Hagia Sophia: De kristnes største helligdom

Kejseren i Konstantinopel ville have en kirke, som fik besøgende til at måbe. Det lykkedes med Hagia Sophia. Kirken blev bygget på kun seks år – og er stadig et af verdens mest imponerende bygningsværker. Den har overlevet jordskælv, kristne korsfareres plyndring og osmannernes erobring.

Hagia Sophia i midten af 1800-tallet.

Hagia Sophia, som den så ud i midten af 1800-tallet, da den schweiziske arkitekt Gaspard Fossati var hyret til at restaurere bygningen.

© Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Hagia Sophia blev bygget i 532-537 e.Kr. på den østromerske kejser Justinians initiativ. I over 900 år stod pragtkirken i hovedstaden Konstantinopel som et vigtigt symbol på kejseren og rigets magt. Da osmannerne erobrede byen i 1453, blev de kristne symboler dækket, og bygningen taget i brug som moské. Alligevel er det fortsat muligt at finde spor i moskéen fra den byzantinske tid.

Her får du historien om det mægtige bygningsværk, hvis funktion har ændret sig i takt med Konstantinopel og senere Istanbuls udvikling.

“Jeg vil bygge en kirke, hvis lige ikke er set siden Adam, og heller ikke vil blive det i fremtiden.”

Den storladne erklæring kom fra Justinian 1., kejser i Det Østromerske Rige, også kaldet Det Byzantinske. Justinian stod i året 532 med en passende byggegrund, for kun en måned tidligere var dele af hans hovedstad, Konstantinopel, brændt ned under en voldsom opstand. Blandt andet var kejserens kirke, Hagia Sophia, blevet bytte for flammerne.

For at demonstrere sin magt måtte Justinian straks i gang med at opføre en ny pragtbygning. Kun på den måde kunne hans hovedstad bevise, at byen var en værdig afløser for Rom som verdens førende by.

Justinian satte nu tidens to mest berømte arkitekter på opgaven, Anthemius af Tralles og Isidorus af Miletus. Desuden trak han på alle de ressourcer, som hans imperium havde at tilbyde. De bedste og mest sjældne materialer blev bragt til Konstantinopel – heriblandt granitsøjler fra egyptiske templer, guld og ibenholtikoner hentet i Grækenland og Mellemøsten.

Anthemius og Isidorus fik 100 bygmestre og 10.000 arbejdsmænd til deres rådighed samt besked om, at det eneste, de skulle spare på, var tiden. Hagia Sophia, hvis navn betyder kirken for guddommelig visdom, skulle genopbygges så hurtigt som muligt. Arbejderne blev derfor opdelt i to hold, der skulle konkurrere om, hvem som først kunne bygge hver deres halvdel. Belønningen var både hæder og store bonusser til de hurtigste.

Selv om Justinian året efter satte et felttog i gang, der skulle generobre de tabte romerske provinser i Nordvestafrika og Italien, fulgte han personligt med i bygningen af den nye kirke.

Til kejserens store glæde skred arbejdet utroligt hurtigt frem. Anthemius og Isidorus var ikke bare dygtige arkitekter, men også dygtige administratorer, der formåede at organisere den store arbejdsstyrke og hele tiden sørge for, at der var rigeligt med byggematerialer. I løbet af få år var murene færdige. Så begyndte den virkelige udfordring ved byggeriet, konstruktionen af kuplen.

Arkitekter knoklede med kuplen

Kuplen skulle måle 32 meter i diameter. I 500-tallet betød det, at kun kuplen over templet Pantheon i Rom var større. I Pantheon var kuplen i 100-tallet blevet bygget oven på en cylinderformet bygning. Men i Konstantinopel var udfordringen – ud over den anseelige størrelse – at man for første gang skulle bygge en kuppel over et firkantet rum.

Arkitekterne fandt en løsning: De fire søjler, som kuplen hvilede på, blev forbundet af hvælvinger. Byggemåden gav en harmonisk overgang mellem søjler og kuppel, samtidigt med at konstruktionen ledte trykket ned i søjlerne, væk fra murværket.

“Bygningens lethed gør, at det ikke virker, som hviler den på solidt fundament, men som er den fastgjort til himlen med en gylden kæde.” Historikeren Procopios i 500-tallet.

Det mest imponerende ved kuplen i Hagia Sophia var det lys, som strømmede ind nederst i kuplen. Anthemius og Isidorus placerede 40 vinduer i cirkel i bunden af kuplen. Lyset fik det næsten til at se ud, som om kuplen svævede over murværket.

De mange vinduer var kun mulige at placere, fordi arkitekterne byggede indersiden af kuplen op med ribber, som indersiden af en paraply. På den måde blev trykket fra kuplens vægt ledt langs ribberne og til murværket mellem vinduerne i stedet for at kvase vinduesglassene.

Konstruktionen fik samtiden til at tabe underkæben af beundring.

“Bygningens lethed gør, at det ikke virker, som hviler den på solidt fundament, men som er den fastgjort til himlen med en gylden kæde. Kirken er enestående fyldt af lys og solskin. Man ville næsten sværge på, at stedet ikke er oplyst af solen, men at strålerne kommer fra kirken selv,” skrev historikeren Procopios fx i 500-tallet.

Hans oplevelse af lys blev forstærket af, at indersiden af kuplen var dækket af gyldne mosaikker.

Arkitekten Gaspard Fossatis litografi af Hagia Sophia.

Byggeriet af Hagia Sofia var en ingeniørmæssig bedrift, som stadig imponerer.

© Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Kæmpekuppel hviler på glas

Hagia Sophia mest imponerende element er kuplen, som hviler på en række af glasvinduer. I kirken lykkedes det for første gang arkitekterne­ at bygge en rund kuppel over et firkantet rum.

Som en paraply

Kirkens kuppel spænder 32 meter i diameter og er bygget op med ribber som i en paraply. Ribberne­ fordeler trykket til murværket mellem 40 vinduer, som danner en cirkel under kuplen.

Masser af søjler

Ud over fire solide hjørnesøjler er Hagia Sophia opbygget af søjlegallerier i flere etager. Søjlerne får kirkerummet til at virke større og blev udført i kosteligt, farvet marmor.

Firkantet rum

Trykket fra kuplen ledes videre til fire hvælvinger og ned i søjlerne. På den måde lykkedes det Hagia Sophias arkitekter­ at spænde den store kuppel hen over det firkantede rum.

Højt tempo betød byggesjusk

Justinians prestigekirke skød hastigt i vejret. Men det høje tempo havde sin pris: Bygningsarbejderne brugte tykke lag af mørtel mellem murstenene. I store dele af murværket blev der brugt mere mørtel end sten. Desuden fik mørtlen ofte ikke lov til at tørre tilstrækkeligt, før det næste lag sten i al hast blev lagt på. Hastværket medførte ustabile mure, som buede udad. Bygningsarbejderne måtte i gang med at bygge tårne på ydersiden for at holde murene på plads.

Trods størrelsen og det nyskabende design tog det kun fem år og ti måneder, før Hagia Sophia stod færdig. En usædvanlig kort byggeperiode for så grandiøs og nyskabende en bygning. Bedriften viste både Justinians magt, og samtidig hvad Det Byzantinske Rige formåede i sin storhedstid.

Men de alt for hurtigt byggede mure gjorde kirken og især kuplen sårbar over for de jordskælv, der jævnligt ramte området. Allerede 16 år efter indvielsen faldt dele af kuplen sammen, da et mindre jordskælv rystede Konstantinopel.

Kuplen blev hurtigt repareret, men blev delvist ødelagt igen af nye jordskælv fire og seks år senere. Hele kuplen måtte nu bygges om. Isidorus' nevø fik overdraget opgaven. Han byggede en kuppel 2,65 meter højere end den første for at gøre konstruktionen mere stabil. Desuden tilføjede han endnu flere støttepiller langs murene, der kunne aflaste trykket fra kuplen.

Trods forbedringerne blev Hagia Sophia igen udsat for store ødelæggelser i 869 og 986, da jordskælv ramte området. Begge gange kollapsede dele af den vestlige side af kirken, og ved det sidste af de to jordskælv faldt også dele af kuplen sammen. Denne gang tog det mere end otte år, før skaderne var udbedret. Næsten tre år mere, end det havde taget at bygge kirken.

Fem fakta om Hagia Sophia

  • Byggeår: 532-537 e.Kr.
  • Byggematerialer: Mursten, granit og marmor
  • Højde: 55 meter
  • Kuplens diameter: 32 meter
  • Minareternes højde: 60 meter

Pynt gjorde besøgende stumme

Selv om jordskælvene skabte problemer, var Hagia Sophia gennem hele middelalderen et levende bevis på Det Byzantinske Riges overlegenhed. Kirken var kristendommens største helligdom, målt i areal, fra den blev indviet og næsten 1000 år frem. Samtidig blev den beskrevet som den smukkeste i den kristne verden. Kirkens indre virkede overvældende på besøgende.

Historikeren Procopios beskrev, hvordan kirken fik ham til at dreje hovedet af led. Og Hagia Sophias bygherrre, kejser Justinian, faldt ned på knæ med tårer i øjnene i benovelse over sit eget værk ved indvielsen: “Åh, Salomon, jeg har overgået dig,” udbrød han med henvisning til jødernes legendariske tempel i Jerusalem.

Mosaik af den byzantinske kejser Justinian.

“Åh, Salomon, jeg har overgået dig”, udbrød kejser Justinian, da han så sin færdige kirke.

© Petar Milošević/Wikimedia Commons

Kirkens indre var udsmykket med mosaikker og fresker af Jesus, Maria, apostlene og helgener. Desuden var næsten alle flader udsmykket med reliefmønstre, hvor Justinians monogram ofte var indarbejdet. De store søjler var hentet fra Egypten og Mellemøsten, og de mindre søjler var lavet af forskelligt sjældent og farvet marmor.

Desuden fyldte Justinian og andre kejsere kirken med kunstskatte fra hele imperiet: “Det er umuligt præcist at beskrive mængden af guldet, sølvet og ædelstenene overrakt af kejser Justinian. Alene højkoret indeholder fyrre tusinde pund sølv,” forsøgte Procopios sig.

Hagia Sophia var ikke kun et sted til bøn. Kirken blev også et center for lærdom og kirkelig administration. I rigets storhedstid var 600 personer ansat i kirken, heraf 80 præster, 260 gejstlige embedsmænd, 160 skrivere, 25 munke og 75 vagter.

Verdenskunst mødes

Hagia Sophia har været rejsemål i 1500 år. De besøgende i dag kan beundre en usædvanlig blanding af kristen mosaikkunst, muslimsk skrivekunst – og spor fra forbipasserende vikinger.

Jesus i Hagia Sophia.
© UniversalImagesGroup/Getty Images

Jesusbillede har overlevet

Kirkens mosaikker overlevede i 1.000 år, før osmannerne dækkede dem til. Jesus har haft sine ansigtstræk i fred, men nogle mosaikker blev ændret, når nye kejsere ville afbildes.

Mosaik i Hagia Sophia: kejser Justinian, Jomfru Maria og Jesus.
© Shutterstock

Kejseren er selv med

Den romerske kejser Justinian gjorde, hvad han kunne for at sætte­ sig spor i udsmykningen­ af kirken. I en stor mosaik overdrager­ han fx kirken til Jesusbarnet­ og Jomfru Maria.

Muslimsk kunst i Hagia Sophia.
© Josep Renalias/Wikimedia Commons

Svævende tekster

Muslimerne dækkede de kristne motiver til og udsmykkede moskéen med tekster. De svævende medaljoner er fra midt i 1800-tallet. Marmoret i søjlerne bag dem blev importeret fra bl.a. Egypten.

En vikings runeinskription i Hagia Sophia.
© Torsten Weper/HISTORIE

Graffiti fra vikingerne

En uofficiel udsmykning af Hagia Sophia er en runeinskription fra vikingen Halfdan, der formentlig arbejdede som livvagt for kejseren i Konstantinopel. Inskriptionen er cirka 1.000 år gammel.

Korsfarerne erobrer Konstantinopel

I 1054 blev kirken centrum for den såkaldt ortodokse udgave af kristendommen, fordi det religiøse overhoved i Konstantinopel ikke ville anerkende pavens overhøjhed. Den kristne kirke blev splittet i en katolsk og i en ortodoks kirke. Samtidig var nedgangstiderne en realitet for byen og riget.

I århundreder havde Det Byzantinske Imperium været Mellemøstens stormagt. Men mange års kampe mod tyrkere og bulgarere svækkede riget. I slutningen af 1000-tallet mistede imperiet de fleste af sine besiddelser og havde kun Grækenland og det østligste Tyrkiet tilbage.

I 1202 forsøgte prins Alexius Angelus, søn af en nyligt afsat kejser, sig med en risikabel strategi for at vinde magten. Han tilbød at betale medlemmerne af det fjerde, kristne korstog en stor sum penge, at anerkende paven som overhoved og slutte sig til korstoget med sin hær, hvis korsfarerne indsatte ham på tronen. Korstoget nåede Konstantinopel i 1203, den siddende kejser flygtede, og prins Alexius Angelus overtog tronen.

Han indså dog hurtigt, at rigets økonomi ikke rakte til at betale korsfarerne og fik udskudt betalingen til året efter. De fremmede korsfareres ophold i byen gjorde Alexius Angelus stærkt upopulær, og i foråret 1204 blev han myrdet af en af sine hofmænd, der nu indsatte sig som kejser.

Den nye magthaver nægtede at betale korsfarerne, hvorefter korsridderne beskyldte byzantinerne for at dræbe den retmæssige kejser, bryde deres løfter og være “værre end jøderne”.

Korsridderne indså nu, at der var større chance for at få bytte med hjem fra korstoget ved at plyndre det svækkede Konstantinopel end ved at rejse hele vejen gennem et fjendtligt Mellemøsten og angribe det svært befæstede Jerusalem.

Trods pavens advarsler mod at angribe en kristen by plyndrede og myrdede korsfarerne i Konstantinopels gader i tre dage. Tusinder blev dræbt, store dele af byen blev beskadiget, kulturskatte ødelagt, og enorme rigdomme stjålet.

Heller ikke Hagia Sophia gik ram forbi. Selve bygningen slap nådigt, da den trods alt var en kristen kirke samt vanskelig at flytte. Men kirkens skatte af relikvier og hellig kunst blev ført tilbage til Vesteuropa og givet til forskellige kirker og klostre. Plyndringen af Hagia Sophias rigdomme blev kaldt “den grundigste plyndring siden verdens skabelse” af en byzantinsk krønikeskriver.

Efter 1.500 år blev Hagia Sophia overgået af ny kæmpe

Tre moskéer i Istanbul

Hagia Sophia blev til moské, da osmannerne havde erobret Konstantinopel. Men byens herskere kunne ikke glemme, at den storslåede bygning i sin tid var skabt af kristne. Derfor bestilte sultan Ahmed i 1600-tallets begyndelse en ny og større moské, der skulle opføres som nabo.

Desværre for sultanen lykkedes det ikke at konstruere en større kuppel end Hagia Sophias – den blev 23,5 m. I 2012 præsenterede Tyrkiets daværende ministerpræsident Erdogan planerne for en ny gigant. Syv år senere stod Çamlıca-moskéen færdig med en kuppeldiameter på 34 m – Hagia Sophia var slået.

Foto af Hagia Sophia i Istanbul.
© Shutterstock

Hagia Sophia

Indviet år 537: Hagia Sophia står stort set som ved indvielsen i 500-tallet – de muslimske bedetårne, minareterne, er kommet til siden.

Den blå moské.
© Shutterstock

Den blå moské (Ahmed Cami-moskéen)

Indviet i 1616: Den blå moské har plads til 10.000 mennesker. Hovedkuplen måler 23,5 meter i diameter til sammenligning med Hagia Sophias 32 meter.

Çamlıca-moskéen i Istanbul.
© Shutterstock

Çamlıca-moskéen

Indviet i 2019: Çamlıca-moskéen har seks minareter og plads til 63.000 bedende. Kuplen er to meter bredere end Hagia Sophia.

Det Byzantinske Rige synker i grus

Korsfarernes erobring af Konstantinopel var et slag, Det Byzantinske Rige aldrig overvandt. Riget blev splittet i forskellige mindre stater, og i 1400-tallet bestod det kun af tre byer i Tyrkiet og Grækenland.

Imperiets fald var uundgåeligt. Da sultan Mehmed 2. med en kæmpe hær i 1453 belejrede hovedstaden, blev katastrofen i kristen ortodoks historie en realitet. Efter 53 dages belejring måtte byen overgive sig. Sultanen kunne i spidsen for sin hær drage direkte til Hagia Sophia og erklære kristendommens største kirke for en moské.

Til forskel fra de kristne korsfarere plyndrede muslimerne ikke Hagia Sophia, tværtimod. Kirken var blevet dårligt vedligeholdt i århundrederne efter korsfarernes plyndring og var nu i forfald. Sultanen satte et stort hold håndværkere i gang med at reparere den nye moské.

Selv de kristne mosaikker og fresker blev repareret. Senere, i 1500-tallet, blev mosaikkerne dog dækket til med puds, fordi muslimsk tro forbyder religiøs afbildning.

Belejringen af Konstantinopel 1453.

Konstantinopel havde Europas bedste forsvarsmure. Alligevel erobrede osmannerne­ byen efter en hård belejring og gjorde den til deres hovedstad.

© Polfoto

Glemt port blev byens undergang

Pudsen blev fjernet med jævne mellemrum for at vedligeholde kunsten bag, før det hele blev dækket til igen. Mehmed 2. byggede også en minaret, et muslimsk bedetårn, og et alter i østsiden – alteret skulle vende mod Mekka. I 1500-tallet blev tre ekstra minareter tilføjet. I 1850 blev Hagia Sophia igen gennemrestaureret, og fire store medaljoner med Muhameds og de første sultaners navne blev hængt op centralt i rummet.

Hagia Sophia blev hurtigt en af muslimernes vigtigste helligdomme, men da statsmanden Kemal Atatürk overtog magten i Tyrkiet i 1923, ønskede han at skabe et mindre religiøst land. Atatürk nedsatte en komite, der skulle afgøre bygningens fremtid.

Som følge af Hagia Sophias betydning for både kristne og muslimer besluttede komiteen, at Hagia Sophia skulle lukkes som moské og i stedet være museum, et symbol på mødet mellem øst og vest. Efter en ny restaurering, hvor de kristne mosaikker og fresker igen blev frilagt, åbnede Hagia Sophia som museum i 1935.

Fra museum til moské

Præsident Erodgan til fredagsbøn i Hagia Sophia.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan var med i første række, da der blev kaldt til fredagsbøn den 24. juli 2020. Hans hustru befandt sig i den separate kvindedel.

© Getty Images

Hagia Sophia-museet er moské igen

Tyrkiets landsfader Kemal Atatürk mente ikke, at Hagia Sophia skulle bruges som moské i hans nye sekulariserede republik. Siden 1935 har Hagia Sophia derfor været et museum.

Men beslutningen holdt ikke evigt. Den 10. juli 2020 underskrev Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan et dekret om, at bygningsværket skulle skifte status til moské igen.

To uger senere deltog han i den første fredagsbøn i Hagia Sophia i 86 år:

“Hagia Sophia bryder sine fangelænker. Det var den største drøm i vores ungdom”, udtalte Erdogan.

Moskéen er fortsat åben for besøgende alle ugens dage, men den lukker under de religiøse ceremonier.