Knæfald har siden oldtiden været et tegn på ærbødighed og underkastelse over for en autoritet – fx en konge eller en guddom.
Hvornår mennesker først begyndte at knæle for at vise respekt er usikkert, men historikerne ved, at Alexander den Store i 300-tallet f.Kr. krævede, at hans hof gik på knæ for ham – med inspiration fra Persien.
Muligvis med inspiration fra hærføreren blev knæfald også et fast indslag i Romerriget, hvor undersåtterne knælede foran den romerske kejser.
Det religiøse knæfald blev en del af den kristne gudstjeneste i middelalderen.
Kirken tog knæfaldet til sig
Den kristne kirke begyndte at adoptere traditionen i middelalderen, og de troende knælede under gudstjenesten for at vise respekt for nadveren, der blev betragtet som Kristi kød og blod.
Under Reformationen i 1500-tallet afviste flere protestantiske reformatorer knæfald som et unødvendigt ritual, der gjorde tilbedelse overkompliceret. Knæling blev derfor udfaset i protestantismen, men er stadig vigtig i bl.a. den katolske, anglikanske og lutheranske kirke.
Nu om dage påbyder traditionen, at en person knæler på venstre knæ over for en person – fx en kongelig – mens knæfaldet overfor Gud eller en religiøs autoritet i kirken foregår på begge eller højre knæ.