Sorte bisser var højeste mode

Kulsorte tænder var op til 1800-tallet et skønhedsideal i Japan, hvor alle fra samuraier til geishaer sværtede emaljen med en særlig mikstur. Indtoget af vestlige idealer betød, at traditionen falmede.

Kulsorte tænder var op til 1800-tallet et skønhedsideal i Japan, hvor alle fra samuraier til geishaer sværtede emaljen med en særlig mikstur. Indtoget af vestlige idealer betød, at traditionen falmede.

CPA Media Pte. Ltd./Imageselect

Stanken var intens, når de tynde jernspåner blev rørt ud i en skål med vineddike, mens metallet langsomt opløstes. Bedre blev det ikke, når opløsningen efterfølgende skulle blandes med teblade og pulver fra den garvestofholdige nøddefrugt myrobalan. Tilbage i skålen lå en sort masse.

For mange japanere i middelalderen var den ildelugtende opløsning vejen til et perfekt udseende.

“Svært ikke at vende sig om med en stærk følelse af væmmelse”. Sådan beskrev den britiske diplomat Rutherford Alcock sin reaktion, når han så de sorte tænder.

Den sorte masse skulle gnides på tænderne, så emaljen blev farvet helt sort.

Processen blev gentaget flere gange om ugen, men besværet var det hele værd: Resultatet var nemlig et tandsæt, som alle japanere drømte om – skinnende, sorte tænder.

Sorte tænder blev et hit

Arkæologiske fund i Japan har vist, at fænomenet med sortfarvede tandsæt kan spores tilbage til Kofun-æraen (250-538 e.Kr.). Det var dog først i Heian-perioden fra 794 til 1185, at sorte tænder – der gik under navnet “ohaguro” – for alvor blev udbredt i Japan. På det tidspunkt var fænomenet så almindeligt, at det blev nævnt i folkesagn og sågar i verdens måske første roman – “Genji monogatari” fra 1000-tallet.

Aristokraterne var de første, der begyndte at farve tænderne. Både mænd og kvinder smurte den sorte blanding på, så tandsygdomme som karies og paradentose ikke sås så tydeligt. De fleste munde var dengang smækfyldt med misfarvede tænder, men med ohaguro kunne alle gullige og brunlige nuancer skjules.

Hvide som kridt, blinkende som diamanter eller spidse som Draculas – tænderne er blevet udsat for lidt af hvert gennem tiderne, når tandsættet skulle leve op til skiftende modeluner.

© Raimund Franken/Imageselect

Smykkesten var hotte i oldtiden

Små, blinkende diamanter i tænderne er en kendt skik i dag. Traditionen kan spores mere end 2.500 år tilbage i tiden, hvor mayaindianerne borede små huller i tænderne og indsatte prydsten.

© Luigi Petro/Imageselect

Urin og mælk gav hvide smil

Kridhvide tænder var lige så eftertragtede i Romerriget som i dag. Et flot tandsæt symboliserede velstand, og for at opnå det påførte romerne en blanding af gedemælk og urin, der har en blegende effekt.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Filede tænder tiltrak gæster

I århundreder har afrikanske stammefolk filet deres tænder – eksempelvis var det en tradition hos mbuti-folket i Congo. Et af stammens medlemmer, Ota Benga, blev i 1904 udstillet i Bronx Zoo i USA.

Samtidig var teorien, at det sorte lag ville beskytte tænderne mod de sygdomme i munden, der forårsager frygtelige tandpiner.

I forvejen anså japanerne skinnende, sorte genstande for at være særlig smukke, og ansigtet blev set som perfekt, når den kulsorte frisure og øjenbrynene kunne suppleres med mørke tænder.

Moden spredte sig til geishaernes verden, hvor de dansende og konverserende værtinder gerne mødte deres gæster med et strålende, kulfarvet smil. Da geishaerne malede deres ansigter med hvid sminke, blev uklædelige gule tænder meget tydelige – men ved at farve tandsættet sort løste værtinderne problemet. Til gæsternes store tilfredshed.

Mørke smil var ærbare

I Edo-perioden (1603-1868) blev ohaguro også populært i de lavere sociale klasser. Unge kvinder kastede sig over den sorte farve for – ligesom geishaerne – at gemme deres misfarvede tænder og dermed øge chancen for at blive gift. Også prostituerede begyndte i stor stil at farve tænderne for at fremstå mere attraktive.

Blandt gifte kvinder blev det ligefrem en sædvane at have sorte tænder, når de bevægede sig ud i gader og parker.

Indtil langt op i 1800-tallet var kvindelig skønhed i Japan lig med sorte tænder.

© CPA Media Pte. Ltd./Imageselect

Farven sort var nemlig et symbol på ærbarhed og trofasthed, og for de afsatte kvinder var ohaguro således et tegn på, at de ikke gav deres hjerte væk til nogen anden end deres ægtefælle.

Den symbolske betydning fik ligeledes samuraierne til at male deres tænder sorte. For de mandlige krigere handlede det dog ikke om troskab til en partner af det andet køn, men om troskab og loyalitet over for deres herre.

Vesterlændinge afskyede skikken

I den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte vestlige udlændinge at få adgang til det isolerede kejserrige, og indtoget skulle få stor betydning for ohaguro-skikken.

Vesterlændingene havde kun afsky tilovers for japanernes sorte tænder. I europæernes kultur blev mørke tænder forbundet med dårlig tandhygiejne, og de fremmede undrede sig over, at japanske kvinder ville vansire sig selv på den måde.

Den britiske diplomat Rutherford Alcock skrev i 1863, at når han så “på deres store mund fuld af sorte tænder”, var det “svært ikke at vende sig om med en stærk følelse af væmmelse”.

Enkelte geishaer sværger fortsat til at farve deres tænder sorte den dag i dag.

© Shutterstock

Vestens voksende indflydelse betød, at flere og flere japanere opgav tandfarvningen, og i 1870 forbød det japanske Meiji-styre ligefrem ohaguro i sin iver efter at gøre landet mere vestligt. Selvom nogle japanere i landdistrikterne fortsatte med at farve tandsættet, døde traditionen næsten helt ud.

I dag er ohaguro et uhyre sjældent syn, og kun enkelte af nutidens geishaer holder fast i at sværte tænderne sorte.

LÆS MERE OM DE SORTE TÆNDER:

Wu Mingren, The Allure of Blackened Teeth: A Traditional Japanese Sign of Beauty, ancient-origins.net, 2020