Historiske begravelser: Fra blodige ritualer til kogte lig
Begravelsesritualet har mange ansigter afhængigt af, hvor og hvornår det har fundet sted i historien: Oldtidens rigeste peruvianere tog uskyldige med sig i graven, og i 1800-tallets Europa var folk så bange for at blive begravet levende, at de installerede alarmklokker i kisterne.

Stormanden og hans familie fik både mad, husdyr og tjenestefolk med sig i graven i oldtidens Peru.
Oldtidens Peru: Begravelser kostede uskyldige livet
I de første århundreder e.Kr. mente peruvianerne, at døden blot var en overgang. Ifølge datidens moche-kultur fortsatte livet, som det var forløbet på jorden.
Begravelserne afspejlede derfor nøje tilværelsen, som den enkelte havde levet. De døde fik mad med til livet i det hinsides samt genstande, der passede til deres sociale status.
Betydningsfulde personer fik deres smykker, ædelsten og andre rigdomme med sig i graven. De efterladte ofrede ofte også både tjenestefolk og soldater, som skulle opvarte og beskytte deres herre i det hinsides.
Velhavere blev begravet i pyramideformede gravkomplekser, mens almindelige mennesker blot blev rullet ind i tæppe og begravet med en sten som gravmæle.
Gravpladser for jævne folk rummede grave for både mænd og kvinder.
Fordel: Den døde får et smukt eftermæle. Gravgaver og andre genstande sikrer, at den afdøde bliver mindet på en personlig måde.
Ulempe: Begravelser koster uskyldige livet. Menneskeofring hører til begravelseskulturen og koster mange uskyldige mennesker livet.