Traditionen stammer fra middelalderen. Når en mand blev slået til ridder, fik han en så høj status, at det var legitimt at straffe enhver, som forulempede hans ære.
Ifølge nogle kilder skulle den nyslåede ridder lære at sætte pris på sin nye position ved en sidste gang at opleve at blive fornærmet uden straks at hævne sig tifold.
Den nyslåede ridder fik derfor en syngende lussing – og måtte bare sige pænt tak!
Men derefter var en lussing en udfordring til tvekamp, som ingen æresmand kunne sige nej til.
Med tiden ændrede den flade hånd sig dog til en handske smidt for fødderne af den person, du ønskede at udfordre.
Måske skyldtes det, at en lussing med en af de tunge jernhandsker, som riddernes rustning bl.a. bestod af, ikke kun ville kostede modtageren sin ære, men muligvis også et par tænder.
Princippet om at afgøre æresspørgsmål med våben er dog væsentlig ældre.
Den tidligst kendte lov på området er fra det østlige Germanien og blev vedtaget i 400-tallet.
Den fastslår, at kun seriøse forseelser som mord og forræderi måtte afgøres via duel.