Begge duellanter var assisteret af sekundanter, som kunne afbryde kampen i visse situationer.

© Paul Fern/Alamy/IBL

Dueller – en blodig æressag

Dødelige sabelhug, kårdestik og pistolkugler. I tre århundreder udkæmpede ærekære europæiske adelsmænd og officerer voldsomme dueller for at vinde hæder. Mange måtte betale den højeste pris.

31. august 2018 af Lars Nordahl & Thomas Hee

  En tidlig morgen år 1803 er to officerer ude og ride hver sin tur i Hyde Park i London. Begge har sine trofaste hunde med sig. Da hundene ryger i slagsmål, hopper Oberst Montgomery af sin hest for at skille dyrene ad. Han sparker og råber af den fremmede hund, hvis ejer ikke er til stede.

Men i det samme kommer Kaptajn McNamara riddende rundt om hjørnet. Han har hørt og set det hele og er rasende: ”Jaså, du har været så fræk at forsøge at dræbe min hund? Før det sker, må du dræbe mig først.”

MAYARIGET DOMINEREDE I FLERE TUSINDE ÅR

De to mænd skændes højlydt, og eftersom ingen af dem vil undskylde, ender det med, at de aftaler at mødes klokken syv samme aften til en pistolduel. 

Begge officerer er dygtige skytter, og under duellen sårer de hinanden. McNamara får en kugle i hoften, mens Montgomery bliver ramt i den højre side af brystet.

Kaptajn McNamara overlever sine skader, men oberst Montgomery dør kort efter. Alt sammen er et resultat af et ganske tåbeligt udfald mod et fremmed menneskes hund.

Et dueldrab om dagen

Tvekampe har fundet sted i alle kulturer. I vikingetiden blev de på dansk kaldt holmgang. I Europa havde de i middelalderen ofte en juridisk funktion. Den, som besejrede sin modstander, havde også ret i sit søgsmål. 

Omkring år 1500 blev der i Italien udviklet en duelform, som krænkede adelsmænd brugte til at genoprette deres ære. Denne type af dueller blev snart spredt indenfor hele det europæiske aristokrati.

Tegning af duellanter fra 1500-tallet.

© Erich Lessing/IBL

En samtidig fransk kilde skriver, at henover to årtier, i perioden 1589 til 1610, døde mellem 7 000 og 10 000 adelsmænd på fransk jord – og det var endnu i duelfænomenets ungdom. Det svarer til mindst én dødelig duel hver dag.

Duellen skulle genvinde æren

Selvom tallene er usikre, er der ingen tvivl om, at dueller var meget almindelige, især når man tænker på, at det langtfra var alle dueller, som fik døde-lig udgang. 

Reglerne krævede ikke, at nogen af duellanterne døde, en af de to skulle blot være forhindret i at fortsætte. Duellens vigtigste mål var at genoprette duellantens krænkede ære.

Dueller var også almindeligt forekommende i Danmark.

HISTORIENS 5 RIGESTE –NOGENSINDE!

I begyndelsen var det svært at skelne dueller fra almindelige slagsmål, men snart dukkede der manualer op, hvor reglerne for dueller blev omhyggeligt nedskrevet. 

Her kan man læse om, hvordan en udfordring blev givet, hvem der valgte våben, sekundanternes opgaver, og hvornår en duel var vundet eller tabt.

Strenge straffe truede duellanter

I 1600-tallet blev duellerne en politisk destabiliserende faktor. Overalt i Europa forsøgte monarkerne derfor med strenge love og regler at forhindre fænomenet, men det var ganske få, som lykkedes med at begrænse duellerne.

Værst var det i Frankrig. Ikke engang Ludvig 14. – som var 1600-tallets mægtigste monark – kunne stoppe fænomenet. I sine 72 år på tronen, fra 1643 til 1715, lavede Ludvig intet mindre end ti love, som alle forsøgte at stoppe duel-fænomenet. 

I en lov fra 1679 står der, at såvel duellanter, sekundanter og andre tilstedeværende ved en duel skulle straffes med døden. 

Og som om det ikke var nok, skulle de fratages deres adelige privilegier, og deres ejendom ville blive konfiskeret. Loven dikterede videre, at en død duellant ikke skulle begraves i indviet jord. For datidens kristne var det en særlig hård straf.

Udfordreren skulle straffes med permanent udvisning af Frankrig. Tjenere af lavere stand, som enten viderebragte en udfordring eller på anden vis hjalp til under en duel, skulle piskes og derefter brændemærkes på huden med den franske lilje.

Duellanternes mest brugte våben: pistol, kårde og sabel.

Tandløse duelforbud

Trods de europæiske kongers forsøg på at stoppe fænomenet fortsatte duellerne i stort antal. Problemet var det samme, som det havde været siden duellerne kom til. 

På den ene side ville kongerne begrænse de ulovlige dueller, som kostede så mange unge, duelige mænd livet og signalerede adelens magt. På den anden side var monarkerne ofte, både politisk og militært, afhængige af den adel, som så lidenskabeligt hengav sig til duellerne. 

Det resulterede i et besynderligt kompromis. Kongerne viste sin magt gennem regelmæssige stram-ninger af loven, men når en duellant blev dømt, blev denne ofte straks benådet. 

Således undveg regenterne protester inden for den samfundsklasse, som så duellen som en standsmæssig rettighed.

Montmorency henrettet efter duel

En undtagelse fra dette mønster er historien om den franske duellant Francois de Montmorency. Han havde for vane at udfordre hvilken som helst adelsmand, så længe dennes rygte som sværdfægter gjorde ham til en værdig modstander i Francois’ øjne. 

JAGTEN PÅ TUTANKHAMONS GRAV

For at undgå de strenge franske love flyttede Francois til Bruxelles, en by som var kendt for sine liberale love, når det gjaldt dueller. Der blev han stadigt udfordret til nye dueller fra de mange hævngerrige pårørende, som hans mange sejre havde efterladt.

Især én udfordrer, marquis Beuvron, udstedte intet mindre end otte udfordringer til den landflygtige duellant. 

Til sidst kunne Francois ikke holde sig i skindet længere, og han gik med til at rejse til Paris for at tage imod udfordringen på den aftalte plads: Gården til det kongelige palads. Men det blev for meget for den franske konge.

Duellen endte uafgjort, og dermed fik både Francois og Beuvron æren genoprettet, men samtidig havde kongen givet ordre om, at Francois skulle arresteres. 

Snart sad han i et fængsel i Paris, dømt til døden. Blot få dage senere blev Francois de Montmorency, som en af meget få europæiske duellanter i denne perio-de, henrettet.

USA's vicepræsident, Aaron Burr, dræbte den tidligere finansminister, Alexander Hamilton, i en duel i 1804.

© Granger/IBL

Duel i Hamburg 1809

Selv om duellerne aftog i begyndelsen af 1800-tallet, da samfundet blev forandret gennem industrialiseringen og en mere indflydelsesrig borgerklasse, så forekom det stadig mange steder i Europa.

Et eksempel på en sen duel: En sen efter-middag år 1809 gør den danske dyrlæge Jens Neergaard sig klar til duel. Han er taget til et aftalt sted udenfor Hamburg med sin sabel, pistol og sekundant. 

Overfor ham står hans modstander, som ifølge rygtet er Frankrigs mesterfægter. Efter signal fra sekundanterne starter kampen. Neergaard kæmper tappert mod sin erfarne modstander, men bløder snart kraftigt fra to dybe sår i ansigtet. 

HAR DER NOGENSINDE VÆRET FRED PÅ JORDEN?

På Neergaards anmodning skifter de to duellanter derfor til pistoler, og en lodtrækning afgør, at franskmanden skal skyde først. Skuddet gennemborer Neergaards hat og river en flap hud af hans pande. 

Hans ben giver efter, men han rejser sig, sigter og skyder sin modstander i højre arm. Franskmanden kan ikke længere fortsætte.

Duellen er derfor afgjort. Begge duellanter kan gå derfra med livet og æren i behold. Årsagen til duellen var, at både Neergaard og hans modstander havde friet til den samme kvinde. 

Da hun lå døende med tuberkulose, sad Neergard ved hendes dødsleje, hvilket hans rival oplevede som krænkende.

Kort tid efter fik Jens Neergaard et fornærmende brev med en utvetydig udfordring til duellen. Den unge Neergaards ære var på spil, og han mente, at han ikke havde andet valg end at tage udfordringen op, ellers ville han risikere at blive betragtet som en fej kujon.

Duellerne ebbede ud

Efter 300 år med daglige og dødelige dueller over store dele af Europa, ebbede dueltraditionen ud. England blev stort set fri for fænomenet i 1800-tallet, da duellerne begyndte at blive betragtet som et dumt og dekadent sløseri med menneskeliv.

Samtidig blev duellerne mere almindelige i USA, hvor en langvarig konflikt mellem to højtstående politikere, vicepræsident Aaron Burr og tidligere finansminister Alexander Hamilton, resulterede i en dødelig pistolduel i år 1804.

I Frankrig fik duellerne et nyt opsving 1880–1900, da tusindvis blev udkæmpet hvert år.

Måske er du interesseret i...

Læs også