Fastelavn blev fejret med manér i det katolske Europa, bl.a. med farverige optog og udklædning. Den nederlandske maler Pieter-Brueghel den Ældres berømte billede “Kampen mellem fasten og festen” fra 1559 giver en idé om festlighedernes omfang.
Fastelavn blev fejret med orgier og optog
I den katolske middelalder var fastelavn menigmands pusterum. I dagene op til faste kunne han glemme hverdagens trængsler og skeje ud med grovkornet spøg og ædeorgier. Mange af traditionerne har i udvandet form overlevet frem til i dag.
Fastelavn bygger på gamle traditioner
Når superhelte og Disney-prinsesser i denne tid tamper løs på fastelavnstønden, tænker de færreste af os på, at de er i færd med at fordrive Fanden.
Og når vi pynter fastelavnsrisene, er det sjældent frugtsommelighed, vi har i tankerne, ligesom det kun er fåtallet, for hvem fastelavnsbollerne indvarsler en fyrre dage lang faste.
Men netop Fanden, frugtsommelighed og faste er de grundsten, fastelavns-traditionerne bygger på. I Norden fejrede vores hedenske forfædre overgangen fra vinter til forår, og da kristendommen blev indført, overtog kirken dele af disse fejringer til en fest før fasten.
Fastelavnsriset kan for eksempel spores til norsk folketro, hvor man risede mennesker, marker og dyr for at sikre frugtbarhed. Med kristendommens indførelse blev risningen et symbol på Kristi lidelse.
Fastelavn var et stort madorgie
Fastelavn stammer fra tysk “fastelabend”, som egentlig betyder aftenen før fasten. Men festen før den triste fastetid varede i tre dage – nogle steder en hel uge – hvor der blev svælget i mad og lavet narrestreger.
Søndag blev kaldt “flæskesøndag”. Mandag for “blå mandag”, fordi alteret i kirken blev dækket med et blåt klæde for at markere fastens begyndelse.
Tirsdag hed “hvide tirsdag”, opkaldt efter det fine brød, mælkeprodukter og æg, der blev sat til livs, eller bare “fede tirsdag”– fastelavnsboller er et levn fra hvide tirsdag. Selve fasten startede askeonsdag.
I Ångermanland i Sverige bød traditionen, at der skulle spises ikke mindre end syv måltider mad på fede tirsdag, blandt andet kogt flæsk. Og til at dyppe i gryden et julebrød, der var gemt til anledningen.
I Uppland, Södermanland og Värmland bestod kødet til fede tirsdag oftest af kogte grisetæer. Formålet med det store ædegilde var naturligvis at have noget at stå imod med under fasten.
At fasten så samtidig faldt naturligt sammen med, at vinterens forråd af mad var ved at være tømte for folk i Norden, gjorde afholdenheden lettere at acceptere for menigmand.
Velhavende borgere kunne slippe for fasten ved at købe et såkaldt smørbrev af kirken.
Fasten var ikke for de rige
Kirkens påbud om 40 dages afholdenhed var imidlertid ikke ensbetydende med, at den blev overholdt – fasten blev for eksempel aldrig allemandseje i Skandinavien.
Om det nu var derfor eller for at skaffe penge til udbygningen af Peterskirken, så gav pave Leo 10. mulighed for, at skandinaverne i begyndelsen af 1500-tallet kunne købe afladsbreve, såkaldte smørbreve.
Brevene gav velbeslåede borgere tilladelse til – med god samvittighed og uden at ende i skærsilden – at spise smør og ost i fasteperioden. De rige kunne også få andre til at faste for sig. I stedet for selv at faste skulle de for eksempel købe fastemad til seks fattige.
Munkene i klostrene var dem, der for alvor skulle leve op til fastereglerne, men også her blev påbuddet tolket og tilpasset. For eksempel avlede nordjyske munke vinbjergsnegle i klosterhaverne, fordi sneglene ikke blev regnet som rigtigt kød og derfor kunne spises i fasten.
Luften var tyk af fornærmelser
Dagene op til fasten blev ikke kun helliget madorgier – det var også tid for farverige optog. Sydpå kendes udklædningsfester og masker bedst fra karnevalstraditionerne – ordet karneval kommer af det latinske carne vale, “farvel til kød”.
Men Skandinavien har også sine steder tradition for fastelavnsoptog med bestemte udklædte figurer. Blandt dem var stodderen, kællingen og bajadsen (narren).
De hånede i ly af deres forklædning tilskuerne og brugte et sprog, som bedsteborgere under normale omstændigheder aldrig ville have lagt øre til. Men intet var normalt under fastelavn, og selv herremænd og gejstlige kunne risikofrit få et par fornærmelser med på vejen.
For folket var fastelavnsdagene et pusterum. I en kort stund kunne gårdskarle og malkepiger glemme hverdagens strabadser og få afløb for deres frustrationer.
Og selv om kirken gjorde tilløb til at bremse festlighederne, blev det aldrig effektueret – måske fordi kirken vurderede, at festdagene fungerede som en sikkerhedsventil.
Den folkelige damp blev også lukket ud på mere bestialsk maner, bl.a. ved at slå katten af tønden.
Skikken med at putte en levende kat ind i en tønde for derefter at slå til tønden med køller, og til sidst måske prygle katten ihjel, menes at være kommet til Skandinavien med de hollændere, der bosatte sig på Amager i 1700-tallet.
Katten var symbol på det onde, der skulle fordrives, og det har uden tvivl skabt fælleskabsfølelse i især mindre byer at kunne samles om en fælles fjende.
Og mange steder steder gav det også skattefrihed i et år for gårdejeren på den vindende gård.
Fastepåbuddet blev afskaffet i Norden, da Luthers protestantisme fortrængte den katolske kirke i 1536. Og dermed var “undskyldningen” for at feste og mæske sig forsvundet.
Myndighederne og kirken prøvede derfor at forbyde fastelavnsløjerne, og så sent som i 1683 blev fastelavnsløben forbudt i Danske Lov.
De svenske konger holdt også længe efter reformationen fast i, at man ikke burde holde fest eller gifte sig i fastetiden. Men traditionen har bestået frem til i dag – nok ville hele folket af med fasten, men ikke med festen.
