Dominikanermunken Étienne af Bourbon troede knap sine egne ører, men den gamle kone foran ham var fast i sin overbevisning: Den lille skov nær landsbyen Villars-les-Dombes var hjemsted for guddommelige mirakler.
Flere kvinder på den fattige franske egn bakkede den gamle kones historie op og fortalte, at mødre tog deres dødssyge børn med ud i lunden for at binde stykker af barnets tøj på træernes grene.
Hvis moderen efterlod barnet i skovbunden, ville det, når hun vendte tilbage et par dage senere, på mirakuløs vis være helbredt takket være Sankt Guinefort, hvis grav lå i skoven.
For Étienne af Bourbon var denne helgen mistænkeligt ukendt, og historien stank langt væk af overtro. Netop den slags uvæsen, som dominikanermunken i år 1250 var sendt til provinsen Dombes for at udrydde.
Sammen med Franciskanerordenen var dominikanerne omkring 1231 blevet udpeget af pave Gregor 9. til at lede den hellige inkvisition.
Som pavens inkvisitor havde Étienne af Bourbon således fået til opgave at rejse rundt for at finde ud af, om bønderne var gode katolikker, eller om de hengav sig til overtro.
Ritualerne i skoven kunne muligvis falde ind under sidste kategori, og derfor måtte Étienne af Bourbon i gang med flere undersøgelser i områdets landsbyer, og efter et par dage gik den fulde sandhed op for pavens inkvisitor.
“Jeg troede, at dette var en hellig person, så jeg fortsatte med at udspørge. Til sidst erfarede jeg, at der faktisk var tale om en hund”, skrev Étienne af Bourbon rystet i sine efterladte papirer om overtro, “De Supersticione”.
Gravstenen blev smadret
Ifølge folk i Dombes var mynden Guinefort blevet uretmæssigt slået ihjel af sin herre, en lokal adelsmand. Mens adelsmanden var på jagt, vogtede hunden sin herres søn i vuggen. Da adelsmanden kom hjem, så han, at hunden havde blod om munden.
I raseri dræbte han hunden med sit sværd, fordi han troede, den havde dræbt drengen. I virkeligheden var barnet uskadt, og blodet tilhørte en slange, som hunden havde bidt ihjel for at forsvare spædbarnet.
Skamfuld over sin gerning begravede adelsmanden derfor den døde hund i en gammel brønd og plantede en lille lund omkring mindesmærket.
Kort efter var egnens indbyggere begyndt at opsøge den trofaste hunds grav for at bede. De var overbeviste om, at deres små børn derved undgik at blive syge, for Guinefort havde vist sig som en beskytter af spædbørn.
Selv om legenden var hjerteskærende, lod inkvisitoren Étienne af Bourbon sig ikke rokke. Ifølge den katolske kirke kunne en helgen ikke være et dyr. Den status var forbeholdt mennesker.
Inkvisitoren pålagde derfor den lokale adelsmand at fælde skoven – hjemstedet for den overtroiske kult. Den falske helgens gravsten blev væltet, og hundens knogler gravet op og brændt.
Alle i området blev truet med store bøder eller konfiskation af deres ejendom, hvis de tilbad hunden igen.
Tilfreds med sin indsats rejste Étienne af Bourbon tilbage til Lyon, og indtil sin død i 1262 var han overbevist om, at den falske helgen var udraderet. Sydeuropas katolikker var dog langtfra færdige med hunden Guinefort.
Legenderne smeltede sammen
Snart glemte kirken alt om hundekulten. Men for områdets fattige bønder var Guineforts ædle gerning selve symbolet på deres egen kamp mod sult og spædbørnsdød. Dombes var fyldt med uhumske sumpe og søer, som af og til var kilde til malariaepidemier.
Søerne var anlagt af en adelig, som i sin tid oversvømmede og ødelagde bøndernes marker. I søerne opdrættede han fisk, som under den kødløse faste blev solgt i fx Lyon. Resultatet af overklassens jagt på profit var sygdom og hungersnød, som dræbte spædbørn i Dombes i et uhyggeligt antal.
Guineforts ry som helbreder bredte sig også til andre dele af Frankrig, og fra omkring 1300-tallet smeltede legenden om den ædle mynde sammen med historien om mennesket Guniforto – en kirkeligt anerkendt helgen, som blev dræbt af pileskud.
I de næste århundreder blev Guniforto/Guinefort tilbedt i Sydfrankrigs kirker og i de italienske byer Pavia og Milano. Specielt var helgenen efter sigende god at have på sin side i kampen mod pesten.
Arkivar afslørede hundekulten
Først i 1879 sørgede arkivaren Louis Augustin Vayssière for, at helgenens fortid som hund igen kom i kirkens søgelys.
Han var faldet over Étienne af Bourbons tekster om Guinefort og havde sat sig for at undersøge sagen nærmere, eftersom episoden havde fundet sted på hans egn.
Efter at have samlet informationer i området kunne han afsløre, at bønderne i Dombes stadig opsøgte det tidligere gravsted for at bede – vel vidende at de tilbad en hund. Med Vayssières ord gjorde de sig dermed skyldige i “afgudsdyrkelse”.
Umiddelbart burde kirken straks fordømme synderne, men det modsatte viste sig snart at blive tilfældet. I 1886 lavede præsten J. Delaigue en afhandling, der konkluderede, at Étienne af Bourbon i sin tid var blevet narret.
Et par spasmagere ville blot have et godt grin og havde derfor bildt munken ind, at egnens pilgrimme tilbad en hund, påstod præsten. Med det in mente kunne de pilgrimme, der nu opsøgte skoven, umuligt gøre sig skyldige i synd, eftersom de altid havde tilbedt et menneske.
Faktisk burde nogen bygge en kirke på stedet, så Sankt Guinefort-kulten kunne blive rig og få en større menighed, sluttede J. Delaigue.
Sådan gik det dog ikke, og kulten fik i stedet lov til at leve uforstyrret videre. I 1900-tallets begyndelse opsøgte kvinder stadig mindesmærket for at bede for deres syge spædbørn. De ofrede fx småmønter eller efterlod et par sko, for at barnet kunne lære at gå.
Først omkring 1930 uddøde hundekulten. Formentlig fordi egnen på linje med resten af Vesteuropa oplevede højere levestandard og bedre sygdomsbekæmpelse.
Fx blev flere af de uhumske sumpe drænet. I moderne tid havde bønderne ikke længere brug for en hundehelgen med helbredende evner.
Menneskeæder blev helgen
Byzantinerne afbildede Sankt Kristoffer med et hundehoved.
Guinefort er ikke den eneste katolske helgen, der er blevet fremstillet som en hund. Før sin omvendelse til kristendommen var Sankt Kristoffer ifølge den ortodokse tro en menneskeædende kæmpe på over to meter med et hundehoved.
Legenden fortæller, at Kristoffer engang i 200-tallet besluttede kun at tjene den mægtigste af alle mænd. Først opsøgte han den konge, som efter sigende var den stærkeste, men Kristoffer blev snart skuffet, fordi kongen frygtede Satan.
Derfor opsøgte han den onde selv og tilbød sin tjeneste. Men også Satan viste sig at nære frygt – nemlig for Jesus. Til sidst meldte Kristoffer sig under kristendommens faner, hvor han hjalp trosfæller over en farlig flod.
Specielt på byzantiske ikoner fremstilles Sankt Kristoffer med et hundehoved og den klassiske helgenglorie. Senere i vestlig tradition forsvandt hundehovedet, og helgenen er i dag ofte afbildet som manden, der bærer Jesus-barnet over en flod.