Tændstikkongen snød for millioner

Klæbehjerne baner vejen

Ivar Kreuger kom til verden i 1880 som den ældste søn af Ernst August Kreuger, der ejede Kalmar Tændstikfabrik. Allerede som ung dreng stod det klart, at Ivar var udstyret med en enestående hukommelse.

Han lærte sig de latinske navne på alle de planter, han kendte, og kunne ordret recitere præstens ­seneste prædiken. ­Allerede som 16-årig blev Ivar student, og fire år senere kunne han kalde sig maskin- og civilingeniør.

Som familiens ældste søn lå det i kortene, at Ivar skulle overtage sin fars tænd­stik­fabrik. Men Kalmar var slet ikke stor nok til den ambitiøse unge mand.

I stedet rejste han til Amerika og fik foden in­den­for hos Fuller Construction Com­pa­ny, ­Man­hattans ledende entreprenørfirma. Arbejdet som menig ingeniør med en ­timeløn på bare 50 cent var ikke nok for ham i længden.

“Jeg kan ikke tro, at jeg forventes at skulle tilbringe mit liv med at tjene penge til andenrangs-mennesker. Bare vent og se – jeg kommer til at udrette store ting”, skrev han til sine forældre.

Hurtigt byggeri gør Kreuger rig

Kreuger manglede penge til at starte for sig selv, men han havde et talent, som var mere værd end en kassekredit. Selvom han var indadvendt af natur, besad han evnen til at træffe de rigtige mennesker og skabe værdifulde kontakter.

Kreu­ger memorerede omfattende finansstatistikker og lange passager fra bøger, så han aldrig løb tør for noget at sige og altid kunne gøre sig interessant.

I 1908 hørte Kreuger, at den frem­trædende ingeniør Julius Kahn havde ­udnævnt svenskeren Paul Toll til at ­re­præ­sen­te­re Kahns firma i Europa. Her kom Kreugers talegaver for første gang til deres ret, da han fik overtalt Kahn til, at også han skulle have den post.

Den håbefulde svensker sejlede til England, hvor Toll var bosat, og sammen stiftede de ­entreprenørfirmaet Kreuger & Toll.

Firmaet begyndte arbejdet med en ­kassebeholdning på 2.500 dollars – ­omkring en halv mio. kr. i nutidens penge. Kreu­ger vidste imidlertid lige, hvordan han kunne få flere penge i kassen.

Tid var penge i byggebranchen, og hvis et projekt blev forsinket, kostede det ejeren tabte lejeindtægter. I modsætning til kon­kur­ren­ter­ne garanterede Kreuger & Toll, som de første i Europa, at deres byggeri ville være færdigt til aftalt tid.

Da Kreuger & Toll fik kontrakt på at byg­ge et seksetagers hus i den svenske by Gullspång, besluttede Kreuger at satse.

Han lovede, at hvis ikke bygningen stod færdig til en bestemt dag, ville han betale ejerne, hvad der svarede til 1.200 dollars for hver dag, byggeriet var forsinket.

Til gengæld skrev bygherren under på at udbetale en bonus, hvis byggeriet stod færdigt før tid. Kreuger spillede højt spil, for mere end to dages forsinkelse ville betyde, at Kreuger & Toll gik konkurs.

Men den unge ingeniør tog gerne chancer og gik frejdigt i gang med at hyre arbejdere, der var villige til at pukle i treholdsskift under den stramme tidsfrist.

Naboerne klagede over de natlige gener i form af skarpt lys på byggepladsen og lyden af kværnende cementblandere, men den sag klarede Kreuger nemt ved at få en byggesagkyndig til at udstede et tvivlsomt certifikat på, at cementen ikke tålte, at der blev holdt pause i byggeprocessen om vinteren.

Papiret brugte ­Kreuger til at overbevise politiet om, at alt foregik efter bogen.

Strategien lykkedes: Huset stod færdigt før tid, og ­Kreuger indkasserede de af­tal­te penge. Snart var bonusaftaler et fast element i Kreuger & Tolls byg­ge­pro­jek­ter.

Tændstikker bliver big business

Efter få år havde Kreuger & Toll et ry som Sveriges bedste byggefirma.

Firmaet byggede bl.a. fundamentet til Stockholms Rådhus og byens olympiske stadion til sommerlegene i 1912.

Året efter ­fo­re­tog Kreuger et karriereskifte. Han overlod byggeriet til Toll og gik i sin fars fod­spor: Tændstiksalget gik strygende, og Sverige var verdens førende producent.

Tændstikfabrikanterne tjente ikke meget på den enkelte æske, men det havde Kreuger råd for.

For lånte penge opkøbte han små familieejede firmaer og slog dem sammen i aktieselskaber. På den måde slap han af med konkurrenterne, hvilket tillod ham at hæve prisen ­betydeligt.

I 1915 kunne Kreuger skovle hele 500.000 dollars ind og give sine ­aktionærer svimlende afkast.

Da 1. verdenskrig gjorde det svært at skaffe råvarer, begyndte Kreuger at op­købe sine leverandører af fx den vigtige fosfor, som indgik i produktionen af tændstikkernes hoveder.

De fabrikker, som lavede maskiner til produktionen, overtog Kreuger også. Ved krigens slutning sad han solidt på markedet. Konkurrenterne fik valget mellem at sælge til ham eller gå fallit.

Snart havde Kreugers firma monopol på tændstikproduktionen i Sverige.

Ud over at dække hjemmemarkedet eksporterede Kreuger også bjerge af tændstikker til Europa og Asien. For at omgå toldreglerne opkøbte han små lokale tændstikfabrikker, så han kunne producere inden for landenes grænser.

Nogle markeder var imidlertid lukkede for Kreuger. I lande som Frankrig og Tyskland havde staten monopol på tændstikkerne – mens import og udenlandsk indblanding var strengt forbudt.

Kreuger havde imidlertid ikke tænkt sig at give op. Mange europæiske lande led endnu under de økonomiske følger af verdenskrigens ødelæggelser.

Ved at tilbyde ­regeringerne i de betrængte lande store lån til gengæld for monopolet på produktion og salg af tændstikker kunne han snart sidde som verdens største tændstikproducent.

For at føre planen ud i livet skulle Kreuger bruge penge – og det bedste sted at skaffe dem var i USA, så i efteråret 1922 gik han ombord på en ­luksusliner med kurs mod New York.

Tændstikkongen går i land

Kreuger var en mester til at skabe et image som tillidsvækkende forretningsmand, og arbejdet begyndte, så snart han var ombord på skibet.

Her reserverede han telegrafen i flere døgn, så alle ­forstod, hvor vigtig han var. I skibets ­restauranter charmerede han de andre pas­sa­ge­rer med sit vid.

Det fashionable publikum faldt i svime over Kreugers ­fortællinger fra filmbranchen, som han også havde investeret i. At alt var om­hyggeligt indstuderet, opdagede ingen.

Ved ankomsten til New York hev Kreu­ger sit es ud af ærmet: Da en journalist bad om en tændstik for at få ild i sin pibe, måtte Kreuger melde pas.

Med sit bedste pokerfjæs gennemsøgte han ­lommerne uden at finde en eneste.

“Tændstikkongen, som ikke går med tændstikker”, lød overskriften på avisens forside næste dag. Med ét var han på alles læber, præcis som han ønskede.

Charme sikrer en bankaftale

For at skaffe den manglende kapital, hav­de Kreuger aftalt et møde med bestyrelsen i Lee, Higginson & Co., én af USA’s største og mest velestimerede banker.

Tændstikkongen var i topform efter sejlturen, og bankfolkene kunne tydeligvis lide, hvad de så. Kreuger levede ­ydmygt og spartansk og rørte sjældent ­alkohol.

Foran New Yorks finansspidser gjorde han i sit velsiddende jakkesæt en tiltalende figur.

Med sin ulastelige fremtoning og sit beskedne væsen lignede han, noterede en af bankens ledende ­ansatte, “en solid forretningsmand, som fortjente hjælp og opbakning fra én af ­nationens førende banker”.

Bankmanden Donald Durant stod for kontakten til Kreuger og var i begyndelsen en anelse nervøs over svenskerens manglende erfaring med udlånsvirksomhed.

Han syntes også, det var sært, at Kreuger stort ikke havde nogen papirer på sig, men huskede alle tal og aftaler i hovedet. Efter at han under en række møder så tændstikkongen i aktion, ­forsvandt tvivlen imidlertid.

I 1923 ­stiftede banken Lee, Higginson & Co. og Kreu­ger firmaet International Match.

Alt gik som smurt for Kreuger. Årtiet efter verdenskrigen var karakteriseret af uhørt vækst og velstand – og blev kaldt “de brølende tyvere”.

Amerikanerne elskede succeshistorier, og den besindige Kreuger havde aldrig problemer med at lokke penge ud af investorerne.

I alt 250 mio. dollars skaffede han. For pengene lykkedes det tændstikkongen at få monopol i 15 lande og at komme til at dominere markedet i yderligere 19.

Kritisk revisor lukker øjnene

Selvom han snart blev betegnet som en af verdens rigeste mænd, blev Kreuger ved med at være omgærdet med mystik. Dette skyldtes ikke kun, at han af natur var reserveret.

Hans forretningsmetoder havde altid været en anelse tvivlsomme. Kolleger huskede senere, hvordan han på bestyrelsesmøder, der blot varede få minutter, slyngede om sig med tal, imens han gjorde det tydeligt, at han ikke ønskede at blive modsagt.

“God morgen, mine herrer. Det er ­blevet besluttet at forøge Kreu­ger & Tolls kapital med 12 mio. kroner ved at udstede nye aktier til en kurs på 240 procent. Hører jeg nogen protester? Tak, mine ­herrer”, lød det under et bestyrelsesmøde.

Ingen af tallene stod ­opført i regnskaberne. De største indtægter var ofte blot opført som “afkast af andre investeringer”.

Både forretningspartnere og aktionærer kunne regne ud, at Kreuger tog sig friheder med regnskaberne, men de tjente alle godt på ham og var derfor ikke synderlig interesserede i at vide, hvad der lå bag succesen.

Da Kreuger begyndte at gøre forretninger i USA, voksede adgangen til kapital og dermed også mulighederne for at jonglere med tallene.

Snart havde han oprettet 400 datterselskaber under Tändsticksaktie­bolaget, som stod for Kreu­gers tændstikproduktion.

De fleste selskaber tjente kun et eneste formål – at gøre det muligt at flytte penge rundt, så Kreuger kunne fremstå som langt mere velhavende, end han var, og dermed ­tiltrække endnu flere aktionærer.

En revisor var tændstikkongen dog nødt til at have, da ingen anstændig bank ville gøre forretninger med et firma, der ikke lod en revisor garantere for regnskaberne.

Firmaet Ernst & Ernst tildelte Kreu­ger den pertentlige A.D. Berning som fast kontakt. Berning kunne ikke undgå at lægge mærke til, at Kreugers regnskaber var særdeles mangelfulde. Ofte bestod de blot af et par kolonner med tal, der kun vanskeligt kunne sættes i forbindelse med hinanden.

Revisoren undrede sig også over, at Kreuger pludseligt ændrede omregningskursen på svenske kroner i forhold til amerikanske dollars, så firmaets pengebeholdning steg. Men kritikken forstummede, da Kreuger inviterede Berning og hans hustru på udenlandsrejser og krydstogter.

Revisoren skubbede bekymringerne til side og underskrev regnskabet, mens han drømte om en forfremmelse.

Intet kunne tilsyneladende røre tændstikkongen, der den 28. oktober 1929 fik den ære at blive afbildet på forsiden af det amerikanske magasin Time.

“Der er ikke en eneste konkurrent, som kan forvolde os alvorlig skade”, udtalte Kreuger til magasinet.

At tændstikkongen havde ret, blev bevist den følgende dag. Mens aktiekurserne styrtdykkede på New Yorks fondsbørs og rev verden med sig i en økonomisk depression, holdt Kreugers selskaber stand.

Han indgik tilmed en lå­ne­af­ta­le med den tyske regering, hvis ø­ko­no­mi var særdeles anstrengt efter kravet om erstatning fra krigens sejrende magter.

Mistanken vokser frem

Selvom Kreuger udadtil virkede selvsikker, vaklede hele hans imperium. Krisen betød, at de lande, han havde lånt penge, ikke kunne betale tilbage; kassen var ved at være tom.

Alligevel kunne Kreuger fortælle sine finansforbindelser, at det i oktober 1930 lykkedes ham at sikre en låneaftale med den italienske diktator, Mussolini.

Aftalen skulle dog forblive en hemmelighed, da pengene skulle bruges til at styrke det italienske militær. Som garanti for lånet hav­de Kreu­ger modtaget ob­li­ga­tio­ner for i alt 21 millioner pund.

Der var bare ét problem – aftalen eksisterede ikke. Kreu­ger havde selv trykt en stak obligationer, som han prydede med en forfalsket italiensk underskrift.

Obligationerne brugte Kreuger som sikkerhed for et millionlån hos svenske banker, men hans tid var ved at løbe ud; uanset hvor meget finansmanden jonglerede med tallene, kunne han ikke finde penge til at betale sine investorer.

Bekendte bemærkede, at Kreuger, der ellers spiste beskedent og sjældent nød alkohol, nu både spiste og drak uden mådehold.

Sorte skyer bredte sig over tændstik­imperiet, i takt med at flere af Kreugers samarbejdspartnere begyndte at stille spørgsmål.

Finansmanden var skiftevis nedtrykt og manisk. Hans bekendte så ham tage telefonen, selvom den ikke ringede, og han telegraferede til adresser, som ikke fandtes. Selv hans berømte klæbehjerne begyndte at svigte:

“Jeg går fra forstanden. Jeg kan ikke huske. Jeg kan ikke tænke”, jamrede han.

I 1932 lykkedes det ham at skaffe et lån på 2 mio. fra den svenske rigsbank. Til gengæld skulle den svenske stats ­revisorer have lov til at kigge grundigt på tændstikkongens forretninger.

Kreuger, der befandt sig i New York, gik med til aftalen i den tro, at revisorerne ikke ville gå i gang, før han vendte tilbage til Stockholm.

Inden da havde han aftalt et møde den 12. marts med fremtrædende franske bankfolk på Hôtel du Rhin i Paris. Her skulle snakketøjet nok redde ham endnu en gang.

100 millioner forsvinder

Da Kreuger ankom til Paris, var de ­svenske revisorer imidlertid i fuld gang, og deres interesse koncentrerede sig bl.a. om de italienske obligationer.

Bankfolkene, der kom til mødet i Paris, ventede spændt på at høre Kreugers udlægning af, hvad der foregik. Men han dukkede aldrig op.

Efter to timer tog én af Kreugers forretningspartnere, Krister Littorin, ud til finansmandens lejlighed. Her fandt han Kreuger liggende død i sin seng med en pistol i venstre hånd.

“Jeg har lavet sådan et rod, at jeg mener, at dette er den bedste løsning for alle”, lød tændstikkongens afskedsbrev.

Kreugers død kom som et chok for ­offentligheden, der reagerede med sorg. Lånene til de betrængte europæiske lande havde gjort ham til en helt blandt økonomer og menigmand.

Avisen London Express skrev, at det var, som om himlen blev formørket, og at “folk tænkte de samme tanker som ved Cæsars død”.

Den berømte økonom John Keynes omtalte Kreuger som “vor tids måske mest begavede forretningsmand”.

Nogle få uger senere begyndte stemningen dog at vende. Undersøgelser i Sverige slog fast, at Kreuger havde snydt og løjet i årevis. Fx påstod han i perioden 1918-1930, at han havde tjent 316 mio. dollars, men hans reelle indtjening var blot 40 mio.

Da en opgørelse over Kreu­gers forretninger den 5. april 1932 blev læst op i den svenske rigsdag, stod det klart, at firmaet manglede 2 mia. kroner – mere end det samlede underskud på Sveriges nationalbudget.

Den svenske rigsbank var tæt bundet til Kreugers virksomheder igennem bl.a. lån, og hans ­fallit trak tæppet væk under den svenske økonomi.

Aktiemarkedet gik nærmest i stå, og arbejdsløsheden steg til 25 pct. i 1932. Først efter 2. verdenskrig kom Sverige – hvis intakte industriapparat ­sikrede, at landet kunne tjene på gen­opbygningen af Europa – igen på fode.

Listen over Kreugers kreditorer talte mere end 15.000 navne på personer, virksomheder og lande. Opgørelsen fyldte 200 sider. Nogle af kreditorerne fik penge igen, men de fleste endte med store tab.

Da alt var gjort op, kunne ­bogholderne konstatere, at 100 mio. pund af investorernes penge i løbet af årene var som forsvundet ud i den blå luft.