Historiske begravelser: Fra blodige ritualer til kogte lig

Oldtidens Peru: Begravelser kostede uskyldige livet

I de første århundreder e.Kr. mente peruvianerne, at døden blot var en overgang. Ifølge datidens moche-kultur fortsatte livet, som det var forløbet på jorden.

Begravelserne afspejlede derfor nøje tilværelsen, som den enkelte havde levet. De døde fik mad med til livet i det hinsides samt genstande, der passede til deres sociale status. 

Betydningsfulde personer fik deres smykker, ædelsten og andre rigdomme med sig i graven. De efterladte ofrede ofte også både tjenestefolk og soldater, som skulle opvarte og beskytte deres herre i det hinsides.

Velhavere blev begravet i pyramideformede gravkomplekser, mens almindelige mennesker blot blev rullet ind i tæppe og begravet med en sten som gravmæle. 

Gravpladser for jævne folk rummede grave for både mænd og kvinder.

Fordel: Den døde får et smukt eftermæle. Gravgaver og andre genstande sikrer, at den afdøde bliver mindet på en personlig måde.

Ulempe: Begravelser koster uskyldige livet. Menneskeofring hører til begravelseskulturen og koster mange uskyldige mennesker livet.

1800-tallet: Alarm sikrede mod at blive levende begravet 

Angsten for at blive levende begravet toppede i 1800-tallet. En koleraepidemi hærgede Europa, og mange patienter gik i koma. 

Da lægerne endnu ikke havde udviklet metoder til sikkert at fastslå, om døden var indtrådt, frygtede mange, at der kunne ske fejl. 

Løsningen blev sikkerhedskisten, en kiste med en snor bundet til en klokke over jorden, så den begravede kunne slå alarm.

1200-tallet: Døde blev kogt

Korsfarere, som døde i det fremmede, blev ofte sendt hjem for at blive begravet i kristen, indviet jord. 

For at undgå lugt og andre ubehageligheder kogte krigskammerater først den døde i vand eller vin. 

På den måde blev kødet adskilt fra knoglerne, som let kunne transporteres hjem. Skikken fortsatte indtil 1300, da paven forbød den.