Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Stormanden og hans familie fik både mad, husdyr og tjenestefolk med sig i graven i oldtidens Peru.

© Shutterstock, Bernard Gagnon & Scanpix
Samfund - Traditioner

Historiske begravelser: Fra blodige ritualer til kogte lig

Begravelsesritualet har mange ansigter afhængigt af, hvor og hvornår det har fundet sted i historien: Oldtidens rigeste peruvianere tog uskyldige med sig i graven, og i 1800-tallets Europa var folk så bange for at blive begravet levende, at de installerede alarmklokker i kisterne.

Oldtidens Peru: Begravelser kostede uskyldige livet

I de første århundreder e.Kr. mente peruvianerne, at døden blot var en overgang. Ifølge datidens moche-kultur fortsatte livet, som det var forløbet på jorden.

Begravelserne afspejlede derfor nøje tilværelsen, som den enkelte havde levet. De døde fik mad med til livet i det hinsides samt genstande, der passede til deres sociale status.

Betydningsfulde personer fik deres smykker, ædelsten og andre rigdomme med sig i graven. De efterladte ofrede ofte også både tjenestefolk og soldater, som skulle opvarte og beskytte deres herre i det hinsides.

Velhavere blev begravet i pyramideformede gravkomplekser, mens almindelige mennesker blot blev rullet ind i tæppe og begravet med en sten som gravmæle.

Gravpladser for jævne folk rummede grave for både mænd og kvinder.

Fordel: Den døde får et smukt eftermæle. Gravgaver og andre genstande sikrer, at den afdøde bliver mindet på en personlig måde.

Ulempe: Begravelser koster uskyldige livet. Menneskeofring hører til begravelseskulturen og koster mange uskyldige mennesker livet.

Jordnødder var populære. Nødderne var en vigtig spise for både rig og fattig og måtte derfor også med i graven.

© Shutterstock, Bernard Gagnon & Scanpix

1800-tallet: Alarm sikrede mod at blive levende begravet

Angsten for at blive levende begravet toppede i 1800-tallet. En koleraepidemi hærgede Europa, og mange patienter gik i koma.

Da lægerne endnu ikke havde udviklet metoder til sikkert at fastslå, om døden var indtrådt, frygtede mange, at der kunne ske fejl.

Løsningen blev sikkerhedskisten, en kiste med en snor bundet til en klokke over jorden, så den begravede kunne slå alarm.

Sikkerhedskisten sikrede, at man kunne slå alarm, hvis man var blevet levende begravet.

© Uspto

1200-tallet: Døde blev kogt

Korsfarere, som døde i det fremmede, blev ofte sendt hjem for at blive begravet i kristen, indviet jord.

For at undgå lugt og andre ubehageligheder kogte krigskammerater først den døde i vand eller vin.

På den måde blev kødet adskilt fra knoglerne, som let kunne transporteres hjem. Skikken fortsatte indtil 1300, da paven forbød den.

Skeletterne var helt rene og lette at transportere.

© Shutterstock

Læs også:

Traditioner

Misteltenen er ikke altid blevet brugt til at stjæle kys

2 minutter
Traditioner

Er Sankta Lucia en historisk person?

1 minut
Traditioner

Derfor er 1. maj arbejdernes internationale kampdag

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din emailadresse for at modtage en email med anvisninger til nulstilling af kodeord.
Ugyldig e-mailadresse

Indtast kode

Vi har sendt en email til med en kode
Fejl: Indsæt kode

Ny adgangskode

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul