Et frygtindgydende syn møder den ungarske officer Stephen Báthory. Efter flere dages march ankommer han om morgenen den 13. oktober 1479 med sin hær til en slette i Transsylvanien (vore dages Rumænien), som går under navnet Kenyérmezei, Brødmarken.
Fra et højdedrag har han frit udsyn til det, som i månedsvis har fået hans landsmænd til at bæve af skræk: På sletten breder sig en vældig hær fra Det Osmanniske Rige – én af tidens mest slagkraftige militærmagter.
Med spraglede telte, blafrende bannere og et mylder af mænd og heste har hæren slået lejr i det flade landskab. Báthory kalder sine officerer til sig. I årevis har osmannerne plyndret og brændt ungarernes marker og landsbyer ned.
Nu er tiden kommet til at sætte en stopper for deres hærgen. Få timer senere – omkring kl. 13 – tørner den ungarske hær sammen med osmannerne.
Udfaldet af kampen er ikke til at forudse, for selvom tyrkerne udgør en stærk hær, så er deres modstander den ungarske kong Matthias Corvinus’ hær kaldet Den Sorte Garde:
Den Sorte Garde var sin tids største stående hær med op til 25.000 soldater i aktiv tjeneste.
Soldaterne er toptrænede, hensynsløse og ubetinget loyale over for kongen. Under slaget kæmper de med alle midler mod osmanner-hæren.
Flere nabokrige
Slaget på Brødmarken var langtfra det første sammenstød mellem det ungarske kongerige og Osmannerriget. Det tyrkiske rige havde siden dets grundlæggelse i 1299 med stor hast erobret en lang række af dets naboer.
I 1453 indtog den kun 21-årige sultan Mehmet 2. – med tilnavnet “Erobreren” – Konstantinopel, der var hovedstad i det kristne Byzantinske Rige.
Erobringen skaffede tyrkerne kontrollen over det strategisk vigtige Bosperusstræde mellem Middelhavet og Sortehavet, og riget strakte sig nu over store dele af Balkan og omfattede vidtstrakte landområder syd og vest for Sortehavet.
Succeserne på slagmarken fik sultan Mehmet til at vende blikket mod Ungarn, som lå ved Osmannerrigets nordvestlige grænse.
Som 15-årig var Matthias svært belæst og talte både tjekkisk, tysk, polsk, italiensk og latin flydende.
Vidunderbarn tog magten fra adelen
Da Ungarns adel i 1458 kronede Matthias Corvinus,regnede adelsmændene med, at deres magt var sikret. Men den unge konge ville selv bestemme.
I 1457 døde Ungarns unge konge, Lázló 5., uden at efterlade sig en arving. Nu var gode råd dyre, for landet var præget af magtkampe mellem adelsslægter, hærens generaler og præsterne. Kun én ting var de stridende parter enige om: At landets næste konge skulle være en samlende figur.
Deres valg faldt på den 15-årige adelsmand Matthias Corvinus. Han havde året forinden arvet godser efter sin far, János Hunyadi, der var én af rigets mest fremtrædende mænd og dertil en berømt general samt afholdt af præstestanden. Valget af Matthias skyldtes dog ikke kun hans fars titel. Sønnens intellektuelle evner var vidt berømte – fx talte han fem sprog fyldende.
Den 24. januar i 1458 blev Matthias udråbt som mindreårig konge med sin onkel, adelsmanden Michael Szilágyi, som værge. Men få måneder efter stod det klart, at Matthias ikke ville dele sin magt. Han fyrede sine rådgivere, satte Szilágyi bag lås og slå og gik i gang med at opbygge en kongetro hær.
På den tid var Ungarn et vældigt kongerige; dets areal dækkede – ud over det nuværende Ungarn – også nutidens Slovakiet og store dele af Rumænien, Ukraine, Østrig, Serbien og Kroatien.
Tilmed var riget velhavende. Omkring en tredjedel af den europæiske produktion af guld kom fra Ungarn, der også besad store forekomster af sølv og salt – én af middelalderens eftertragtede varer.
Men landet led samtidig under kaotiske regeringsforhold: Kongemagten var svag og adelen mere optaget af indbyrdes stridigheder.
I 1456 slog sultan Mehmet derfor til og belejrede den ungarske by Beograd. Efter 18 dage lykkedes det ungarerne at slå sultanen tilbage, men Mehmet opgav ikke at underlægge sig Ungarn.
Gentagne gange vendte hans soldater tilbage og foretog nålestiksoperationer ind i Transsylvanien. De plyndrede landsbyerne, hvis indbyggere måtte flygte og efterlade store områder øde.
Lejehær sikrede troskab
Men Ungarn havde ikke i sinde at finde sig i aktionerne. På tronen sad den handlekraftige Matthias Corvinus, og han var ved at samle magten i sine hænder. Matthias var blevet konge i 1458, og hurtigt lykkedes det ham at gøre op med landets indflydelsesrige adel.
Hvor adelsslægterne tidligere havde været de toneangivende i landets indre og ydre anliggender, sørgede Matthias nu for at få det sidste ord.
“Gud, som satte Solen på himlen, som konge over himlen og stjernerne, udnævnte også Matthias alene under Solen som konge”, skrev den samtidige italienske præst og filosof Marsilio Ficino fra bystaten Firenze.
Matthias var heller ikke sen til at fremstille sig selv som kirkens forsvarer:
“Jeg har, allerhelligste Fader, viet mig og mit rige til i al fremtid at tjene Den Hellige Romerske Kirke og Deres Hellighed. Om der bliver kaldet til krig imod de kætterske tjekker eller imod tyrkerne, vil Matthias og hans ungarere være parate”, erklærede Matthias i et brev til paven i 1465.
Kongen satte handling bag ordene. Straks efter sin kroning begyndte han at opbygge en stærk, professionel hær – i modsætning til de fleste lande i datidens Europa, der benyttede værnepligtige soldater, som kun gjorde tjeneste i korte perioder.
Resten af tiden passede mændene deres almindelige arbejde som fx bønder, murere og bagere. Værnepligtige rådede Matthias til sin frustration også over, da han kom til magten.
Den unge konge fandt, at soldaternes tjenestetid var for kort til, at de lærte krigsfaget ordentligt, og han var frustreret over, at det var de adelsmænd, som han ønskede sat uden for indflydelse, der stod for indkaldelsen af mændene, der arbejdede på deres godser.
Pál Kinizsi var længe ventet, da han dukkede op med sine tropper bag højdedragene.
Matthias lånte 500 kavalerister af den bøhmiske konge. Soldaterne indgik som lejesoldater i den ungarske hær og hjalp Matthias med at holde de adelige rivaler stangen. Samtidig hyrede han en flok tjekkiske desertører, som på denne tid tog på plyndringstogter i Ungarn.
Matthias forærede desertørernes leder, Jan Jiskra, to slotte, mens mændene fik adskillige gulddukater for at gå i ungarsk tjeneste. De nyligt erhvervede lejesoldater viste sig at være fremragende krigere, og i de følgende år udvidede Matthias derfor sin professionelle hær til historiske dimensioner.
Det præcise antal soldater er ukendt, men hæren, der skulle blive kendt under navnet Den Sorte Garde, talte formentlig omkring 25.000 soldater, da den var størst.
Soldaterne, der hovedsageligt var saksere, polakker, tjekker og folk fra Bøhmen, var fastansatte på fuld tid og havde derfor rigeligt med tid til at lære krigsfaget at kende. Samtidig modtog de en ualmindelig god sold, som sikrede deres loyalitet over for kongen.
Den Sorte Garde var velforsynet med middelalderens traditionelle våben som buer, sværd og lanser af høj kvalitet. Desuden rådede tropperne over et stort antal hagebøsser.
I en tid, hvor den høje pris på krudt begrænsede brugen af geværer, kunne Matthias udruste hver fjerde soldat med dette moderne, slagkraftige våben.
Tyrkiske invasioner skræmte
Hæren skulle Matthias få hårdt brug for. I januar 1479 kunne Osmannerriget notere sig endnu en triumf, da en krig med den rige bystat Venedig endte med tyrkisk sejr og erobringen af nye, store landområder på Balkan.
Nu frygtede Matthias, at turen kom til Ungarn – og hans forudanelse skulle snart blive bekræftet:
I slutningen af august holdt indbyggerne i den lille landsby Nedeljanec marked. Mens bønder og andre lokale fredeligt købslog om prisen på kvæg, redskaber og klædestoffer galoperede en deling tyrkiske soldater ind i byen.
Tyrkerne blev slået i et bagholdsangreb
1. Hærene stiller op
Den 13. oktober 1479 står Ungarns Sorte Garde under hærføreren Stephen Báthory og den osmanniske hær under ledelse af Ali Bey over for hinanden i området Sibot i det nuværende Rumænien. Begge hære er opstillet i tre kolonner og har tilsammen ca. 30.000 tropper.
2. Ungarerne indleder slaget
Omkring kl. 13 giver Stephen Báthory ordre til Den Sorte Garde om at indlede kampene. Soldaterne på højre flanke kastede sig først ind i kampen, men bliver trængt tilbage af osmannerne. Mange falder på slagmarken eller drukner under deres retræte i Mures-floden.
3. Osmannerne går til angreb
Ali Beys højre flanke går nu til angreb på ungarerne. Angrebet er veludført, og de angrebne soldater søger desperat ind mod midten i håb om at komme i sikkerhed blandt deres kammerater i Den Sorte Gardes midterkolonne.
4. Báthory slår til igen
Den ungerske hær er ved at gå i opløsning. I desperation beordrer Báthory sine tropper til at slå til mod tyrkernes midterkolonne. Til at begynde med ser det ud til at være den rigtige strategi, for osmannerne giver efter. Men kun kortvarigt. Få øjeblikke senere har de igen overtaget.
5. Baghold afgør slaget
Da det ser sortest ud for Ungarn, dukker general Pál Kinizsi op med en styrke på 900 ungarske tropper. Han indleder et overraskelesangreb på tyrkerne, der går i panik. De, der ikke bliver dræbt på slagmarken, flygter til alle sider. Den Sorte Garde har vundet slaget.
Skræmte flygtede beboerne til alle sider, og de osmanniske soldaterne kunne indtage byen. Herefter fortsatte soldaterne mod det vestlige Ungarn. Her mødte tyrkerne modstand fra lokale styrker, som formåede at nedkæmpe en enhed på omkring 3.000 mand.
Men størstedelen af osmannerne havde held til at undslippe mod syd med de tusindvis af fanger, som de havde samlet undervejs på plyndringstogtet. Og det osmanniske nålestiksangreb var kun begyndelsen.
I oktober vendte tyrkerne tilbage. Denne gang gik de målrettet efter Transsylvanien med de rige forekomster af guld, sølv og salt.
I spidsen for styrkerne stod Ali Bey – en 54-årig veteran fra sultan Mehmets krige på Balkan og i Centraleuropa. Ali Beys tropper samlede sig først i det østlige Serbien og satte herefter over Donau og gik videre til Transsylvanien. Imens plyndrede og hærgede tropperne det bedste, de havde lært.
Så snart Matthias Corvinus hørte om osmannernes hærgen, gav han sin hærfører, Stephen Báthory, besked på at samle en hær sammen med general Pál Kinizsi. Generalen var berømt for sit gode forhold til kongen og for at være usædvanlig hensynsløs på slagmarken.
Flere af de ungarske og osmanniske soldater var udstyrede med primitive luntelåsgeværer.
Ifølge en legende arbejdede Kinizsi som møller, da kongen en dag under en jagt tilfældigt lagde vejen forbi hans hus for at bede om noget at drikke. Da Kinizsi serverede for kongen, brugte han en møllesten som serveringsbakke.
Matthias blev så imponeret over den bomstærke mand, at han straks tilbød Pál Kinizsi en plads i hæren. Her steg mølleren hurtigt i graderne – selvom han efter sigende hverken kunne læse eller skrive.
I 1479 var han blevet adlet til greve og udnævnt til general i Den Sorte Garde. Men da den ungarske hær og osmannerne stod over for hinanden på Brødmarken, befandt Kanizsi sig uheldigvis i det vestlige Rumænien langt fra slagmarken.
Han måtte skynde sig for at nå frem i tide.
Faldt af hesten
Ali Bey fik hurtigt færten af Stephen Báthorys hær, men han kendte intet til Pál Kinizsi og hans 900 mand, da osmannerne slog lejr på Brødmarken.
Fra højdedraget betragtede Stephan Báthory tyrkerne, mens han utålmodigt ventede på at komme i gang med slaget. Hele formiddagen holdt han sig tilbage, i håb om at Pál Kinizsi ville nå frem med sine mænd.
Lige efter middag, da solen stod højt på himlen, var han sikker på, at general Kinizsi kunne ankomme hvert øjeblik det skulle være. Med høje råb gav han sine soldater ordre til at indlede slaget.
En kolonne på ungarernes højre flanke indledte kampene, men mændene blev straks drevet tilbage af tyrkerne.
Opmuntret fortsatte tyrkerne med at gå løs på Báthorys soldater. Mange af dem blev dræbt på slagmarken eller druknede i Maros-floden, som løb gennem slagmarken. Da også ungarernes venstre flanke begyndte at give efter, blev Stephen Báthory desperat.
Hans mænd søgte hen imod midten for at komme væk fra den ulige kamp, og hele den ungarske slagorden var ved at gå i opløsning. For at opildne sine folk sporede hærføreren sin hest.
Den voldsomme brug af sporerne forskrækkede hesten, der kastede sig til jorden med Báthory i sadlen.
Biblioteket lå i kongeslottet i byen Buda, der i dag er vokset sammen med byen Pest. Til sammen udgør bydelene “Budapest” og er Ungarns hovedstad.
Pragtbibliotek gik til grunde
Osmanniske styrker ødelagde i 1526 kong Matthias’ livsværk. I et helt liv havde han indsamlet bøger, og nu blev de spredt for ale vinde.
Gennem hele livet var Matthias en læsehest, og så snart han satte sig på Ungarns trone, begyndte han at samle på bøger og skrifter. Værkerne gemte han i sit private bibliotek i paladset i Buda (den vestlige del af Ungarns hovedstad, Budapest).
Ved kongens død i 1490 talte samlingen 2.000 bøger og var kun overgået af pavens bibliotek i Vatikanet. Matthias havde ansat skrivere, bogbindere og kunstnere til at vedligeholde samlingen, der dækkede en stor del af datidens viden inden for geografi, jura, medicin, filosofi arkitektur og historie.
Biblioteket overlevede Matthias’ død, men i 1526 var det slut. En osmannisk styrke ledet af sultan Süleyman 1. besejrede Ungarns styrker, og nederlaget fik vidtrækkende konsekvenser. Landet blev delt i tre og Matthias’ bogsamling ødelagt: “Efter kongens død på slagmarken ved Mohacs den 29. august 1526 besatte tyrkerne den følgende september Buda.
De rev flere af bøgerne i stykker, mens de spredte andre vidt omkring efter først at have flået sølvbeslagene af dem”, skrev den ungarske krønikeskriver Miklos Olah.
Kun 216 bøger overlevede, og de blev spredt ud over Europa. I dag arbejder det ungarske nationalbibliotek på at indsamle de overlevende bøger.
Med rædsel betragtede de ungarske soldater optrinnet. De frygtede, at hærførerens fald var et dårligt varsel – at alt var tabt. Nogle blev så bange, at de bønfaldt Stephen Báthory om at vende om og skjule sig i bjergene.
Stephen Báthory lod som ingenting. Han børstede støvet af sig og svingede sig igen i sadlen. Så gav han tegn til sit kavaleri om at angribe lige i midten af fjendens linjer. Angrebet kom så uventet, at de tyrkiske styrker for en stund vaklede og gav efter.
Floden flød med blod
Forskrækket beordrede Ali Bey nu sit kavaleri til at sætte alt ind på at drive ungarerne tilbage. I hele tre timer slagtede mændene løs på hinanden. Krumsabler og sværd lynede i luften, mens lyden fra hestenes vrinsken blandede sig med de såredes skrig.
Over slagmarken vajede farvestrålende bannere plettet af blod fra de dræbte. Stephen kunne kun se forvivlet til, mens hans mænd overalt blev sendt på flugt, men bedst som han var ved at opgive, så han general Pál Kinizsis styrker vise sig på bakkekammen bag fjendens bagtrop.
Med sine 900 soldater stormede Kinizsi ned ad skrænten mod sletten. Og til lyden af trommer og trompeter kastede den kampklare styrke sig mod de tyrkiske soldater. De forbløffede osmanner stivnede, og en tid kunne Kinizsis styrker myrde løs på de lamslåede mænd.
I floden flød døde kroppe side om side med sårede, der desperat forsøgte at slippe væk fra blodbadet. “Floden Maros var fyldt med blod langs hele strækningen”, beretter Antonio Bonifini, kong Matthias Corvinus’ hofhistoriker.
I vrimlen fik Stephen Báthory øje på Pál Kinizsi, der indsmurt i blod fra top til tå råbte ham an for at opmuntre ham. Báthory var ikke selv blevet forskånet for hug.
Han blødte kraftigt fra seks sår, men synet af Kinizsis tropper havde givet ham fornyet mod – og håbet var velbegrundet. Kinizsis folk fik tyrkerne til at vakle.
Da generalen nu satte ind med endnu et fremstød, tog fjenderne flugten. Synet af de paniske osmanner, der til fods og på hesteryg hastede væk fra slagmarken, blev mødt med høje jubelråb fra Den Sorte Garde. Krigslykken var vendt og Ungarn reddet.
Mens tusmørket faldt på, steg stemningen i den ungarske lejr.
“Sejren var blodig, men Kinizsi nød den. Sammen med sine kammerater festede han mellem de døde”, beretter Bonifini. Kinizsi fandt mad og te i osmannernes forladte lejr, og ungarerne hentede også vinen frem.
Med tiden mistede János næsten al sin indflydelse.
Kongesøn gik glip af tronen
Matthias Corvinus blev én de største konger i Ungarns historie, men han formåede ikke at holde sin slægt på tronen. Ægteskabet med dronning Beatrice var barnløst – til gengæld fik kongen i 1473 en søn med elskerinden Barbara Edelpöck.
Drengen fik navnet János, og Matthias besluttede at gøre ham til sin tronarving. János havde dog ikke arvet sin fars lederevner og blev hurtigt offer for hofintrigerne. Han mistede derfor grebet om magten, og snart måtte han se i øjnene, at han blev reduceret til hertug.
“Under banketten sang de krigersange, hvori de priste deres ledere. De blev berusede og begyndte at danse. Kinizsi blev også budt op til dans, og han samlede en død tyrkisk soldat op og dansede med ham i en vild dans”, fortæller hofhistorikeren Antonio Bonifini.
Hæren gik til grunde
Ungarernes sejr over Osmannerrigets styrker var ikke til at tage fejl af. Historikere regner med, at op mod 15.000 tyrkiske soldater mistede livet, mens Den Sorte Garde kun mistede ca 3.000.
Matthias’ hær havde slået tidens mest frygtindgydende fjende, og i adskillige år betød ydmygelsen, at de tyrkiske styrker holdt sig langt væk fra Ungarn.
Under kong Matthias Corvinus fejrede Den Sorte Garde flere triumfer – erobringen af Wien i 1485 var kronen på værket. Men snart begyndte nedturen. Palmesøndag 1490 blev Matthias pludseligt syg og døde blot to dage senere, den 6. april.
Matthias havde forinden bedt sine officerer sværge troskab til hans søn og tronarving, János Corvinus, men ved Matthias’ død blussede gamle konflikter op igen, og efter adskillige intriger blev den bøhmiske kong Vladislav i stedet indsat på tronen.
Den Sorte Garde stillede sig loyalt bag den nye konge, men da Det Tysk-Romerske Rige under kejser Maximilian 1. kort tid efter angreb Ungarn for at erobre tabte landområder tilbage, gik det galt, for kong Vladislav manglede penge, og betalingen af sold til den talstærke garde var uregelmæssig.
Historikere har beregnet, at kongen ud af sine årlige indtægter på 900.000 dukater måtte afsætte hele 400.000 dukater til lejesoldaterne. Da pengene ikke kom til tiden, skiftede flere af mændene side til Maximilian, som de hjalp med at invadere Ungarn.
I 1492 Vladislav Den Sorte Garde til den sydlige del af Ungarn. Her skulle soldaterne igen kæmpe imod en tyrkisk invasion. Men da soldaterne endnu en gang måtte vente på deres løn, kastede de sig i stedet ud i plyndringer.
På dette tidspunkt havde Ungarns fremmeste mænd fået nok af Den Sorte Garde, og Pál Kinizsi fik ordre til at opløse hæren. Hovedparten af soldaterne sluttede sig til lokale hære, mens den sidste rest fik et sørgeligt endeligt.
En gruppe tidligere lejesoldater var så forbitrede over gardens skæbne, at de lagde planer om at hjælpe osmannerne. Planen kom Pál Kinizsi for øre, og generalen skred straks til handling.
I maj 1494 arresterede han mændene fra den hær, han tidligere havde ført til sejr over den osmanniske fjende. Som straf lod han dem sulte ihjel.