“Herremanden lå med bruden den første nat”

I gamle dage havde herremanden ret til at tage brudgommens plads i sengen på bryllupsnatten, hvis han ønskede det. Sådan lyder fortællingen i hvert fald, men er der nogen sandhed i historien?

I gamle dage havde herremanden ret til at tage brudgommens plads i sengen på bryllupsnatten, hvis han ønskede det. Sådan lyder fortællingen i hvert fald, men er der nogen sandhed i historien?

Vasily Polenov

Publikum tager forventningsfuldt plads i Wiens Burgtheater den 1. maj 1786. Det kejserlige teater har urpremiere på en humoristisk opera komponeret af selveste Wolfgang Amadeus Mozart, der er tidens største musikalske navn.

Forestillingen hedder “Figaros bryllup” og handler om tjeneren Figaro, som skal giftes med sit hjertes udkårne, kammerpigen Susanna. De tjener dog begge hos grev Almaviva, der har fået et godt øje til Susanna. Konstant forsøger han – til publikums store morskab – at komme i bukserne på hende.

“Han er konge, han gør, hvad han vil. Tager pigen fra hendes moder og bruger hende – krigerens datter, den unge mands brud”. Beskrivelse fra eposset “Gilgamesh”, skrevet mellem 2100 og 1200 f.Kr.

Den liderlige greve truer sågar med at kræve sin ret til droit du seigneur – en fransk betegnelse, der på latin er kendt som jus primæ noctis og på dansk kan oversættes til “retten til den første nat”.

I sidste ende lykkes det parret at forpurre grevens usømmelige plan: Figaro får sin Susanna, og hun slipper for at gå i seng med andre end sin husbond.

Mozart og publikum var åbenbart bekendte med grevens påståede ret. Men har en herremands ret til at ligge med en kvinde på hendes brudenat nogensinde været en reel praksis, eller hører den kun til i fiktionens verden?

© Shutterstock

Fænomenet omtales i mange værker – fx i det babyloniske epos “Gilgamesh” og det franske middelalderdigt “Baudouin de Sebourc”. I digtet kræver en hersker sin ret til at gå i seng med en brud, hvis ikke han får del i hendes medgift.

Den græske historiker Herodot (480-420 f.Kr.) skriver om en libysk stamme, der følger skikken: “De er den eneste stamme, hos hvem det er skik at føre alle kvinder, der skal være brude, foran kongen, så han kan vælge de af dem, som er ham behagelige”.

Bryllupsafgifter blev visse steder i middelalderens Europa betalt af bønderne. Muligvis skulle betalingen sikre, at herremanden ikke krævede sin ret til den første nat.

© Shutterstock

Mange fyrster har gennem historien utvivlsomt presset kvinder til sex, men der findes intet klart bevis for, at retten til den første nat var en lovfæstet praksis.

I alle værker, der nævner retten, beskrives den som en tradition, der hører fortiden til – eller som en foreteelse, som finder sted i egne fjernt fra forfatterens levested.

Selvom herremændene ikke havde ret til den første bryllupsnat, blandede nogle af dem sig gerne i deres bønders giftermål. Den danske godsejer William Halling (1744-1796) i Vendsyssel skal efter sigende have giftet de flotteste mænd på godset med de smukkeste kvinder i et forsøg på at forskønne lokalbefolkningen.

Gilgamesh, relief i sten

Gilgamesh er en sumerisk sagnkonge, der efter sin død angiveligt blev underverdenens konge.

© Louvre Museum

KONKLUSION: Spørgsmålet splittede Europas lærde

Indtil 1800-tallet eksisterede der en generel konsensus om, at retten til den første nat havde eksisteret engang i den dunkle fortid.

I løbet af århundredet blev traditionen dog genstand for mange europæiske forskeres opmærksomhed. Mens en del af dem
fastholdt, at praksissen havde historiske rødder, voksede koret af kritiske røster.

Forestillingen om herremandens ret til den første nat blev foreviget i et maleri af den russiske maler Vasilij Polenov i 1874.

© Vasily Polenov

Vendepunktet kom i 1881. Her konkluderede den tyske jurist Karl Schmidt – efter en grundig gennemgang af de historiske kilder – at der ikke fandtes beviser for rettens eksistens i middelalderens Europa.

Dermed var debatten reelt set afgjort. En del forskere har ganske vist holdt fast i påstanden om, at retten engang fandtes, men de fleste tilslutter sig i dag Karl Schmidts konklusion om, at den blot er en myte.

MYTEKNUSERNES DOM:
Der findes ingen beviser.

© HISTORIE

Lyt også til MYTEKNUSERNE som podcast i din foretrukne app – hvor vi tager favntag med de største skrøner fra historien.