1,5 mio. armeniere blev udslettet i folkemord

Solen var kun lige gået ned søndag den 24. april 1915, da uroen bredte sig i Istanbuls gader. Spredt rundt i byen lød trampen af støvler, beslutsom banken på døre og korte ordrer fulgt af modstræbende protester.

Postyret fortsatte det meste af den lange nat. Overalt i byen blev mænd trukket ud af deres senge og slæbt ud på gaden. Ingen fik lov til at skifte tøj, heller ikke de, som havde nattøj på. Den natlige færd endte for alle på byens politistation eller fængsel.

Da morgenen kom, var ca. 250 sat fast. Ingen af dem havde begået en forbrydelse. De var almindelige mennesker med det til fælles, at de var intellektuelle; præster, læger, redaktører, journalister, jurister, lærere og politikere. Og så var de armeniere.

Efter denne dag skulle de fleste af dem få endnu en ting til fælles; de skulle aldrig vende hjem igen.

De følgende dage arresterede og hængte de tyrkiske myndigheder næsten 600 armenske intellektuelle. Ingen af ofrene var formelt under anklage, og ingen blev stillet for en dommer.

Ugerningen var imidlertid blot indledningen til det langt mere omfattende overgreb, der skulle komme. Med de armenske meningsdannere af vejen kunne de tyrkiske myndigheder uhindret kaste sig ud i deres egentlige forehavende: udryddelsen af armenierne som folk.

Planen skulle lykkes over al forventning; da myrderierne endelig hørte op halvandet år senere, var op til 1,5 mio. armeniere døde – udryddet gennem et velovervejet og nøje planlagt folkedrab.

Armenierne deltog i kup

Armenierne havde ellers siden oldtiden levet i området, der nu er Tyrkiet.

Da en stor del af de armenske landområder i 1500-tallet blev erobret af det osmanniske rige, adskilte armenierne sig ikke meget fra sultanens øvrige undersåtter. Som de fleste andre levede armenierne af landbrug og småhandel.

Den mest markante forskel var religiøs; for modsat flertallet af osmannerne var armenierne kristne. Men da riget var stort og vidtstrakt, udgjorde armienerne kun én af mange forskelligartede etniske og religiøse grupper.

For at holde sammen på de mange minoriteter indførte osmannerne i 1400-tallet det såkaldte millet-system, hvor religiøse grupper i stor udstrækning fik lov til at passe sig selv, så længe de betalte en særlig skat og ellers ikke gjorde for meget væsen af sig.

Alt dette skulle ændre sig, da Abdul Hamid 2. kom til magten i 1876. Som sultan havde han uindskrænket magt over sine undersåtter – en ret, han begyndte at bruge skånselsløst. Da armienerne i 1890'erne blev inspireret af vestlige missionærer, som på den tid strømmede ind i området, og krævede rettigheder på lige fod med de muslimske grupper, slog sultanen hårdt ned.

I 1894-96 angreb styret gentagne gange armenske landsbyer. Myndighederne konfiskerede armeniernes forretninger og brændte deres landsbyer ned til grunden. Mindst 100.000 armeniere blev slået ihjel, og mange flere måtte forlade hus og hjem og flygte til udlandet.

Sultanens skånselsløshed og håbløst forældede regeringsmetoder faldt snart en gruppe unge, veluddannede tyrkere – populært kaldet “ungtyrkerne” – for brystet.

De ville have reformer og demokrati ligesom i Vesten, og i 1908 væltede de sultanen og indførte et parlament med valgte repræsentanter. Armeniere og andre forfulgte minoriteter bakkede helhjertet de nye herskere op.

I begyndelsen gik alt godt; armenierne blev fritaget for den religiøse særskat og blev i det hele taget behandlet som alle andre borgere. Nogle blev endog valgt ind i parlamentet. Den gode tid skulle imidlertid kun vare kort.

Osmannerriget, som engang havde været et vældigt rige med besiddelser i Europa, Asien, Mellemøsten og Nordafrika, faldt langsomt fra hinanden. Flere og flere områder rev sig løs og erklærede deres uafhængighed, og da styret ikke var stærkt nok til at kæmpe imod, skrumpede riget til blot en skygge af sig selv.

Tyrkiet skulle ensrettes

Rigets pressede situation fik nogle af ungtyrkerne til at slå bak; den megen frihed og tolerance havde kun ført til kaos og opløsning, mente de. Som modtræk satte fraktionen, der i 1913 tog magten i partiet, en storstilet kampagne i gang for at ensrette Tyrkiet.

Landet skulle renses for alt fremmedartet, der ikke var tyrkisk og muslimsk. Kun ved at homogenisere folket, sproget og kulturen kunne landet overleve som nation, mente de oprørske ungtyrkere.

“Det tyrkiske sprog er grundlaget for hele vor nationale udvikling. Vi fører i øjeblikket en eksistenskrig, og det første resultat af denne sejrrige krig bør være, at det tyrkiske sprog bliver eneherskende i Tyrkiet”, fastslog det osmanniske dagblad Tefsir-i Efkâr.

Myndighederne forbød bl.a. skilte på andre sprog end tyrkisk. Nationale helligdage blev strengt højtideligholdt, og skolebørn og politifolk udkommanderet, så dagene tydeligt blev fejret i gaderne.

Armenierne var hverken tyrkere eller muslimer og var derfor fra begyndelsen i ungtyrkernes søgelys. Også mindretal som grækerne, kurderne og araberne var under pres, men på grund af armeniernes fremtrædende stilling i samfundet måtte de holde særligt for.

Den ungtyrkiske Mehmed Talat, som nu var indenrigsminister, havde allerede i 1910 betroet den danske orientalist Johannes Østrup, at “det armenske spørgsmål” kun kunne løses ved, at armenierne blev udryddet. Og med 1. verdenskrigs udbrud i 1914 fik styret et enestående påskud til at skaffe sig af med de uønskede armeniere.

Armenierne fik skylden for nederlag

Osmannerne var den 22. december 1914 gået ind i Rusland for at tilbageerobre den jord, som de havde tabt til russerne i 1878. Aktionen endte imidlertid i et knusende nederlag, som kostede 90.000 tyrkere livet. De mange døde skyldtes primært dårligt vejr og utilstrækkelig planlægning, men for at undgå at blive stillet til regnskab gav krigsledelsen armenierne skylden.

Tyrkerne rasede bl.a. mod de frivillige armenske bataljoner, som på grund af tidligere konflikter med det osmanniske styre havde valgt at kæmpe på russisk side. Armenierne var en kristen femte kolonne, som samarbejdede med tyrkernes fjender, buldrede ungtyrkerne.

Ledende armeniere gjorde, hvad de kunne for at modbevise styrets påstand. Flere opfordrede til at støtte krigsindsatsen, og patriarken i Konstantinopel fik endog lokale armenske religiøse ledere til at bede for Osmannerrigets sejr.

Ungtyrkerne havde imidlertid folkestemningen med sig. Armenierne var generelt mere veluddannede og velhavende end resten af befolkningen. Misundelsen trivedes, og mange så gerne armenierne komme ned med nakken.

For yderligere at puste til ilden gik Mehmed Talats propagandamaskine i gang. Foråret igennem fabrikerede regeringen rygter, der skulle gøre tyrkerne klar til at acceptere folkemordet.

Ifølge en unavngiven tyrkisk flådeofficer fra krigsministeriet fremstillede regeringen en stor mængde skriftligt propagandamateriale i Istanbul for at gøde jorden før folkemordet.

“Armenierne står i ledtog med fjenden. De vil starte et oprør i Istanbul og dræbe de ungtyrkiske ledere”, skrev regeringen ifølge officeren.

Den 24. april 1915 var alle forberedelser færdige. Natten igennem buldrede politifolk på dørene hos ledende intellektuelle i Istanbul. Folkemordet var begyndt.

Med de intellektuelle af vejen havde myndighederne frit spil. Armenske mænd blev de næste ofre. Fra Talats kontor i Istanbul udgik ordrer om, at alle armenske mænd skulle arresteres. Angiveligt skulle de sendes ud for at bygge veje, da de på grund af deres illoyalitet ikke kunne bruges ved fronten. I de fleste tilfælde blev mændene dog straks henrettet.

Bedstefar blev halshugget

Veronika Berberyan, der var otte år i 1915, var blandt øjenvidnerne til massakren. I hendes landsby blev mændenes afhuggede hoveder og lemmer fundet, dagen efter at de var blevet ført bort af soldater. Også Veronikas gamle bedstefar blev henrettet, da han beklagede sig til den lokale guvernør:

“Min bedstefar knælede i bøn, da en tyrkisk soldat svingede sin økse og halshuggede ham”, husker Berberyan.

Mange steder blev mændene tilbageholdt uden mad og drikke i ugevis. Hver nat blev de udsat for tortur. Fingre, tæer og hudstykker blev revet af med tænger, og kranier og maver gennemboret med glødende jern. De, som overlevede, blev sendt i tvangsarbejde.

Som slavearbejdere blev de tvunget til at knokle fra tidlig morgen til sen aften med at bygge veje, slæbe våben eller lignende hårdt arbejde. Maden var dårlig og sparsom, og mange bukkede under for udmattelse, sygdom og sult. Andre blev senere dræbt ved vilkårlige massakrer ligesom mændene fra Veronikas landsby.

Efter mændene kom turen til kvinder og børn, men før overgrebene for alvor tog fart, skulle forfølgelserne først forsynes med et skær af lovlighed. Derfor indførte parlamentet den 27. maj 1915 en “deportations- og genhusningslov”.

Loven var angiveligt rettet mod forrædere og nævnte ikke armenierne med et eneste ord. Snart skulle det dog stå klart, at loven ikke var andet end et tyndt påskud for deportationerne, der allerede var i gang.

“Det armenske problem, som angiveligt truer med at opløse riget, kan nu elimineres én gang for alle”, skrev Talat tilfreds dagen inden vedtagelsen.

Officielt var styrets hensigt at fjerne de potentielle forrædere – altså armenierne – fra krigszonen langs den russiske grænse, hvor de med deres illoyalitet kunne skade krigsindsatsen. I stedet skulle de genhuses i det nuværende Syrien. Hvad kvinder, børn og gamle blev mødt med, var imidlertid ikke en forflyttelse, men en dødsmarch.

Armenerne blev sendt på dødsmarch

Et direktiv udsendt af regeringen i juni 1915 forbød armenierne at sælge deres hus eller ejendele forud for deportationen. Desuden måtte de kun tage de ejendele med sig, som de kunne bære – resten tilhørte den tyrkiske regering.

I byen Mezreh så den danske missionær Karen Marie Petersen gamle, børn og kvinder blive slæbt ud af deres huse.

“I det fattige kvarter af byen hersker vild forvirring, thi mange har ikke villet tro, at det blev alvor, og har derfor ingen forberedelser truffet, men jages ud, som de står og går.

De græder og kaster sig på jorden: ‘Lad os dø her’, beder de. Gendarmerne slår dem med bøssekolben eller trækker dem ud af huset ved håret, låser døren af bag ved dem og putter nøglen i lommen. De har intet hjem mere – og går med strømmen”.

Marchen, der strakte sig over hundredvis af km, var et mareridt. Mad og drikke blev holdt på et minimum, så flest muligt ville dø undervejs i den glohede ørken.

Styret sørgede desuden for, at soldater og lokale kurdiske bander jævnligt overfaldt de marcherende. Også militærets Specielle Organisation – en særlig enhed, som bestod af et stort antal straffefanger uden nogen særlig militær uddannelse – deltog i forbrydelserne.

De marcherende blev slået, og kvinderne voldtaget. Gamle og svage mødte ingen nåde hos gendarmerne, der fulgte de deporterede armeniere.

Blandt øjenvidnerne til de brutale dødsmarcher var den fremtrædende arabiske advokat og tidligere guvernør Faiz El-Ghusein:

“De armenske kvinder gik barfodede og udmattede på rad og række – omringet af gendarmer, der gik foran og bag dem. Når én af dem ikke kunne følge med, slog en gendarm hende med sin riffelkolbe, så hun faldt med ansigtet mod jorden, hvor hun blev liggende, indtil hun rædselsslagen rejste sig og igen sluttede sig til sine medrejsende. Hvis sygdom gjorde, at én eller anden ikke kunne følge med, blev hun enten ladt tilbage alene i vildnisset, eller en gendarm gjorde en ende på hendes lidelse med en kugle”, skrev El-Ghusein allerede i 1916 i en bog, som i grusomme detaljer beskrev massakrerne:

“Lig lå i stort antal spredt på begge sider af vejen. En kvinde lå strakt ud på vejen, hendes krop halvt skjult bag hendes lange hår. Andre lå med ansigtet mod jorden. Indtørret, sort blod dækkede deres skrøbelige kroppe. Jeg så lig af mænd, svitset sorte af solen. Som vi nærmede os Sivrek, blev vi oversvømmet af lig, især af børn”, beretter Faiz El-Ghusein.

Men længe før denne bog kendte omverdenen til armeniernes lidelser. Hundredvis af øjenvidner – primært udlandske diplomater, journalister og missionærer – berettede om folkemordet.

Og Osmannerrigets modstandere i verdenskrigen, Storbritannien, Rusland og Frankrig, erklærede allerede i maj 1915 – blot en måned efter at de intellektuelle armeniere var blevet arresteret:

“Set i lyset af disse nye forbrydelser begået af Tyrkiet imod menneskeheden og civilisationen meddeler de allierede straks, at de vil holde alle medlemmer af den osmanniske regering og deres agenter, som er indblandet i en sådan massakre, ansvarlige”.

Henry Morgenthau, USA's ambassadør i Istanbul i 1913-16, var igennem hele forløbet i tæt kontakt med ungtyrkerne og kendte til massakrerne:

“Da de tyrkiske myndigheder gav ordre til disse deportationer, gav de en dødsdom til en hel race; det forstod de udmærket, og i deres samtaler med mig gjorde de ingen særlige forsøg på at skjule det faktum”, fortalte Morgenthau.

Den britiske diplomat Gertrude Bell berettede i februar 1916 – efter at have talt med en krigsfange fra den osmanniske hær – at armenierne blev deporteret, og at deres ledsagere “hemmeligt havde ordre til at dræbe mænd, børn og gamle kvinder. Én af disse gendarmer tilstod selv at have dræbt 100 armenske mænd. Cisterner og huler i ørkenen var også fyldt med lig”.

I USA talte bl.a. den tidligere præsident Theodore Roosevelt armeniernes sag, og emnet blev jævnligt behandlet i pressen. Den indflydelsesrige avis New York Times bragte alene i 1915 hele 145 artikler om folkemordet.

Både i USA og Storbritannien var dødsmarcherne så velkendte, at uartige børn, som nægtede at spise op, blev mindet om at “tænke på de stakkels sultne armeniere”.

De vestlige regeringers indsigt førte imidlertid kun til spage protester, som ungtyrkerne behændigt overhørte.

“Da jeg sagde, at de ville blive fordømt af verden, sagde han, at de vidste, hvordan de skulle forsvare sig. Han er med andre ord fuldkommen ligeglad”, skrev Morgenthau efter en samtale med indenrigsminister Talat i juni 1915.

Udover at klage til den tyrkiske regering gennem Morgenthau kunne den amerikanske regering ikke gøre andet, udtalte en amerikansk regeringsembedsmand ifølge New York Times den 15. oktober, 1915.

Floden var rød af blod

Mens de vestlige magthavere så på, fortsatte massakrerne mod armenierne ufortrødent. Fra den vestlige del af det osmanniske rige, hvor jernbanenettet var veludviklet, blev armeniere sendt i aflåste kreaturvogne til den syriske ørken. Rejsen skulle de selv betale for.

I Trabzon blev armeniere smidt over bord fra pramme og druknet, kunne bl.a. den italienske konsul i byen berette: “Jeg så tusinder af uskyldige kvinder og børn blive placeret i både, som blev sænket i Sortehavet”, skrev han i 1915.

Andre steder samlede soldaterne deres ofre og satte ild til dem.

For de, som overlevede længe nok til at nå frem til Syrien, ventede nye rædsler. Omkring 500.000 armeniere blev her samlet i lejre i ørkenen tæt på grænsen til Irak. Herefter blev området lukket af for udlændinge og ikke-muslimer.

Nogle af lejrene var beregnet som opbevaring for de, som på grund af strabadserne, som tyrkerne havde udsat dem for, kun kunne forventes at leve få dage. Blandt dem var lejren i Dipsi, hvor armeniere fra byen Meskene blev sendt til for at dø. Her boede 10-12.000 mennesker fordelt på 2.000 telte.

“Hvert telt var beboet af 2-10 syge, som lå side om side, mens de ventede på døden”, fortalte Krikor Ankut, en ung armenier fra Istanbul, som tilbragte lidt mere end et år i området.

“De blev her – nøgne, sultne og tørstige – indtil døden kom og mejede dem ned. Overalt så vi lig. Der var så mange af dem, at graverne ikke var i stand til at begrave dem alle”, berettede Ankut.

I de fem måneder lejren var i brug – fra november 1915 til april 1916 – døde 30.000 mennesker her. Da lejren blev lukket, blev teltene og de mennesker, som stadig befandt sig i dem, fordi de var for svage til at gå, brændt af soldater.

I Deir ez-Zor, et af de store lejrområder, befandt sig omkring 200.000 armeniere – alt for mange til, at de kunne blande sig med områdets muslimske befolkning og derved miste deres identitet. De blev derfor skånselsløst massakreret i sidste halvdel af 1916.

Metoderne var mangeartede, men alle brutale. Mennesker blev skudt, hængt, skåret op, styrtet ned fra klipper eller brændt til døde.

Ca. 2.000 forældreløse børn fra Deir ez-Zor blev i sommeren 1916 kørt væk i vogne, som derefter blev sprængt i luften i ørkenen. Andre blev smidt i huller i jorden, overhældt med benzin og brændt ihjel. Ligene blev smidt i huler eller bjergslugter eller begravet i grave langs vejene eller i afsidesliggende dele af ørkenområdet.

Forfølgelserne og drabene fortsatte de næste to år, men de fleste osmanniske armeniere var allerede døde, da 1916 gik på hæld. Folkemordet havde da kostet mindst 1 mio. menneskeliv.

Bagmændene slap væk

To år senere endte verdenskrigen med et rungende nederlag til Osmannerriget. Kort efter beordrede den nye sultan, Mehmed 6., ungtyrkernes ledere stillet for en militærdomstol, hvor de bl.a. skulle straffes for folkemordet på armenierne. Men bagmændene – bl.a. Mehmed Talat – var allerede stukket af til udlandet, og selvom de blev dømt til døden in absentia, havde dommene ingen praktisk betydning.

De sejrende vestmagter – England, Frankrig og USA – meldte også ud, at ungtyrkerne skulle straffes for deres forbrydelser. Som en del af fredsaftalen efter krigen blev ca. 150 ungtyrkiske politikere, officerer og intellektuelle sat i et britisk fængsel i Malta, mens beviser blev undersøgt, og en international domstol stablet på benene.

Retssagerne blev dog aldrig ført ud i livet, og efter tre år blev de mistænkte løsladt.

Heller ikke etableringen af en selvstændig armensk stat – som sejrherrerne havde lovet – blev til noget. Vestmagterne ville hellere stå på god fod med det strategisk vigtige Tyrkiet end sørge for, at retfærdigheden skete fyldest.

Folkemordet har siden været diplomatiets svar på den varme kartoffel, især i Tyrkiet. Selvom sultan Mehmed 6. efter 1. verdenskrig indrømmede forbrydelserne, trak den nye tyrkiske republik indrømmelserne tilbage i 1920'erne.

Heller ikke det moderne Tyrkiet anerkender folkemordet. De mange dødsfald var ikke et målrettet folkedrab, men en hændelig – omend sørgelig – følge af en række deportationer, lyder meldingen fra det officielle Tyrkiet.

I de senere år har et stigende antal kritiske røster – bl.a. den berømte forfatter Orhan Pamuk – dog opfordret den tyrkiske stat til at tage ansvar for fortiden og anerkende folkemordet.