Den 21. juli 1905 rungede lyden fra en eksplosion ud i Besiktas-bydelen i Konstantinopel (i dag Istanbul), da millionbyens gader kom til at danne ramme om en politisk sammensværgelse.
Målet for angrebet var den osmanniske sultan, Abdülhamid 2., der som sædvanlig besøgte Hamidiye-moskéen for at bede fredagsbøn. Efter seancen var regenten på vej mod sin karet, da han blev antastet af en højtstående embedsmand, som ville stille et spørgsmål.
Abdülhamid 2. skulle vise sig at blive den sidste osmanniske sultan med reel politisk indflydelse.
Sultan bliver kuppet
Osmannerrigets storhedstid er for længst ovre, da sultan Abdülhamid 2. overtager magten i det enorme land. Han forsøger at reformere riget, men han ender med at blive smidt på porten.
1842
Den 21. september bliver Abdülhamid født i Konstantinopel (i dag Istanbul).
1876
Han sætter sig på magten i Osmannerriget som Abdülhamid 2. I begyndelsen støtter han sig til reformatoren Midhat Paşa, der indfører en ny og liberal forfatning. Det lykkes imidlertid sultanen at frigøre sig fra Midhat Paşas indflydelse, og han suspenderer derefter den nye forfatning.
1909
Herefter regerer Abdülhamid 2. Osmannerriget som enevældig hersker. Han reformerer rigets bureaukrati og står bl.a. for anlæggelsen af en række jernbanestrækninger. I 1908 svækkes hans styre dog af et oprør, og året efter bliver han afsat.
1918
Den tidligere sultan dør den 10. februar i Konstantinopel, og han bliver efterfølgende begravet i sin fødeby.
Mens de to mænd talte sammen, lød et højt brag. Røg og lugten af krudt spredte sig fra området, hvor sultanens karet havde holdt og ventet. Hvis Abdülhamid 2. ikke var blevet standset af embedsmanden, ville han selv have siddet i sin vogn – og så ville rigets sultan være blevet sprunget til atomer.
Sultanen undslap bombe-døden
Bombeangrebets bagmænd var gruppen Armeniens Revolutionære Føderation (ARF), der kæmpede for en selvstændig armensk stat. Gruppen var opstået i 1890 som en reaktion på de forfølgelser og massakrer, som armenierne i stigende grad blev udsat for i Osmannerriget.
ARF's dødsfjende var Abdülhamid 2., som havde givet grønt lys til massakrerne. Gruppen begyndte derfor at planlægge et attentat mod den forhadte sultan.
Talat Pasha styrede de facto Osmannerriget under 1. verdenskrig og gav sin velsignelse til folkedrabet på armenierne.
Armenierne hævnede sig efter folkedrabet
Omkring 1,5 mio. armeniere blev ofre for et folkedrab begået af Osmannerriget under 1. verdenskrig. Armeniens Revolutionære Føderation (ARF) – som ikke havde formået at dræbe sultan Abdülhamid 2. i 1905 – tog efter krigen fat på at hævne folkemordet. Det skulle ske ved at likvidere de osmanniske toppolitikere, der stod bag massakrerne.
I årene 1920-1922 slog medlemmer af ARF syv bagmænd ihjel. Den mest fremtrædende var Talat Pasha, som reelt styrede Osmannerriget under 1. verdenskrig. Han blev skudt i Berlin, hvor han havde søgt tilflugt.
Den efterfølgende retssag tiltrak stor international opmærksomhed og endte med, at gerningsmanden blev frifundet, fordi han var i sine følelsers vold.
På den skæbnesvangre dag blev en vogn med ca. 120 kg sprængstof og en tidsindstillet udløser parkeret foran moskéen nær sultanens karet. Trods nøje planlægning slap sultanen med livet i behold, men historiens første bilbombe endte med at koste 26 andre omkringstående mennesker livet.