Vi kan takke kineserne for, at himlen bliver oplyst af farverige fyrværkeri-eksplosioner hvert nytår. Hvornår kineserne opfandt fyrværkeriet, er dog usikkert.
Et kvalificeret bud er, at primitivt fyrværkeri dukkede op omkring 800-tallet e.Kr., hvor kinesiske alkymister satte ild til papir- og bambusrør fyldt med bl.a. trækul, svovl og salpeter.
Vor tids fyrværkeri blev udviklet i 1800-tallet, hvor krudtet fik et væld af farver.
Kineserne mente, at de høje brag ville skræmme onde ånder bort og bringe lykke. Den nye opfindelse blev derfor især brugt ved festlige lejligheder – bl.a. det kinesiske nytår.
Høje brag bragte lykke
Fyrværkeriet spredte sig til Mellemøsten og derfra til Europa i løbet af middelalderen. Her faldt fyrværkeri især i de kongeliges smag og blev ivrigt brugt ved kroninger, bryllupper og militærparader.
Englands kong Henrik 7. fejrede fx sit bryllup i 1486 med fyrværkeri, og senere blev Elizabeth 1. så begejstret for bulder og brag, at hun oprettede en særlig stilling til en “ildmester af England”.
I store dele af verden er der tradition for at lade champagne-propperne springe nytårsaften.
Her stammer vores nytårstraditioner fra
Flere af vores nytårstraditioner har rødder langt tilbage i fortiden – og har bl.a. til formål at holde onde ånder væk. Her er baggrunden for tre af de populæreste traditioner.
De første fyrværkerier leverede primært røg og brag, for de farvestrålende gnister kom først til i 1830’erne, hvor italienske fyrværkerimestre frembragte farver ved at blande forskellige metaller i krudtet.
Derefter fik fyrværkeriet en fast plads ved nytårsselskaberne, hvor også europæerne fulgte kinesernes eksempel og bød det nye år ind med høje, lykkebringende brag.