Fez-forbud satte Tyrkiet i brand

Efter Osmannernes fald vil præsident Atatürk skabe et nyt land. Tyrkerne skal forandre sig, og derfor forbyder han den populære fez. Men mange indbyggere holder fast i den – om det så skal koste dem livet.

Atatürk præsenterede selv det nye alfabet, da de arabiske bogstaver blev skiftet ud med latinske.

© Shutterstock & World Heritage Encyclopedia

Tusinder af forventningsfulde tyrkere er stimlet sammen på den centrale, åbne plads i kystbyen Inebolu ved Sortehavet.

Den 27. august 1925 er alles øjne rettet mod det podie, hvor Mustafa Kemal Atatürk, den nye tyrkiske republiks grundlægger og præsident, langsomt træder frem.

“Denne hovedbeklædning kaldes en hat”, indleder præsidenten og holder en bredskygget panamahat frem mod den store folkemængde.

“Nogle vil påstå, at den ikke passer til os tyrkere. Lad mig slå fast med det samme: De er uoplyste og uvidende. Jeg vil gerne spørge dem: Hvordan kan en fez, som oprindeligt stammer fra Grækenland, være mere passende end en hat?”

De fremmødte tilskuere ved, at Atatürk ikke er hvem som helst.

Den 44-årige krigshelt har under 1. verdenskrig ført tyrkerne til en legendarisk sejr over briterne ved Gallipoli, og efter krigen har han nærmest egenhændigt samlet stumperne af det besejrede Osmannerrige og skabt republikken Tyrkiet.

Hvis ikke Atatürk havde anført tyrkerne, ville de have mistet deres land til briterne, franskmændene og grækerne, er de fleste tilhørere enige om. Så Atatürks ord vejer tungt, da han buldrer mod fezen fra sit podium.

Hatte bliver hentet fra udlandet

Den røde, cylinderformede hovedbeklædning har ellers i århundreder været båret af den osmanniske sultans undersåtter fra Nordafrika til Balkan.

Netop derfor er den for Tyrkiets landsfader, Atatürk, symbolet på alle Det Osmanniske Riges dårligdomme: konservatisme, tilbageståenhed og ignorance.

Og netop derfor skal mændene i det nye Tyrkiet, som ifølge Mustafa Kemal Atatürk skal være moderne og oplyst, bære den vestlige hat: alle Tyrkiets idealer samlet i én beklædningsgenstand.

Tre måneder efter Atatürks hattetale bliver hans ord til lov, da det nyetablerede parlament vedtager lov nr. 671: et forbud mod den gammeldags fez.

Forinden har Atatürk gødet jorden ved at drage på en landsomfattende turné, hvor han begejstret har talt hattens sag over for den tyrkiske befolkning.

Aviserne har kørt kampagner, hvor de har instrueret mændene i den korrekte brug af hatten – fx hvordan en mand bør hilse på andre med en hat.

Oplysningskampagnen viser sig at blive en stor succes. De fleste tyrkere vil hellere end gerne følge landsfaderens opfordring, og allerede inden indførelsen af fezforbuddet er hatte udsolgt i alle storbyerne.

Myndighederne må straks importere tusindvis af hatte fra bl.a. Ungarn for at imødekomme efterspørgslen, indtil en lokal hatteindustri har fået fodfæste.

I nogle byer bliver hattene revet bort af købelystne allerede på havnen, lige så snart skibene har lagt til kaj.

78 mænd bliver henrettet

Men ikke alle tyrkere tager imod hatten med åbne arme. Mange er i tvivl om, hvorvidt den europæiske hovedbeklædning egentlig er tilladt ifølge islams forskrifter, og henvender sig til de religiøse autoriteter for at få deres ord for, at hattebrug ikke er en synd.

Også rent praktisk viser hatten sig at være problematisk for praktiserende muslimer, fordi den brede skygge forhindrer dem i at røre jorden med panden under de daglige bønner.

Løsningen bliver en fatwa, som tilskynder de troende til at bede barhovedet. For en sikkerheds skyld vælger mange tyrkere at iføre sig en blød sixpence under bønnen.

De mest religiøse tyrkere vil dog stadig ikke røre hatten. Især i provinserne prædiker religiøse ledere, at fezen er muslimernes traditionelle hovedbeklædning – og at et forbud mod fezen er et forbud mod selve islam.

På dagen for lov nr. 671’s ikrafttræden vælger et stort antal tyrkere at beholde deres fez på.

I de fleste tilfælde bliver lovbrydernes hovedbeklædning blot konfiskeret, men i nogle tilfælde bliver uromagerne arresteret og idømt de to til seks måneders fængsel, som den nye lov dikterer.

Andre steder går skiftet til hatten voldsommere for sig, og Atatürks domstole kommer på overarbejde i de fleste storbyer.

Fx bliver mure overalt i Sivas – Anatoliens konservative højborg – dækket af plakater, som taler dunder mod den nymodens, ateistiske hat.

Myndighederne svarer igen ved at arrestere samtlige religiøse ledere i byen og sende to af imamerne, som har ført an i modstanden, i galgen.

Omtrent 200 km derfra fører en religiøs sektleder samme dag sine mange tilhængere ud på gaden i Kayseri til en stor demonstration mod fezloven. 300 mænd bliver anholdt, og sektlederen og fire af hans nærmeste bliver dømt til døden.

Længere mod øst – i Erzurum – truer urolighederne med at komme ud af kontrol, og myndighederne ser sig nødsaget til at erklære undtagelsestilstand i en hel måned. 13 personer bliver idømt dødsstraf for kupforsøg.

Modstanden mod hatten varer i månedsvis, men Atatürks jernhånd får langsomt kvalt protesterne.

Da roen har lagt sig, og hatten omsider sidder godt fast på de tyrkiske hoveder, er i alt 78 hattefjender endt i galgen.