At blive dyppet i tjære og rullet i fjer var allerede kendt som straf i 1100-tallets England.
I et dekret udstedt af Richard Løvehjerte i 1189 slår kongen fast, at en soldat, som stjæler fra sine våbenfæller, først skal klippes skaldet og dernæst overhældes med kogende tjære og en pose fjer.
Straffen havde ikke til hensigt at slå offeret ihjel, selvom den kogende tjære kunne resultere i voldsomme brandsår og vabler.
Den virkelige straf lå i den offentlige ydmygelse, som offeret blev udsat for, når han typisk blev tæsket og trukket halvnøgen igennem byen.
Tjære og fjer var derfor den foretrukne straffemetode til at udstille en person, som på forskellig vis forgreb sig på samfundets normer.
Fra England tog kolonister tjære og fjer med til Nordamerika, hvor straffen fik sin storhedstid.
Især under den amerikanske revolution (1775-83), hvor kolonisterne gjorde oprør mod Storbritannien, greb oprørerne tit ud efter tjæren, når de ville straffe bl.a. toldere og skatteinddrivere, som arbejdede for den britiske kolonimagt.
Så sent som i 1970’erne brugte den paramilitære organisation IRA tjære og fjer til at straffe irske kvinder, der omgikkes britiske soldater.