De dødes dag er en kæmpe fest for livet

Sådan forløber De dødes dag:

• Den 31. oktober - "Víspera de Todos los Santos” (allehelgensaften): På allehelgensaften viser mexicanerne deres respekt for døde børn, som de kalder angelitos - små engle. Børnenes grave udsmykkes med orkidéer og gipsurt, hvorefter de ramte familier lægger et spor af fløjlsblomster op til deres hoveddør.
• Den 1. november - “Día de los Angelitos” (de små engles dag): Mexicanerne mener, at himlens porte åbnes ved midnat, hvorefter de døde børn kan søge hjem til deres familier vha. stierne af fløjlsblomster. Senere på dagen kommer de voksnes sjæle angiveligt også på besøg for at beundre familiens husalter - et såkaldt ofrenda.
• Den 2. november - “Dia de Muertos” (de dødes dag): Højtiden kulminerer med de dødes dag. Før daggry stimler mexicanerne sammen på byens kirkegårde, hvor lanterner og stearinlys holder "onde ånder" på afstand. Familiemedlemmer sætter gravene i stand og våger over dem, indtil solen står op, hvorefter de går til messe. Senere jages de onde ånder på flugt med larmende optog og musik.

Nogle placerer også bananer, tequila og knogleformet brød ved gravene.

Mexicanerne mener nemlig, at deres døde slægtninge har vandret blandt dem i et døgns tid – og nu er tiden snart inde til at sende forfædrene tilbage til dødsriget.

Natten igennem fortæller familiens ældste historier om døde slægtninge for at holde deres minde i live.

Nogle udbringer også en skål for de afdøde og spiser et simpelt måltid, før kirkeklokkerne ringer solen op.

Når solens første stråler oplyser kirkegården, går familierne atter ombord i bådene og tager til messe i kirken. Mexicanernes hyldest til de døde er ved at være forbi.

Kirkegårdens hvide kors kunne tyde på, at denne tradition blev indført af de spanske erobrere, men faktisk er de dødes dag en helt unik blanding af europæernes og aztekernes skikke.

En blandingstradition, som mexicanerne senere har krydret med særprægede indslag som sukkerkranier, knoglebrød og satiriske vers.

Aztekerne spiser de døde

Hvis en nutidig mexicaner kunne rejse tilbage til 1518, ville vedkommende nok nikke genkendende til mange aztekiske traditioner.

Det indfødte folkeslag fejrede også døden – gennem en hyldest-festival til dødsgudinden Mictecacihuatl, som kunne vare i op til en måned.

Statuer af Mictecacihuatl viser en kvinde med et dødningehoved og en kjole bestående af sammenfiltrede slanger.

Hendes primære opgave var at passe på de dødes knogler i underverdenen, også kaldet Mictlán, så de ikke blev stjålet.

Aztekerne så ikke dette dødsrige som noget skræmmende, men som et fredeligt sted, hvor de døde ventede, indtil de blev kaldt tilbage til den virkelige verden ved den årlige festival.

Under dødsfestivalen spiste aztekerne brød og søde sager formet som mennesker, hvilket fungerede som en symbolsk forening af de døde og de levende.

Menneskeofringer og rituel kannibalisme var ikke uhørt blandt aztekerne, så det er sandsynligt, at inspirationen til den menneskeformede mad kom derfra.

Aztekerne ofrede også mad på små altre, så de døde kunne stille deres sult, når de kortvarigt vendte tilbage for at aflægge besøg i de levendes verden.

Mod slutningen af 1500-tallet observerede den spanske præst Bernardino de Sahagún tilmed, hvordan aztekerne “formede knogler af amarant-dej”, som de “spiste lidt efter lidt”.

Amarant blev af aztekerne betragtet som en plante med en særlig, hellig betydning, hvorfor de ofte anvendte den som en ingrediens i maden til deres religiøse ritualer.

Spanierne spreder sygdom

Det tog kun to år for Hernán Cortés og 630 af hans spanske landsmænd at slå en hær på op mod 300.000 aztekere.

Hermed vandt de i 1521 kontrollen med det meste af det land, vi i dag kender som Mexico.

Ved hjælp af skydevåben, heste og en effektiv militærstrategi blev aztekernes mægtige hære knust med en uhørt brutalitet.

Som munken Bartolomé de las Casas skrev i 1552: “Spanierne udførte konstant massakrer og overgreb med deres blodige hænder og sværd”.

Sejrherrerne greb straks chancen for at udnytte det nyerobrede land.

Mange indfødte blev tvunget til at arbejde i sølvminerne, hvorefter metallet og andre værdier blev sendt med skib til Europa.

Spanierne havde intet andet end foragt tilovers for aztekerne med deres mange guder og talrige religiøse højtider.

Derfor lukkede de alle aztekernes skoler og templer, samtidig med at de forbød en lang række traditioner – eksempelvis indtagelsen af planten amarant, da det var en central del af de religiøse ceremonier under dødsfestivalen.

Med pavens velsignelse gik spanierne også i gang med at konvertere aztekerne til katolicismen.

Allerede i 1560 havde 800 missionærer fra hele tre munkeordener travlt med at døbe de indfødte.

Hvad europæerne ikke kunne forudse, var, at de selv bidrog til, at de slagne aztekere holdt stædigt fast i deres tradition for at hylde de afdøde.

Spanierne medbragte nemlig dødelige sygdomme fra Europa, som gjorde ufattelige indhug på den lokale befolkning.

Historikere anslår, at op mod 95 pct. af de indfødte døde som følge af bl.a. koppeepidemier.

Katastrofen skabte et dybt nationalt traume hos de få tilbageværende samt et øget behov for at mindes og hylde de mange bortgangne.

Munken Bartolomé de las Casas beskrev det således: “Om det så var gennem krig, udmattelse eller sygdom, er den enorme ødelæggelse af liv blandt 1500-tallets mexicanere ikke til at fatte. De, der fatter ødelæggelsen, undertrykker det straks som et forsvar mod en dyb, lammende smerte og sorg”.

Gamle traditioner blomstrer igen

De gamle ritualer ville ikke dø, så spanierne så sig nødsagede til at absorbere dem i den katolske tro.

Aztekernes dødsfestival blev derfor henlagt til at være en del af den kristne allesjælesdag den 2. november, hvor folk i den katolske kirke mindes de afdøde sjæle, som endnu befinder sig i skærsilden.

Håbet var, at aztekerne så efterhånden ville droppe deres egne traditioner og adoptere de spanske i stedet for.

Midt i 1500-tallet kunne munken Toribio de Benavente imidlertid berette følgende fra delstaten Tlaxcala:

“På allehelgensdag ofres der mange ting til de døde i næsten alle de indianske byer. Nogle ofrer korn, andre tæpper, andre mad, brød, kylling og chokolade”.

De lokale traditioner fortsatte, og i forbindelse med en stor sygdomsepidemi i 1576 blev det ganske klart for den spanske præst Bernardino de Sahagún, hvor galt det endnu stod til.

“Under denne plage har jeg vurderet troen hos dem, der er kommet for at bekende deres skyld. Vi kan være sikre på, at hvis den spanske nation ikke gjorde noget, ville vores missionsarbejde være glemt om 50 år”, lød konklusionen fra den frustrerede præst.

Mexicanerne holdt stædigt fast i deres gamle skikke og havde endnu ikke accepteret de kristne budskaber for alvor.

Europæere hylder også de døde

Traditionerne i forbindelse med de dødes dag kan dog ikke alene forklares med henvisning til aztekernes ritualer.

Spanierne havde nemlig selv forladt et Europa, der dengang havde et mere intimt forhold til døden.

I middelalderen kostede den sorte død på kort tid millioner livet, hvorfor begravelser og sørgende mennesker blev dominerende elementer i det offentlige rum.

Massedøden inspirerede kontinentets kunstnere til at skabe utallige versioner af “dødedansen”: malerier og graveringer, hvor skeletter danser med de levende, som en påmindelse om, at vi alle skal dø – et såkaldt memento mori.

Et klassisk eksempel på denne kunst er “Døden fra Lübeck”, hvor grinende skeletter danser kædedans med samfundets forskrækkede spidser.

Herudover var brød og anden mad også en central del af allehelgensfejringen i Spanien.

I Barcelona solgte købmændene små kager kaldet panellets del morts, og de fleste familier ristede kastanjer over bål den 2. november.

Helt tilbage i 1344 lød det sågar i et testamente fra Mallorca: “Hvert år på allesjælesdag skal mine arvinger efterlade fire kurve med brød, stearinlys og andre obligatoriske genstande på min grav”.

De særlige sukkerkranier, som de mexicanske børn spiser på de dødes dag, ville heller ikke eksistere uden spanierne.

Kolonisterne etablerede store sukkerørsplantager i Oaxaca-dalen, og i modsætning til de caribiske kolonier blev sukkeret herfra primært solgt på de lokale markeder.

Plantagerne var ofte ejet af klostre, der blev kendte for at producere diverse søde sager, som med tiden kom til at indgå i de religiøse ritualer.

Herunder hørte det knogleformede, sukkerrige “dødebrød”.

Takket være den spanske arv benævner mexicanerne ofte disse brød som pan de muerto i stedet for det mexicanske tortilla de muerto.

De særlige aztekiske indslag, som amarantbrød og det ubekymrede forhold til døden, blev nemlig anset for farlige af de spanske myndigheder.

Her opstod en frygt for, at de indfødte skulle genfinde deres nationale identitet og gøre oprør.

Derfor begrænsede de i 1766 salget af alkohol efter klokken 21.00 og forbød større forsamlinger på kirkegårdene den 2. november.

Selvstændighed giver medvind

De dødes dag førte en relativt stille tilværelse indtil Mexicos selvstændighedserklæring i 1821.

Løsrivelsen fra Spanien resulterede i en opblomstring af aztekiske traditioner.

Den 2. november blev en sand folkefest og en hyldest af ikke blot døden, men af den unikke mexicanske identitet, som var opstået.

Herefter var det ikke spanierne, men landets eget aristokrati, der begyndte at frygte de optøjer, som tequilaberusede folkemængder kunne kaste sig ud i.

I 1847 fik spiritusbutikker derfor ordre om at begrænse åbningstiderne til to-tre timer i tiden omkring de dødes dag.

Den 2. november samme år kunne avisen The North American Star berette følgende:

“I går, festivalens første dag, forløb stille og roligt, uden nogen form for forstyrrelser overhovedet, og vi forventer at kunne skrive det samme om i dag og i morgen”.

Den primære grund til, at avisen skrev sådan, var, at samtlige medier i Mexico blev presset af regimet og dets “ukronede monark”, Santa Anna, til kun at rapportere om kirkelige handlinger og ignorere de folkelige traditioner og festlige optog.

Kun én udgivelse turde gå imod strømmen:

Mexicos første illustrerede avis, El Calavera (Kraniet), der gik i trykken for første gang i januar 1847.

Her var siderne propfyldte med satiretegninger, der gjorde grin med landets korrupte politikere og aristokrater – bl.a. ved at fremstille dem som afdøde skeletter.

Efter 31 udgivelser blev avisen lukket af myndighederne, og dens redaktører blev fængslet og anklaget for at opfordre til oprør.

Avisen lukkede, men satiretegningerne som koncept var kommet for at blive.

Skelet bliver symbol på de dødes dag

I 1880’erne begyndte kunstneren José Guadalupe Posada at tegne skeletter, der optrådte i aristokratisk tøj.

I starten var det blot uskyldige illustrationer til selskabssange, men da landets sociale spændinger tog til omkring år 1900, begyndte Posada at udstille magthaverne som cyklende, drikkende og dansende skeletter.

En af de mest berømte af Posadas figurer, en aristokratisk skeletdame kaldet La Calavera Catrina (Dødens Dame), skulle blive højtidens mest genkendelige ikon.

Omkring begyndelsen af den blodige mexicanske revolution i 1910 fik satiretegningerne selskab af digte, der i forbindelse med de dødes dag fungerede som en ætsende samfundskritik.

Avisen La Opinion trykte dette såkaldte calavera-digt den 4. november 1913, efter tre år med vold og social konflikt: “Jeg skal ikke ned til kirkegården / hvorfor dog? / det ville være dumt af mig / at se så mange enker / sørgende og angrende / jeg vil ikke se datterens smerte / uden trøst / du kan se hende på denne dag / foran farens grav / blot for at se hende lidt senere / på gaderne og avenuerne / hvor hun må prostituere sig”.

Calavera-digtene var dog ikke alle så alvorlige.

Der blev også sendt anonyme og drillende digte til familiemedlemmer, hvori der var en god portion sort humor.

De dødes dag giver penge i kassen

Efter 2. verdenskrig resulterede den stigende velstand i, at tusindvis af almindelige amerikanere fik råd til at rejse på ferie udenlands.

Mange tog sydover til Mexico, hvor de dødes dag hurtigt viste sig som et stort hit.

Snart begyndte rejsebureauerne derfor at organisere særlige ture til mexicanske kirkegårde under højtiden.

Mexicos turismeministerium ville naturligvis have en del af kagen, så i 1971 organiserede det en reklamekampagne, hvor de dødes dag nærmere blev fremstillet som en kulørt byfest frem for den private hyldest, det plejede at være.

I udvalgte byer blev fejringen tilpasset, så den nu også skulle omfatte en sukkerkr­aniekonkurrence, en parade, madboder, teaterstykker og kirkegårde fyldt med snurrende TV-kameraer – alt sammen til ære for turisterne.

Kronen på værket var ofte en “special tour” ind i private hjem, hvor folk for et kontant beløb kunne få lov til at se et autentisk offeralter, høre en fortælling om den døde og få et shot tequila.

Mexico er dog et stort land med hundreder af landsbyer, hvor de gamle og unikke traditioner fortsætter uden de store forstyrrelser.

For en udenforstående kan det være svært at forstå, hvad den dybere mening er med de dansende skeletter og sukkerkranier, men filminstruktøren Sergej Mikhajlovitj Eisenstein kom tæt på at fange essensen under sit besøg i Mexico i 1931:

“Overalt i Mexico blandes døden og livet sammen konstant. På de dødes dag propper små børn sig med sukkerkranier og chokoladekister, mens de morer sig med legetøj formet som skeletter”.

Festivalen er ikke blot en fejring af de døde, men en hyldest til livet.