EUPHRATES SALVAGE PROJECT

Arkæologer finder verdens ældste soldatermonument

Arkæologer jubler over den 22 m høje verdenssensation Tell Banat North, som i dag ligger under Eufratflodens vand i Syrien.

En 22 m høj, menneskeskabt bakke i Syrien har lige fået en ny og betydelig højere status. Tell Banat North – også kendt som Det Hvide Monument – blev anlagt mellem 2450 og 2300 f.Kr. nær grænsen til nutidens Tyrkiet.

I løbet af 1980’erne og 1990’erne fik arkæologer travlt med at udgrave bakken, for Tell Banat ville blive oversvømmet, efterhånden som en stor dæmnings reservoir blev fyldt op af Eufratflodens vande.

Arkæologerne opdagede dengang, at Tell Banat North var en gravhøj, der rummede ligene af 30 soldater – antagelig fjendtlige tropper, som var faldet under et stort slag med stridsvogne.

Nu har forskere fra University of Toronto set på udgravnings-rapporten med friske øjne. Canadierne mener, at de faldne ikke var fjender, men den mesopotamiske befolknings egne tapre krigere, hvilket gør Tell Banat til verdens ældste krigsmindesmærke for almindelige soldater.

Gravhøjen ligger i dag under vand ca. 50 km fra den syrisk-tyrkiske grænse.

© HISTORIE

Gravhøjen var 100 m i diameter

Der findes ældre monumenter for faldne fyrster, men i oldtidsbyen Tell Banat blev en høj på 22 m med en diameter på 100 m opført for at hylde menige soldater.

De canadiske forskere hæfter sig ved, at soldaterne ikke bare blev kastet i en fællesgrav for 4.500 år siden, i stedet blev de omhyggeligt lagt til hvile ved siden af hinanden, og så fin en behandling fik fjendens faldne ikke.