Sultan Süleyman den Prægtiges flåde ligger i Artabugten på Grækenlands vestkyst. Kommandoen over flådens 122 skibe har en mand, som europæerne med frygt i stemmen kalder Barbarossa – Rødskæg.
I Det Osmanniske Rige bærer storadmiralen derimod det ærefulde navn Khayr al-Din – “troens beskytter” – for de muslimske osmanner fører hellig krig mod det kristne Europa, og Barbarossa er sultanens jernnæve til søs.
Barbarossa har beordret sin flåde ind i Artabugten, fordi indsejlingen til det smalle farvand bevogtes af to stærke osmanniske fæstninger: Preveza og Actium. En stor kristen flåde belejrer dem, men af frygt for fæstningernes kanoner tør den ikke vove sig ind.
Efter flere dages venten vælger den snu pirat at slå til i et gunstigt øjeblik. Ved daggry den 28. september 1538 er der helt vindstille, og det er en fordel for osmannernes galejer, der ros frem af slaver. Store dele af den kristne flåde består af mægtige sejlskibe, som uden vind ligger stille på havet – uden mulighed for at manøvrere.
Det Osmanniske Rige i 1516: Preveza (1) ligger på den græske vestkyst, som hørte til sultanens rige. Barbarossa blev født på øen Lesbos (2) og kom senere til Konstantinopel (3). Som pirat angreb han blandt andet Rhodos (4), Fondi (5) og Tunis (6). Sammen med sin brødre erobrede han et rige med Algier (7) som hovedstad.
Barbarossa beordrer sine galejer til at vædre fjenden med deres rambukke og sende krigere op på de kristne fartøjer for at indtage dem.
Den mægtige kristne flåde, som paven har svoret at ville rense Middelhavet for muslimer med, går i opløsning – og da vinde frisker op, flygter skibene.
Barbarossa har skænket sultanen sin hidtil vigtigste sejr til søs.
Slaget ved Preveza sikrer osmannerne kontrollen over Middelhavet i tre årtier frem og giver Barbarossa den blodige hævn, som han hele livet har tørstet efter, for de kristne har myrdet hans brødre.
Pottemagerens søn blev pirat
Barbarossa blev født omkring 1478 på Lesbos i Ægæerhavet. Hans far var en pensioneret kavalerist i den osmanniske hær, som nu ernærede sig som pottemager.
Sin fjerde og yngste søn døbte han Hizir – og intet tydede dengang på, at drengen en dag skulle bære titlen “verdenshistoriens største pirat”, som mange historikere i dag kalder Barbarossa.
Da han blev voksen, begyndte Hizir sammen med sine brødre at sejle farens potter og krukker til Konstantinopel (senere kendt som Istanbul), så de kunne sælges på markedet.
I Konstantinopel mødte Barbarossa pirater, der solgte slaver. Piraterne kaprede kristne skibe – især langs Spaniens kyster – og sejlede deres bytte til Osmannerrigets vigtigste handelsbyer.
I Osmannerrigets hovedstad stødte brødrene på nordafrikanske pirater, som solgte slaver og det kaprede bytte. I Europa var Nordafrika kendt som “Barbarernes Kyst”, men Hizirs og hans brødres øjne lyste ved synet af guldet, som piraterne havde røvet fra de spanske skibe på vej hjem fra Sydamerika.
Rigdommene fra de vantros skibe fristede, og Hizir og hans brødre blev omkring år 1505 pirater. De næste 12 år lærte de alle Middelhavets afkroge at kende og kaprede kristne skibe.
Livet til søs var indbringende, men også farligt. En af brødrene mistede tidligt livet, før storebror Oruç erobrede havnebyen Algier på Nordafrikas kyst og forvandlede den til en befæstet piratrede.
Storebror Oruç, der var rødskægget og som den første blev kaldt Barbarossa af sine ofre, sejlede i 1517 til Konstantinopel. Her tilbød han sultanen at indlemme piratreden i sit imperium, hvis Oruç blev udnævnt til guvernør for den nye provins. Sultanen accepterede tilbuddet.
“Oruç sloges som en løve til sidste åndedrag”. Diego de Haedos krønike fra 1612.
Men med titlen fulgte også ansvaret for at forsvare provinsen, og det kom til at koste Hizirs to sidste brødre livet. Deres hærgen blev til sidst utålelig for den spanske kong Karl 1., som i 1518 sejlede 10.000 tropper til Afrika.
De gik i land og marcherede mod Algier, så Oruç var tvunget til at kæmpe langt fra havet. Han forskansede sig i byen Tlemcen 500 km vest for Algier sammen med en hær på 6.500 mand, men spanierne stormede byen.
“Oruç sloges som en løve til sidste åndedrag”, fortæller den spanske munk Diego de Haedo i sin krønike. Også Hizirs tredje bror, Ishak, lå død i ruinerne.
Nyheden om nederlaget fik Hizir til at flygte fra Algier. Mens Nordafrikas kyst forsvandt i horisonten, svor han en grusom hævn over alle kristne. Løftet skulle komme til at ændre verdenshistorien.
3.000 lig flød på havet
Med på flugten havde Hizir blot to skibe og nogle få trofaste pirater, men der gik ikke lang tid, før han havde samlet en slagkraftig flåde af sørøverskuder.
Mens dele af oghuz-folket udvandrede til Lilleasien (1), slog andre sig ned ved Det Kaspiske Hav (2). I Turkmenistan boede mange af dem stadig i jurter (runde telte) i begyndelsen af 1900-tallet.
Osmannerne kom fra Asiens sletter
I 1.200 år var Lilleasien en del af Romerriget og byzantinernes rige. Tyrkisk-talende folkeslag slog sig først ned i området i middelalderen.
Det såkaldte oghuz-folk havde beboet stepperne mellem Aralsøen og Det Kaspiske Hav i århundreder, men blev fordrevet af mongolerne. I løbet af 1000-tallet dukkede de tyrkisk-talende ryttere op i Lilleasien. Ligesom mongolerne boede oghuz-folket i runde telte, drak hoppemælk og spiste hestekød. I det varme, frugtbare Anatolien opgav de deres nomadeliv og blev bønder.
Kontakt med det muslimske Abbaside-kalifat, som dækkede hovedparten af Mellemøsten, fik i 1100-tallet oghuz-folket til at konvertere til islam.
Mens det kristne Byzantinske Rige smuldrede, dannede oghuz-folket sine egne fyrstedømmer langs Sortehavet. En af de stærkeste fyrster hed Osman (1280-1299), og hans rige lå lige syd for Konstantinopel.
Udsigten til rigt bytte fik krigere til samles om ham og drage på plyndringstogt i byzantinske områder. Togterne var så succesrige, at Osmans efterkommere i løbet af 1300-og 1400-tallet erobrede hele Lilleasien og den sydlige del af Balkan.
Det voksende rige fik navn efter sin grundlægger Osman: Osmannerriget.
Ud over resterne af en piratflåde arvede Hizir også sin storebrors navn og blev den nye Barbarossa, selvom han slet ikke var rødskægget. Og så gik han i gang med at hærge i Middelhavet.
“Han stormede ind over Spaniens kyster, brændte, plyndrede og tog slaver”, fremgår det af Diego de Haedos krønike.
Tusindvis af pirater sluttede sig til Barbarossa, der året efter vendte tilbage til Algier og fordrev spanierne. 3.000 kristne blev taget til fange, og da den spanske konge tilbød at betale løsesum for dem, afviste Barbarossa og henrettede dem alle. Ligene smed han i havet.
Trods sejren indså Barbarossa, at en stærk allieret var nødvendig for at holde spanierne ude af Nordafrika, og ligesom sin storebror søgte han sultanens beskyttelse.
“Han sendte et skib til Konstantinopel med et brev til den osmanniske højhed sammen med rige gaver til sultanen, hans fremmeste ministre og favorit-konkubiner”, fortæller de Haedo.
Sultan Selim 1. udnævnte Barbarossa til guvernør, og piraten fejrede aftalen med at plyndre havnebyer langs Den Franske Riviera.
En ukendt europæisk maler portrætterede Barbarossa i 1500-tallet. Men kunstneren havde tydeligvis aldrig mødt piraten og malede ham med rødt skæg.
I 1520 arvede Süleyman den Prægtige tronen fra sin far, og den nye sultan besluttede for alvor at udfordre Europa til søs. Barbarossa skulle spille en afgørende rolle i planen.
Røveriske riddere blev fordrevet
I årtier havde osmannerne fundet mandskab til deres beskedne flåde ved at tvangsudskrive undersåtter fra de områder af Balkan, som imperiet havde underlagt sig. Besætningerne bestod ofte af grækere, albanere og kroater fra bjergene – mange uden erfaring med livet til søs.
Ved at knytte Barbarossa tættere til sultanen kunne osmannerne få gavn af hans erfaring med krig til søs. På Barbarossas anbefaling byggede sultanen både store krigsskibe som de europæiske og mindre fartøjer med en rambuk forrest og nogle få kanoner. De hurtige galejer var svære at få ram på for fjendens kanoner.
Süleymans nye flåde blev bemandet med garvede pirater og kom første gang i aktion i 1522 mod johanniterordenen.
Johanniterne på Rhodos var pirater af værste skuffe, der kaprede talrige osmanniske handelsskibe og tog byttet med til deres fæstning på øen. Deres hærgen fik Süleyman den Prægtige til at sende riddernes stormester, Philippe de Villiers de L’Isle-Adam, et brev:
“Min tålmodighed er slut. Jeg er træt af dine fornærmelser, mit folk er træt af dine overgreb. Giv mig Rhodos, og dit liv skånes; vælg krig, og du vil ikke undslippe”.
Da stormesteren ikke reagerede, sendte sultanen sin nye flåde med 100.000 tropper til øen. Efter seks måneders belejring måtte stormesteren indgå forhandlinger, som endte med, at johanniterne forlod Rhodos.
Hele det østlige Middelhav var nu under sultanens kontrol, og styrken til søs var dengang en vigtig forudsætning for at føre krig. Datidens veje var få og elendige, så kanoner, soldater og forsyninger måtte oftest sejles.
Barbarossas skibe sejlede bl.a. sultanens elitestyrke, janitsharerne, til Rhodos.
Mens paven tordnede mod Süleyman og kaldte ham “fjende af Kristus”, indtog osmannerne Ungarn, og i 1529 belejrede de kortvarigt Wien. Efter to uger måtte
sultanens tropper dog opgive og trække sig tilbage.
Den spanske konge indså, at osmannerne måtte stækkes til søs, hvis hans imperium skulle sikres. Kongen var også kejser over Det Tysk-Romerske rige, der foruden Spanien bestod af Østrig, dele af Tyskland, Holland, det sydlige Italien samt kolonier i det nyopdagede Amerika.
Smuk grevinde skulle fanges
For at svække Süleyman den Prægtige måtte Barbarossa sættes ud af spillet. I 1531 sendte kejseren derfor den genovesiske admiral Andrea Doria og en flåde på 40 skibe til Algeriet for at indtage piratens provins.
1.500 tropper stormede havnebyen Cherchell, der ligger 85 km vest for Algier. Men soldaterne forfaldt til at plyndre byen, før den var helt indtaget, og Barbarossas pirater satte et modangreb ind, der kostede 900 genovesere livet.
Kort efter trak den kristne flåde sig tilbage, og Barbarossa kunne fortsætte sine plyndringstogter. Han angreb samme efterår Spaniens Middelhavskyst og øerne ud for Toulon i Sydfrankrig.
Under sultan Süleyman den Prægtige (1520-1566) havde osmanniske skibe kontrollen over såvel Middelhavet som Det Røde Hav og Den Persiske Bugt.
I 1533 blev Barbarossa kaldt til Konstantinopel. Osmannernes storvesir (rigets næstmest magtfulde mand) anbefalede med disse ord sultanen at udpege piraten til Kapudan-ı Derya – storadmiral over den osmanniske flåde:
“Dette er en sand søens mand. Tøv ikke med at gøre ham til flådens leder”.
Forfremmelsen fejrede piraten med et dristigt togt: Han sejlede 200 skibe ind i Napolibugten.
“De stakkels kristne, der troede sig sikre, blev totalt overraskede. Mange byer, landsbyer og gårde blev plyndret, og et uendeligt antal mænd, kvinder, børn og spædbørn ved morens bryst blev slæbt væk til elendigt fangenskab”, skriver Diego de Haedo.
Barbarossa var ikke kun på jagt efter slaver til Konstantinopels slavemarked, han forsøgte også at fange Europas smukkeste kvinde, Giulia Gonzaga.
Den 21-årige grevinde af Fondi skulle sejles til Konstantinopel og foræres til sultanen, men hun undslap, selvom piraterne omringede hendes by midt om natten. Efter sigende havde hun halvnøgen kastet sig i sadlen og redet en osmannisk soldat ned.
Giulia Gonzaga blev enke i en ung alder, da hendes mand, greven af Fondi, døde. Rygterne om hendes skønhed og store begavelse nåede helt til Konstantinopel.
Barbarossa blev rasende, men plyndringstogtet havde i virkeligheden et vigtigere formål: Han ville lulle Tunesiens hersker, kaliffen, i søvn ved at sørge for en strøm af rygter om hans lange plyndringstog i Italien. Planen lykkedes.
I august 1534 dukkede Barbarossas mægtige flåde pludselig op ud for byen Tunis, og kaliffen flygtede.
Barbarossas årelange hævntogt kostede efterhånden den tysk-romerske kejser så dyrt, at han to år senere forsøgte at bestikke piraten til at skifte side. En udsending blev sendt til Algier med ordre om at købe piraten eller snigmyrde ham.
Som altid var Barbarossas svar kort og kontant: Med sin krumsabel kappede han hovedet af udsendingen.
Efter sejren over den store kristne flåde ved Preveza i 1538 stod storadmiral Barbarossa på magtens tinde. Han var Middelhavets mest frygtede mand og en af hovedårsagerne til, at den tysk-romerske kejser i 1544 måtte indgå en ydmygende fredsaftale med Süleyman den Prægtige.
Barbarossa blev begravet i Konstantinopel i et mausoleum skabt af den store osmanniske arkitekt Mimar Sinan.
Barbarossa var efterhånden blevet 66 år og trak sig tilbage for at nyde sit otium i Konstantinopel, hvor han opførte et palads. Da han i 1546 udåndede, udsendte sultanens hof meddelelsen:
“Havets leder er død”.