der indtil for få år siden lå hemmeligholdt i Polens centrale militærarkiv.

De polske myndigheder valgte, som et led i opgøret med landets kommunistiske fortid, at frigive angrebsplanerne, som bl.a. indeholder dele af Warszawa-pagtens manøvrekort og konkrete planer i tilfælde af krig. Kun den polske del af planerne er kendt, men de andre Warszawapagtlande har utvivlsomt tilsvarende kort liggende i deres militære gemmer.

Et af kortene skitserer netop den plan, som byggede på at atombombe Europas storbyer. Det stammer fra 1970 og var ikke blot en forfløjen militær fantasi – det bærer Polens daværende forsvarsminister, general Wojciech Jaruzelskis signatur, og dermed var det angreb, kortet skitserer, godkendt og køreklart.

KORT – Se angrebsplanerne her:

Kortet viser, hvordan og hvor Polen skulle sætte våben og tropper ind under et Warszawapagt-ledet angreb mod den vestlige forsvarsalliance NATO. Bl.a. skulle en halv million polske soldater sættes ind, og raketbrigader affyre atombevæbnede Scud-missiler med en rækkevidde på ca. 300 km fra Østtyskland.

Formålet med atomvåbnene var ikke kun at dræbe fjenden og ødelægge materiel. Deres psykologiske virkning var mindst lige så vigtig:

“Det er tilrådeligt at overveje atom­angreb mod centre som Hannover, Braunschweig, Kiel og Bremen. Ødelæggelsen af disse byer vil medføre en fuldstændig destabilisering af det politiske og økonomiske liv”, sagde chefen for “den polske front”, general Zygmunt Duszynski, under et møde i den polske forsvarsstab allerede i 1961 og fortsatte:

“Det vil i høj grad være medvirkende til at fremkalde panik i de angrebne områder. Hvis vores propaganda udnytter virkningerne af disse slag, kan det bidrage til at sprede yderligere panik blandt fjendens tropper og befolkning”.

Hæren løj om angrebsplanerne

De militære planlæggere i Warszawa-pagten var helt bevidste om, at det angreb, kortet skitserer, også ville have store omkostninger for østblokkens egne soldater. Den polske militærledelse regnede sig i 1970’erne frem til, at mellem 48 og 53 pct. af soldaterne i første angrebsbølge ville falde.

Efter planen skulle Warszawapagtens styrker stå ved Rhinen kun syv dage efter angrebets start. Radioaktiviteten fra atombomberne ville gøre mange soldater i første angrebsbølge ukampdygtige efter kort tid. Derfor var disse styrker ikke tiltænkt andre opgaver end at nå frem til floden og holde den, indtil forstærkningerne nåede frem.

Omtrent samtidig med, at de østeuropæiske enheder nåede Rhinen, skulle andre tropper trænge frem til Hollands og Belgiens kyster.

Warszawapagten var ledet af Sovjetunionen. Men alle landene i alliancen skulle bidrage med tropper og materiel i kampen mod fjenden i vest.

© polfoto/corbis

Den polske plan siger ikke noget om, hvad der efterfølgende skulle ske med de lande, som Warszawapagten indtog. Men det østtyske militær havde bl.a. opbygget lagre med vejskilte, der skulle stilles op i Vesttyskland.

DDR's militær havde også en særlig militærvaluta klar – den kunne bruges i forbindelse med en længerevarende besættelse af Belgien og Holland.

Frankrig skulle slippe

Warszawapagtens angrebsplaner synes at stoppe ved grænsen til Frankrig. Heller ikke Storbritannien er en del af målet. I stedet ville østmagterne med deres lynkrig styrke deres position i Europa og forrykke hele balancen under den kolde krig til Warszawapagtens fordel.

At planerne stopper ved den franske grænse, tolker forskeren John O’Sullivan fra the Hudson Institute i Washington som et tydeligt tegn på, der er tale om angrebsplaner. For hvis Warzsawapagten var blevet angrebet af NATO, ville det give bedre strategisk mening at slå hårdest muligt tilbage mod Frankrig og Storbritannien, der var to meget militært stærke NATO-lande.

I en angrebsplan ville landvindingen derimod være størst, hvis man stoppede angrebet inden Frankrigs og Storbritanniens grænser – et angreb mod disse to lande kunne udløse store nukleare repressalier.

Østblokken mente, at i en konflikt var dens eneste chance for at slå NATO i et overraskelsesangreb. Derfor øvede medlemmerne af Warszawapagten udelukkende gennembrud, indtrængen i dybden og nedkæmpelse af NATO-forsvaret.

Med nukleare overraskelsesangreb mod Vesteuropas storbyer ville Warszawapagten hurtigt kunne sætte en lang række NATO-lande ud af spillet.

© polfoto/corbis

A-våben skulle ryste NATO

De polske angrebsplaner afslører ikke, hvor store sprængladninger der skulle bruges mod Vesteuropa. Men en bombe på størrelse med “Little Boy”, der blev kastet over Hiroshima, ville med sine 15 kilotons sprængkraft have katastrofale konsekvenser for en by som København.

Ødelæggelserne og tabstallene ville være enorme, og de strålerelaterede sygdomme ville plage indbyggerne i årevis efter. “Little Boy” var den mindste af de to eneste nukleare våben, der er blevet bragt til sprængning i krigshandlinger.

“Little Boy” og Nagasaki-bomben “Fat Man”s eksempel har siden afholdt krigsførende parter fra at bruge atomvåben i krige.

©

A-bomben “Little Boy” dræbte den 6. august 1945 80.000 i den japanske by Hiroshima. Fire måneder senere var i alt 140.000 i byen døde af strålesyge og andre følgesygdomme.

Warszawapagtens generaler forudså, at de strategiske landvindinger, planerne ville give, ville kræve meget store ofre blandt deres egne civilbefolkninger. Især Polen ville blive hårdt ramt af et NATO-gengældelsesangreb, som forventedes at fokusere på at ødelægge forsyningsvejene fra Sovjetunionen.

Efter Warszawapagtens egne beregninger ville angrebene mod Polen alene koste to millioner civile indbyggere livet, og både Warszawa og Prag ville formentlig blive udslettet.

De mange millioner døde var også en af grundene til, at planerne blev fremstillet som en reaktion på et forventet NATO-angreb.

Ved at betegne planerne som et modangreb blev de store menneskelige tab gjort mere acceptable: I stedet for at være ofre for den sovjetisk ledede Warszawapagts ekspansionslyst bildte generalerne i Polen tilsyneladende sig selv og hinanden ind, at de civile polske dødsofre var den nødvendige pris, indbyggerne i Warszawapagtlandene måtte betale for at forsvare sig mod Vestens aggression.

Danmark skulle indtages

Det polske kort fra 1970 omfattede den såkaldte Nordvestlige Krigsskueplads, hvorunder Danmark hørte. Landets geografiske placering havde stor militær betydning for både NATO og Warszawa-pagten.

Den, der kontrollerede Danmark, havde dermed også magten over indsejlingen til Østersøen. Hele den sovjetiske flåde risikerede at blive lukket inde i Østersøhavnene, hvis ikke østblokken fik kontrol over Danmark. Men det overordnede formål med at besætte Danmark var at sikre den nordlige flanke for det afgørende angreb mod Centraleuropa. Et af målene i den polske plan fra 1970 var derfor, at erobringen af Danmark skulle være afsluttet på seks dage.

Sovjet ville kontrollere Østersøen

Allerede i en angrebsplan fra 1961, kaldet OP-61, havde sikringen af Østersøudsejlingen topprioritet hos Warzsawa-pagtens ledelse. I OP-61 lå opgaven med at erobre Danmark hos Polens 4. armé. Den var svagere end 1. og 2. arme, som begge skulle angribe Vesttyskland. Men især atomvåben skulle løfte 4. armé op på et højere niveau.

Planen var klar: 4. armé skulle mobilisere hurtigt og derefter flytte tropperne over 1000 km fra det nordlige Polen til Hamborg, besætte Jylland og øerne og til sidst indlede en egentlig okkupation af Danmark.

Samtidig skulle Den Forenede Flåde (et samarbejde mellem den polske og den sovjetiske flåde) tage kontrollen med Østersøen og deltage i landgangsoperationer på de danske øer og tilkæmpe sig passagen til Nordsøen.

Fra både luft og vand skulle de såkaldte “blå baretter” fra 7. landgangsdivision og “røde baretter” fra 6. luftlandedivision gøre sig klar til landgang på Sjælland.

Angrebsplanerne mod NATO var hemmelige. Men Sovjet viste gerne sine missiler frem under militærparader på fx Den Røde Plads.

© polfoto/corbis

Ud over Østersøflåden skulle de polske tropper støttes af sovjetiske luftlandeenheder, marineinfanteri og et landgangsregiment fra den østtyske hær i angrebet på Danmark. Når Sjælland var erobret, skulle styrkerne rykke nordpå og foretage landgang i det sydlige Norge.

Warszawapagtens erobring af Danmark kunne utvivlsomt have fået enorme og fatale konsekvenser.

Det understreges af den polske general Duszynskis udtalelser: “For hurtigst muligt at trække Danmark ud af krigen bør man gennemføre atomangreb mod Esbjerg (et vigtigt strategisk punkt i NATO-systemet) og Roskilde (Sjælland) og derefter iværksætte en bred propagandaindsats med det formål at øge panikken, advare militæret og den danske civilbefolkning mod følgerne af yderligere modstand samt true med, at yderligere atomangreb vil følge, hvis krigen fortsættes”, sagde han under et møde i 1961.

Endnu er det kun Polen, der har offentliggjort sine angrebsplaner fra den kolde krigs tid. Men de andre kommunistisk ledede lande i Østeuropa havde utvivlsomt lignende angrebsplaner liggende i skuffen – klar til at tage frem, når pagten beordrede et angreb mod de kapitalistiske ærkefjender mod vest.

Warszawapagtlandene var alle underlagt Sovjetunionen. Dermed ville deres angreb have udløst 3. verdenskrig.