Historiske hilsner: Fra våbenfrygt til høfligt håndtryk

Oldtidens grækere: Fredelige hensigter blev til høflige håndtryk

Grækerne stak beredvilligt højre hånd frem til hilsen, når de mødtes. 

Ved at vise en udstrakt hånd med en tom håndflade gjorde den hilsende det tydeligt, at han eller hun ikke bar sværd eller andre våben og derfor udelukkende kom med fredelige hensigter.

Fra afbildninger på krukker, vaser og sten ved arkæologer, at håndtrykket kom i brug ved flere lejligheder, fx til at byde gæster velkommen. 

Hilsenen kunne tillige besegle en handel mellem to parter eller symbolsk signalere troskab og loyalitet over for enten en god ven eller en overordnet.

Håndtrykket signalerede som udgangspunkt ligeværd mellem de to hilsende. 

I den moderne verden blev hilsenen først almindelig, da tankerne om frihed, lighed og broderskab mellem mennesker bundfældede sig i 1800-tallet. 

1600-tallets europæere: Buk og nej for majestæten

Rang og stand betød alt i 1600-tallets Europa, og måden at hilse på afspejlede den enkeltes plads i samfundet. 

På konge-slottet måtte gæster fx bogstavelig talt bukke og skrabe for majestæten. 

Skikken betød, at den bukkende førte det ene ben bagud og lod det skrabe let over gulvet.

Både kvinder og mænd hilste oprindeligt med et buk, men etiketten ændrede sig i århundredets løb. 

I 1600-tallet begyndte kvinder at neje, muligvis fordi tidens stramme korsetter gjorde bukket besværligt.

1700-tallets soldater: Besværlig hat blev til symbolsk hilsen

Soldater lettede oprindeligt på hatten, når de hilste på en overordnet. 

Skikken ændrede sig imidlertid i 1700-tallet, da mange europæiske hære indførte høje, koniske hatte kaldet grenader-huer. 

Hatten kunne kun sidde fast, hvis soldaten brugte hagerem. 

Remmen gjorde det besværligt at lette på hatten, og soldaten førte derfor i stedet hånden op til huen som en symbolsk hilsen.