Efter sultanens fald: Atatürk skabte Tyrkiet

Generalen Mustafa Kemal var allerede blevet kåret som helten, der skulle gå over i historien under navnet Atatürk, og havde under krigen været de tyrkiske nationalisters politiske leder. Nu havde han også overtaget den militære kommando, hvilket var et vovestykke.

Senere skulle det vise sig, at flere af hans rivaler inden for ledelsen af den tyrkiske frihedsbevægelse rent faktisk havde håbet, at det skulle mislykkes for ham, så de selv kunne tage over.

Alle måtte vente på Atatürk

Meget stod på spil i slaget ved Sakarya. I sidste instans gjaldt det de nationalistiske tyrkiske styrkers mulighed for at redde landet fra helt at blive opslugt af 1. verdenskrigs sejrherrer. Den græske hær gik til angreb, understøttet af tungt artilleri. Kampene blev voldsomme og uhørt blodige. De tyrkiske styrker blev tvunget til en ganske langsom tilbagetrækning.

Til sidst erobrede grækerne det strategisk vigtige bjerg Cal – og deres sejr så ud til at være inden for rækkevidde. Ifølge nogle kilder skal Mustafa Kemal i den situation have været tæt på at beordre hæren til at forlade sine stillinger. Nederlaget ville dermed have været et faktum.

Men til slut bestemte han sig for at holde stillingerne og i stedet gå til et forsigtigt modangreb. Det viste sig da, at den græske hær i virkeligheden var udmattet. Dens forsyningslinjer var for lange, og soldaterne manglede både mad og ammunition. Resultatet blev i stedet, at det var den græske hær, der trak sig tilbage.

De fleste havde troet, Kemal straks ville gå i offensiven og jage fjenden ud af landet en gang for alle. Men han forholdt sig afventende. Lagre blev fyldt op, og der blev gennemført almindelig mobilisering. Churchill, en af Mustafa Kemals samtidige, roste ham senere for denne strategi:

“Han var klog nok,” skrev den britiske politiker, “til at vente og stærk nok til at få andre til at vente sammen med ham”.

Grækerne blev kvast

Først den 26. august året efter slog Mustafa Kemal til. En storstilet offensiv blev indledt, som ikke endte, før de græske styrker var besejret i bund og grund.

En propagandaskribent erklærede i højtidelige vendinger, at den endeløse tilbagetrækning, der havde fundet sted lige siden de tyrkisk-osmanniske styrker blev besejret uden for Wiens mure i år 1683, endelig var blevet standset.

Referencen var tydelig – Mustafa Kemal var en helt i stil med grundlæggerne af det Osmannerrige, han selv var vokset op i, men hvis undergang han også havde bevidnet. De som troede, han havde planer om at forsøge at genskabe det faldne imperium, blev dog skuffede.

En enormt stædig dreng

Den kommende helt blev født i maj 1881. Han var søn af en toldembedsmand i byen Selânik (Thessaloniki i vore dages Grækenland), der lå i den europæiske del af det kolossalt store Osmannerrige. Allerede som lille var Mustafa kendt for at være stædig og viljestærk og overbevist om sine egne evner og sin betydningsfuldhed.

Han blev tidligt faderløs og blev familiens overhoved allerede i tiårsalderen. Uden at spørge nogen til råds gik han ud af den skole, hans mor havde sat ham i, for at i stedet at starte på en militær grundskole. Her udmærkede han sig snart, især som en udmærket matematiker.

Det var her, folk begyndte at kalde ham “Kemal”, hvilket kan oversættes med “fuldkommen”. Ifølge senere hyldestberetninger skal han have fået tilnavnet af sin matematiklærer, netop fordi han var så brillant. Mustafa Kemal forlod skolen som en af de bedste i sin klasse og gik straks videre til en højere militær uddannelse.

Som ung officer i Istanbul blev han snart indblandet i et dramatisk forløb. Dette var i en tid, hvor Osmannerriget, som i sin storhedstid havde hersket over store dele af det sydøstlige Europa, Mellemøsten og Nordafrika, længe havde været i voldsom tilbagegang.

Riget blev presset udefra af fjender, der skridt for skridt erobrede dets provinser, og indefra af reformentusiaster og revolutionære. Specielt stor betydning havde de vestligt inspirerede unge, der ønskede at gøre op med det gamle regime, hvor vigtige titler tit gik i arv, og hvor sultanen i Istanbul i sidste instans havde al magt. De ville have ny teknik og viden ind i landet, tit inspireret af den europæiske oplysning.

Mustafa Kemal var en af disse reformentusiaster, som sikkerhedspolitiet holdt øje med, mens de gjorde lynkarriere i hæren. Disse unge kunne tydeligt se, at det gamle, vidtstrakte og mangekulturelle Osmannerrige var dømt til undergang. Hvad ville der komme i stedet? For mange blev det naturlige valg at satse på en mere afgrænset nationalstat for det tyrkiske folk alene.

Atatürk blev krigshelt

En tyrkisk-nationalistisk bevægelse voksede frem. I 1908 slog de til og gennemførte et statskup. Den tidligere sultan blev smidt ud, og en ny blev sat på tronen. De faktiske magthavere blev dog nu de såkaldte “ungtyrkeres” ledelse. Mustafa Kemal var med i denne bevægelse, men havde ikke nogen ledende position og skulle senere komme til at tage afstand fra den.

I ungtyrkernes periode blev riget yderligere svækket, samtidig med at forskellige politiske grupperinger var oppe at slås om hver deres version af dets fremtid. For Mustafa Kemal blev 1. verdenskrig den lejlighed, hvor han for alvor kunne vise sit værd som soldat.

For Osmannerriget som helhed var krigen en katastrofe, men man vandt trods alt nogle sejre. Ikke mindst i det berømte slag ved Gallipoli, hvor en stor allieret hær blev besejret. I dette slag stod de osmanniske styrkers frontlinje under ingen mindre end Mustafa Kemals kommando, og derigennem fik han status som krigshelt.

Tyrkerne skulle moderniseres

Men intet kunne hindre, at 1. verdenskrig blev ensbetydende med Osmannerrigets undergang. De allierede havde lagt hemmelige planer om at dele riget mellem sig. Soldater fra England, Frankrig og ærkefjenden Grækenland indtog Istanbul. Nu trådte Mustafa Kemal frem og samlede hæren omkring sig.

Sådan startede kampene, som til omverdenens store forbløffelse endte med, at de krigstrætte allierede blev besejret, og de græske styrker blev smidt ud. Den såkaldte befrielsekrig var slut, og Mustafa Kemal var det nye riges ubestridte leder. Han lod republikken Tyrkiet udråbe og gennemførte en masse reformer i et forbløffende tempo.

Som general havde han haft succes; som politisk leder viste han sig på det nærmeste at være revolutionær. Snart lod Mustafa Kemal sultanatet afskaffe og afskar dermed en gang for alle båndene til Osmannerriget. Men endnu mere revolutionerende var den radikale sækularisering, han stod for.

Det såkaldte kalifat, den religiøse magtstruktur, blev afskaffet. Det samme gjaldt religiøse grundskoler og sharialovgivningen. Inspireret af vestlige demokratier gav Mustafa Kemal landet en ny forfatning. Der blev også vedtaget en ny civil lovstiftelse. Men den vestlige indflydelse rakte videre. Hovedbeklædningen fez blev forbudt for statsanssatte, som i stedet blev instruereret i at bære hat.

Kvinder skulle have deres frihed, der blev indført forbud mod slør, og alle borgerne blev opfordret til at lære vestlig etikette. Det latinske alfabet blev indført, Koranen blev oversat til tyrkisk. I bund og grund ønskede Mustafa Kemal at “civilisere” Tyrkiet og hurtigt tage springet ind i det moderne samfund.

Kun på den måde, tænkte han, ville Tyrkiet kunne lade fattigdom og underudvikling bag sig. For koblet med denne vilje til at lære af Vesten var en stærk målsætning om tyrkisk nationalisme. Mange af idéerne kom udefra, men tanken var, at de skulle tillempes på en specielt tyrkisk måde.

Al modstand blev tromlet

Alle reformerne mødte naturligvis modstand, men Kemal kørte sin linje jernhårdt og diktatorisk igennem. Et oprørsforsøg blev slået ned med hård hånd, et drabsforsøg slog fejl. Intet kunne dæmpe reformiveren hos de nye ledere. Det intensive indenrigspolitiske arbejde foregik samtidig med, at han vandt flere diplomatiske sejre.

Mustafa Kemal, som parlamentet snart gav hædersnavnet Atatürk, ”tyrkernes fader”, sluttede fred med alle landets naboer. I særdeleshed forliget med ærkefjenden Grækenland var vigtigt. Snart var det moderne lands grænser lagt fast og sikret.

Der var naturligvis modstand, også inden for landets grænser. Især de religiøse grupper reagerede mod reformerne. Men man tillod ikke nogen stærk opposition. De kurdiske separatister fik en hård medfart.

En del indslag i Atatürks nationalistiske program virkede fjollede, ikke mindst når han støttede forskning, der påstod, at Tyrkiet var civilisationens vugge, eller at tyrkisk i dets ældste form var stort set alle andre sprogs urkilde.

Samtidig blev det mere og mere tydeligt, at den stærke leder havde sine egne personlige problemer. Han var gift en kort overgang i 1920'erne, men fik ingen biologiske børn. I stedet adopterede han 12 døtre og en søn.

Sin tid brugte han på sit arbejde og på at læse, ride, danse og spille skak, samt på sin store svaghed – alkohol. Kemal Atatürk blev alkoholiker i en ung alder, og misbruget tog til, jo ældre han blev. På et tidspunkt udtalte han, at raki, den traditionelle tyrkiske brændevin, var det eneste, der kunne give hans hjerne fred.

Den 10. november 1938 døde Tyrkiets grundlægger, 57 år gammel. Han døde af skrumpelever.

På væggen i hans mausoleum i Ankara står der bl.a. et citat tilskrevet Atatürk:

“Nationer, som ikke kan finde deres nationale identitet, vil blive bytte for andre nationer”.